skiferien, der aldrig blev til skiferie.
: 21. mar 2016, 19:58
I lørdags skete der det for os, som kun sker for andre mennesker.
Vi var impliceret i en trafikulykke, en forholdsvis alvorlig en af slagsen, heldigvis slap alle uden skrammer og vi er ok.
Vi var på vej på skiferie. En skiferie min mand, fuld af abstinenser, bestilte allerede i juli måned sidste år.
Vi valgte påsken, så sent har vi aldrig været afsted før, og påsken lå jo tidligt. Vi glædede os til længere og lysere dage på løjperne, og måske en kong frost der ikke var helt så agressiv som vi har oplevet det i januar-februar tidligere.
Destinationen var som altid Idre Fjäll i Sverige, et fedt og alsidigt skisportsted, og lækre hytter/lejligheder at bo i.
Bilerne var klappet og klar fredag aften, jeg havde byttet bil med min mor, så vi havde 2 store biler at køre i, 4 i hver, med fuld oppakning. Min søster og niece skulle også med, og vi så frem til deres selskab en hel uge.
Kl 4.20 kørte vi hjemmefra, GAB. Den første del af turen var godt tåget, men så kom solen og brændte det hele væk. Turen op gennem Sverige gik som smurt, et stop for at få noget morgenmad og få tisset af, og endnu et stop inden den norske grænse, for at tanke benzin, og tømme godisfabrikken. Nu skulle vi det første gode stykke op igennem Norge, bare forbi Oslo, og videre op, til vores sædvanlige pausested.
Det var mig der var chauffør i min mors bil, de 2 små sad og sov bagi, og min søster blundede også, foran os var min mand og vores 3 ældste sønner.
Min mors bil er uvant for mig at køre i, men med de første små 800 km tilbagelagt, så var den ligesom afkodet. Jeg syntes den er tung at bremse, hvorfor jeg også jævnligt lavede en gammel tælleøvelse, for at sikre mig jeg havde rigelig bremselængde op til min mands bil, eller andre der kørte foran os.
Vejret var fantastisk, blå himmel og sol, gode tørre veje, og trafikken bar præg af Lørdag, der var nogen men ikke meget og ikke tæt.
Min mand havde lige talt til mig over walkie-talkierne vi havde med, kommenteret at elven vi kørte ved siden af var helt åben og fri af Is, den plejer at være helt frosset til, med lastbil spor hen over.
Jeg havde bemærket at trafikken var tætnet lidt til, havde sikret mig at fartpiloten stod på de tilladte 100km/t og samtidig sikret mig at jeg havde bremseafstanden igen igen.
Pludselig ændrer trafikken sig, til et fuldt stop. Min mand bremser med det samme, hårdt, og tænder også samtidig katastrofeblinket.
Jeg bremser også med det samme, om jeg ser, bemærker, fornemmer bilen bagved, det ved jeg ikke, men jeg tror det.
Jeg ved ihvertfald at jeg tænker "åhåh, det her kan gå galt" - og at jeg rent instinktivt vælger at trække ud i nødsporet imens jeg bremser.
Jeg har trykket bremsen helt i bund, ABS'en tager over, og jeg kommer hurtig til et fuldt stop, stort set oppe ved min mands bil.
Og i det vi holder der, - så sker det værste jeg nogensiden har set og oplevet, jeg ser en stor sort bil banke op i min mands bil, i den bil hvor han og 3 af vores børn sidder. Jeg skriger, - og jeg oplever alt som i slowmotion, min mands bil skubbes frem, så han lander 40-50 meter længere fremme, skråt over nødspor, og ind i rabatten.
Bilen der rammer ham, jeg husker lyden af metal mod metal, hvinende dæk, og bilen der slår to kolbøtter, BANG BANG ned i asfalten, han rammer bagsmækken på en anden bil, og rutcher ind i en anden der også skubbes frem.
Og så er alt stille - og der kommer en sort hund løbende ud i det her kaos af biler.
Min søster nåede at vågne så hun så det hele, hun beordrer mig til at blive i bilen, imens hun løber over til min mands bil, for at tjekke om de er ok. Da hun når derhen er min mand kommet ud af bilen og råber at de alle er ok.
Jeg er stået ud af bilen, vi er de første der ser manden i bilen, der trillede rundt, han er fastklemt, sidder helt stille. Jeg styrter hen til nærmeste bil, ring 112 nu. En anden spørger om jeg kan førstehjælp, "ja, ja... men nej, ikke nu"
Jeg skulle bare hen til mine drenge. Jeg er i chok, jeg skal bare op og se, mærke, kramme, kysse, høre, føle at de er i live, og at de er ok.
Den ældste er også kommet ud af bilen, vi hjælper nr. 3 ud af hans side, og nr. 2 må vi hjælpe ud på tværs over bagsædet.
Nr. 2 og min mand sidder i den side hvor kollisionen sker, og de har fået de største tryk og ryk i kroppen. Min krop rystede, jeg græd, med ikke rigtig, min hjerne kørte på overload, og den gennemgik igen og igen hvad der var sket.
Vi fik samlet ungerne sammen i bil nr. 2, men vi holdt med udsyn til manden der er fastklemt, og som de folk der er på stedet besluttede at få løftet ud, så de kan udøve førstehjælp, så vi vælger at flytte bilen, så børnene er skærmet, de har set, hørt og oplevet rigeligt nu.
Jeg selv var stadig dybt rystet og chokeret, så jeg trækker mig lidt fra ungerne, jeg ved de er ok, og så skal de ikke forholde sig til mig og min reaktion. Andre mennesker har været omsorgsfuldt henne og tilbyde mig deres hjælp, har beordret mig i overtøj, givet mig noget sukker, forsikret mig om at redning er på vej.
Det tog lang tid, der gik over en halv time inden brandvæsen, ambulancer og politi kom til stedet.
Politiet var længe om at forstå og finde ud af hvordan det hang sammen, at vi andre var kommet til fuld stop, inden den store sorte bil kom og bankede op i dem. Den ene politimand konkluderer at det nok var usansynligt heldigt at jeg havde reageret som jeg gjorde, ved at trække ud i nødsporet, for ellers havde han taget os først, og banket os op i de andre, men fordi jeg trak ud havde han fået mere plads, og nået at bremse formodentligt lidt, samt forsøgt at undvige imellem bilerne, så han kun ramte hjørnet på min mands bil, og bagsmækken på den anden.
Men de havde også fået nogle ordentlige bank, de biler.
Det var kun ham der havde ramt andre biler, og alle andre der kom bagfra nåede at bremse i tide.
Vi havde alle et indtryk af at han overhoved ikke nåede at bremse, at han måtte ha været uopmærksom på ændringen i trafikken, hvem ved.
Jeg har de sidste 2½ døgn gennemgået et kaos af følelser, lettelsen er den største af dem, men angsten, frygten, chokket, det sidder stadig tungt i maven, knuger i mit bryst og om mit hjerte. Det er det værste jeg nogensinde har set sket, og det mest surrealistiske, at ting der sker på så få sekunder opleves så uendeligt langsomt.
At de små 2 timer vi var der, på motorvejen, inden vi kom videre, både gik vildt hurtigt, og sindsygt langsomt.
Vi blev afhørt flere gange af forskellige politibetjente, ambulancepersonale tjekkede drengene efter for smerter og skader, og min mand blev også tjekket fra top til tå.
Mand og 2 af børnene blev kørt af brandbil, indtil nærmeste større by, 30 km væk, hvor manden og nr. 3 skulle tjekkes ved lægevagten.
Det tog lang tid der, flere timer måtte vi vente. Samtidig skulle vi have fat i sos-forsikringen, og vi blev lovet lejebil, og hotelværelse til overnatning. Vi fik også lov til at komme forbi vores bil, og tømme den for bagagen.
Inden vi kørte, og blev kørt i taxa, til hotel, ved Gardemoen lufthavn.
Vores skiferie stoppede der, rationelt - det ved jeg sgu ikke, men lysten til, og glæden over at skulle på skiferie, den forsvandt lige der, med det samme. Vores ældste søn var også meget opsat på bare at ville hjem, og vi alle var rystede og chokerede.
Min mand havde og har ondt i nakken og ryggen, og skiferien var næppe blevet for ham som han ønskede det. Nr. 2 er også godt øm, og forskrækket. Mit overskud er blevet til underskud, jeg er træt, bare træt, følelsesmæssigt fladmast.
Så det var ikke blevet en god ferie tror jeg, slet ikke når man samtidig også skal have fokus på alt det praktiske der skal tages hånd om ifht. forsikringer, skadeanmeldelse osv.
vi skal en tur forbi krisepsykolog, snart - for lige at få hjælp til at lægge det her puslespil rigtig, for brikkerne rumsterer.
For mig eget vedkommende er det "hvad nu hvis" tankerne.
- hvad nu hvis jeg ikke havde trukket ud i nødsporet
- hvad nu hvis det var sket 300 meter før, så var min mands bil blevet banket lige ind i fjeldvæggen
- hvad nu hvis føreren havde været opmærksom og bremset i tide
- hvad nu hvis min mands bil var ramt hårdere eller anderledes
- hvad nu hvis vi havde haft et barn siddende i bagagerummet, vi bruger altid den side til sædet, og modsatte side til bagage.
- overlever manden.
Samtidig har jeg været vred på ham over at han var uopmærksom, eller hvad han nu var så vi, så mine børn, så 11 børn i alt var involveret i et trafikuheld.
Synet af ham, i hans bil, det er brændt fast på nethinden, den sorte hund der kom løbende ud, og da jeg kiggede ind i bilen var der et bur, med yderligt 2 hunde i.
Uvisheden, det korte - men sindsygt lange, øjelblik, hvor jeg ikke vidste om børn og mand var okay.
Det er den slags der altid sker for andre, men i går skete det for os.
Pas på jer selv, og hinanden i trafikken, vær opmærksomme, hold bremseafstanden.
Vi var heldige, nogen eller noget holdt hånden under os i går, og vi slap virkelig virkelig heldigt.
Det kunne være endt så grueligt galt, jeg kunne sidde på et hospital nu, ved siden af senge med hårdt kvæstede børn og mand.
Eller vi kunne ha ligget der alle sammen.
I stedet sidder vi herhjemme, i vores sofa, i vores varme hus.
Jeg skulle bare hjem, hjem til det der er normalt, hjem til plejer.
Vi var impliceret i en trafikulykke, en forholdsvis alvorlig en af slagsen, heldigvis slap alle uden skrammer og vi er ok.
Vi var på vej på skiferie. En skiferie min mand, fuld af abstinenser, bestilte allerede i juli måned sidste år.
Vi valgte påsken, så sent har vi aldrig været afsted før, og påsken lå jo tidligt. Vi glædede os til længere og lysere dage på løjperne, og måske en kong frost der ikke var helt så agressiv som vi har oplevet det i januar-februar tidligere.
Destinationen var som altid Idre Fjäll i Sverige, et fedt og alsidigt skisportsted, og lækre hytter/lejligheder at bo i.
Bilerne var klappet og klar fredag aften, jeg havde byttet bil med min mor, så vi havde 2 store biler at køre i, 4 i hver, med fuld oppakning. Min søster og niece skulle også med, og vi så frem til deres selskab en hel uge.
Kl 4.20 kørte vi hjemmefra, GAB. Den første del af turen var godt tåget, men så kom solen og brændte det hele væk. Turen op gennem Sverige gik som smurt, et stop for at få noget morgenmad og få tisset af, og endnu et stop inden den norske grænse, for at tanke benzin, og tømme godisfabrikken. Nu skulle vi det første gode stykke op igennem Norge, bare forbi Oslo, og videre op, til vores sædvanlige pausested.
Det var mig der var chauffør i min mors bil, de 2 små sad og sov bagi, og min søster blundede også, foran os var min mand og vores 3 ældste sønner.
Min mors bil er uvant for mig at køre i, men med de første små 800 km tilbagelagt, så var den ligesom afkodet. Jeg syntes den er tung at bremse, hvorfor jeg også jævnligt lavede en gammel tælleøvelse, for at sikre mig jeg havde rigelig bremselængde op til min mands bil, eller andre der kørte foran os.
Vejret var fantastisk, blå himmel og sol, gode tørre veje, og trafikken bar præg af Lørdag, der var nogen men ikke meget og ikke tæt.
Min mand havde lige talt til mig over walkie-talkierne vi havde med, kommenteret at elven vi kørte ved siden af var helt åben og fri af Is, den plejer at være helt frosset til, med lastbil spor hen over.
Jeg havde bemærket at trafikken var tætnet lidt til, havde sikret mig at fartpiloten stod på de tilladte 100km/t og samtidig sikret mig at jeg havde bremseafstanden igen igen.
Pludselig ændrer trafikken sig, til et fuldt stop. Min mand bremser med det samme, hårdt, og tænder også samtidig katastrofeblinket.
Jeg bremser også med det samme, om jeg ser, bemærker, fornemmer bilen bagved, det ved jeg ikke, men jeg tror det.
Jeg ved ihvertfald at jeg tænker "åhåh, det her kan gå galt" - og at jeg rent instinktivt vælger at trække ud i nødsporet imens jeg bremser.
Jeg har trykket bremsen helt i bund, ABS'en tager over, og jeg kommer hurtig til et fuldt stop, stort set oppe ved min mands bil.
Og i det vi holder der, - så sker det værste jeg nogensiden har set og oplevet, jeg ser en stor sort bil banke op i min mands bil, i den bil hvor han og 3 af vores børn sidder. Jeg skriger, - og jeg oplever alt som i slowmotion, min mands bil skubbes frem, så han lander 40-50 meter længere fremme, skråt over nødspor, og ind i rabatten.
Bilen der rammer ham, jeg husker lyden af metal mod metal, hvinende dæk, og bilen der slår to kolbøtter, BANG BANG ned i asfalten, han rammer bagsmækken på en anden bil, og rutcher ind i en anden der også skubbes frem.
Og så er alt stille - og der kommer en sort hund løbende ud i det her kaos af biler.
Min søster nåede at vågne så hun så det hele, hun beordrer mig til at blive i bilen, imens hun løber over til min mands bil, for at tjekke om de er ok. Da hun når derhen er min mand kommet ud af bilen og råber at de alle er ok.
Jeg er stået ud af bilen, vi er de første der ser manden i bilen, der trillede rundt, han er fastklemt, sidder helt stille. Jeg styrter hen til nærmeste bil, ring 112 nu. En anden spørger om jeg kan førstehjælp, "ja, ja... men nej, ikke nu"
Jeg skulle bare hen til mine drenge. Jeg er i chok, jeg skal bare op og se, mærke, kramme, kysse, høre, føle at de er i live, og at de er ok.
Den ældste er også kommet ud af bilen, vi hjælper nr. 3 ud af hans side, og nr. 2 må vi hjælpe ud på tværs over bagsædet.
Nr. 2 og min mand sidder i den side hvor kollisionen sker, og de har fået de største tryk og ryk i kroppen. Min krop rystede, jeg græd, med ikke rigtig, min hjerne kørte på overload, og den gennemgik igen og igen hvad der var sket.
Vi fik samlet ungerne sammen i bil nr. 2, men vi holdt med udsyn til manden der er fastklemt, og som de folk der er på stedet besluttede at få løftet ud, så de kan udøve førstehjælp, så vi vælger at flytte bilen, så børnene er skærmet, de har set, hørt og oplevet rigeligt nu.
Jeg selv var stadig dybt rystet og chokeret, så jeg trækker mig lidt fra ungerne, jeg ved de er ok, og så skal de ikke forholde sig til mig og min reaktion. Andre mennesker har været omsorgsfuldt henne og tilbyde mig deres hjælp, har beordret mig i overtøj, givet mig noget sukker, forsikret mig om at redning er på vej.
Det tog lang tid, der gik over en halv time inden brandvæsen, ambulancer og politi kom til stedet.
Politiet var længe om at forstå og finde ud af hvordan det hang sammen, at vi andre var kommet til fuld stop, inden den store sorte bil kom og bankede op i dem. Den ene politimand konkluderer at det nok var usansynligt heldigt at jeg havde reageret som jeg gjorde, ved at trække ud i nødsporet, for ellers havde han taget os først, og banket os op i de andre, men fordi jeg trak ud havde han fået mere plads, og nået at bremse formodentligt lidt, samt forsøgt at undvige imellem bilerne, så han kun ramte hjørnet på min mands bil, og bagsmækken på den anden.
Men de havde også fået nogle ordentlige bank, de biler.
Det var kun ham der havde ramt andre biler, og alle andre der kom bagfra nåede at bremse i tide.
Vi havde alle et indtryk af at han overhoved ikke nåede at bremse, at han måtte ha været uopmærksom på ændringen i trafikken, hvem ved.
Jeg har de sidste 2½ døgn gennemgået et kaos af følelser, lettelsen er den største af dem, men angsten, frygten, chokket, det sidder stadig tungt i maven, knuger i mit bryst og om mit hjerte. Det er det værste jeg nogensinde har set sket, og det mest surrealistiske, at ting der sker på så få sekunder opleves så uendeligt langsomt.
At de små 2 timer vi var der, på motorvejen, inden vi kom videre, både gik vildt hurtigt, og sindsygt langsomt.
Vi blev afhørt flere gange af forskellige politibetjente, ambulancepersonale tjekkede drengene efter for smerter og skader, og min mand blev også tjekket fra top til tå.
Mand og 2 af børnene blev kørt af brandbil, indtil nærmeste større by, 30 km væk, hvor manden og nr. 3 skulle tjekkes ved lægevagten.
Det tog lang tid der, flere timer måtte vi vente. Samtidig skulle vi have fat i sos-forsikringen, og vi blev lovet lejebil, og hotelværelse til overnatning. Vi fik også lov til at komme forbi vores bil, og tømme den for bagagen.
Inden vi kørte, og blev kørt i taxa, til hotel, ved Gardemoen lufthavn.
Vores skiferie stoppede der, rationelt - det ved jeg sgu ikke, men lysten til, og glæden over at skulle på skiferie, den forsvandt lige der, med det samme. Vores ældste søn var også meget opsat på bare at ville hjem, og vi alle var rystede og chokerede.
Min mand havde og har ondt i nakken og ryggen, og skiferien var næppe blevet for ham som han ønskede det. Nr. 2 er også godt øm, og forskrækket. Mit overskud er blevet til underskud, jeg er træt, bare træt, følelsesmæssigt fladmast.
Så det var ikke blevet en god ferie tror jeg, slet ikke når man samtidig også skal have fokus på alt det praktiske der skal tages hånd om ifht. forsikringer, skadeanmeldelse osv.
vi skal en tur forbi krisepsykolog, snart - for lige at få hjælp til at lægge det her puslespil rigtig, for brikkerne rumsterer.
For mig eget vedkommende er det "hvad nu hvis" tankerne.
- hvad nu hvis jeg ikke havde trukket ud i nødsporet
- hvad nu hvis det var sket 300 meter før, så var min mands bil blevet banket lige ind i fjeldvæggen
- hvad nu hvis føreren havde været opmærksom og bremset i tide
- hvad nu hvis min mands bil var ramt hårdere eller anderledes
- hvad nu hvis vi havde haft et barn siddende i bagagerummet, vi bruger altid den side til sædet, og modsatte side til bagage.
- overlever manden.
Samtidig har jeg været vred på ham over at han var uopmærksom, eller hvad han nu var så vi, så mine børn, så 11 børn i alt var involveret i et trafikuheld.
Synet af ham, i hans bil, det er brændt fast på nethinden, den sorte hund der kom løbende ud, og da jeg kiggede ind i bilen var der et bur, med yderligt 2 hunde i.
Uvisheden, det korte - men sindsygt lange, øjelblik, hvor jeg ikke vidste om børn og mand var okay.
Det er den slags der altid sker for andre, men i går skete det for os.
Pas på jer selv, og hinanden i trafikken, vær opmærksomme, hold bremseafstanden.
Vi var heldige, nogen eller noget holdt hånden under os i går, og vi slap virkelig virkelig heldigt.
Det kunne være endt så grueligt galt, jeg kunne sidde på et hospital nu, ved siden af senge med hårdt kvæstede børn og mand.
Eller vi kunne ha ligget der alle sammen.
I stedet sidder vi herhjemme, i vores sofa, i vores varme hus.
Jeg skulle bare hjem, hjem til det der er normalt, hjem til plejer.