Debatten

Skumfidusen skrev:

Flora skrev:Har du spurgt dem hvad baggrunden er for deres udmelding?

Næh, kun en svarede da jeg skrev og det var lidt ukonkret om at hun mente at vi kan løbe tør for plads hos dem med de mindste steder at bo og at mulighederne for at spille bliver mindre når vi er et ulige antal. Vi spiller tit diverse brædtspil. Jeg gider ikke rigtigt den slags spil men spiller med fordi jeg holder af selskabet. Selve spillene følger jeg kun overfladisk med i. Jeg har ikke spurgt ud over det.

men hvis hun bliver en fast del, så er det vel også forventningen at de andres kærester bliver det hvis/når de kommer i forhold? Og så er gruppen pludselig meget stor. Har tidligere kærester været en fast del af gruppen eller har det altid været løst?

Skumfidusen skrev:

decibell skrev:Noget må de jo tænke og føle, siden de ikke tog imod dit forslag med åbne arme. Og det kan også være svært at sige sådan noget lige ud, for uanset om du beder dem om ærlighed, ved de jo også godt, at det vil ødelægge noget, hvis de kritiserer eller siger noget negativt om en, som du elsker. Det er en presset situation, de bliver bragt i, og de fleste ville vist vælge den diplomatiske udvej. Derfor tænker jeg, at det måske næppe er realistisk at forvente et 100 % ærligt svar fra dem omkring deres bevæggrunde? Nej, jeg ved det ikke, Skum, jeg gætter bare ud fra mit kendskab til mennesker og deres adfærdsmønstre.

Hvis du har taget beslutningen om, hvem du vil prioritere - og sådan lyder det på mig - så er det egentlig også bare som Log_Lady skriver det. Det er brandærgerligt, men nogen gange er det bare sådan, det må gå. Man kan vel også sige, at I er vokset fra hinanden.

Jeg har også svært ved at se en afkrævet forklaring gøre tingene nemmere. Det vil godt nok hurtigt blive akavet. Især hvis de siger at de faktisk synes hun er kedelig eller at jeg er det sammen med hende eller hvad ved jeg. Det har ingen jo lyst til at blive presset til at sige. Ved af afkræve en forklaring, synes jeg at jeg presser dem op i et hjørne og det er mig meget imod. Det samme at melde ud at enten tager de os begge eller også tager de ingen. Det her er min beslutning, hvis jeg træffer den og det bliver ikke en forhandling af vilkår.

Det lyder som den rigtige vej at gå for dig. Jeg håber på det bedste resultat for jer.

Og så et par for det er dælme da så skønt, at du har tænkt dig at gå ned på knæ (på den rette måde ). Det ser jeg frem til at høre mere om i en tråd, når det sker.

Øv, hvor er det en trist og egentlig unødvendig situation. Havde de bare tænkt sig lidt om, så havde de sagt ja, uanset om de måtte mene, at hun er kedelig eller du er anderledes, når hun er med. Så meget tankevirksomhed skal der altså heller ikke til for at forudse, at det ville ende med at være død akavet og at du måske så ville vælge dem fra.
Jeg synes de er lidt nogle kujoner og jeg ville være virkelig skuffet.

Skumfidusen skrev:

Flora skrev:Så synes jeg egentlig du skal tage en snak med dem. Ikke bare over mail, så bliver det for let at komme med de der afvigende svar. Tag den ansigt til ansigt i stedet næste gang i ses. Eller evt. med en af gangen hvis det er nemmere.

Jeg tænker at hvis du egentlig er ked af at skulle droppe den gruppe eller risikere at miste dem som venner, så er det altså bedre at få snakket om tingene end bare at meddele at nu gider du ikke være med mere. Måske kommer de med en forklaring der gør det mere forståeligt/acceptabelt for dig. Eller de ændrer mening hvis du fortæller dem hvor meget det påvirker dig. Hvis de så bare fastholder pladsmangel og ulige antal til spil (hvilket lyder som dårlige undskyldninger), så er det jo fint at du melder dig ud. Men jeg tænker du måske får et bedre grundlag for at tage det valg hvis du lige får snakket det igennem med dem.

Det er lidt ligemeget om de skifter mening nu - min kæreste har overhovedet ikke lyst til at deltage mere. Spørgsmålet er om jeg vil blive ved med at være med. Det er jeg oprigtigt i tvivl om.

Men at tage en snak med dem vil måske gøre tvivlen mindre. Om det så er i den ene eller anden retning. Har de en grund du egentlig godt kan forstå har du måske mere lyst til at fortsætte. Har de ikke bliver du måske mere afklaret med at du ikke gider deltage mere.

Jeg forstår også godt at din kæreste ikke har lyst til at deltage mere lige nu, men det kan jo også ændre sig. Enten forstår hun også grunden og vil med tiden blive ok med kun at være med en gang imellem eller også har hun fortsat ikke lyst til at være med og så er det jo også ok.

Skumfidusen skrev:

kidkomb skrev:Øv, hvor er det en trist og egentlig unødvendig situation. Havde de bare tænkt sig lidt om, så havde de sagt ja, uanset om de måtte mene, at hun er kedelig eller du er anderledes, når hun er med. Så meget tankevirksomhed skal der altså heller ikke til for at forudse, at det ville ende med at være død akavet og at du måske så ville vælge dem fra.
Jeg synes de er lidt nogle kujoner og jeg ville være virkelig skuffet.

De er rigtig søde alle sammen og jeg kan slet ikke få mig selv til at tale dårligt om nogen af dem. Selv hende jeg har haft mindst med at gøre udenfor gruppen holder jeg meget af, men jeg tror heller ikke helt de har fanget hvor seriøse vi faktisk er.

At være skuffet betyder jo ikke nødvendigvis at man holder mindre af folk. Ellers ville man jo ikke blive skuffet.

Skumfidusen skrev:

Flora skrev:Så synes jeg egentlig du skal tage en snak med dem. Ikke bare over mail, så bliver det for let at komme med de der afvigende svar. Tag den ansigt til ansigt i stedet næste gang i ses. Eller evt. med en af gangen hvis det er nemmere.

Jeg tænker at hvis du egentlig er ked af at skulle droppe den gruppe eller risikere at miste dem som venner, så er det altså bedre at få snakket om tingene end bare at meddele at nu gider du ikke være med mere. Måske kommer de med en forklaring der gør det mere forståeligt/acceptabelt for dig. Eller de ændrer mening hvis du fortæller dem hvor meget det påvirker dig. Hvis de så bare fastholder pladsmangel og ulige antal til spil (hvilket lyder som dårlige undskyldninger), så er det jo fint at du melder dig ud. Men jeg tænker du måske får et bedre grundlag for at tage det valg hvis du lige får snakket det igennem med dem.

Det er lidt ligemeget om de skifter mening nu - min kæreste har overhovedet ikke lyst til at deltage mere. Spørgsmålet er om jeg vil blive ved med at være med. Det er jeg oprigtigt i tvivl om.

Det kan jeg altså godt forstå. Jeg ville bestemt heller ikke have lyst til at deltage, hvis jeg havde fået den i hovedet.

Og hvis jeg nu skal være helt ærlig: så gerne jeg end ville være den forstående og rummelige hustru, så tror jeg nok, at jeg alligevel ville være smålig nok til at blive skuffet, hvis min mand deltog i noget, hvor jeg var uønsket.

Men TS. Hvorfor er det i grunden vigtigt at hun er en fast del af gruppen? Iflg din historie er det en gruppe bestående af folk som har været med fra "starten"?

Hvis din kæreste ellers som indtil nu, deltager og har det sjovt og de andre også hygger sig. Hvorfor er det så vigtigt at hun bliver fuldgyldigt medlem? Jeg ville da i grunden godt kunne forstå hvis det er en samling som ikke har fået nye medlemmer siden starten, ikke ønsker at gøre nye "fuldgyldige" uden at det i øvrigt har noget som helst med den nye at gøre?

Jeg har kun lige læst indlæggene på side 1, men vil bare indskyde, at jeg synes det tenderer voksenmobning - og det er da vildt barnlig og gymnasieklikeagtig opførsel af en gruppe voksne mennesker

Skumfidusen skrev:

Code71 skrev:Men TS. Hvorfor er det i grunden vigtigt at hun er en fast del af gruppen? Iflg din historie er det en gruppe bestående af folk som har været med fra "starten"?

Hvis din kæreste ellers som indtil nu, deltager og har det sjovt og de andre også hygger sig. Hvorfor er det så vigtigt at hun bliver fuldgyldigt medlem? Jeg ville da i grunden godt kunne forstå hvis det er en samling som ikke har fået nye medlemmer siden starten, ikke ønsker at gøre nye "fuldgyldige" uden at det i øvrigt har noget som helst med den nye at gøre?

Fordi det virkelig er underligt for hende at blive siddende hjemme mens kun jeg må være med til at hygge mig med vores fælles venner, som de jo er efterhånden. Hun har været så meget med og kender dem, men hun må så bare sidde udenfor jævnligt.

Jo mere jeg tænker over det, desto mere sikker bliver jeg på at jeg forlader gruppen. Nu er spørgsmålet så bare hvordan jeg gør det, men det kommer sig ikke så nøje, synes jeg.

Jeg kan nu godt forstå dig. Jeg ville nok heller ikke gide være en del af det "fællesskab"

Hvordan gjorde du det? Og har de nået at reagere?

Skumfidusen skrev:Så har jeg meldt ud og meldt mig ud...

Det må være rigtig svært at gå fra nogen, man har kendt længe og haft det så hyggeligt med. Hvordan var reaktionen?

Det er helt sikkert trist men det er vel også sådan en ting der ikke rigtig er nogen vej tilbage fra vil jeg mene.
Nogengange får folk sagt eller gjort noget og så bliver det liggende i baghovedet uanset hvad og det ville det da gøre at folk melder ud man ikke må være med til noget man egentlig troede man allerede deltog i, uanset om det var en selv eller ens partner nogen gjorde sådan ved.

Jeg synes det er meget upænt gjort,så kunne de have sagt det fra starten og hvem fanden gider omgås folk der gør den slags?

Din kæreste kommer da til at bekymre sig om de nu rent faktisk gad se hende hver gang fra nu af.

Altså, jeg ved sgu ikke, men jeg har simpelthen så svært ved at sætte mig i dine venners sted. Jeg kan godt forholde mig til, at man er en del af en meget fasttømret gruppe, hvor man ikke umiddelbart er interesseret i at åbne op for deltagelse af hvemsomhelst af udefrakommende typer. Sådan er vi også selv i min 'gruppe', faktisk, når nogen får nye dates eller kærester, er det helt implicit, at man lige venter til det er seriøst med at hive vedkommende med. Det handler vel i bund og grund bare om, at man dels ikke ønsker at lægge energi og tid i at lære et nyt menneske at kende, hvis vedkommende potentielt er væk igen og udskiftet med en ny før man får set sig om, og dels handler det vel også om den tryghed og fortrolighed der ofte er en helt naturlig del af at være en flok mennesker, der kender og forstår hinanden på både godt og ondt. Så langt er jeg med.

Men helt ærligt, ik'? De har mødt din kæreste mange gange, de kender hende og de kender dig, I har været et fast par i TO år, og de burde da vel også have så meget tiltro til dig, at de stoler på din dømmekraft og at du har respekt for dét, jeres gruppe er. Jeg synes det lyder helt skørt at VOKSNE mennesker på den måde helt udtalt fravælger andre voksne som en del af deres vennekreds, når der ikke er nogen åbenlys eller oplagt grund. Tror de, de er Illuminati, eller planlægger I det næste Blekinggade-kup når I mødes, eller hvad?
Ej, men jeg kan faktisk slet ikke sætte mig ind i deres valg, ikke engang hvis jeg gør mig umage, for selv hvis jeg forestillede mig, at jeg ikke brød mig om en af mine nære venners "nye" kæreste af personlige årsager, ville jeg da acceptere, at det var ham/hende min ven var sammen med, og jeg synes simpelthen det virker helt forkert at voksne bevidst holder nogen udenfor, altså, det var da sådan noget man gjorde i fritidsordningen.

Det er vitterligt ikke for at spille hellig, men jeg har faktisk aldrig hørt om lignende tilfælde. Jeg synes, du traf det helt rette valg, og jeg håber sgu someway, de resterende i gruppen lærer lidt af det her. Det har kostet dem en god kammerat i en situation hvor de rent faktisk potentielt kunne have fået en ekstra, jeg tænker, de må have sådan virkeligt mange gode venner, siden de har råd til at øsle med dem på den måde. Eller også er de bare lidt smådumme, det ved jeg jo ikke noget om...

Jeg kan sagtens forstå dine overvejelser og er i øvrigt helt på linje med Aima - de har opført sig som en flok fritidshjemsunger uden tanke for andre menneskers behov, hvilket er temmelig ucharmerende.

Taget i betragtning at du (og alle andre, inkl din kæreste) har hygget og haft det enormt godt sammen, ville jeg dog seriøst overveje at tale med dem. Jeg kan sagtens forstå din kortspils-sammenligning, og nej - tingene bliver aldrig som om det her ikke var sket. Det betyder dog ikke, at I ikke - hvis det kan tales ærligt om på en måde, hvor alle prøver at forstå - kan komme videre. Ja, de har opført sig som idioter, og ja, jeg kan godt forstå, din kæreste er ked af det, men folk gør stupide ting fra tid til anden, fordi de glemmer at tænke på andre end dem selv. Hvis de tænker sig om, kan det meget vel være, de sidder tilbage med en grim smag i munden og er oprigtigt kede af det. I så fald ville jeg hælde til "shit happens" og forsøge at komme videre derfra.

Det er selvsagt meget individuelt, hvordan man har det med den slags, men i min verden er det umuligt at have langvarige relationer uden at der kommer mere eller mindre alvorlige bump på vejen. Ved de store er det ikke altid, man kan eller vil forsøge at løse det, og det er også helt fint. Det afhænger helt og holdent af, hvor stor værdi man tillægger relationen og hvor svært det vil være at tilgive venner eller kæresters tankeløshed.

For mig ville det have betydning, at de næppe bevidst har forsøgt at såre eller holde udenfor. De har simpelthen haft hovedet (alt for) langt oppe i deres egen røv, hvilket sker for de fleste fra tid til anden. Trækker de selv hovederne ud for at sige undskyld og foreslå en ændret konstruktion fremadrettet, ville jeg nok forsøge at komme videre.

For øvrigt: jeg kan 100% følge din kæreste, men HVIS det "bare" er udtryk for tankeløs egoisme på et område, de ikke har set som en big deal, så er det væsentlig at holde sig for øje, at de på ingen måde har set det som noget lige så væsentligt som hende/dig.

Det betyder ikke, at det er forkert, at hun er ked af det, og du er skuffet, men det kan være en forklaring på, hvorfor det skete. Jeg endte i en situation med en veninde, hvor vi slet ikke så ens på noget, der for den ene var enormt vigtigt og den anden ikke rigtig betød noget. Resultatet var sårede følelser på den ene side og en følelse af at blive "anklaget" for noget, der var helt ude af proportioner på den anden side. Vi kommer næppe til at se ens på det, men jeg forstår, hvorfor det skete, og har bevidst valgt at holde fast. Jeg skal ikke påstå, at det har været nemt hele vejen igennem - det er det aldrig, når følelser af den kaliber er på spil - men vi har begge valgt "os" til, hvilket jeg er virkelig glad for, selvom det ikke har været lutter lagkage og et perfekt kortspil.

Jeg har simpelthen ikke nok mennesker i mit liv, som jeg holder så meget af, til at opgive dem pga. noget, der dybest set er baseret på misforståelse og forskelligheder.