Din sidste vilje - har du taget stilling til det.

[sigge]

Min søster og jeg talte ganske løst om det fornylig. Vi opdagede så, at vi begge gerne vil kremeres og have vores urne sat ned på en skovbegravelsesplads.

Men ellers har jeg ikke taget stilling til detaljer. Da jeg ikke har børn (og heller ikke skal have det) og heller ikke er gift eller har en kæreste, er der en mulighed for, at der ikke rigtigt er nogen nær familie tilbage, hvis jeg bliver rigtigt gammel, inden jeg dør. Og så tager kommunen sig vel af den ceremonielle del. Og hvis der er nære pårørende, der har et ønske til, hvordan en eventuel ceremoni skal forløbe, vil jeg ikke selv udstikke en masse ting, som kunne komme i vejen for det.

Hvis jeg på et tidspunkt bliver dødeligt syg eller bare bliver så gammel, at jeg godt kan mærke, at det nærmer sig, kunne jeg da godt finde på at tage en snak med en bedemand og evt. oprette en begravelsesopsparing.

[LadyFox]

Jeg vil ikke brændes, men begraves. Jeg vil ligge i København, jeg vil ikke donere noget væk. Jeg kommer ikke til at få børn så det er nok begrænset hvem der vil benytte mit gravsted så ingen grund til at smide en formue efter pladsens, sten, ceremon osv. Min gravplads behøver heller ikke betales i evigheder.

[oOxXxOo]

Eftersom jeg ikke har tænkt mig at deltage, synes jeg det må være mine efterladtes beslutninger. Jeg går virkelig ikke op i det. Min begravelse skal ikke holdes for min skyld og jeg har ikke lyst til at diktere hvordan den skal foregå.

En præst sagde en gang: "Livet er for de levende"
Og så kan afdøde nok så flot have planlagt alt ned til mindste detalje, men hvis de efterladte ønsker det anderledes, er det dem der lyttes til og ikke afdøde.

[Aima]

Det er fuldstændig op til mine efterladte. Jeg har dog tilmeldt mig donation, så både hud, øjne og andet iøjnfaldent mangler nok på mig - så måske det er mere rart for dem at jeg bliver brændt.

Jeg er medlem af Folkekirken, så jeg tror, de vil begrave mig kristent, men jeg er ligeglad og det ved de godt.

Man foretager ikke organtransplantationer med meget iøjnefaldende eller drabelige resultater, heller ikke hornhinder og hud, men det er en meget udbredt misforståelse som faktisk afholder nogle fra at ville donere.

Hornhinder kan transplanteres to dage efter døden, så oftes når pårørende at tage afsked med den døde inden, og selv hvis de ønsker at se den døde efter transplantationen, kan man ikke se der er fjernet hornhinder, for resten af øjet er lagt tilbage i øjenhulen og øjet er lukket.

Ved huddonation tages der kun fra ryg, numse og lår, og kun et meget tyndt lag, så huden er ikke skrællet helt af, den er højst lidt rød.

Jeg ved godt det er udenfor emnet, jeg synes bare det er så vigtigt at folk er korrekt oplyst lige her

[Buller]

Jeg er organdonor, med fuld tilladelse.

Så har jeg doneret mit legeme til videnskaben. Dvs de har det i 2 år, derfra kan man enten få det udleveret og begravet selv ellers begraver de det.

Så ingen bøvl til mine efterladte.

[Advocatus-Diaboli]

Har du taget stilling til din sidste vilje, og hvordan?

Jep.

[Fru Sunshine]

Kun at jeg er organdonor uden mulighed for pårørende at gøre indsigelser. Det bryder min mand sig ikke om, men sådan er det.

Ellers må de bestemme. Jeg har tænkt mig at svæve rundt over dem og holde hånden over dem, så de jordiske rester må de gøre med, hvad de vil.

[Tilly]

Jeg er ikke troende, så skal ikke i kirke med salmer. En god middag, med god vin, og lidt fællessang og dårlige jokes synes jeg ville være mere passende, og så skal jeg ikke begraves, men kremeres og min aske laves til en diamant, så jeg bliver her for evigt
http://www.lifegem.com/

Så er der heller ikke en grav der skal passes og plejes, eller betales for i årevis, og jeg kan få lov at bo her til hverdag

Øj, jeg har lige meddelt min mand han skal presses til en diamant når han stiller træskoene!

Det er desværre ikke lovligt at lave afdødes aske til diamanter i Danmark endnu, da det pt. anses som usømmelig omgang med lig. Der var et indslag i Radio 24Syv om det for nylig. Så I skal lige sørge for at dø i et land hvor det er lovligt


Jeg har ikke nedskrevet min sidste vilje, men jeg vil gerne kremeres. Har dog også overvejet at donere min krop til lægevidenskaben, men det skal være med min efterladtes accept. Pt. er jeg også medlem af folkekirken, så jeg vil kunne få en kirkelig begravelse. Dette er af hensyn til mine forældre, hvis jeg skulle dø før dem, så ved jeg at det ville ville være en stor sorg for dem, hvis jeg ikke kunne få en kirkelig begravelse. Men jeg er på ingen måde troende selv, så mit medlemskab af folkekirken består nok kun så længe mine forældre lever.

[Anne Droid]

Ja, det har jeg.

Det gjorde jeg for nogle år siden. Jeg gjorde det bl.a. fordi jeg på daværenede tidspunkt boede alene med min søn. Hvis jeg gik hen og døde, ville jeg hellere have at mine pårørende kunne tage sig af ham, fremfor at tænke på hvad der skulle ske med mig. Jeg har planer om at ændre lidt i mine ønsker nu hvor han er voksen.

For et par år siden døde min far og han havde ikke ytret ønske om noget i den forbindelse. Det ville jeg ønske han havde gjort, for i stedet for at tage os af hinanden, skulle vi bruge tid på at tage stilling til alt muligt. Og det er lidt underligt at han ikke havde det, for han havde styr på alt andet.
Efter hans bisættelse, spurgte jeg min mor om hun havde ønsker til når hendes tid kommer. Det fik vi os en snak om og jeg ved nogenlunde hvad hun gerne vil når den tid kommer.
Vi spurgte ikke vores mor om noget ang. fars bisættelse, for de blev skilt i 1984.

[Giraffie]

Det må dem jeg forlader bestemme.
Det er fint at jeg bliver kremeret og kommer i fællesgraven. At komme på kirkegårde og besøge grave siger mig intet.

Hvis jeg skulle blive erklæret hjernedød som ung , må de tage hvad der kan bruges. Dette er meddelt mine forældre og selvfølgelig donorregistret.

[Lulu]

Har du taget stilling til din sidste vilje, og hvordan?
Har du planlagt din begravelse, taget stilling til hvor, kremering eller begraves, skal du på kirkegården, eller skal din aske spredes?
Har du planlagt salmerne, og hvad der skal være til "kaffen" bagefter?
Er der planer for hvilket tøj, farve på kisten?

Jeg har gjort mig tanker om det, og ved også hvordan jeg ville vælge det skulle foregå, havde jeg valget. Eftersom jeg til den tid dog er ret ligeglad, må min mand (og børn alt efter alder), gøre det de synes er rigtigt. - Min mand kender i øvrigt til mine ønsker, ligesom jeg kender til hans.

Stod det til mig, blev mine organer høstet og doneret videre (er dette en mulighed, kommer det til at ske, idet jeg er organdonor og de må tage hvad de kan bruge uden pårørendes accept). Og så blev min krop ellers doneret til videnskaben.

Der skal ikke være nogen religiøs højtidelighed omkring det, da jeg er ateist.
Skulle mine pårørende have behov for en bisættelse ved hospitalets kapel, så skal de være velkomne til at få dette arrangeret. Salmer kommer derfor heller ikke til at være en del af det. Hvorimod min mand og jeg er enige om at til vores begravelser, når kisten bæres ud (eller hvad der nu sker), så tager vi en New Orleans tradition til os, og spiller jazz musik fra New Orleans. Selvsagt skal der efterfølgende heller ikke holdes gravøl, men i stedet en fest, hvor livet bliver fejret. Musik og efterfølgende fest er noget min mand og jeg er enige om, så jeg tænker disse ting kommer til at ske, uanset hvordan resten af forløbet under en begravelse kommer til at foregå. Det glæder mig. Personligt synes jeg ikke der er noget værre end gravøl hvor man skal sidde og mindes en afdød, fremfor at fejre og mindes alle de gode stunder man har haft med afdøde og alle de gode stunder og ting livet bringer med sig til de der lever videre.

[Avino]

Ja, det har jeg.
Er oprettet som organdonor- i tilfælde af hjernedød. ( Hvis der - efterhånden- er noget der kan bruges )
Har oprettet livstestamente, så jeg ikke ender som en grøntsag- på et plejehjem- eller andre Institutioner.
Har skrevet brev til min søn omkring begravelse, som skal være en fest .
Der er så meget berøringsangst omkring døden.
Derfor er det hele skrevet ned.

Jeg har sgu ikke tænkt mig at dø lige nu, men nu har familien noget at forholde sig til- når det sker.
Synes faktisk, at det er en meget vigtig samtale at tage med sine nærmeste, men de nærmeste vil ikke tale om det.
Det oplever jeg- desværre- alt for ofte.

[Rapfisk]

Jeg har overvejet at skrive ønsker til begravelse osv. ned. Egentlig mener jeg, at en begravelse er for de efterladtes skyld, og jeg synes ikke, at mine skal være bundet til, hvad jeg har siddet og forestillet mig, men hvis de har svært ved at overskue det, er det måske en lettelse med en liste, de kan gå ud fra.

Jeg er organdonor, men med forbehold for pårørende. Begge mine forældre er også organdonorer (selv om de nok er for gamle nu), så jeg tror ikke, at de vil modsætte sig, men det betyder meget for mig, at de kan trække i bremsen, hvis de har behov for det. De er mere mit ansvar end en fremmed, der evt. ville have brug for mine organer.

Af samme årsag har jeg ikke doneret mig til lægevidenskaben. Mine forældre skal have noget at begrave, og det ved jeg vil betyde noget for dem.

Hvis jeg ikke har nære pårørende, når mine forældre falder bort, vil jeg genoverveje.

[Faceless]

Jeg vil gerne have min urne nedsat i/på en skovgravplads.
Da jeg ikke er medlem af folkekirken vil jeg gerne være fri for prædiker/samler om Jesus da det ikke afspejler den person jeg er – på nær Nærmere Gud til Dig, som vi sang til min lillebrors bisættelse. Den samle gjorde noget særlig ved mig.

[dykkersild]

Jeg har i mange år været registreret organdonor - men for ikke så længe siden, var vi nogle der talte lidt om hvad der skulle ske efter vi døde. Jeg har ikke rigtig behov for en gravplads og ej heller en begravelse som så. Fint med at brænde mig og så videre i teksten. En fest tror jeg, at jeg ville sætte pris på. Faktisk har jeg - inspireret af denne tråd lige printet lidt ud om donering af legeme. Det vil jeg tale med min mand om - det lyder måske som en god idé for mig.