Er du religiøs?

[Galoldriel]

Hvis man, som nogle i tråden skriver, er ateister fordi man har en videnskabelig uddannelse, undrer det mig lidt.
De videnskabsmænd/kvinder, der rent faktisk ved noget om dannelsen/fremkomsten af vores univers, som jo er kernen i det hele, ved nemlig ikke, hvordan det er sket eller kan ske. Det burde ikke være muligt, ifølge den videnskabelige standardmodel. (siger astrofysikere og teoretiske fysikere)

De kan fortælle om sekunderne efter Big Bang, men spørger man om selve Big Bang, og hvordan det skete, i selve øjeblikket – henviser de til religion eller filosofi. Der ER kort sagt ikke noget videnskabeligt svar. Og derfor blæser det hele lidt i vinden. Og er sådan set op til den enkelte af afgøre med sig selv.

Man kan kalde det Gud, Hr. Børge eller Fru. Hansen. 'Noget', satte det hele i gang, og det skete – hvem, hvad eller hvordan, er der ingen der ved. Og vi kommer sandsynligvis heller aldrig til at få det at vide. Formentlig fordi vi ikke vil kunne begribe det. Men når der ikke er viden, er man henvist til at tro – på ét eller andet, hvad det så end er. Ikke at tro på noget, i denne sammenhæng – giver ingen mening. Men det skal det måske heller ikke?

Det er faktisk grænsende til en religiøs holdning at tro, at religion og videnskab behøver at være kontrapunkter. Det er korrekt at religion for det meste er baseret på idéer, som kan videnskabeligt modbevises, men ikke alle religioner eller alt i religionerne kan det.

Man kan eksempelvis ikke sige, at man ikke tror på, at der findes en Gud på grund af videnskab. Det giver ingen mening, men det giver mening at sige, at vi ved, at der ikke findes 7 himle, at jorden med sikkerhed er mere end 7000 år gammel, og selvom jorden har en kerne, så er der ingen grund til at antage, at det er et helvede for brændende sjæle.

Ateisme kan ikke retfærdiggøres med eller sidestilles med videnskab, fordi videnskab er række metoder, ikke en fortolkning, holding eller overbevisning.

Det er, sådan set, heller ikke det jeg skriver/mener. Jeg taler hverken om Biblen eller folkekirkelig tro. Jeg er lidt undrende over den massive materialisme, som for manges vedkommende - ser det ud til at danne grundlaget for deres eksistens. 'Man/dem/de/mange, har det (tilsyneladende) helt fint med, at livet kun består af det man kan se, måle og veje. At dét så er fremkommet ved en totalt ubegribelig proces, som ingen kan forklare eller forstå, ser ikke ud til at give anledning til tanker omkring det.
Mine indlæg var en slags 'slag i bolledejen', i et forsøg på at 'spice' diskussionen lidt op til noget der rakte ud over: "Jeg er ateist".

Jeg synes, universet og alt, hvad det indeholder, er dybt fascinerende i sig selv. At forklare det videnskabeligt (i det omfang, det nu er muligt) gør det ikke mindre fantastisk.

Tilføjelse: Jeg kan godt leve med, at der er ting, jeg ikke ved. Jeg har sådan set forsøgt at finde religiøse/filosofiske forklaringer, men det er jeg holdt op med, for det giver simpelthen ikke længere mening for mig.

[Moe]

Ateisme er for mig et livssyn.

Jeg vil mene, at den mest værdifulde måde at prøve at forstå det ukendte på, er den videnskabelige metode. Det er den, som gav os svar på mange af de spørgsmål som har optaget folk gennem tiderne. Mange af de “forklaringer”, som religion kom med, har vi kunnet forkaste gennem den videnskabelige metode. Videnskaben vil formentlig ikke kunne forklare alt, men kan så opstille teorier, som jo skal opfylde kravene til videnskabelige principper. Ellers findes der jo også mange hypoteser om det vi ikke ved.

For mig følger ateisme ganske naturligt af disse observationer. Det er ikke ensbetydende med at jeg ikke forholder mig til alt det, som man ikke kan røre ved/måle/veje eller smage på. Jeg har bare intet behov for at opfinde guder eller andet hokuspokus for at forklare verden omkring os.

Ateisme er troen og overbevisningen om, at der ikke findes andet end den materielle verden, dvs. ingen gud/guder, og det har videnskabelige observationer ingen relation til.

Videnskab har en klar afgrænsning til det materielle, og det stopper der. Hvad videnskaben er nødt til, er fint, men det er ikke bevist.

Videnskaben kan for eksempel ikke sige noget om formål eller mening i tilværelsen, men det beviser ikke, at der ikke er nogen. Videnskaben kan ikke tage stilling til moralske og etiske spørgsmål, menneskelig bevidsthed og tro og åndelighed. Men det betyder ikke, at det ikke eksisterer, er relevant eller virkeligt; det er blot uden for videnskabens rækkevidde.

På samme måde er det uden for videnskabens rækkevidde at sige noget om eksistensen af en eller flere åndsvæsener eller guder.

Derfor har videnskab og ateisme ikke nogen relation, udover at ateisme bruger videnskab som et helligt skjold for at retfærdiggøre sig selv.

[PAX II]

Ateisme er for mig et livssyn.

Jeg vil mene, at den mest værdifulde måde at prøve at forstå det ukendte på, er den videnskabelige metode. Det er den, som gav os svar på mange af de spørgsmål som har optaget folk gennem tiderne. Mange af de “forklaringer”, som religion kom med, har vi kunnet forkaste gennem den videnskabelige metode. Videnskaben vil formentlig ikke kunne forklare alt, men kan så opstille teorier, som jo skal opfylde kravene til videnskabelige principper. Ellers findes der jo også mange hypoteser om det vi ikke ved.

For mig følger ateisme ganske naturligt af disse observationer. Det er ikke ensbetydende med at jeg ikke forholder mig til alt det, som man ikke kan røre ved/måle/veje eller smage på. Jeg har bare intet behov for at opfinde guder eller andet hokuspokus for at forklare verden omkring os.

Ateisme er troen og overbevisningen om, at der ikke findes andet end den materielle verden, dvs. ingen gud/guder, og det har videnskabelige observationer ingen relation til.

Videnskab har en klar afgrænsning til det materielle, og det stopper der. Hvad videnskaben er nødt til, er fint, men det er ikke bevist.

Videnskaben kan for eksempel ikke sige noget om formål eller mening i tilværelsen, men det beviser ikke, at der ikke er nogen. Videnskaben kan ikke tage stilling til moralske og etiske spørgsmål, menneskelig bevidsthed og tro og åndelighed. Men det betyder ikke, at det ikke eksisterer, er relevant eller virkeligt; det er blot uden for videnskabens rækkevidde.

På samme måde er det uden for videnskabens rækkevidde at sige noget om eksistensen af en eller flere åndsvæsener eller guder.

Derfor har videnskab og ateisme ikke nogen relation, udover at ateisme bruger videnskab som et helligt skjold for at retfærdiggøre sig selv.

At ”noget” er helt udenfor videnskabens grænser, finder jeg højst besynderlig.

Man går ud over videnskaben, når man påkalder et usynligt væsen, som kan blive til et menneske, dø og genopstå. Det er da fuldkommet inden for videnskabens domæne at påpege, at der ikke findes evidens for sådanne aktiviteter, og at påstande om det overnaturlige er selvmodsigende. Et svar på livets mening og formål kan ikke gives ud fra uefterprøvelige og falsificerede påstande. Religion er frit flydende myter og man har ikke andre grunde end tradition og frygt til at bakke det op.

At videnskab og religion stiller forskellige spørgsmål, vil jeg påstå, er fordi religion slet ikke adresserer de spørgsmål overhovedet hvis man håber på at finde svar. En ting er at adressere spørgsmål - noget ganske andet, er at besvare dem.

Men jeg er ikke en hardcore ateist. Jeg respekterer folks tro. Hvis de igennem deres tro, føler de kan forstå ting som formål, værdier og livets mening, så vil jeg da aldrig slå dem i hoved med min ateisme. Mit livssyn er som det er, andre har et andet livssyn.

[Moe]

Ateisme er for mig et livssyn.

Jeg vil mene, at den mest værdifulde måde at prøve at forstå det ukendte på, er den videnskabelige metode. Det er den, som gav os svar på mange af de spørgsmål som har optaget folk gennem tiderne. Mange af de “forklaringer”, som religion kom med, har vi kunnet forkaste gennem den videnskabelige metode. Videnskaben vil formentlig ikke kunne forklare alt, men kan så opstille teorier, som jo skal opfylde kravene til videnskabelige principper. Ellers findes der jo også mange hypoteser om det vi ikke ved.

For mig følger ateisme ganske naturligt af disse observationer. Det er ikke ensbetydende med at jeg ikke forholder mig til alt det, som man ikke kan røre ved/måle/veje eller smage på. Jeg har bare intet behov for at opfinde guder eller andet hokuspokus for at forklare verden omkring os.

Ateisme er troen og overbevisningen om, at der ikke findes andet end den materielle verden, dvs. ingen gud/guder, og det har videnskabelige observationer ingen relation til.

Videnskab har en klar afgrænsning til det materielle, og det stopper der. Hvad videnskaben er nødt til, er fint, men det er ikke bevist.

Videnskaben kan for eksempel ikke sige noget om formål eller mening i tilværelsen, men det beviser ikke, at der ikke er nogen. Videnskaben kan ikke tage stilling til moralske og etiske spørgsmål, menneskelig bevidsthed og tro og åndelighed. Men det betyder ikke, at det ikke eksisterer, er relevant eller virkeligt; det er blot uden for videnskabens rækkevidde.

På samme måde er det uden for videnskabens rækkevidde at sige noget om eksistensen af en eller flere åndsvæsener eller guder.

Derfor har videnskab og ateisme ikke nogen relation, udover at ateisme bruger videnskab som et helligt skjold for at retfærdiggøre sig selv.

At ”noget” er helt udenfor videnskabens grænser, finder jeg højst besynderlig.

Man går ud over videnskaben, når man påkalder et usynligt væsen, som kan blive til et menneske, dø og genopstå. Det er da fuldkommet inden for videnskabens domæne at påpege, at der ikke findes evidens for sådanne aktiviteter, og at påstande om det overnaturlige er selvmodsigende. Et svar på livets mening og formål kan ikke gives ud fra uefterprøvelige og falsificerede påstande. Religion er frit flydende myter og man har ikke andre grunde end tradition og frygt til at bakke det op.

At videnskab og religion stiller forskellige spørgsmål, vil jeg påstå, er fordi religion slet ikke adresserer de spørgsmål overhovedet hvis man håber på at finde svar. En ting er at adressere spørgsmål - noget ganske andet, er at besvare dem.

Men jeg er ikke en hardcore ateist. Jeg respekterer folks tro. Hvis de igennem deres tro, føler de kan forstå ting som formål, værdier og livets mening, så vil jeg da aldrig slå dem i hoved med min ateisme. Mit livssyn er som det er, andre har et andet livssyn.

Videnskabens grænser er klart definerede til det fysiske univers. Alt hvad der ligger uden for det, såsom Gud, ånd og andre metafysiske aspekter, falder uden for videnskabens rækkevidde.

Derfor kan videnskaben hverken bekræfte eller afkræfte eksistensen af sådanne fænomener. Manglen på videnskabelig evidens for sådanne fænomener betyder ikke nødvendigvis, at de ikke eksisterer, det betyder blot, at de er uden for det, videnskaben kan måle og observere.

Det er også fejlagtigt at hævde, at der videnskabeligt set ikke findes evidens for sådanne hændelser (eks. et menneske, der døde og genopstod). Det kræver selvfølgelig en forståelse af, hvad videnskab er og ikke er. Selvom den eksisterende evidens ikke fastslår noget med sikkerhed, betyder det ikke, at der slet ingen evidens er. Noget kan være korrekt og have skabt den eksisterende evidens, selvom den er utilstrækkelig til at danne grundlag for en videnskabelig konklusion.

Det er rigtigt at religion og tro på det overnaturlige baserer sig på tradition og frygt, men ikke udelukkende, der er også personlige oplevelser og vidnesbyrd, som, selvom de er subjektive, kan være meningsfulde og virkelige, og helt sikkert for dem som oplever dem. At afvise erfaringer som myter eller falsknerier, fordi de ikke kan bekræftes gennem traditionel videnskabelig metode, er at ignorerer en væsentlig del af den menneskelige erfaring og eksistens.

Du kan heller ikke bevise kærlighed, men du kan måle nogle af effekterne og så fortolke det som kærlighed, men det viser begrænsningen af, hvad man kan bevise videnskabeligt. Der er mange ting, vi ved er korrekte og som findes, men som vi ikke videnskabeligt kan bevise.

[abcd]

Derfor har videnskab og ateisme ikke nogen relation, udover at ateisme bruger videnskab som et helligt skjold for at retfærdiggøre sig selv.

Ateisme er den logiske følge af en videnskabelig tilgang til verden. Den religiøse mand kigger på solen hvis gang han ikke forstår, og finder på en solgud. Den videnskabelige mand kigger på solen hvis gang han ikke forstår, og sætter sig for at undersøge det. Den religiøse mands valg er meget lettere end den videnskabelige mands. Religion er doven og reaktionær. Videnskab er energisk og fremsynet.

[PAX II]

I bund og grund er det ikke op til videnskaben at skulle modbevise Gud eftersom videnskab er empirisk og opererer med sandsynligheder. Der er der jeg siger; sandsynligheden for eksistensen af Gud er, hvis ikke lig nul, så umådelig lille. Jeg ville hellere spørge, hvilke grunde der skulle være til at tro, men oftest bliver spørgsmålet stillet bagvendt, idet den troende lægger ud med det religiøse og hænger sig så fast i de fragmenter, som videnskaben og logikken ikke kan bevise.

[Galoldriel]

I bund og grund er det ikke op til videnskaben at skulle modbevise Gud eftersom videnskab er empirisk og opererer med sandsynligheder. Der er der jeg siger; sandsynligheden for eksistensen af Gud er, hvis ikke lig nul, så umådelig lille. Jeg ville hellere spørge, hvilke grunde der skulle være til at tro, men oftest bliver spørgsmålet stillet bagvendt, idet den troende lægger ud med det religiøse og hænger sig så fast i de fragmenter, som videnskaben og logikken ikke kan bevise.

Ligesom Russells tepotte?

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Russell%27s_teapot

[paint]

Derfor har videnskab og ateisme ikke nogen relation, udover at ateisme bruger videnskab som et helligt skjold for at retfærdiggøre sig selv.

Ateisme er den logiske følge af en videnskabelig tilgang til verden. Den religiøse mand kigger på solen hvis gang han ikke forstår, og finder på en solgud. Den videnskabelige mand kigger på solen hvis gang han ikke forstår, og sætter sig for at undersøge det. Den religiøse mands valg er meget lettere end den videnskabelige mands. Religion er doven og reaktionær. Videnskab er energisk og fremsynet.

Og undersøgelsen ender i et stort spørgsmål, som videnskaben ikke kan besvare. Og sikkert aldrig vil kunne besvare. Rum, tid og masse, blev skabt i brøkdele af et sekund, og udvidede sig herefter i et ufatteligt tempo. (inklusive solen, som du nævner ) Det kan ikke forklares med vores videnskabelige naturlove.

Det er næsten som at forsøge at få svar fra Postnord om, hvor ens pakke er blevet af

[paint]

I bund og grund er det ikke op til videnskaben at skulle modbevise Gud eftersom videnskab er empirisk og opererer med sandsynligheder. Der er der jeg siger; sandsynligheden for eksistensen af Gud er, hvis ikke lig nul, så umådelig lille. Jeg ville hellere spørge, hvilke grunde der skulle være til at tro, men oftest bliver spørgsmålet stillet bagvendt, idet den troende lægger ud med det religiøse og hænger sig så fast i de fragmenter, som videnskaben og logikken ikke kan bevise.

Det er godt nok nogle store "fragmenter" du opererer med, hvis de også indbefatter grundlaget for det hele: Selve universet?

[Moe]

Derfor har videnskab og ateisme ikke nogen relation, udover at ateisme bruger videnskab som et helligt skjold for at retfærdiggøre sig selv.

Ateisme er den logiske følge af en videnskabelig tilgang til verden. Den religiøse mand kigger på solen hvis gang han ikke forstår, og finder på en solgud. Den videnskabelige mand kigger på solen hvis gang han ikke forstår, og sætter sig for at undersøge det. Den religiøse mands valg er meget lettere end den videnskabelige mands. Religion er doven og reaktionær. Videnskab er energisk og fremsynet.

Jeg forstår godt, hvad du mener, men det ændrer ikke på, at en videnskabelig tilgang ikke har noget fornuftigt at sige om eksistensen af en Gud eller ej, som udgangspunkt, fordi en Gud i åndelig forstand, i hvert fald i den bibelske forstand, er uden for det materielle univers, som videnskab er afgrænset af.

I øvrigt, så er der videnskabelige data, som indikere en Gud og skabelse. Det er videnskabeligt at anerkende disse fakta og sige, at de peger i den modsatte retning af det, som ateismen taler for, og nej, det er ikke uvidenskabeligt, fordi videnskab er metoden af indsamlingen af data, ikke et bestem mål med fortolkningen af samme.

Men du kan selv google "fine tuning argument" for at få en smag på, hvad jeg blandt andet hentyder til.

[abcd]

Derfor har videnskab og ateisme ikke nogen relation, udover at ateisme bruger videnskab som et helligt skjold for at retfærdiggøre sig selv.

Ateisme er den logiske følge af en videnskabelig tilgang til verden. Den religiøse mand kigger på solen hvis gang han ikke forstår, og finder på en solgud. Den videnskabelige mand kigger på solen hvis gang han ikke forstår, og sætter sig for at undersøge det. Den religiøse mands valg er meget lettere end den videnskabelige mands. Religion er doven og reaktionær. Videnskab er energisk og fremsynet.

Og undersøgelsen ender i et stort spørgsmål, som videnskaben ikke kan besvare. Og sikkert aldrig vil kunne besvare. Rum, tid og masse, blev skabt i brøkdele af et sekund, og udvidede sig herefter i et ufatteligt tempo. (inklusive solen, som du nævner ) Det kan ikke forklares med vores videnskabelige naturlove.

Det er næsten som at forsøge at få svar fra Postnord om, hvor ens pakke er blevet af

Det ændrer bare ikke noget på videnskabelig tilgang. Et videnskabeligt orienteret menneske udfylder ikke huller i forklaringerne med fri fantasi.

[Moe]

I bund og grund er det ikke op til videnskaben at skulle modbevise Gud eftersom videnskab er empirisk og opererer med sandsynligheder. Der er der jeg siger; sandsynligheden for eksistensen af Gud er, hvis ikke lig nul, så umådelig lille. Jeg ville hellere spørge, hvilke grunde der skulle være til at tro, men oftest bliver spørgsmålet stillet bagvendt, idet den troende lægger ud med det religiøse og hænger sig så fast i de fragmenter, som videnskaben og logikken ikke kan bevise.

Det er heller ikke op til andre at videnskabeligt dokumentere Gud, eftersom Gud ikke kan kræve at være empirisk til stede i det materielle univers, som en skaber i sagens natur må være udenfor for at kunne skabe.

Netop sandsynligheden er central i the fine-tuning-argument, som er baseret på videnskabeligt faktuelle data, og som med rimelighed kan sige at mere end insinuere, muligheden for intelligent design og dermed en skaber, og dermed endda også hvad man kan sige er en form for gud.

Du skal adskille religion i almindelighed, de religiøse organisationer, så selve de religiøse tekster og så hvad man naturvidenskabeligt kan og ikke kan sandsynliggøre.

Jeg siger ikke, at der er uomtvistelige beviser for at alt er skabt, men det er faktisk ud fra de videnskabelige data vi har, mere sandsynligt end det modsatte - hvilket er sagens kerne, når jeg siger at videnskab ikke kan bruges som argument for ateisme.

Det er forkert at sige, videnskab er lig med ateisme og mangel på ateisme er uvidenskabelig, fordi det er ikke en korrekt sidestilling.

[paint]

Derfor har videnskab og ateisme ikke nogen relation, udover at ateisme bruger videnskab som et helligt skjold for at retfærdiggøre sig selv.

Ateisme er den logiske følge af en videnskabelig tilgang til verden. Den religiøse mand kigger på solen hvis gang han ikke forstår, og finder på en solgud. Den videnskabelige mand kigger på solen hvis gang han ikke forstår, og sætter sig for at undersøge det. Den religiøse mands valg er meget lettere end den videnskabelige mands. Religion er doven og reaktionær. Videnskab er energisk og fremsynet.

Og undersøgelsen ender i et stort spørgsmål, som videnskaben ikke kan besvare. Og sikkert aldrig vil kunne besvare. Rum, tid og masse, blev skabt i brøkdele af et sekund, og udvidede sig herefter i et ufatteligt tempo. (inklusive solen, som du nævner ) Det kan ikke forklares med vores videnskabelige naturlove.

Det er næsten som at forsøge at få svar fra Postnord om, hvor ens pakke er blevet af

Det ændrer bare ikke noget på videnskabelig tilgang. Et videnskabeligt orienteret menneske udfylder ikke huller i forklaringerne med fri fantasi.

Ikke? Indtil videre går det meget godt med den frie fantasi, fra videnskabelig side, altså på lige netop dette afgrænsede og specifikke område.
Anerkendte og respekterede videnskabsfolk taler om 'multiverser', altså ikke kun ét univers men flere. Lige fra et par andre til uendeligt mange.
Andre taler om fundet af "fejlrettende koder i universet", og at universet derfor er en simulation - en slags matrix.
Plus flere andre, vil jeg tillade mig at kalde, fantasifulde forklaringer. Nogle af dem, mere fantasifulde end eksistensen af en gud/skaber.

Som jeg skrev tidligere: Mennesker vil have en mening, og er den der ikke, finder man på en.

[abcd]

Det er heller ikke op til andre at videnskabeligt dokumentere Gud, eftersom Gud ikke kan kræve at være empirisk til stede i det materielle univers, som en skaber i sagens natur må være udenfor for at kunne skabe.

Denne Gud som har skabt universet, må være minimum lige så kompliceret som universet selv. Så hvem eller hvad har skabt Gud? En meta-Gud?

[abcd]

Ikke? Indtil videre går det meget godt med den frie fantasi, fra videnskabelig side, altså på lige netop dette afgrænsede og specifikke område.
Anerkendte og respekterede videnskabsfolk taler om 'multiverser', altså ikke kun ét univers men flere. Lige fra et par andre til uendeligt mange.
Andre taler om fundet af "fejlrettende koder i universet", og at universet derfor er en simulation - en slags matrix.
Plus flere andre, vil jeg tillade mig at kalde, fantasifulde forklaringer. Nogle af dem, mere fantasifulde end eksistensen af en gud.

Som jeg skrev tidligere: Mennesker vil have en mening, og er den der ikke, finder man på en.

Du forveksler fri fantasti med kvalificerede gæt. Videnskaben kan godt gætte, men den tilbeder ikke sine gæt som sandhed, den er altid villig til at kassere dem. Med kvaliteten af AI og virtual reality i dag er det nærliggende at tænke at fremtiden bringer simulation som vi ikke kan skelne fra virkelighed, og så er muligheden jo ligefor at vi kunne være i en simulation allerede. Det er en logisk tankerække. "Universet findes så derfor må en gammel mand med skæg have skabt det", har ikke helt samme logiske kvalitet...