Ata skrev:abcd skrev:Ata skrev:Da jeg var yngre kunne jeg oftere have den følelse af at "hjertet siger et og hjernen siger noget andet". Men med alderen har jeg lært at tune ind på, hvad der faktisk sker i mig, og nu oplever jeg slet ikke det modsætningsforhold mere. Tværtimod har jeg erfaret, at tvivl og usikkerhed ofte handler om modsatrettede eller ambivalente føleler, som bliver klarere ved at jeg går ind i dem og undersøger dem. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne tænke mig frem gennem livet på nogen meningsfuld måde.
Jo længere man når i livet, jo flere beslutninger har man truffet. I takt med at man træffer beslutninger, bliver følelserne mindre relevante, for beslutningen er lukket. Jeg har f.eks. besluttet at jeg bliver boende i mit hus indtil børnene flytter hjemmefra. Det kan jeg føle frem og tilbage omkring, for jeg er faktisk ikke supervild med at være husejer, jeg føler det som en byrde, men jeg har besluttet det fordi jeg mener at det er det rigtige valg af en række årsager. Og fra det tidspunkt jeg har truffet beslutningen, er mine følelser omkring det ligegyldige, jeg følger min beslutning til dørs, uanset hvad jeg måtte føle.
Ja, det kan jeg godt høre. Det lyder som du gør sådan på mange områder. Måske virker det for dig? For mig ville det blive et ret trist liv, men jeg er også en meget følelsesbetonet person, så det ville være det samme som at lukke hovedparten af min personlighed ned.
Jeg synes der er noget fredfyldt i at vælge sin vej og vandre den. Det giver ro i hovedet at man ikke konstant skal overveje hvad der mon er nede ad sidevejene.