Debatten

HerErJeg skrev:Nu var vi kun 4 voksne, så det bliver jo nok også ekstra tydeligt hvis samarbejdsevnen ikke er i top. Men i og med at vi alle sammen er familierelaterede, så tror jeg ikke at nogen har tænkt det nødvendigt at afstemme forventninger.
Men tit er det tavsheden der taler højest, for stået på den måde, at hvis nogen spørger om hvad vi skal lave i dag, eller spise til aften, så er der bare ikke nogen som tør tage springet og melde klart ud.
Nu boede vi tæt på en lille malerisk by ved kysten med tonsvis af skæve huse og brosten i gågaden og hyggelig stemning. Vi kom aldrig derind, selv om vi boede "næsten" lige ved siden af. Jeg luftede tanken om ikke vi kunne komme i gågaden efter et museumsbesøg, men vi kom ikke længere end til Føtex. Det kan undre mig, at sådan en ønske eller lyst til det ikke kommer naturligt når vi bor der, men det var ikke tilfældet.

Men det er måske netop det farlige, og det der splitter mange familier. At man ikke forventningsafstemmer. Det er i hvert fald min erfaring. Jeg har familiemedlemmer, jeg elsker højt, og ses meget med, men som jeg aldrig ville tage på sommerhustur eller anden ferie med. Deres idé om en god ferie er at lave praktiske gøremål nonstop - lige fra tøjvask til nyt tag. Når de har siddet ned 10 minutter, føler de virkelig, de har brugt alle dagens pauser. De vil helst bare spise en rugbrød til alle dagens måltider i deres "ferie", og hvis der endelig trækkes en dag ud til andet, så foregår den i Fårup Sommerland eller Bonbonland. Fra åben til luk.Og sådan er det også, fortæller de selv, når de lejer et sommerhus.
Det ville jeg bare slet ikke magte. Min ide om en god ferie i sommerhus er at læse en masse bøger, ligge i haven/ved vandet hvis tid og område er til det, tage på nogle ture i området, lave lækker mad - ikke nødvendigvis usund og sådan, men bare lækre råvarer, god tid, måske nogle lokale specialiteter. Og sove længe eller i hvert fald til efter kl 6.
Vi ville aldrig få en god ferie sammen.

Mine svigerforældre taler allerede nu om at leje et sommerhus i en uge, når svigerfar fylder 60, og jeg ved allerede nu, at jeg bruger ikke en uge af min ferie om 2 år på dét. Ikke en hel uge i hvert fald. Deres ide om en god ferie er bl.a. at køre laaaaange ture i bil og at være sociale HELE tiden. At læse en bog, gå en tur for sig selv eller sove meget længe er ikke velset. Det magter jeg ikke en uge. Kæresten kan bare tage med en hel uge, så kommer jeg et par dage eller 3

Anywho så er min pointe, at jeg tror, det er farligt at gå ud fra, at fordi man er i familie, så har man samme værdier om alt. Altså hell, min mor som har opdraget mig, mener man har sovet virkelig længe (sådan overdrevet længe), hvis man står op efter 9.30.... Og det er ærgerligt, at I fået ødelagt en ferie lidt (for de andre fandt den jo nok heller ikke optimal), men så ved I det.

Nej det er ikke forkert at forvente det, men indimellem må man indse at det ikke sker, og så må man selv tage initiativet på den andens vegne.

Jeg tror jeg er så meget socialpædagog, og vant til at være initiativtager og igangsætter, at det forekommer mig helt naturligt at kommandere med andre, - på en pæn og høflig måde, og så raffineret at de indimellem slet ikke opdager jeg bestemte at de skulle noget.
"ja Hans-Peter, når du lige har tømt opvaskeren, sætter du så ikke en kande kaffe over også?"

Når der er gået 2-3 dage og billedet er at der på ingen måde tages initiativ til at vedkommende deltager i det er må anses for at være fælles praktiske opgaver, så kan man godt tillade sig at kommandere, og lave nogle fiffige benspænd.
Nede i købmanden "ja nu har vi andre jo lavet mad, hvad kunne du tænke dig at lave til os i aften?" osv.

HerErJeg skrev:Nu var vi kun 4 voksne, så det bliver jo nok også ekstra tydeligt hvis samarbejdsevnen ikke er i top. Men i og med at vi alle sammen er familierelaterede, så tror jeg ikke at nogen har tænkt det nødvendigt at afstemme forventninger.
Men tit er det tavsheden der taler højest, for stået på den måde, at hvis nogen spørger om hvad vi skal lave i dag, eller spise til aften, så er der bare ikke nogen som tør tage springet og melde klart ud.
Nu boede vi tæt på en lille malerisk by ved kysten med tonsvis af skæve huse og brosten i gågaden og hyggelig stemning. Vi kom aldrig derind, selv om vi boede "næsten" lige ved siden af. Jeg luftede tanken om ikke vi kunne komme i gågaden efter et museumsbesøg, men vi kom ikke længere end til Føtex. Det kan undre mig, at sådan en ønske eller lyst til det ikke kommer naturligt når vi bor der, men det var ikke tilfældet.

Kunne problemet være, at der, ud fra dit eksempel at dømme, hersker en uskreven regel om, at alt skal foregå i flok og fuld enighed? Samtidig med at kommunikationen ikke falder jer let.
I min familie ville vi fx. godt kunne dele os op og henholdsvis tage på museum og blive hjemme, fordi det er underforstået, at vi har forskellige interesser og behov, og fordi vi er bevidste om det og ikke ser det som et problem, bliver det også lettere at tale om hvornår vi skal spise, hvem der gør hvad, osv.

På mig virker det, som om I hos jer opfatter "familie" som en enhed, hvor den pæne facade er så vigtig at opretholde, at selv noget, der kun rummer en lille risiko for konflikt, er tystys, fordi idealet er, at man i en familie vil det samme og derfor ikke behøver tale om tingene. Det, kan jeg i så fald godt forstå, er anstrengende og anledning til indre frustration.

HerErJeg skrev:Nu var vi kun 4 voksne, så det bliver jo nok også ekstra tydeligt hvis samarbejdsevnen ikke er i top. Men i og med at vi alle sammen er familierelaterede, så tror jeg ikke at nogen har tænkt det nødvendigt at afstemme forventninger.
Men tit er det tavsheden der taler højest, for stået på den måde, at hvis nogen spørger om hvad vi skal lave i dag, eller spise til aften, så er der bare ikke nogen som tør tage springet og melde klart ud.
Nu boede vi tæt på en lille malerisk by ved kysten med tonsvis af skæve huse og brosten i gågaden og hyggelig stemning. Vi kom aldrig derind, selv om vi boede "næsten" lige ved siden af. Jeg luftede tanken om ikke vi kunne komme i gågaden efter et museumsbesøg, men vi kom ikke længere end til Føtex. Det kan undre mig, at sådan en ønske eller lyst til det ikke kommer naturligt når vi bor der, men det var ikke tilfældet.

Hvad forhindrer dig i at tage alene afsted?

Sophies-mor skrev:

HerErJeg skrev:Nu var vi kun 4 voksne, så det bliver jo nok også ekstra tydeligt hvis samarbejdsevnen ikke er i top. Men i og med at vi alle sammen er familierelaterede, så tror jeg ikke at nogen har tænkt det nødvendigt at afstemme forventninger.
Men tit er det tavsheden der taler højest, for stået på den måde, at hvis nogen spørger om hvad vi skal lave i dag, eller spise til aften, så er der bare ikke nogen som tør tage springet og melde klart ud.
Nu boede vi tæt på en lille malerisk by ved kysten med tonsvis af skæve huse og brosten i gågaden og hyggelig stemning. Vi kom aldrig derind, selv om vi boede "næsten" lige ved siden af. Jeg luftede tanken om ikke vi kunne komme i gågaden efter et museumsbesøg, men vi kom ikke længere end til Føtex. Det kan undre mig, at sådan en ønske eller lyst til det ikke kommer naturligt når vi bor der, men det var ikke tilfældet.

Hvad forhindrer dig i at tage alene afsted?

Afstand længere end jeg kan gå. Mangel på bil og anden transport. Ellers havde jeg gjort det.

Vi er en flok, der mødes i sommerhus hvert år. Alle er slut 20, midt i 30'erne.

Vi laver planer over, hverm der skal lave mad hvilken dag og hvem der skal vaske op. Jeg bager altid en masse og får derfor lov til at slippe for opvasken.
Det fungerer fint - ingen brokker sig, for alle ved, at det er fordelt lige.

Hvordan kommer I ellers rundt? Kan du ikke låne bilen, hvis de andre bare slapper af i sommerhuset?

Jeg er meget lidt glad for sådanne ture, hvis man ikke kan splittet sig op og gøre ting hver for sig og har delt pligterne mellem sig.

Min svigermor & svigerinde ryder fx. konstant op - jeg mener så ikke man nødvendigvis behøver fjerne kaffekopperne i det sekund de er tømt - specielt ikke hvis man sidder midt i en samtale/et brætspil etc. Og vi er bestemt heller ikke enige om hvornår og hvor ofte der skal mad på bordet.

Nu har jeg snart 14 års jubilæum i svigerfamilien. De bor en 30 km fra Aalborg. Ikke en eneste gang har vi været afsted til Aalborg, bare for hyggens skyld, i alle de år.
Når jeg lige tænker over det, så kan jeg slet ikke forstå det, hvordan kan man næsten lade være?

Så det er lidt samme tankesæt der rammer i sommerhuset, hvad enten det er lavpraktisk som mad og borddækning eller undersøgelse af nærområdet. Jeg har svært ved at forstå, hvordan man næsten kan lade være.

HerErJeg skrev:Nu har jeg snart 14 års jubilæum i svigerfamilien. De bor en 30 km fra Aalborg. Ikke en eneste gang har vi været afsted til Aalborg, bare for hyggens skyld, i alle de år.
Når jeg lige tænker over det, så kan jeg slet ikke forstå det, hvordan kan man næsten lade være?

Så det er lidt samme tankesæt der rammer i sommerhuset, hvad enten det er lavpraktisk som mad og borddækning eller undersøgelse af nærområdet. Jeg har svært ved at forstå, hvordan man næsten kan lade være.

Jeg tror, du skal prøve at ændre fokus.
Det kommer i bund og grund ikke dig ved, at din svigerfamilie ikke tager på tur til Aalborg, for der er ikke noget galt i at have forskellige præferencer, men det bliver et problem, hvis de forhindrer dig i at tage ind til byen. Gør de det?

Jeg har lagt mærke til, at dine tråde ofte handler om eksempler på andres adfærd, som du åbenlyst har svært ved at rumme, som om du ville foretrække, at alle tænkte som dig selv. Skyldes det, at du føler dig begrænset af andres væremåde, har svært ved at udtrykke dine egne behov, er bange for at gøre noget andet end menneskene omkring dig, eller hvad handler det egentlig om, tror du?

Jeg tænker det kommer an på så meget. Der kan være mange årsager til, at man ikke lige giver en hånd med. Fx kan jeg selv blive enormt usikker på, hvad der skal gøres og hvordan, hvis alle andre virker til at have et nærmest organiseret overblik over de ting der skal ordnes. Føler jeg mig usikker eller ikke helt tryg i selskabet, og/eller det sted jeg er, kan jeg derfor godt have tendens til at forholde mig passivt, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue situationen og ikke ved, hvor jeg skal tage fat. I sådanne situationer føler man nemt at man er i vejen for andre der har mere overblik, og så er det bare nemmere at holde sig i baggrunden. Måske føler man sig også malplaceret, hvis resterede voksne fungerer godt som team og man kan se det hele glider. Så kan det altså være svært for nogle at gribe ind. Det kan så muligvis også gå hen og blive en dårlig vane, og man burde da også selv tage initiativ til at spørge, hvad man kan gøre.
Jeg synes altid det er i orden at bede om at vedkommende giver en hånd med. Selv ville jeg, i situationer hvor jeg var passiv pga usikkerhed, reagere positivt på at få konkrete opfordringer, som fx "gider du ikke lige gå ud med skraldet og komme og hjælpe med opvasken bagefter?", mens en mere generelt opfordring til at hjælpe til, nemt ville forstærke usikkerheden.

Og så er der jo også de mænd og kvinder, som stadig lever med den opfattelse, at de gamle kønsrolle mønstre stadig holder - som fx. mine svigerforældre og svoger...

Her må man jo også sige fra, hvis man gider den kamp. Det er fx. OK i min svigerfamilie at svigerfar & svoger ikke laver noget, mens svigerinde og svigermor står på pinde. Deltager min mand og ikke jeg har 'vores' del af familien ikke lavet noget

HerErJeg skrev:Nu har jeg snart 14 års jubilæum i svigerfamilien. De bor en 30 km fra Aalborg. Ikke en eneste gang har vi været afsted til Aalborg, bare for hyggens skyld, i alle de år.
Når jeg lige tænker over det, så kan jeg slet ikke forstå det, hvordan kan man næsten lade være?

Så det er lidt samme tankesæt der rammer i sommerhuset, hvad enten det er lavpraktisk som mad og borddækning eller undersøgelse af nærområdet. Jeg har svært ved at forstå, hvordan man næsten kan lade være.

Så vi har altså endnu en gang at gøre med et tilfælde hvor du faktisk ikke rigtig forstår hvorfor andre mennesker ikke reagerer som du selv gør, og hvor den opfattelse du har af tingene ikke matcher den opfattelse du møder hos omgivelserne.

Det kan godt være jeg lyder lige vrissen, men var det ikke bedre hvis du åbnede munden og sagde hvad du gerne vil have. Istedet for at sidde og mukke over at omgivelserne ikke reagerer som du synes de burde....

om det er rigtigt eller forkert at forvente noget af sine omgivelser ved jeg ikke... virker det for dig at have de forventninger? synes jeg er et meget mere interessant spørgsmål.

forventninger er jo sådan noget man kan bruge til enten at glæde sig over eller blive skuffet over. Dine får du så åbenbart mest skuffelse ud af. Men det er også alt der kommer ud af dem, din svigerfamilie kan jo ikke gætte dine forventninger og du fortæller åbenbart ikke om dem til dem. Så de forbliver noget usagt inde i dig, der udelukkende leverer brændsel til en god omgang skuffelse.

Det er jo også fair nok, hvis man gerne vil skuffes, så er uudtalte forventninger nok den mest effektive måde at opnå det på.

Hvis du bliver træt at at blive skuffet så er måde at ændre det på som regel enten at ændre sine forventninger/ alternativt helt fjerne dem eller også så må man delagtiggøre sine omgivelser i ens forventninger og så i fællesskab finde et niveau hvor alle kan være med.

HerErJeg skrev:Nu har jeg snart 14 års jubilæum i svigerfamilien. De bor en 30 km fra Aalborg. Ikke en eneste gang har vi været afsted til Aalborg, bare for hyggens skyld, i alle de år.
Når jeg lige tænker over det, så kan jeg slet ikke forstå det, hvordan kan man næsten lade være?

Hvor tit har du inviteret/spurgt om i skulle tage derind sammen?

Om de gør det selv (altså hvor du ikke er med) kan være ligegyldigt tænker jeg. Det vigtigste må vel være at de er glade og har det godt.
Jeg foretrækker fx at tage på ferie i udlandet 2-3 gange om året, men hvis andre foretrækker en ferie derhjemme eller på camping i DK, så fred være med det, bare de gør noget de har lyst til.

Hvad sker der, hvis du prøver at forholde dig afventende og ikke tage initiativet automatisk?
Måske handler det bare om, at I handler i forskelligt tempo, og hvis I sætter jer lidt på jeres hænder, kommer de andre måske på banen?

Og hvis det ikke er tempoet men evnen til at sætte i gang af sig selv, der er problemet, så er der ikke andet for end at tage en snak om opgavefordeling dvs. hvilke opgaver skal løses, hvornår skal de løses og hvem skal løse dem?