Tak, men nej tak

[Marengs]

Hvordan siger man det, så det bliver forstået og accepteret?

Jeg synes egentlig selv, jeg er god til at være klar og tydelig, men det er jeg tydeligvis ikke, selvom jeg i andre sammenhænge bliver beskyldt for at kunne tone tydeligheden lidt ned. Eller bløde den op.

I løbet af årene har jeg akkumuleret løbende henvendelser fra en gruppe mænd, som jeg ikke formår at få ud af vagten. Listen omfatter:

- eksmands ven (20+ år)
- barns skolekammerats fædre * 2 (10+ år)
- arbejdsbekendtskab (10+ år)
- ekskæreste (under 10 år)
- ekskæreste (30+ år)
- tidligere kollega (under 10 år)

Jeg har altid tænkt på det som lidt pinligt, at jeg ikke formår at sige ordentligt fra. En enkelt er faldet fra, da han ikke blev valgt til, da jeg blev single - umiddelbart synes jeg jo, det burde være det hint, de alle burde forstå, hvis de ikke tror på mine direkte afvisninger. Og hvem gider vente, til jeg er så desperat, så jeg sænker standarden/alligevel bliver interesseret? Nej… lidt ligesom med voldtægter af kvinder, tænker jeg egentlig ikke, det handler om mig, men en eller anden magt, henvendelsen giver til mændene… fordi jeg netop ikke kan stoppe dem.

Jeg synes af samme årsag, det er pinligt. Fordi det bliver grænseoverskridende. Selvom jeg jo bare kan se det som et kompliment

En anden tråd her på debatten fik mig til at overveje, hvor almindeligt det faktisk er. Og hvad I andre gør for at få det til at stoppe?

[Ata]

Jeg er vist ikke så attraktiv, at jeg har sådanne horder af mænd ventende på mig. Har du sagt tydeligt hvad du ønsker? Eller bliver du ved med at svare dem?

[Purple Haze]

Hvad er det de vil?

Altså ud fra din kommentar om ham der faldt fra da du blev single, tænker jeg de vil have en romantisk eller sexuel relation?

Spørger da jeg har oplevet alt fra en tidligere kollega der mente det var en form for overgreb da en mandlig kollega spurgte om hun skulle med til julefrokosten (tænk Misse Møge der “dragede” mændene) og så til en veninde der stadig ikke synes der var sexuelle motiver selvom fyren nærmest stod med kalorius fremme når han snakkede med hende (overdrivelser for at sætte fronterne lidt skarpt op).

[Vlad Kalashnikov]

Det lyder nederen. Skodmænd altså.

Noget helt andet: jeg håber snart at få svar på en af de mange henvendelser jeg har sendt på PM over de sidste år.

[Moe]

Hvordan siger man det, så det bliver forstået og accepteret?

Jeg synes egentlig selv, jeg er god til at være klar og tydelig, men det er jeg tydeligvis ikke, selvom jeg i andre sammenhænge bliver beskyldt for at kunne tone tydeligheden lidt ned. Eller bløde den op.

I løbet af årene har jeg akkumuleret løbende henvendelser fra en gruppe mænd, som jeg ikke formår at få ud af vagten. Listen omfatter:

- eksmands ven (20+ år)
- barns skolekammerats fædre * 2 (10+ år)
- arbejdsbekendtskab (10+ år)
- ekskæreste (under 10 år)
- ekskæreste (30+ år)
- tidligere kollega (under 10 år)

Jeg har altid tænkt på det som lidt pinligt, at jeg ikke formår at sige ordentligt fra. En enkelt er faldet fra, da han ikke blev valgt til, da jeg blev single - umiddelbart synes jeg jo, det burde være det hint, de alle burde forstå, hvis de ikke tror på mine direkte afvisninger. Og hvem gider vente, til jeg er så desperat, så jeg sænker standarden/alligevel bliver interesseret? Nej… lidt ligesom med voldtægter af kvinder, tænker jeg egentlig ikke, det handler om mig, men en eller anden magt, henvendelsen giver til mændene… fordi jeg netop ikke kan stoppe dem.

Jeg synes af samme årsag, det er pinligt. Fordi det bliver grænseoverskridende. Selvom jeg jo bare kan se det som et kompliment

En anden tråd her på debatten fik mig til at overveje, hvor almindeligt det faktisk er. Og hvad I andre gør for at få det til at stoppe?

Du siger, at du ikke synes om dem som mænd. Det vil for de fleste få dem til at få lyst til at fjerne sig fra dig, og dem som stadig ikke gør det, jamen dem kan du ikke nå ind til og må bare give dem den kolde skulder.

Det er ikke så svært, medmindre du taler om egentlige stalkere, fordi selv simps bliver der kun, så længe de ånder håb, og det er noget du selv giver dem ved din "venlige" adfærd.

[TinaW]

Som Ata, så er det ikke noget jeg oplever.
Kun de der facebook henvendelser fra random fremmede og de bliver bare blokeret.
Jeg har nok ikke et ret indbydende væsen

[Fru Himmelblå]

Der findes desværre bare en type som ikke godtager et nej. For hvem et nej blot er et udgangspunkt til forhandling.

Jeg har fundet det mest effektivt at ignorere forsøg på kontakt. Ingen form for svar overhovedet. Ikke engang læse beskeden. Så snart man på nogen måde anerkender kontakten bliver det anset som, at døren er på klem.

Og det er præcis det samme i virkeligheden. Dem der forsøger at tage kontakt ud af det blå på åben gade. Nope. Full on ignore. Det er det eneste der virker. Og der kommer altid en kommentar med "jeg vil jo bare snakke" eller "vær nu ikke så sur". De får nul reaktion. Det er det eneste de fatter og så går de videre til næste uforvarende "offer".

[paint]

Det undrer mg lidt, at der åbenbart er mænd, der uden videre tager kontakt til kvinder på gaden med henblik på ét eller andet 'romantisk'. Jeg synes ellers kvinder er ret gode til at sende subtile signaler om, at man godt kan komme og snakke lidt, hvis interessen er der, fra begge sider - og så ser man hvad der sker/ikke sker.

[Misantropen]

Hvad er det de gør og i hvilke situationer? Og hvad gør du?

[Galoldriel]

Hvis det drejer sig om den type, der er ret direkte, så synes jeg, det er nemt at fortælle dem, jeg ikke er interesseret.

Det er sværere med "luskerne". Dem, der tager min venlige attitude som en tilkendegivelse af romantisk/seksuel interesse, men aldrig giver direkte udtryk for det. De insinuerer, og det gør det sværere for mig at greje, om de bare søger mit venskab, eller har en anden agenda. Men jeg lytter til, hvad jeg føler: Hvis jeg bliver irriteret/føler mig ubehageligt til mode, når de kontakter mig, så er det en relation, jeg ikke ønsker at holde fast i. Mine venner får mig til at føle mig godt tilpas, og vice versa. Sådan skal det være.

Jeg kan godt finde på at gå ret direkte til en lusker, hvis vedkommende bliver smålummer, og fortælle, jeg ikke bryder mig om det. Men tit lader jeg kommunikationen glide ud i sandet. Hvis de ønsker at vide hvorfor, kan jeg så fortælle dem det.

[Marengs]

Hvis det drejer sig om den type, der er ret direkte, så synes jeg, det er nemt at fortælle dem, jeg ikke er interesseret.

Det er sværere med "luskerne". Dem, der tager min venlige attitude som en tilkendegivelse af romantisk/seksuel interesse, men aldrig giver direkte udtryk for det. De insinuerer, og det gør det sværere for mig at greje, om de bare søger mit venskab, eller har en anden agenda. Men jeg lytter til, hvad jeg føler: Hvis jeg bliver irriteret/føler mig ubehageligt til mode, når de kontakter mig, så er det en relation, jeg ikke ønsker at holde fast i. Mine venner får mig til at føle mig godt tilpas, og vice versa. Sådan skal det være.

Jeg kan godt finde på at gå ret direkte til en lusker, hvis vedkommende bliver smålummer, og fortælle, jeg ikke bryder mig om det. Men tit lader jeg kommunikationen glide ud i sandet. Hvis de ønsker at vide hvorfor, kan jeg så fortælle dem det.

Men hvordan har du succes med det?

Det, jeg oplever er varianter af:

Almindelig small talk -> du er så “indsæt kompliment” -> mig der svarer “det der gider jeg ikke” -> random undskyldning der handler om, det er svært -> mig der svarer “det der gider jeg ikke. Stop med at skriv”

Derefter går der en rum tid. Så er der et “hvordan går det” i indbakken. Som jeg besvarer med “jeg sagde jo jeg ikke gad det der” så en forklaring om, det jo er klart og det slet ikke handler om det… længere smal talk seance/kontakt… og return to start efter et par uger/måneder med sporadisk kontakt.

Hvordan lader du det glide ud i sandet?

……

Og jeg gider ikke rigtigt kvinders “så fantastisk er jeg ikke”, for jeg er meget sikker på, det ikke handler om det. Man siger jo heller ikke til en, der bliver voldtaget, “ej det har jeg ikke prøvet, så fantastisk er jeg ikke”

Hvis jeg trods min fornemmelse i den anden tråd er den eneste, der oplever det, så er vi jo bare tilbage ved, det er noget, jeg udstråler… og jeg synes det er pinligt

[Fru Himmelblå]

Hvis det drejer sig om den type, der er ret direkte, så synes jeg, det er nemt at fortælle dem, jeg ikke er interesseret.

Det er sværere med "luskerne". Dem, der tager min venlige attitude som en tilkendegivelse af romantisk/seksuel interesse, men aldrig giver direkte udtryk for det. De insinuerer, og det gør det sværere for mig at greje, om de bare søger mit venskab, eller har en anden agenda. Men jeg lytter til, hvad jeg føler: Hvis jeg bliver irriteret/føler mig ubehageligt til mode, når de kontakter mig, så er det en relation, jeg ikke ønsker at holde fast i. Mine venner får mig til at føle mig godt tilpas, og vice versa. Sådan skal det være.

Jeg kan godt finde på at gå ret direkte til en lusker, hvis vedkommende bliver smålummer, og fortælle, jeg ikke bryder mig om det. Men tit lader jeg kommunikationen glide ud i sandet. Hvis de ønsker at vide hvorfor, kan jeg så fortælle dem det.

Men hvordan har du succes med det?

Det, jeg oplever er varianter af:

Almindelig small talk -> du er så “indsæt kompliment” -> mig der svarer “det der gider jeg ikke” -> random undskyldning der handler om, det er svært -> mig der svarer “det der gider jeg ikke. Stop med at skriv”

Derefter går der en rum tid. Så er der et “hvordan går det” i indbakken. Som jeg besvarer med “jeg sagde jo jeg ikke gad det der” så en forklaring om, det jo er klart og det slet ikke handler om det… længere smal talk seance/kontakt… og return to start efter et par uger/måneder med sporadisk kontakt.

Hvordan lader du det glide ud i sandet?

……

Og jeg gider ikke rigtigt kvinders “så fantastisk er jeg ikke”, for jeg er meget sikker på, det ikke handler om det. Man siger jo heller ikke til en, der bliver voldtaget, “ej det har jeg ikke prøvet, så fantastisk er jeg ikke”

Hvis jeg trods min fornemmelse i den anden tråd er den eneste, der oplever det, så er vi jo bare tilbage ved, det er noget, jeg udstråler… og jeg synes det er pinligt

Beklager at jeg kører i samme rille. Men den der type accepterer ikke et nej. Det er et udgangspunkt for forhandling. Og det er meget vel, at han skyder med spredehagl, for på et eller andet tidspunkt er der statistisk set nok en der skal sige ja.

Lad det glide ud i sandet ved at tak for kontakt, nej tak til yderligere kontakt og så ellers ignorer. For han kommer ikke til at ændre sig. Han vil altid forsøge at se, om døren står en smule på klem.

[dgd2007]

[...]
Hvordan lader du det glide ud i sandet?
[...]

Ved at lade være med at svare?
Så falder ti-øren vel på et tidspunkt.

[Delfin]

Du skriver, at du ikke er ikke interesseret i kontakt og vil have, at vedkommende holder op med at skrive. Derefter svarer du ikke på fremtidige henvendelser. Bliver de ved at komme i en lind strøm så bloker

[paint]

[...]
Hvordan lader du det glide ud i sandet?
[...]

Ved at lade være med at svare?
Så falder ti-øren vel på et tidspunkt.

"For nogle, falder ti-øren i en-ører - som min bedstefar altid sagde