Tak, men nej tak

[BlueBunny]

Skal dit indlæg læses sådan, at din eksmand gennem de sidste 30 år har forsøgt at lægge an på dig (igen?) uden at forstå du ikke er interesseret, og selvsamme eksmand har en ven, som de sidste 20 år har forsøgt sig med dig?

Og derudover er der flere andre mænd som i årevis prøver at invitere dig ud selv om du afslår?

Hvis ja, så tænker jeg du skal øve dig i at være tydeligere i dit sprog.

Spørger de direkte? Svarer du direkte?

[.Magic.]

Altså er det kontakt gennem en datingside eller?

[Ata]

Hvis det drejer sig om den type, der er ret direkte, så synes jeg, det er nemt at fortælle dem, jeg ikke er interesseret.

Det er sværere med "luskerne". Dem, der tager min venlige attitude som en tilkendegivelse af romantisk/seksuel interesse, men aldrig giver direkte udtryk for det. De insinuerer, og det gør det sværere for mig at greje, om de bare søger mit venskab, eller har en anden agenda. Men jeg lytter til, hvad jeg føler: Hvis jeg bliver irriteret/føler mig ubehageligt til mode, når de kontakter mig, så er det en relation, jeg ikke ønsker at holde fast i. Mine venner får mig til at føle mig godt tilpas, og vice versa. Sådan skal det være.

Jeg kan godt finde på at gå ret direkte til en lusker, hvis vedkommende bliver smålummer, og fortælle, jeg ikke bryder mig om det. Men tit lader jeg kommunikationen glide ud i sandet. Hvis de ønsker at vide hvorfor, kan jeg så fortælle dem det.

Men hvordan har du succes med det?

Det, jeg oplever er varianter af:

Almindelig small talk -> du er så “indsæt kompliment” -> mig der svarer “det der gider jeg ikke” -> random undskyldning der handler om, det er svært -> mig der svarer “det der gider jeg ikke. Stop med at skriv”

Derefter går der en rum tid. Så er der et “hvordan går det” i indbakken. Som jeg besvarer med “jeg sagde jo jeg ikke gad det der” så en forklaring om, det jo er klart og det slet ikke handler om det… længere smal talk seance/kontakt… og return to start efter et par uger/måneder med sporadisk kontakt.

Hvordan lader du det glide ud i sandet?

……

Og jeg gider ikke rigtigt kvinders “så fantastisk er jeg ikke”, for jeg er meget sikker på, det ikke handler om det. Man siger jo heller ikke til en, der bliver voldtaget, “ej det har jeg ikke prøvet, så fantastisk er jeg ikke”

Hvis jeg trods min fornemmelse i den anden tråd er den eneste, der oplever det, så er vi jo bare tilbage ved, det er noget, jeg udstråler… og jeg synes det er pinligt

Du kunne jo skrive: “Jeg gider ikke det der og du skal ikke skrive mere, for det bliver for kompliceret/uklart når vi vil noget forskelligt med relationen.” Altså, stop med at fortsætte smalltalken. Det behøver du faktisk ikke gøre. Jeg tror du sender uklare signaler. Hvis vi har udelukket forklaringen om, at du er mere uimodståelig end os andre.

[Flora]

Som andre skriver, tænker jeg også, du bare skal stoppe med at svare, hvis de bliver ved efter en pæn afvisning. Typer, der ikke forstår et nej første gang, gør det typisk heller ikke femte gang. Man er ikke forpligtet til at blive ved at gentage det.

[Marengs]

Hvis det drejer sig om den type, der er ret direkte, så synes jeg, det er nemt at fortælle dem, jeg ikke er interesseret.

Det er sværere med "luskerne". Dem, der tager min venlige attitude som en tilkendegivelse af romantisk/seksuel interesse, men aldrig giver direkte udtryk for det. De insinuerer, og det gør det sværere for mig at greje, om de bare søger mit venskab, eller har en anden agenda. Men jeg lytter til, hvad jeg føler: Hvis jeg bliver irriteret/føler mig ubehageligt til mode, når de kontakter mig, så er det en relation, jeg ikke ønsker at holde fast i. Mine venner får mig til at føle mig godt tilpas, og vice versa. Sådan skal det være.

Jeg kan godt finde på at gå ret direkte til en lusker, hvis vedkommende bliver smålummer, og fortælle, jeg ikke bryder mig om det. Men tit lader jeg kommunikationen glide ud i sandet. Hvis de ønsker at vide hvorfor, kan jeg så fortælle dem det.

Men hvordan har du succes med det?

Det, jeg oplever er varianter af:

Almindelig small talk -> du er så “indsæt kompliment” -> mig der svarer “det der gider jeg ikke” -> random undskyldning der handler om, det er svært -> mig der svarer “det der gider jeg ikke. Stop med at skriv”

Derefter går der en rum tid. Så er der et “hvordan går det” i indbakken. Som jeg besvarer med “jeg sagde jo jeg ikke gad det der” så en forklaring om, det jo er klart og det slet ikke handler om det… længere smal talk seance/kontakt… og return to start efter et par uger/måneder med sporadisk kontakt.

Hvordan lader du det glide ud i sandet?

……

Og jeg gider ikke rigtigt kvinders “så fantastisk er jeg ikke”, for jeg er meget sikker på, det ikke handler om det. Man siger jo heller ikke til en, der bliver voldtaget, “ej det har jeg ikke prøvet, så fantastisk er jeg ikke”

Hvis jeg trods min fornemmelse i den anden tråd er den eneste, der oplever det, så er vi jo bare tilbage ved, det er noget, jeg udstråler… og jeg synes det er pinligt

Beklager at jeg kører i samme rille. Men den der type accepterer ikke et nej. Det er et udgangspunkt for forhandling. Og det er meget vel, at han skyder med spredehagl, for på et eller andet tidspunkt er der statistisk set nok en der skal sige ja.

Lad det glide ud i sandet ved at tak for kontakt, nej tak til yderligere kontakt og så ellers ignorer. For han kommer ikke til at ændre sig. Han vil altid forsøge at se, om døren står en smule på klem.

Udfordringen her er lidt, at det er folk, jeg møder ind i mellem i andre sammenhænge. Altså folk, jeg ikke rigtigt kan undgå - og som jeg forventes at være høflig overfor i den almindelige verden. Når de derfor først har sagt undskyld og gennem noget tid agerer almindeligt, tænker jeg alt er fint - som ved så mange andre + jeg synes det er svært at gå fra small talk i den almindelige verden til “jeg gider overhovedet ikke svare dig - pil af” på skrift

[Marengs]

Skal dit indlæg læses sådan, at din eksmand gennem de sidste 30 år har forsøgt at lægge an på dig (igen?) uden at forstå du ikke er interesseret, og selvsamme eksmand har en ven, som de sidste 20 år har forsøgt sig med dig?

Og derudover er der flere andre mænd som i årevis prøver at invitere dig ud selv om du afslår?

Hvis ja, så tænker jeg du skal øve dig i at være tydeligere i dit sprog.

Spørger de direkte? Svarer du direkte?

Nej. Min eksmand har jeg ikke nogle problemer med. Kun en af hans venmer

[Marengs]

Men for at opsummere. Det er bare mig, der oplever den form for adfærd.

Tak for svar

[Fru Himmelblå]

Men for at opsummere. Det er bare mig, der oplever den form for adfærd.

Tak for svar

Nej, det er ikke bare dig. Både jeg og adskillige i min omgangskreds har oplevet det. Man kan kun tabe mod sådan en type. Lige gyldigt hvad man gør er det forkert. Så kan man ligeså godt vælge den vej hvor man bliver generet mindst.

[Fru Himmelblå]

Hvis det drejer sig om den type, der er ret direkte, så synes jeg, det er nemt at fortælle dem, jeg ikke er interesseret.

Det er sværere med "luskerne". Dem, der tager min venlige attitude som en tilkendegivelse af romantisk/seksuel interesse, men aldrig giver direkte udtryk for det. De insinuerer, og det gør det sværere for mig at greje, om de bare søger mit venskab, eller har en anden agenda. Men jeg lytter til, hvad jeg føler: Hvis jeg bliver irriteret/føler mig ubehageligt til mode, når de kontakter mig, så er det en relation, jeg ikke ønsker at holde fast i. Mine venner får mig til at føle mig godt tilpas, og vice versa. Sådan skal det være.

Jeg kan godt finde på at gå ret direkte til en lusker, hvis vedkommende bliver smålummer, og fortælle, jeg ikke bryder mig om det. Men tit lader jeg kommunikationen glide ud i sandet. Hvis de ønsker at vide hvorfor, kan jeg så fortælle dem det.

Men hvordan har du succes med det?

Det, jeg oplever er varianter af:

Almindelig small talk -> du er så “indsæt kompliment” -> mig der svarer “det der gider jeg ikke” -> random undskyldning der handler om, det er svært -> mig der svarer “det der gider jeg ikke. Stop med at skriv”

Derefter går der en rum tid. Så er der et “hvordan går det” i indbakken. Som jeg besvarer med “jeg sagde jo jeg ikke gad det der” så en forklaring om, det jo er klart og det slet ikke handler om det… længere smal talk seance/kontakt… og return to start efter et par uger/måneder med sporadisk kontakt.

Hvordan lader du det glide ud i sandet?

……

Og jeg gider ikke rigtigt kvinders “så fantastisk er jeg ikke”, for jeg er meget sikker på, det ikke handler om det. Man siger jo heller ikke til en, der bliver voldtaget, “ej det har jeg ikke prøvet, så fantastisk er jeg ikke”

Hvis jeg trods min fornemmelse i den anden tråd er den eneste, der oplever det, så er vi jo bare tilbage ved, det er noget, jeg udstråler… og jeg synes det er pinligt

Beklager at jeg kører i samme rille. Men den der type accepterer ikke et nej. Det er et udgangspunkt for forhandling. Og det er meget vel, at han skyder med spredehagl, for på et eller andet tidspunkt er der statistisk set nok en der skal sige ja.

Lad det glide ud i sandet ved at tak for kontakt, nej tak til yderligere kontakt og så ellers ignorer. For han kommer ikke til at ændre sig. Han vil altid forsøge at se, om døren står en smule på klem.

Udfordringen her er lidt, at det er folk, jeg møder ind i mellem i andre sammenhænge. Altså folk, jeg ikke rigtigt kan undgå - og som jeg forventes at være høflig overfor i den almindelige verden. Når de derfor først har sagt undskyld og gennem noget tid agerer almindeligt, tænker jeg alt er fint - som ved så mange andre + jeg synes det er svært at gå fra small talk i den almindelige verden til “jeg gider overhovedet ikke svare dig - pil af” på skrift

Men hvis de gang på gang overskrider din grænse igen så må man tage det til efterretning. De kommer ikke til at ændre adfærd. Og du skylder dem ikke noget som helst. Du skylder dem ikke at være flink. Hvis de ikke kan opføre sig ordentligt og respektere dine grænser, så må kontakten ophøre.

[Aragorn]

Men for at opsummere. Det er bare mig, der oplever den form for adfærd.

Tak for svar

Hvis det kun er dig, så ér det dig.

Altså noget du gør. Og gudskelov for dét, for du kan ændre din adfærd, ikke verden.

[Ata]

Men for at opsummere. Det er bare mig, der oplever den form for adfærd.

Tak for svar

Jeg havde for mange år siden noget af det samme med to exkærester. Men i de tilfælde vil jeg mene, at jeg selv bidrog til det ved at holde kontakten. Det stoppede også da jeg stoppede med at skrive mere til dem.

[Aragorn]

Nej… lidt ligesom med voldtægter af kvinder, tænker jeg egentlig ikke, det handler om mig, men en eller anden magt, henvendelsen giver til mændene… fordi jeg netop ikke kan stoppe dem.

Jeg synes af samme årsag, det er pinligt. Fordi det bliver grænseoverskridende. Selvom jeg jo bare kan se det som et kompliment

Jeg er sikker på at de i støttegrupperne for voldtægtsofre vil synes din sammenligning er 100% fair og at du går det samme igennem.

Det sagt, du er ikke ansvarlig for den gode stemning og den gode stemning bliver ikke ødelagt når du siger fra, den bliver ødelagt når mændene siger dumme ting. Du har ikke ansvaret for situationen, og hvis det skal være pinligt så må det være pinligt.

[Venus222]

Jeg har også oplevet det. Og det jeg synes er svært er bla. at jeg gerne vil undgå at blive svinet til, eller det der er værre, samtidig med at sige tydeligt fra.

I øvrigt er det min erfaring at det er alle typer mænd der ikke godtager et pænt "nej tak".

[Søhesten]

Lad være med at svare dem når de skriver.

De bliver ved med at skrive fordi for dem er et “det gider jeg ikke” svar en reaktion og de ønsker en reaktion fra dig.

[Delfin]

Men for at opsummere. Det er bare mig, der oplever den form for adfærd.

Tak for svar

Det er ikke bare dig. Jeg er bare blevet bedre til det med tiden

Jeg kan læse, at du møder nogle af dem i nogle sammenhænge, hvor du lidt er tvunget til at være høflig. Det gør det selvfølgelig lidt vanskeligere. Der ville jeg nok svare dem noget i retning af, at det er fint, at vi kan være i stue sammen ved nogle lejligheder, men det er ikke ensbetydende med, at jeg gider være pennevenner. Og så stopper du med at svare.