Min svigerfamilie

[Thestral]

Jeg kan nu så godt forstå at du er skuffet hvis de hele graviditeten har reklameret med (som du selv siger) at de vil passe i tide og utide og tage på tur og hvad ved jeg, og så ender med at være i den totalt modsatte grøft. Det ville jeg også være noget skuffet over. De har formentlig opdaget, at med den første, der er det der babysitting bare ikke så attraktivt som de først troede. Måske elskede de deres egne unger da de var helt små (ikke at de ikke gør det stadigvæk) men har så opdaget at de der 25-30 år senere, der har de ikke den energi de gik og troede de havde. I mine øjne forklarer det også at de kun vil have den store. Han kan flere ting selv og er måske ikke lige så "besværlig" som den lille?!

Det lyder skide hårdt at stå udenfor. Jeg kender det alt for godt. Her er det bare min egen søster der er guldklumpen og den de ses med hele tiden og jeg skal hele tiden høre om hvor fantastisk hun er. Det er mildest taget til at kaste op over, men der er ikke andet at gøre end at leve i det. Acceptere at man ikke passer ind og få det bedste ud af det der er. Det er din mands familie og de kommer så at sige med pakken. Alternativet er at cutte forbindelsen men det er der jo så heller ikke meget sjov ved.

Mht. børnepasning: Har i ikke en veninde/ven eller et sæt venner der kan træde lidt til af og til?

[Madam Pomfrey]

Jeg har som sagt heller ikke haft denne forventning om pasning en (sjælden) gang imellem, hvis ikke de havde reklameret for meget gerne at ville det - det gjorde de meget ud af, da vi havde ét barn.

Hvordan skal vi se dem uden børn? Vi har jo ikke noget sted at aflevere dem? En hyret barnepige kunne vi godt finde ud af, men hun kommer vel ikke på banen til overnatning/i weekenden, og vi vil ikke have vores børn passet for at se mine svigerforældre - det ville de også synes var meget sært...

Ja, det ville være sært at få børn passet for helt almindeligt samvær med deres bedsteforældre!
Jeg forstår godt din skuffelse, når de selv har udtalt at de står til rådighed, og uanset hvad så tænker jeg da at man - med mindre ens forældre meget klart og direkte har udtrykt at de IKKE ønsker at passe børnebørn, gør dette indimellem. Jeg synes det er helt naturligt at man på kryds og tværs i familien hjælper og aflaster hinanden, om det er med børnepasning, en græsklipning, hjælp til at male gavlen.
Det er ret meget for mig indbegrebet af det at være en familie.

Men det bliver jo svært når tingene er SÅ usymmetrisk som de er her, - hvornår eskalerede det, har din mands søster altid været putte-nutte trolden hvor han har været mere selvstændig? hvornår syntes han det begyndte at udvikle sig?

En anden ting, hvorfor er du med på sviger-visit? kunne han ikke køre alene med ungerne, og i kunne indskylde jer med at du har arbejde, venindeaftale eller andet. I får naturligvis ikke "dig og mig" tiden, det er klart, men det skaber der noget luft og rum til at du kan trække vejret, og så kan i lave en bytter på et andet tidspunkt

Jeg tror ikke i får passet børnene så længe de er små, og så længe de ikke f.x. kan spørge selv, om de må sove hos bedsteforældrene, så jeg ville faktisk kigge mig om efter en kompetent barnepige, - der også var villig til at tage natten med, de findes med garanti evt. nogle ældre mennesker der savner børnebørn i livet

Og så kan i pakke ungerne i bilen og komme over til os i efterårsferien, jeg tager gerne drengene en nat eller 2 så i kan kærestehygge
2 fra eller til :-P

[Evapeva]

Jeg har som sagt heller ikke haft denne forventning om pasning en (sjælden) gang imellem, hvis ikke de havde reklameret for meget gerne at ville det - det gjorde de meget ud af, da vi havde ét barn.

Hvordan skal vi se dem uden børn? Vi har jo ikke noget sted at aflevere dem? En hyret barnepige kunne vi godt finde ud af, men hun kommer vel ikke på banen til overnatning/i weekenden, og vi vil ikke have vores børn passet for at se mine svigerforældre - det ville de også synes var meget sært...

Ja, det ville være sært at få børn passet for helt almindeligt samvær med deres bedsteforældre!
Jeg forstår godt din skuffelse, når de selv har udtalt at de står til rådighed, og uanset hvad så tænker jeg da at man - med mindre ens forældre meget klart og direkte har udtrykt at de IKKE ønsker at passe børnebørn, gør dette indimellem. Jeg synes det er helt naturligt at man på kryds og tværs i familien hjælper og aflaster hinanden, om det er med børnepasning, en græsklipning, hjælp til at male gavlen.
Det er ret meget for mig indbegrebet af det at være en familie.

Men det bliver jo svært når tingene er SÅ usymmetrisk som de er her, - hvornår eskalerede det, har din mands søster altid været putte-nutte trolden hvor han har været mere selvstændig? hvornår syntes han det begyndte at udvikle sig?

En anden ting, hvorfor er du med på sviger-visit? kunne han ikke køre alene med ungerne, og i kunne indskylde jer med at du har arbejde, venindeaftale eller andet. I får naturligvis ikke "dig og mig" tiden, det er klart, men det skaber der noget luft og rum til at du kan trække vejret, og så kan i lave en bytter på et andet tidspunkt

Jeg tror ikke i får passet børnene så længe de er små, og så længe de ikke f.x. kan spørge selv, om de må sove hos bedsteforældrene, så jeg ville faktisk kigge mig om efter en kompetent barnepige, - der også var villig til at tage natten med, de findes med garanti evt. nogle ældre mennesker der savner børnebørn i livet

Og så kan i pakke ungerne i bilen og komme over til os i efterårsferien, jeg tager gerne drengene en nat eller 2 så i kan kærestehygge
2 fra eller til :-P

Åh, tak for dit indlæg, søde DD. Dejligt med din forståelse!

Dit billede af, hvad en familie er, stemmer også helt overens med mit billede - desværre er vi af en eller anden grund ikke i sådan et forhold til svigerne (eller mine forældre, men det er pga. deres manglende overskud, og det har vi vidst i årevis). Vi bor 17 km væk fra svigerforældrene, det tager 10-15 minutter i bil. Lillesøster bor i samme by. Heri ligger der måske lidt af årsagen til forskellen, selvom jeg nu mest af alt afskriver det som en dårlig undskyldning. . .

Jeg tager også gerne jeres lækre drenge anytime! Jeg har lidt pædagogiske skills fra mit arbejde. Er kampberedt!

[Vixen]

Jeg forstår godt, at du er skuffet. Hvis de selv har bedyret, hvordan de skal passe ih-og-åh så meget, og så bare bakker ud og ignorerer jeres to børn, imens det kommende barnebarn af deres datter tager al fokus... Puha, jeg synes det er ufint.

Men som de andre i tråden siger, så tror jeg heller ikke på, at du kan gøre andet end at arbejde på accept af dem og situationen. Du kan jo ikke tvinge et kærligt forhold igennem, ej heller lyst til at passe deres børnebørn.

Mine egne svigerforældre er sindssygt engagerede i deres to børnebørn (ikke mine, jeg har ingen), og nu kommer der snart en 3'er (heller ikke min ) - Jeg håber SÅ meget, at de ikke har udtømt energien på børnebørn, når det engang er min og min kærestes tur. Men risikoen er der jo, desværre. Det må være så frustrerende at stå i.

Nåja, og jeg deler også din opfattelse af, at bedsteforældre i udgangspunktet har lyst til at se sine børnebørn. Jeg har selv ufatteligt mange gode og kærlige barndomsminder fra besøg hos både mormor og farmor. Kryds & tværs i sengen om aftenen med farmor, alle de franskbrødsmadder med marmelade som jeg kunne æde til morgenmad, masser af nus og i det hele taget bare hygge, ro og forkælelse. Men det kan godt være, den næste generation af bedsteforældre bare ikke gider den slags.