Om forholdet til ens familie

[Kanga]

Jeg frygter bare, at hvis jeg ser stort på min fars ordre om ikke at sige noget til min mor, så er det ham, der cutter mig/os. Og den har jeg det svært med, for det betyder også, at min mor vil ryge med på den konto.

Kanga

[DetSorteCirkus]

Jeg frygter bare, at hvis jeg ser stort på min fars ordre om ikke at sige noget til min mor, så er det ham, der cutter mig/os. Og den har jeg det svært med, for det betyder også, at min mor vil ryge med på den konto.

Kanga

Er du sikker på det sidste? For så synes jeg faktisk, at der er ekstra meget grund til at sætte foden ned. Det kan ikke være rigtigt, at din far kan slippe afsted med at tryne jer, fordi han ved, at din mor danser efter hans pibe uanset hvad.
Kan du måske køre den udenom din mor denne gang og orientere din far om, at du hverken vil finde dig i at blive råbt af eller at blive beordret til at have hemmeligheder for din mor?

[Kanga]

Hm, altså, på overfladen er det min mor der 'bestemmer' derhjemme. Men det er nok mere i forhold til hverdagsting, hvad skal vi spise, hvor skal blomsten stå osv. Sådan større, dybere ting, der tror jeg han skærer igennem. Om ikke andet, så tror jeg ikke, min mor qua sin cancersygdom har overskud til at stå imod.

[Kanga]

Jeg havde fundet en anden barnepige og havde overhovedet ikke spurgt dem om pasning igen.
Spurgte barnet til det så havde jeg taget tyren ved hornene og så havde lagt kortene på bordet.

Jeg har et nogenlunde forhold til min lillebror, min mor og jeg har et godt forhold og min kæreste og jeg plejer at spise der om søndagen. Min mor glemmer dog engang imellem at jeg er voksen og pakker mig ind i vat. Når jeg siger fra bliver hun tøsesur.
Mit forhold til min far er meget overfladisk - han kan ikke helt acceptere at jeg har det svært psykisk og har et par diagnoser. Snakker med ham hver 2. måned eller sådan noget. Ser ham endnu mindre end det. Har vist ikke set min far og papmor siden november sidste år og vist kun snakket med ham et par gange siden.
Vi er ikke uvenner eller noget - men hvis vi ikke har noget konkret at snakke om så aner jeg ikke hvad jeg skal snakke med ham om.
Kan ikke finde ud af hvorfor det er blevet sådan. Har altid elsket at besøge dem og har altid været fars pige.
Mine papsøskende og min lillebror har børn og jeg synes den manglende interesse fra min fars side er kommet efter de andre er begyndt at få børn.

Det med babysitting er jo en biting i alt det her... Selvom de egentlig er de eneste vi har. Vi har kun et sæt bedsteforældre, og barnepiger hænger ikke på træerne her.
Det er hele det her mundkurve-koncept, jeg har det svært med. Så må jeg ikke sige et eller andet til min mor, så til min søster osv. Samtidig med at ingen er særligt meddelsomme.
Jeg aner snart ikke, hvad jeg må sige hvor og til hvem. Og til hvad nytte? Ikke en skid andet end misforståelser og splid.

Kanga

[englishchannel]

Jeg vil lige starte med at sige, at jeg ikke prøver at undskylde din fars opførsel, for det var klart over stregen.

Men jeg synes egentlig, at det er relevant om det er typisk opførsel fra hans side, eller om det måske kan skyldes at han føler sig magtesløs over din mors sygdom. Hvis han i forvejen er ked af det og bange på grund af hendes evt. manglende overskud, er det nemt at tage det ud på dig. Igen siger jeg ikke, at det er rimeligt, men hvis han føler at du har bedt om noget, der ville gribe ind i din mors overskud (pasning på en friweekend) og han i forvejen har været frustreret, er det måske kogt over.

Angående deres forhold til din søster, så er det desværre sådan i mange familier, at der er forskel på hvor tætte man er med sine forskellige børn. Det handler ikke om, at man elsker det ene barn mere, men typisk om at man deler værdier, holdninger, prioriteter, etc., der gør samvær nemmere. Nu ved jeg jo ikke, om det er sådan hos jer, men hvis din mand og dig er vokset lidt fra din familie (I er ikke til "gør det selv", I vil gerne have aktive ferier og dybere samtaler, og I har tydeligvis andre holdninger til "saft og kage til børnene") og din søster stadig minder mere om dine forældre af værdier, er det måske mindre anstrengende for dine forældre at have et forhold til dem og deres børn, især hvis overskuddet i forvejen er mindre end ellers pga. sygdom.

[Kanga]

Jeg vil lige starte med at sige, at jeg ikke prøver at undskylde din fars opførsel, for det var klart over stregen.

Men jeg synes egentlig, at det er relevant om det er typisk opførsel fra hans side, eller om det måske kan skyldes at han føler sig magtesløs over din mors sygdom. Hvis han i forvejen er ked af det og bange på grund af hendes evt. manglende overskud, er det nemt at tage det ud på dig. Igen siger jeg ikke, at det er rimeligt, men hvis han føler at du har bedt om noget, der ville gribe ind i din mors overskud (pasning på en friweekend) og han i forvejen har været frustreret, er det måske kogt over.

Angående deres forhold til din søster, så er det desværre sådan i mange familier, at der er forskel på hvor tætte man er med sine forskellige børn. Det handler ikke om, at man elsker det ene barn mere, men typisk om at man deler værdier, holdninger, prioriteter, etc., der gør samvær nemmere. Nu ved jeg jo ikke, om det er sådan hos jer, men hvis din mand og dig er vokset lidt fra din familie (I er ikke til "gør det selv", I vil gerne have aktive ferier og dybere samtaler, og I har tydeligvis andre holdninger til "saft og kage til børnene") og din søster stadig minder mere om dine forældre af værdier, er det måske mindre anstrengende for dine forældre at have et forhold til dem og deres børn, især hvis overskuddet i forvejen er mindre end ellers pga. sygdom.

Tak for konstruktivt svar.
Det er desværre det generelle mønster fra min fars side. Hvis man træder ved siden af, får man skæld ud.
Vi er jo alle frustrede over min mors sygdom, men det fratager os ikke retten til at opføre os ordentligt. Samtidig gør det sædvanlige hemmelighedskræmmeri bare tingene værre. Og alt det, der er dysfunktionelt, bliver måske mere tydeligt.

Jeg tænker og tænker. Min kæreste har foreslået, at vi begge to kører ud og snakker med dem en dag. Jeg ved sgu ikke. Kan lige se for mig, hvordan min far vil sidde og hovere for enden af bordet. Smågrine og negligere det hele. Det er det, jeg ikke orker. Han tager ikke ansvar for noget som helst, og er der noget, vi ikke synes fungerer, så er det jo nok os, der er noget galt med.
Jeg vil i hvert fald ringe til ham, og bede om en forklaring på, hvordan jeg skal tolke hans besøg. Var det afslag på pasning, forventer han at jeg trækker min forespørgsel tilbage over for min mor eller hvordan skal jeg forholde mig? Og så vil jeg sige til ham, at jeg er nødt til at fortælle hende om hans besøg, og at det gør os usikre på, hvor vi står, når uklare udmeldinger, kan føre til at man skal opsøges på sit fortov og få skæld ud.

Kanga

[Kisser]

Kange, jeg tænker at et opkald kan være ok, men pas på at du ikke bliver trukket i defensiven. Hvis du spørger ind til, hvordan hans besøg skal forståes har du - i en eller anden grad - også accepteret hans måde at kommunikere på. Jeg tror, at du vil få mere ud af, at vælge, hvordan du tolker hans besøg, melde ud til ham, hvordan du forholder dig til hans udmelding og så sig fra overfor hans opførsel. Han lyder som en tyran og hvis først du åbner op for, at han kan komme med sin holdning, så kunne jeg godt frygte at han vil tryne dig.

[Kisser]

Iøvrigt, så tænker jeg, at det mest optimale er, hvis du kan prøve at tænke i alternativer til pasning: Kan I lave en legeaftale, hvor jeres søn kommer hjem til nogle andre? Er der en pædagogmedhjælper i vuggestue/børnehave som han er glad for/tryg ved, som I evt. kunne tilbyde en babysitter-tjans? Hvis I finder et alternativ, så er I ikke afhængige af, hvordan din fars vredesudbrud skal forståes og så behøver I ikke at opsøge afklaringen. Reelt set er det jo ikke jeres problem, om han har talt med din mor om, at de ikke kan passe eller ej. Men undrer din mor sig, kan du jo altid henvise til din far. Det er simpelthen ikke din opgave at afklare, hvad hans hjerneblødning betyder og hvad de evt. har talt om internt.

[Kanga]

Så Kisser, ville du gøre ingenting? Og afvente, om jeg hører fra min mor.
Jeg har revurderet, og tænker at sige, at jeg ikke kan imødekomme min hans ordre om ikke at sige noget til min mor. Og så sige, at de ikke skal bekymre sig om pasning, men fremover er det dem, der må byde ind, når/hvis de vil have vores søn på besøg.

Mht. pasning, så er vi på sagen, og har været i noget tid. Har haft et par piger, hvor den en bare var for umoden, den anden flyttet. Skal køre en i stilling nu, som kan hente i BH og passe om aftenen. Men hvis vi skal noget med overnatning, så er vi på den. Vi har kun mine forældre. Min kærestes far er ikke babysittermateriale overhovedet. Har tænkt at spørge vores gamle dagplejer. De har store børn, som er flyttet hjemmefra for at studere, og vi har et særligt bånd til dem.

[Kisser]

Tjaa... måske? Hvad vurderer du, vil give det bedste resultat? Det vil selvf. være fint at være proaktiv ift. at melde ud, at de selv må komme på banen, fordi du så har rene linjer - og får meldt ud, at du ikke gider den opførsel. Men igen, det er jo dig, der skal mærke efter, hvad der føles bedst.

Det lyder godt med at få fundet nogle andre som I kan trække på - det lyder ikke rigtigt til, at I kan regne med dine forældre, hvor trist dén erkendelse end er. Du har i hvert fald min dybeste sympati.

[Kanga]

Bum bum... Jeg har tænkt og tænkt, og nået frem til ikke at sige noget til min far. Jeg kunne og kan simpelthen ikke tale med ham ligenu.
I weekenden skrev min mor så, at de GERNE vil passe i den 'forkerte' weekend. Drøftede det med min søster og svoger. De var åbenbart godt klar over, at man ikke må spørge på bestemte weekender. Doh! Det er sgu ikke nemt. Søster mener heller ikke, de er enige om, hvordan det med pasning skal være.

Nå, ringede til min mor og sagde, at jeg kunne forstå på far, at det er deres friweekend, så om hendes accept stadig gjaldt. 'Ja ja, det har vi talt om herhjemme' sagde hun. Så kan jeg jo ikke rigtigt gøre mere... Må se, om min far spasser ud en dag, og så får han de samme spasmer retur.

Men ja, trækker os fra pasning og andet i noget tid. Og så må jeg spørge anderledes til pasning, så vi undgår det her ramaskrig.

Tak for input til jer alle sammen.

Kanga

[Purple Haze]

Må jeg brokke mig lidt mere...?
Jeg er SÅ rasende og ked af det.

Forleden ringede jeg til min mor for lige at sludre og for at spørge til pasning. Sagde bare om pasning, at hun lige kunne se på det, og så måtte vi lige snakke sammen.

Fredag tropper min far så op hjemme hos os. Vi var i haven, og mødte ham oppe på fortovet. Inden han nærmest var ude af bilen, begyndte han at skælde mig ud. Jeg måtte ikke spørge om pasning på deres friweekender (de har et plejebarn, som er hjemme hver anden weekend, der vil de ikke passe børnebørn, men holde helt fri), min mor kan ikke sige nej, jeg må ikke sprøge hende. Jeg stod måbende og paf over hans angreb og sagde, at så måtte jeg jo spørge ham, hvorefter han gentog, at vi ikke måtte spørge på deres friweekender. Jeg sagde så, at jeg ikke kender deres vagtplan, så hvæsede han bare 'vi har plejebarn i denne weekend, så kan du vel selv regne det ud'. Bad ham tale ordentligt, men den fes ikke ind. Som en tornado var han væk igen, og måbende stod vi tilbage.

Jeg kunne så gå ind og tjekke kalenderen og se, at jeg har spurgt til en 'forkert' weekend. Hvorfor siger han ikke bare det, istedet for det fis med små find-ud-af-det-selv-beskeder. Og hvad nu? Jeg må ikke sige til min mor, at min far har været her, så jeg kan ikke ringe og trække min forespørgsel tilbage. Jo, jeg kan sige, vi ikke yskal noget alligevel, men det skal vi, og det finder hun ud af. Så kan jeg vente på, hun ringer svar. Siger hun nej, er det fint, men siger hun ja, så er jeg forvirret. Det kan også være, min fars besøg i går var afslag på pasning, men så er der stadig noget usagt ml. min mor og jeg.

Jeg er helt fortvivlet. For det første har jeg fået skæld ud for noget, jeg ikke vidste, jeg ikke måtte. Jeg har fået mundkurv på, igen, overfor min mor. Og er jeg smålig, når jeg føler mig nedprioriteret i forhold til min søster og svoger, hvis barn de lige har passet en hel uge med overnatninger?

Er så træt af min far (stedfar, hvis det skal være rigtigt). Kom til at tænke på i dag, at hvis min mor dør før ham, hvad så? Jeg har ikke noget forhold til ham, holdningsmæssigt er vi SÅ langt fra hinanden, jeg aner ikke, hvad vi skal tale om, når vi er på tomandshånd. Han respekterer mig jo ikke. Samtidig har han rollen som mit barns morfar...

Jeg er helt lost. Ønsker mig på en øde ø, hvor jeg ikke skal bekymre mig om andre end mig selv.

Jeg forstår ikke helt det markerede?
Hvorfor mener du ikke at du må tale med din mor? Er det noget din far har sagt?

Det ville jeg personligt blæse højt og flot på.
Ville ringe til min mor, fortælle at du kan forstå at de ikke kan passe den weekend du spurgte til - at det er helt fair, og at hun altså bare skal sige nej hvis hun ikke har overskud, hvis de har andre planer eller hvis de bare ikke gider - at du ikke kan regne ud hvornår de har andre planer hvis hun ikke siger det.
Alt efter hvordan mit forhold så ellers var til hende og alt efter hvordan samtalen forløb, så ville jeg desuden fortælle at jeg ikke gider blive skældt ud som et lille barn, fordi de ikke kan finde ud af at sige tingene ordentligt.

Har talt en del med en god veninde om det med familien og hvordan man taler sammen, og hun har en rigtig god sætning jeg har taget til mig.
"Nu ødelægger jeg lige den gode stemning! Jeg mener.../vil hører..../jeg vil ikke....."

Som regel er stemningen jo netop ikke god, og så kan "svesken på disken" løsne på for tingene. Hvis man vel at mærke kan gøre det uden at råbe op og skabe sig som din fAr gjorde.

Et andet godt "middel" er at være helt klar på det hvis man er blevet såret eller ked af det.
'Jeg vidste ikke at i havde plejebarn den dag, og blev rigtig ked af at det betød at jeg skulle råbes ad, det ødelagde hele min dag, så kunne jeg sidde der og være trist, fordi du ikke lige kunne sige at det kunne i ikke den dag. Det er ikke fair overfor mig!'