Er du religiøs?

[paint]

Hvis man, som nogle i tråden skriver, er ateister fordi man har en videnskabelig uddannelse, undrer det mig lidt.
De videnskabsmænd/kvinder, der rent faktisk ved noget om dannelsen/fremkomsten af vores univers, som jo er kernen i det hele, ved nemlig ikke, hvordan det er sket eller kan ske. Det burde ikke være muligt, ifølge den videnskabelige standardmodel. (siger astrofysikere og teoretiske fysikere)

De kan fortælle om sekunderne efter Big Bang, men spørger man om selve Big Bang, og hvordan det skete, i selve øjeblikket – henviser de til religion eller filosofi. Der ER kort sagt ikke noget videnskabeligt svar. Og derfor blæser det hele lidt i vinden. Og er sådan set op til den enkelte af afgøre med sig selv.

Man kan kalde det Gud, Hr. Børge eller Fru. Hansen. 'Noget', satte det hele i gang, og det skete – hvem, hvad eller hvordan, er der ingen der ved. Og vi kommer sandsynligvis heller aldrig til at få det at vide. Formentlig fordi vi ikke vil kunne begribe det. Men når der ikke er viden, er man henvist til at tro – på ét eller andet, hvad det så end er. Ikke at tro på noget, i denne sammenhæng – giver ingen mening. Men det skal det måske heller ikke?

[Artem]

Synes det er lidt sjovt at flere af jer aktivt at valgt konfirmationen fra.
Da jeg var barn blev man ikke spurgt om du vil konfirmeres. Næ det var skal, og det blev hele min klasse også.
Vi havde endda en som var adopteret, og følgende ikke døbt, men det blev han jo bare inden.
Hvis jeg havde fået valget ville jeg helt klart have sagt nej tak. Var virkelig ikke noget jeg havde lyst til, og at skulle være centrum i festen. Men var jo bare et barn, og noget man skulle lige som så meget andet.

[abcd]

Hvis man, som nogle i tråden skriver, er ateister fordi man har en videnskabelig uddannelse, undrer det mig lidt.
De videnskabsmænd/kvinder, der rent faktisk ved noget om dannelsen/fremkomsten af vores univers, som jo er kernen i det hele, ved nemlig ikke, hvordan det er sket eller kan ske. Det burde ikke være muligt, ifølge den videnskabelige standardmodel. (siger astrofysikere og teoretiske fysikere)

De kan fortælle om sekunderne efter Big Bang, men spørger man om selve Big Bang, og hvordan det skete, i selve øjeblikket – henviser de til religion eller filosofi. Der ER kort sagt ikke noget videnskabeligt svar. Og derfor blæser det hele lidt i vinden. Og er sådan set op til den enkelte af afgøre med sig selv.

Man kan kalde det Gud, Hr. Børge eller Fru. Hansen. 'Noget', satte det hele i gang, og det skete – hvem, hvad eller hvordan, er der ingen der ved. Og vi kommer sandsynligvis heller aldrig til at få det at vide. Formentlig fordi vi ikke vil kunne begribe det. Men når der ikke er viden, er man henvist til at tro – på ét eller andet, hvad det så end er. Ikke at tro på noget, i denne sammenhæng – giver ingen mening. Men det skal det måske heller ikke?

Modsætningen til at man ved, er at man ikke ved. Det er ikke at man tror.

Da vikingerne spurgte sig selv hvor tordenvejr kommer fra, kunne de godt bare have svaret "det ved vi ikke". De behøvede ikke at finde på noget at tro, f.eks. en mand med en magisk hammer der rider hen over himlen.

[fisken80]

Hvis man, som nogle i tråden skriver, er ateister fordi man har en videnskabelig uddannelse, undrer det mig lidt.
De videnskabsmænd/kvinder, der rent faktisk ved noget om dannelsen/fremkomsten af vores univers, som jo er kernen i det hele, ved nemlig ikke, hvordan det er sket eller kan ske. Det burde ikke være muligt, ifølge den videnskabelige standardmodel. (siger astrofysikere og teoretiske fysikere)

De kan fortælle om sekunderne efter Big Bang, men spørger man om selve Big Bang, og hvordan det skete, i selve øjeblikket – henviser de til religion eller filosofi. Der ER kort sagt ikke noget videnskabeligt svar. Og derfor blæser det hele lidt i vinden. Og er sådan set op til den enkelte af afgøre med sig selv.

Man kan kalde det Gud, Hr. Børge eller Fru. Hansen. 'Noget', satte det hele i gang, og det skete – hvem, hvad eller hvordan, er der ingen der ved. Og vi kommer sandsynligvis heller aldrig til at få det at vide. Formentlig fordi vi ikke vil kunne begribe det. Men når der ikke er viden, er man henvist til at tro – på ét eller andet, hvad det så end er. Ikke at tro på noget, i denne sammenhæng – giver ingen mening. Men det skal det måske heller ikke?

Modsætningen til at man ved, er at man ikke ved. Det er ikke at man tror.

Da vikingerne spurgte sig selv hvor tordenvejr kommer fra, kunne de godt bare have svaret "det ved vi ikke". De behøvede ikke at finde på noget at tro, f.eks. en mand med en magisk hammer der rider hen over himlen.

Men mennesker har altid fundet på religion. Og det vil de blive ved med, bare i nye former.
Prøv at lytte til podcasten Hva så forklarer alt - hvorfor har vi religion.

[milisa]

Hvis man, som nogle i tråden skriver, er ateister fordi man har en videnskabelig uddannelse, undrer det mig lidt.
De videnskabsmænd/kvinder, der rent faktisk ved noget om dannelsen/fremkomsten af vores univers, som jo er kernen i det hele, ved nemlig ikke, hvordan det er sket eller kan ske. Det burde ikke være muligt, ifølge den videnskabelige standardmodel. (siger astrofysikere og teoretiske fysikere)

De kan fortælle om sekunderne efter Big Bang, men spørger man om selve Big Bang, og hvordan det skete, i selve øjeblikket – henviser de til religion eller filosofi. Der ER kort sagt ikke noget videnskabeligt svar. Og derfor blæser det hele lidt i vinden. Og er sådan set op til den enkelte af afgøre med sig selv.

Man kan kalde det Gud, Hr. Børge eller Fru. Hansen. 'Noget', satte det hele i gang, og det skete – hvem, hvad eller hvordan, er der ingen der ved. Og vi kommer sandsynligvis heller aldrig til at få det at vide. Formentlig fordi vi ikke vil kunne begribe det. Men når der ikke er viden, er man henvist til at tro – på ét eller andet, hvad det så end er. Ikke at tro på noget, i denne sammenhæng – giver ingen mening. Men det skal det måske heller ikke?

Jeg ved ikke, hvem "man" er for dig, men jeg er ikke henvist til at tro bare fordi, jeg ikke ved. At vi ikke ved, hvordan universet blev skabt, betyder bare, at vi endnu ikke har fundet ud af det. Tro har intet med det at gøre. Det, der ikke giver mening, er, at voksne mennesker tror på julemanden

[paint]

Hvis man, som nogle i tråden skriver, er ateister fordi man har en videnskabelig uddannelse, undrer det mig lidt.
De videnskabsmænd/kvinder, der rent faktisk ved noget om dannelsen/fremkomsten af vores univers, som jo er kernen i det hele, ved nemlig ikke, hvordan det er sket eller kan ske. Det burde ikke være muligt, ifølge den videnskabelige standardmodel. (siger astrofysikere og teoretiske fysikere)

De kan fortælle om sekunderne efter Big Bang, men spørger man om selve Big Bang, og hvordan det skete, i selve øjeblikket – henviser de til religion eller filosofi. Der ER kort sagt ikke noget videnskabeligt svar. Og derfor blæser det hele lidt i vinden. Og er sådan set op til den enkelte af afgøre med sig selv.

Man kan kalde det Gud, Hr. Børge eller Fru. Hansen. 'Noget', satte det hele i gang, og det skete – hvem, hvad eller hvordan, er der ingen der ved. Og vi kommer sandsynligvis heller aldrig til at få det at vide. Formentlig fordi vi ikke vil kunne begribe det. Men når der ikke er viden, er man henvist til at tro – på ét eller andet, hvad det så end er. Ikke at tro på noget, i denne sammenhæng – giver ingen mening. Men det skal det måske heller ikke?

Modsætningen til at man ved, er at man ikke ved. Det er ikke at man tror.

Da vikingerne spurgte sig selv hvor tordenvejr kommer fra, kunne de godt bare have svaret "det ved vi ikke". De behøvede ikke at finde på noget at tro, f.eks. en mand med en magisk hammer der rider hen over himlen.

Èt af menneskets mest centrale træk, er behovet for mening. Det er unikt for mennesket; at vi søger en mening med ting. Ingen mening, giver frygt og usikkerhed. Det er formentlig det, der har fået vikingerne til at opfinde en forklaring på tordenvejr, på en måde som gav mening for dem, og derved mindske angsten/frygten for det ukendte. Det er sandsynligvis også det, der er ophavet til religioner, som giver nogle en mening med noget, og dermed en tillid til, at der er en mening med tingene.

Men det undrer mig stadigvæk, at man/mange, totalt afstår fra at forholde sig til alt, man ikke kan røre ved/Måle/veje eller smage på, når netop selve årsagen til, at vi i det hele taget er her - netop er substansløs og ukendt.

Der er en, nu afdød dansk astrofysiker, der på sin gravsten har fået skrevet ordet "Hvorfor" (er vi og universet her)

[paint]

Hvis man, som nogle i tråden skriver, er ateister fordi man har en videnskabelig uddannelse, undrer det mig lidt.
De videnskabsmænd/kvinder, der rent faktisk ved noget om dannelsen/fremkomsten af vores univers, som jo er kernen i det hele, ved nemlig ikke, hvordan det er sket eller kan ske. Det burde ikke være muligt, ifølge den videnskabelige standardmodel. (siger astrofysikere og teoretiske fysikere)

De kan fortælle om sekunderne efter Big Bang, men spørger man om selve Big Bang, og hvordan det skete, i selve øjeblikket – henviser de til religion eller filosofi. Der ER kort sagt ikke noget videnskabeligt svar. Og derfor blæser det hele lidt i vinden. Og er sådan set op til den enkelte af afgøre med sig selv.

Man kan kalde det Gud, Hr. Børge eller Fru. Hansen. 'Noget', satte det hele i gang, og det skete – hvem, hvad eller hvordan, er der ingen der ved. Og vi kommer sandsynligvis heller aldrig til at få det at vide. Formentlig fordi vi ikke vil kunne begribe det. Men når der ikke er viden, er man henvist til at tro – på ét eller andet, hvad det så end er. Ikke at tro på noget, i denne sammenhæng – giver ingen mening. Men det skal det måske heller ikke?

Jeg ved ikke, hvem "man" er for dig, men jeg er ikke henvist til at tro bare fordi, jeg ikke ved.. Tro har intet med det at gøre. At vi ikke ved, hvordan universet blev skabt, betyder bare, at vi endnu ikke har fundet ud af detDet, der ikke giver mening, er, at voksne mennesker tror på julemanden

Vi kommer i sagens natur, heller aldrig til det. Vi er selv en del af det. Men vi kommer sandsynligvis til at udvide, vores viden om, hvad vi ved, og derved øges også vores viden om, hvad vi ikke ved.

[Raenil]

Nej. Jeg er evolutionsbiolog. Jeg har det også lidt stramt med at blive betegnet som ateist, fordi det stadig er bundet op på teisme. Jeg er sådan generelt træt af ting der er struktureret udfra religion, som om det er default.

Ser det dét at være videnskabsperson som uforeneligt med at være religiøs sådan generelt?

Det er det for mig, og rigtig mange andre. Men ikke alle.

Jeg har altid syntes, at der var et interessant modsætningsforhold i, at min fætter er indremissionsk og har en meget naturvidenskabelig uddannelse som kemiingeniør. Vi har dog ikke en type relation, hvor det er noget, jeg føler, vi kan tage en debat om. Han har aldrig forsøgt at pådutte mig sin måde at tro og udøve tro på, så jeg føler heller ikke, at jeg "har ret til" at begynde at stille spørgsmål til hans ageren. Men jeg kunne nu godt tænke mig at vide, hvordan han får det til at hænge sammen.

Det er egentlig ikke så svært:
Videnskab handler om hvordan
Religion svaret på hvorfor.

Men både religiøse og ikke religiøse vil så gerne stille en umulighed op. For en del af os religiøse er det ikke noget problem.

[Aragorn]

Synes det er lidt sjovt at flere af jer aktivt at valgt konfirmationen fra.
Da jeg var barn blev man ikke spurgt om du vil konfirmeres. Næ det var skal, og det blev hele min klasse også.
Vi havde endda en som var adopteret, og følgende ikke døbt, men det blev han jo bare inden.
Hvis jeg havde fået valget ville jeg helt klart have sagt nej tak. Var virkelig ikke noget jeg havde lyst til, og at skulle være centrum i festen. Men var jo bare et barn, og noget man skulle lige som så meget andet.

Jeg blev konfirmeret for at få 10.500 kroner så jeg kunne købe en PC. Jeg havde suttet pik på præsten hvis det havde været nødvendigt.

[Bergen]

Synes det er lidt sjovt at flere af jer aktivt at valgt konfirmationen fra.
Da jeg var barn blev man ikke spurgt om du vil konfirmeres. Næ det var skal, og det blev hele min klasse også.
Vi havde endda en som var adopteret, og følgende ikke døbt, men det blev han jo bare inden.
Hvis jeg havde fået valget ville jeg helt klart have sagt nej tak. Var virkelig ikke noget jeg havde lyst til, og at skulle være centrum i festen. Men var jo bare et barn, og noget man skulle lige som så meget andet.

Jeg er ikke dåbt - og nej, det var ikke noget, man skulle som ung i min familie eller vores omgangskreds.
Jeg blev spurgt og sagde nej tak til konfirmation.

Nu er jeg så ikke opdraget i en familie, hvor kirke eller tro var et omdrejningspunktet, men mine forældre havde respekteret, hvis jeg havde valgt dåb og konfirmation til og havde organiseret det.

Vi har på samme vis i sinde at lade valget være op til vores datter. Fejringen får hun med en lidt større 14 årsfest, hvis hun fravælger dåb/konfirmation. Det skal ikke være et issue.

[Galoldriel]

Hvis nogen spørger mig, hvad jeg tror, der er sket forud for Big Bang, svarer jeg, at jeg ikke ved det. Og det giver heller ikke mening for mig at fylde hullet i vores viden med spekulationer af religiøs eller filosofisk karakter. Måske finder vi ud af det en dag.

Jeg tænker heller ikke længere over meningen med livet. Men interesserer mig for, hvad liv er, hvordan det er opstået, og om det findes andre steder i universet.

[fisken80]

Synes det er lidt sjovt at flere af jer aktivt at valgt konfirmationen fra.
Da jeg var barn blev man ikke spurgt om du vil konfirmeres. Næ det var skal, og det blev hele min klasse også.
Vi havde endda en som var adopteret, og følgende ikke døbt, men det blev han jo bare inden.
Hvis jeg havde fået valget ville jeg helt klart have sagt nej tak. Var virkelig ikke noget jeg havde lyst til, og at skulle være centrum i festen. Men var jo bare et barn, og noget man skulle lige som så meget andet.

Det var ikke et skal da jeg blev konfirmeret i 1994. Jeg blev spurgt og jeg ville gerne. Og det er jeg ret sikker på også var tilfældet for flertallet af mine klassekammerater.
Jeg gik i klasse med en dreng, der ikke var døbt, fordi forældrene var totalt a-religiøse. Han valgte at blive døbt for derefter at kunne blive konfirmeret sammen med os andre. Det var helt sikkert ikke noget forældrene var udpræget begejstrede for, men de lod ham vælge selv.

[Moe]

Hvis man, som nogle i tråden skriver, er ateister fordi man har en videnskabelig uddannelse, undrer det mig lidt.
De videnskabsmænd/kvinder, der rent faktisk ved noget om dannelsen/fremkomsten af vores univers, som jo er kernen i det hele, ved nemlig ikke, hvordan det er sket eller kan ske. Det burde ikke være muligt, ifølge den videnskabelige standardmodel. (siger astrofysikere og teoretiske fysikere)

De kan fortælle om sekunderne efter Big Bang, men spørger man om selve Big Bang, og hvordan det skete, i selve øjeblikket – henviser de til religion eller filosofi. Der ER kort sagt ikke noget videnskabeligt svar. Og derfor blæser det hele lidt i vinden. Og er sådan set op til den enkelte af afgøre med sig selv.

Man kan kalde det Gud, Hr. Børge eller Fru. Hansen. 'Noget', satte det hele i gang, og det skete – hvem, hvad eller hvordan, er der ingen der ved. Og vi kommer sandsynligvis heller aldrig til at få det at vide. Formentlig fordi vi ikke vil kunne begribe det. Men når der ikke er viden, er man henvist til at tro – på ét eller andet, hvad det så end er. Ikke at tro på noget, i denne sammenhæng – giver ingen mening. Men det skal det måske heller ikke?

Det er faktisk grænsende til en religiøs holdning at tro, at religion og videnskab behøver at være kontrapunkter. Det er korrekt at religion for det meste er baseret på idéer, som kan videnskabeligt modbevises, men ikke alle religioner eller alt i religionerne kan det.

Man kan eksempelvis ikke sige, at man ikke tror på, at der findes en Gud på grund af videnskab. Det giver ingen mening, men det giver mening at sige, at vi ved, at der ikke findes 7 himle, at jorden med sikkerhed er mere end 7000 år gammel, og selvom jorden har en kerne, så er der ingen grund til at antage, at det er et helvede for brændende sjæle.

Ateisme kan ikke retfærdiggøres med eller sidestilles med videnskab, fordi videnskab er række metoder, ikke en fortolkning, holding eller overbevisning.

[paint]

Hvis man, som nogle i tråden skriver, er ateister fordi man har en videnskabelig uddannelse, undrer det mig lidt.
De videnskabsmænd/kvinder, der rent faktisk ved noget om dannelsen/fremkomsten af vores univers, som jo er kernen i det hele, ved nemlig ikke, hvordan det er sket eller kan ske. Det burde ikke være muligt, ifølge den videnskabelige standardmodel. (siger astrofysikere og teoretiske fysikere)

De kan fortælle om sekunderne efter Big Bang, men spørger man om selve Big Bang, og hvordan det skete, i selve øjeblikket – henviser de til religion eller filosofi. Der ER kort sagt ikke noget videnskabeligt svar. Og derfor blæser det hele lidt i vinden. Og er sådan set op til den enkelte af afgøre med sig selv.

Man kan kalde det Gud, Hr. Børge eller Fru. Hansen. 'Noget', satte det hele i gang, og det skete – hvem, hvad eller hvordan, er der ingen der ved. Og vi kommer sandsynligvis heller aldrig til at få det at vide. Formentlig fordi vi ikke vil kunne begribe det. Men når der ikke er viden, er man henvist til at tro – på ét eller andet, hvad det så end er. Ikke at tro på noget, i denne sammenhæng – giver ingen mening. Men det skal det måske heller ikke?

Det er faktisk grænsende til en religiøs holdning at tro, at religion og videnskab behøver at være kontrapunkter. Det er korrekt at religion for det meste er baseret på idéer, som kan videnskabeligt modbevises, men ikke alle religioner eller alt i religionerne kan det.

Man kan eksempelvis ikke sige, at man ikke tror på, at der findes en Gud på grund af videnskab. Det giver ingen mening, men det giver mening at sige, at vi ved, at der ikke findes 7 himle, at jorden med sikkerhed er mere end 7000 år gammel, og selvom jorden har en kerne, så er der ingen grund til at antage, at det er et helvede for brændende sjæle.

Ateisme kan ikke retfærdiggøres med eller sidestilles med videnskab, fordi videnskab er række metoder, ikke en fortolkning, holding eller overbevisning.

Det er, sådan set, heller ikke det jeg skriver/mener. Jeg taler hverken om Biblen eller folkekirkelig tro. Jeg er lidt undrende over den massive materialisme, som for manges vedkommende - ser det ud til at danne grundlaget for deres eksistens. 'Man/dem/de/mange, har det (tilsyneladende) helt fint med, at livet kun består af det man kan se, måle og veje. At dét så er fremkommet ved en totalt ubegribelig proces, som ingen kan forklare eller forstå, ser ikke ud til at give anledning til tanker omkring det.
Mine indlæg var en slags 'slag i bolledejen', i et forsøg på at 'spice' diskussionen lidt op til noget der rakte ud over: "Jeg er ateist".

[PAX II]

Ateisme er for mig et livssyn.

Jeg vil mene, at den mest værdifulde måde at prøve at forstå det ukendte på, er den videnskabelige metode. Det er den, som gav os svar på mange af de spørgsmål som har optaget folk gennem tiderne. Mange af de “forklaringer”, som religion kom med, har vi kunnet forkaste gennem den videnskabelige metode. Videnskaben vil formentlig ikke kunne forklare alt, men kan så opstille teorier, som jo skal opfylde kravene til videnskabelige principper. Ellers findes der jo også mange hypoteser om det vi ikke ved.

For mig følger ateisme ganske naturligt af disse observationer. Det er ikke ensbetydende med at jeg ikke forholder mig til alt det, som man ikke kan røre ved/måle/veje eller smage på. Jeg har bare intet behov for at opfinde guder eller andet hokuspokus for at forklare verden omkring os.