Debatten

Jeg kan også godt huske det.
Selv har jeg også mærkedage af den karakter. I maj har jeg to. Min afdøde svoger og min første søn med 3 dages mellemrum, ikke samme år dog.
Oktober - 17. - min niece i en alder af 14.
December - min anden søn.

Jeg håber, at nu hvor dagen er ved at slutte - at det trods alt har været en nogenlunde god dag for dig og din mor.
Du kan tro, at jeg husker det.
Jeg har vrælet i lange baner, mens jeg fulgte med i tråden.

Selvfølgelig kan jeg huske det,som.du har fortalt om din bror. Og jeg husker, at vi kom til at snakke om, at min søn og din bror har samme fornavn.

Jeg ved, at du har mange gode minder, og at det helt sikkert hjælper at skrive om det. Det hjælper også mig at skrive om de svære ting i mit liv. Men det giver mig altid en klump i halsen, når jeg jeg læser det, som du skriver. .

Mange knus og kram herfra.

Mange tanker til dig. Kan godt huske det.

Min farfar ville være blevet 90 i år. Han døde 29. december for fire år siden, i år. Husker det tydeligt. Var kort hjemme hos mig selv, mens min søster og svoger var i Århus, hvor de ville hente mig på tilbagevejen, og så skulle vi alle tilbage til mine forældre. Havde fået en live cd med Rasmus Seebach, og havde sat den på. Kan huske jeg hørte "Nangiala", og var i et underligt trist humør, uden at vide hvorfor. Senere kom vi alle tre så hjem til beskeden om, at min farfar var død.

Tanken om ham - som jeg savner helt ufatteligt, selvom jeg ikke tænker på han dagligt mere - gør mig trist. Også ved tanken om, at med ham, forsvandt det sted, som jeg havde besøgt tit, siden jeg var et stort barn. Min farfars kone har ikke været sig selv siden, og drikker og tager Stesolid, når det hele bliver for uoverskueligt.

Min bedstefar (min farmors mand) på 93 er lige flyttet på plejehjem, og min farmor har huset til salg, og skal selv flytte i en plejebolig. Hun kan intet finde ud af mere pga demens.
Så Det er lidt som om at de sidste bedsteforældre jeg har tilbage, også er ved at forsvinde. Det gør mig trist.

Jeg kan også huske tråden, jeg tudede mig igennem den, den var bare SÅ sørgelig.
Min lillebror hedder også Søren og jeg kan virkelig ikke forestille mig ikke at have ham i mit liv.

Jeg har i løbet af de sidste to år mistet en hel masse mennesker. I morgen er det to år siden at en af mine veninder hængte sig, for ½ år siden døde hendes kæreste i en faldulykke, min bedste venindes mor døde og en kammerat røg i en standardoperation - jeg magter ikke flere begravelser og jeg MANGLER min veninde, jeg kan mærke det helt ind i knoglerne. Jeg savner også de andre, men hun var bare noget helt specielt for mig.

Min kammerat døde for nogle år siden, han døde faktisk dagen før 1. maj.

Jeg ender ofte med at chatte med hans dav. kæreste, hun har fået en kæreste nu og et barn.

Vi forestiller os et parallelunivers, hvor han lever videre sammen med hende og de har to børn sammen. Hvordan hans studie ville være. Det er tit fjollede hverdagsting vi fantaserer om, sådan noget med at han sikkert hadede sine kollegaer men elskede sin chef, fordi sådan var hans natur osv.
Eller vi snakker om, at han ville have deltaget i Copenhell, men have brokket sig over alle "punkerne, emo'erne og de andre som mangler et job!!". Han var lidt en idiot på den sjove måde, heh.

Jeg kan godt lide at tænke på, at han eksisterer i det parallelunivers. Hvor han ikke er alene, men har os alle sammen og vi lever nogle helt andre liv - men det ved han slet ikke, for det er jo bare HANS liv, i dét univers.

Måske er det nemmere at tænke sådan, for så er han jo ikke død. Han er bare et andet sted.

Jeg fik slet ikke sagt tak for de sidste indlæg. Jeg læste dem, og jeg satte, og sætter, pris på dem. Tak skal I ha'.

Her til aften tikkede der en besked fra en tidligere kollega ind på Facebook. Hende og jeg har ikke haft kontakt i mange år, jeg mener, vi udvekslede et par beskeder da Søren døde, for hun kendte ham sådan lidt perifert, men ellers har vores relation faktisk bare bestået af lidt likes på hinandens opslag. I aften skrev hun så en sød besked, ingen anledning, tror jeg, hun havde vist bare lige tænkt på mig og ville høre, hvordan det gik med alt. Vi catchede lidt up og hun nævnte selv Søren, jeg svarede, det var et hårdt år, og så skrev hun bl.a. det her:

"Det var et frygteligt år. Søren var jo en så integreret del af så mange mennesker, at alting var i stilstand lang tid efter at han var væk. Personligt kendte jeg ikke Søren godt, men han kendte alle. Ikke på den der social-kontrol-i-udkantsområdet-agtige måde, men på en følelsesmæssig og ægte måde. Særligt husker jeg en aften i byen, hvor jeg var til fest sammen med en eller anden træls type, da Søren greb mig i armen og kiggede mig dybt i øjnene med sine smukke øjne, og spurgte "hvordan har du det?". Den der måde, få mennesker kan kigge på en, og man med det samme føler sig omfavnet og passet på - ja, kærret om. Han var et meget fint menneske. Og selvom han ikke længere er her fysisk, er det altså bemærkelsesværdigt hvordan et enkelt menneske kan sætte så stort et aftryk hos så mange mennesker.
Måske man på en måde kan sige, at han i alt fald har givet et helt livs kærlighed på ganske få år. Det er der ikke mange mange, der er i stand til. Men det var Søren. Det må være en vidunderlig fornemmelse at have en sådan bror."

Jeg har læst det igen og igen. Jeg har lyst til at dele de ord om min bror med hele verden. Nu blev det til en start lige jer. I skulle bare lige se det

OK, nu sidder jeg lide og græder lidt stille ned i min morgenkaffe Det var rigtig fint skrevet

Thestral skrev:OK, nu sidder jeg lide og græder lidt stille ned i min morgenkaffe Det var rigtig fint skrevet

Det gør jeg også. Tak, fordi du delte det.

I er så søde.

Jeg kan bare virkelig, virkelig genkende min bror i det, hun skriver. Jeg havde det sådan helt, at han var lige netop præcis sådan dér, da jeg læste det. Han havde bare sådan et helt særligt nærvær der gjorde, at man følte sig virkelig set i hans selskab. Det er bare så dejligt at vide, at det var det indtryk, han mest efterlod sig.

Tænk, at han stadig kan gøre mig til verdens stolteste søster fem år efter sin død.

Jeg tænker tit på dig og din tråd.
Og sender en masse tanker.

Jeg kan også tydeligt huske tråden på den gamle debat. Jeg kan slet ikke forestille mig en verden uden min lillebror. Vi er ikke særlig tætte, for vi har meget forskellige holdninger omkring samfundet og livet og inderst inde syntes jeg han skal tage at blive voksen. Men jeg ved at han 100% er der for mig, hvis jeg har brug for det (og når græsset i min have skal slås)

Om 8 dage er det 3 år siden min mor døde. Hun døde da jeg var 28 og det var et virkelig hårdt sygdomsforløb. Og om 13 dage ville hun været fyldt 55 år. Jeg savner hende hver evig eneste dag. Vi har haft vores op og nedture gennem min opvækst og i perioder har jeg været tæt på at slå hånden af hende. Jeg fortryder SÅ meget alle de stunder, hvor jeg ved jeg har gjort hende ked.
Hun var min fortrolige. Hende jeg gik til når jeg havde problemer på jobbet eller med vennerne. Hun vidste lige præcis hvad hun skulle sige og det piner mig at jeg aldrig vil få sådan en person i mit liv igen.

Jeg husker også tydeligt tråden, jeg græd mig igennem fra start til slut. Din sorg og dine minder gjorde et kæmpe indtryk på mig. Vi var mange mennesker der lærte Søren at kende igennem dig og vi sørgede alle sammen med jer.
Masser af tanker til dig og din mor