Zombie skrev:Savner du livsvidner?
Skidegodt spørgsmål.
Jeg har, som TS, også været igennem en meget tumultarisk periode, strækkende sig fra da jeg var 25-35.
For mig har det haft enorm betydning, at jeg har haft min barndomsveninde og min ungdomsveninde, der har kendt mig, fra før "verden gik af lave", som kender min familie og den opvækst, der har formet mig. Jeg er så heldig at have dem begge i mit liv stadigvæk, og det betyder bare alt, at de har været der gennem de forfærdelige år.
Ja, selv min eksmand, som jeg i mange år havde et særdeles anstrengt forhold til, opfatter jeg som et livsvidne; han kendte mine forældre og mit barndomshjem og så, hvad der førte til mit kollaps.
Det er helt specielt at have 3 personer, der har fulgt en i så mange år og både har været vidne til baggrund, sammenbrud og recovery.
Jeg kender andre, der måske ikke har været så heldige at have sådanne livsvidner, men her har fjernere familiemedlemmer, gamle naboer, klassekammerater, skolelærere etc. været en hjælp med gamle fotos og noget baggrund, man som barn måske ikke opfattede.
Hvis man vælger at kontakte folk fra "gamle dage", tror jeg, man skal være meget klar på, hvorfor man gør det - hvad regner man med at få ud af det, og kan det være belastende for de gamle relationer, at man tager kontakt.