Om forholdet til ens familie

[Kanga]

Efter en weekend i et for lille sommerhus med for mange familiemedlemmer, har jeg lige brug for at lukke lidt damp ud.

Vi er i sommerhus en weekend hvert forår, mine forældre, tre søstre, to af os med kærester og os alle tre med hvert et barn. I år var 11. eller 12. år i træk.

Som årene går, synes jeg bare, vi glider længere og længere fra hinanden. Vi har ikke rigtigt noget at snakke om. Emner, der kunne være ret relevante, er der lagt låg på. Fx er min mor alvorligt syg, men der er det helt fra starten meldt ud, at det skal vi ikke snakke om. 'Vi skal bare gøre, som vi plejer'.
I de her weekender resulterer det i, at vi kan sidde 7 voksne mennesker og bare glo på hinanden, ud i luften eller på vores telefoner, mens børnene leger og egentlig sørger for underholdningen. Så snakker vi lidt om vejret, hvornår vi skal have kaffe og hvor beskidt der er i sommerhuset, og at dem, der har været der før os, vist har haft hund med. Totalt overfladisk! Ingen spørger til hinanden eller fortæller noget selv, min mor kan vi som sagt ikke spørge til, for der er lagt låg på.

Det får mig hvert år til at reflektere over mit forhold til min familie. Og hvert år synes jeg faktisk det bliver mere fjernt.

Min kæreste og jeg har en dreng på 3½ år, og kan elsker at komme hos mine forældre og de vil vist gerne have ham. Jeg skriver 'vist', fordi jeg nogen gange kan være i tvivl. Det er slet ikke fordi de passer ham meget. Og de har da også meldt ud nu her i forbindelse med min mors sygdom, at de ikke har ret stort overskud. Helt fair. Men hvis de da gad melde klart ud, når vi har en konkret forespørgsel. Fx i denne weekend, hvor min kæreste skal rejse og jeg skal på arbejde lørdag. Der havde vi først spurgt, om de ville passe om lørdagen, men da min kæreste så skulle rejse, og ikke kun være væk i løbet af dagen, spurgte vi, om de ville have ham på overnatning. Så kommer der sådan et 'det må vi lige se'- svar. Jeg har så lige talt med min mor nu, og fortalt at jeg først har fri kl. 17.00. Fik bare svaret, at det var fint, hun nævnte slet ikke overnatning med et ord. Er det bare mig, eller kunne hun godt lige have sagt noget om det. At ikke kunne have ham overnattende? Hun bliver bare ved med at sige 'nu må vi se, for vi skal jo også passe xx.'

I det daglige har vi ikke meget kontakt. Det er mig der ringer til dem, de ringer aldrig til os. Min mor kan svinge sig op til at sende en sms, hvis der er noget, hun vil. For år tilbage fik vi søstre min fars julegaveønske; at vi skulle ringe hjem en gang om ugen, og fortælle hvordan det gik. Når vi prikkede lidt til ham, og sagde at han da også kunne ringe til os, lukkede han ned og kom med 1000 latterlige undskyldninger om, at han ikke ville forstyrre.

Nogen gange tænker jeg, hvorfor det er blevet sådan. Samtidig har jeg opgivet at forsøge at gøre noget. Min far er forstokket og min mor følger bare med. Det er som om min far ikke accepterer, at man er blevet voksen og måske ikke har de samme holdninger som ham. Han kloger sig på ting, han ikke aner noget om, og når han først har dannet sig en mening, så kan intet overbevise ham om noget andet.
Min mor prøver at ja, hvad ved jeg, skabe sin egen plads ved at gøre nogle skøre tiltag. Hun respekterer ikke vores holdninger i forhold til kost. At vores barn ikke skal svømme i kage og saft. Så siger hun, at i hendes hun, bestemmer hun. Det er fint, hun gør som hun vil, når vi ikke er der. Men når jeg er der, er det mig, der har det sidste ord. Hun forskelsbehandler på os piger. Forhåbentlig ikke på vores børn.

Aner ikke, hvad jeg vil med det her. Have luft, men ellers. Bare af med tanken om, at jeg føler mig forkert i min familie. At jeg ikke sådan er heeelt accepteret eller respekteret. At det er og bliver mere anstrengende at være sammen med min familie, og ikke føle at man har noget sammen. Ville ønske, jeg var sådan en, der tog ud og shoppede med min mor og fik frokost. Men det ville bare være akavet. Ville ønske, at de, mine forældre viste lidt mere, at de gad os... Men det er jo ikke sikkert, de gider.

Kanga

[DetSorteCirkus]

Din historie fik mig til at tænke på denne tråd, der også handler om at have et anstrengt forhold til sine forældre: viewtopic.php?f=39&t=1412&hilit=sv%C3%A6r+relation+til+for%C3%A6ldre

I jeres relation lader fremmedgjortheden til at komme til udtryk i form af tavshed og tabuisering, hvor det i den anden tråd bliver til konflikter og drama, men jeg tror godt, at det kunne handle om noget af det samme, nemlig om at have forældre med ret begrænsede sociale færdigheder og et deraf følgende behov for at diktere rammerne for, hvordan man omgås hinanden og i det hele taget er familie.

[Thestral]

Du kunne have været mig. Jeg har desværre ingen løsning men du er ikke alene og jeg vil følge med her og forhåbentlig kommer der nogle kloge og brugbare råd du (og evt. jeg) kan bruge.

[girl_beat]

Har du indtryk af, om resten af familien hyggede sig med mobiler/snak om vejret/aktivering af børn?

Jeg har også nogle gange været på vej hjem fra familieweekend og tænkt, at vi jo egentlig slet ikke talte rigtigt sammen. Altså om hvordan vi har det, hvis der er nogen problemer, hvad vi går og drømmer om osv. Men hvis præmissen 'bare' er at være sammen, og du slet ikke trives med at tilbringe sådan en weekend sammen med familien, så er du jo i din gode ret til at takke nej næste år. Jeg synes det er helt fair at trække sig - måske bare for en periode - hvis man ikke lige orker de sociale rammer

[Mani]

Vi har lige været i sommerhus med svigerforældrene. Jeg tænker, at vi snildt ville kunne have fortalt en lignende historie, hvis det ikke var for de udflugter/oplevelser der var arrangeret. Vi var i Sønderjylland, så det var en tur til Sønderborg, en gåtur ved Gråsten og en tur i svømmehal. Ikke noget vildt, men nok til vi gjorde noget sammen fremfor blot at sidde.
Derudover er der to ting, som jeg synes hjælper: Der er som regel nogen, der har en eller anden form for spil med - denne gang Cards against humanity - og så at vi kan snakke om de tidligere turer vi har været på og hvad vi oplevede der.

Min svigerfar er også syg - og det må der heller ikke snakkes om. Både min mand og jeg foretrækker at undgå den form for tabu, men respekterer også at han foretrækker det sådan.

Og så synes jeg, at du skal sige til din mor, at du har brug for en reel tilbagemelding angående pasning. Ellers har du jo ikke mulighed for at planlægge din weekend. Derudover har vi sagt, at de må gøre det på deres måde når vi ikke er der, men når vi er der har vi det sidste ord. Hvis det ikke kan respekteres kan vi bare ikke være der.

[Annione]

Jeg ville også mene, at der i sådan nogle tilfælde skal et brætspil eller kortspil på bordet. Eller en lang gå tur, evt. med picnic kurv. Eller se en tankevækkende film, som man kan tale om bagefter.

Jeg har en svigermor med cancer - og det taler vi ikke meget om. Mest fordi svigermor er dødtræt af at snakke om det, det fylder i forvejen hele hendes hverdag, så når hun er sammen med sine børn, så gider hun ikke snakke om det. Hun vil meget høre hvordan hendes børn har det. Det kan jeg i bund og grund godt forstå. Heldigvis er det ikke tabu.

[Kisser]

Din historie fik mig til at tænke på denne tråd, der også handler om at have et anstrengt forhold til sine forældre: viewtopic.php?f=39&t=1412&hilit=sv%C3%A6r+relation+til+for%C3%A6ldre

I jeres relation lader fremmedgjortheden til at komme til udtryk i form af tavshed og tabuisering, hvor det i den anden tråd bliver til konflikter og drama, men jeg tror godt, at det kunne handle om noget af det samme, nemlig om at have forældre med ret begrænsede sociale færdigheder og et deraf følgende behov for at diktere rammerne for, hvordan man omgås hinanden og i det hele taget er familie.

Hehe nu er jeg jo TS på den tråd du nævner, og jeg tror faktisk at du har ret! Jeg ser egentlig også nogle af de samme tendenser hos mine forældre: Tidligere var det KUN min far der ringede - nu gør han ikke så meget i det, fordi jeg ikke altid tager telefonen (fordi jeg aldrig heeelt ved, hvad man skal konfronteres med). Ligeledes med at invitere: Vi skulle invitere dem, men de inviterede af princip ikke nogen - hverken os eller andre.

Anyway, så tænker jeg, at det med at ville definere rammerne for, hvordan man er sammen er ganske rammende: Det er som om at de aldrig helt er kommet sig over, at deres børn er blevet voksne og derfor holder de krampagtigt fast i at "i mit hus bestemmer jeg" - altså, den sætning er jo KUN noget som forældre siger til børn. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om voksne børn, som sagde det til deres forældre.

Som en anden nævnte, så er det nok en god ide at have fælles aktiviteter. Det foreslog min shrink mig faktisk også, fordi det giver noget nyt at tale om, i stedet for at fokusere på det utilfredsstillende samvær.

[Kanga]

Tak for input.
Jeg tror, I har ret i det med aktiviteter. Vi laver ikke en sk*d i det sommerhus. Eller når vi ses hjemme for den sags skyld. Når vi er hos mine forældre, sidder vi bare ved bordet og snakker om ingenting.

PÅ de der sommerhusture har min kæreste og jeg før taget initiativ til andre ting, fx Danfoss Universe. Der var ingen, der gad med. Så har min kæreste engang købt noget LEGO som han, og den store dreng der var med dengang, kunne bygge. Ingen andre gad deltage. Vi har haft cykler med, men ingen gad cykle.
Ja, vi går ture... Dem der gider. Det er så det. Vi spiller pakkespil hvert år. I år var der et for børnene og så for de voksne, da børnene var lagt. Men det bliver altså heller ikke ved at være sjovt, at rafle om underlige, ubruglige pakker på 12. år. Prisniveauet er 50,- fra hver, og kriteriet er så mange pakker som muligt fra hver. Det kan være sjovt engang i mellem, men gassen er efterhånden gået af ballonen. Det skal bare overstås. Vi unge/børn har før foreslået at gøre noget andet, men det bliver ikke hørt eller taget til efterretning. Jeg nævnte det sidste år, min svoger i år... Men måske de lytter mere til ham.

Det er en underlig følelse, at føle man ikke er en del af sin familie. At vi ikke er fortrolige. Min lillesøster + kæreste tror jeg nu nok har et tæt(tere) forhold til mine forældre end vi har, så det kan jo lade sig gøre. Hvad det lige er, der blokerer i vores retning ved jeg ikke. Jo, for min egen del, men det er jo netop det, at jeg ikke føler noget fra mine forældre og min søster. Og så investerer man nok naturligt nok ikke så meget i det, hvis man ikke tænker, der kommer noget retur.

Kanga

[Kanga]

Aprospro Kisser's vinkel på det. Så har vi også før taget nogle ture. Ikke så tit, men alligevel. Mine forældre siger et, når de konfronteres med det, nægter de.

For år tilbage boede jeg i den anden ende af landet. Min søster skulle flytte. Da hun og mine forældre hjalp mig med at male min lejlighed, tilbød min kæreste dengang og jeg at gøre det samme. Min mor koordinerede datoen med mig, min ekskæreste tog fri fra arbejde. Alt var klappet og klar. Indtil jeg ringede til min søster og sagde 'Nå, men vi ses på lørdag, så vi kan få malet den lejlighed'. Min søster havde ingen maleraftale med mine forældre. Min far skulle komme og male i løbet af ugen, de regnede da ikke med vi kom. Der fik jeg et flip og ringede til mine forældre, for at høre hvad det nu var for noget pis. Min mor og jeg skændtes, hun nægtede at have sagt den dato og måtte i raseri til sidst give røret til min far. Næste dag ringede hun for at sige, at hun ikke ville finde sig i min opførsel. Så dødede den der, og jeg blev gjort til syndebuk for deres rod. ' Men I kan da bare komme hjem alligevel.' Ellers tak! Vi tog på weekendophold i stedet. Nu havde min ekskæreste jo taget fri.

En anden episode var da min eks og jeg havde købt lejlighed. Der ville vi gerne have nyt køkken. Det nedgjorde min far. Det ville, efter hans mening, aldrig lykkedes os at få et nyt køkken. Bevares, vi var ikke handy overhovedet, men man kan også hyre håndværkere i Kbh. Til sidst måtte jeg lukke snakken og sagde, at jeg kunne godt høre, at så længe han ikke var involveret, ville intet lykkedes. Min mor bad mig tale ordentligt, og jeg svarede, at vi bare skulle lukke snakken, for jeg ville ikke finde mig i at blive nedgjort på den måde. Siden da har jeg stort set ikke bedt om deres hjælp til noget. Taget imod, hvis de tilbød af sig selv, men ellers klarer jeg mig selv.

Min far hjælper meget min søster og hendes kæreste, og de hjælper tilbage. Vi gør tingene anderledes hjemme hos os. Tit har vi ikke tid til at lege gør-det-selv, så vi hyrer håndværkere. Dels har vi ikke tid til at stå i gæld på vennetjenester. Hvis fx mine forældre har hjulpet med noget, så skal vi hjælpe retur, og vi kan ikke altid lige sætte en hel lørdag fra 7-20. Og så har min kæreste kammerater, der har været med på vennetjenester, fra før jeg kendte ham.

Så ingen konflikter i udbrud. Jeg orker det ikke, og glider bare af.

Kanga

[Thestral]

De lyder som mine forældre, suk

Jeg har taget ekstremt mange konflikter med min far igennem tiden og min mor mener hver gang at det er min skyld og at jeg skal tale pænt. Jeg er med tiden holdt helt op med at ringe for jeg orker dem ikke. Vi er heller ikke overhandy men gør tingene selv alligevel. Dette betyder at tingene tager den tid ting nu tager når man ikke ved hvad man laver, men så har de det at kritisere os for

Vi har forsøgt at foreslå spil og da børnene var små, lege men "det kan de ikke finde ud af" og så stod den der.

Kanga, du er ikke alene

[Kisser]

Åh ja, den evige gør-det-selv-dikussion, hvad sker der lige for den?? Mine forældre har altid insisteret på at "det lærer man" og jeg har altid sagt, at vi kommer til at købe os fra det meste, fordi vi ikke kan finde ud af det. Nu er min mand så begyndt at være gør-det-selv-agtig med det resultat at min far vader rundt (med hænderne bag ryggen) og kigger efter fejl han kan påpege.
Når vi er hjemme ved dem, skal vi altid beundre min fars faaantastiske projekter - hvilket vi også gør. Alligevel mener min mor, at vi ser ned på det de har opnået og ikke regner det for noget. Det er sgu om noget omvendt.

Ang. det med at sige fra eller ej, så vil jeg sige at det jo er et evigt dilemma. For på den ene side er konflikten pisse ubehagelig - og er man opvokset med sådan nogle forældre, er man nok også vant til at være en pleaser og rette ind. På den anden side, så GIVER det sgu også noget at sige fra, så det kan høres. For mit vedkommende opfører de sig f.eks. altid pænere i en periode efterfølgende. Ikke at de ikke stadig er nærtagende og needy, men den mest vanvittige opførsel fortager sig og de er ligefrem istand til at udvise accept/respekt for mine beslutninger. Men ja, det er ALTID en afvejning, og man skal ALTID mærke efter.

[Avino]

[quote="Kanga"]Efter en weekend i et for lille sommerhus med for mange familiemedlemmer, har jeg lige brug for at lukke lidt damp ud.

Vi er i sommerhus en weekend hvert forår, mine forældre, tre søstre, to af os med kærester og os alle tre med hvert et barn. I år var 11. eller 12. år i træk.

Som årene går, synes jeg bare, vi glider længere og længere fra hinanden. Vi har ikke rigtigt noget at snakke om. Emner, der kunne være ret relevante, er der lagt låg på. Fx er min mor alvorligt syg, men der er det helt fra starten meldt ud, at det skal vi ikke snakke om. 'Vi skal bare gøre, som vi plejer'.
I de her weekender resulterer det i, at vi kan sidde 7 voksne mennesker og bare glo på hinanden, ud i luften eller på vores telefoner, mens børnene leger og egentlig sørger for underholdningen. Så snakker vi lidt om vejret, hvornår vi skal have kaffe og hvor beskidt der er i sommerhuset, og at dem, der har været der før os, vist har haft hund med. Totalt overfladisk! Ingen spørger til hinanden eller fortæller noget selv, min mor kan vi som sagt ikke spørge til, for der er lagt låg på.

Hvor lyder det bare- rigtigt sørgeligt. Bliver virkeligt trist på dine vegne.

Det får mig hvert år til at reflektere over mit forhold til min familie. Og hvert år synes jeg faktisk det bliver mere fjernt.



I det daglige har vi ikke meget kontakt. Det er mig der ringer til dem, de ringer aldrig til os. Min mor kan svinge sig op til at sende en sms, hvis der er noget, hun vil. For år tilbage fik vi søstre min fars julegaveønske; at vi skulle ringe hjem en gang om ugen, og fortælle hvordan det gik. Når vi prikkede lidt til ham, og sagde at han da også kunne ringe til os, lukkede han ned og kom med 1000 latterlige undskyldninger om, at han ikke ville forstyrre.
Ved slet ikke, hvad jeg skal skrive her

Nogen gange tænker jeg, hvorfor det er blevet sådan. Samtidig har jeg opgivet at forsøge at gøre noget. Min far er forstokket og min mor følger bare med. Det er som om min far ikke accepterer, at man er blevet voksen og måske ikke har de samme holdninger som ham. Han kloger sig på ting, han ikke aner noget om, og når han først har dannet sig en mening, så kan intet overbevise ham om noget andet.
Min mor prøver at ja, hvad ved jeg, skabe sin egen plads ved at gøre nogle skøre tiltag. Hun respekterer ikke vores holdninger i forhold til kost. At vores barn ikke skal svømme i kage og saft. Så siger hun, at i hendes hun, bestemmer hun. Det er fint, hun gør som hun vil, når vi ikke er der. Men når jeg er der, er det mig, der har det sidste ord. Hun forskelsbehandler på os piger. Forhåbentlig ikke på vores børn.
Endnu mere tristhed fra mig. Vi forældre bliver simpelthen nødt til, at respektere vore børns beslutninger. Jeg har også rigtigt mange gode ideer til, hvordan mine børnebørn skal have det og omkring opdragelse. Både hos mig og når jeg er hos dem. Da jeg elsker dem - fuldstændigt betingelsesløst- har jeg måtte lære, at det ER børnenes forældre, der bestemmer hvordan livsstil- mad- opdragelse osv skal være. Det har ikke været helt nemt, men jeg respekterer- i den grad, deres beslutninger.Det er deres børn. Hvis jeg vil beholde min familie ER det sådan, og jeg har det fint med det.

Aner ikke, hvad jeg vil med det her. Have luft, men ellers. Bare af med tanken om, at jeg føler mig forkert i min familie. At jeg ikke sådan er heeelt accepteret eller respekteret. At det er og bliver mere anstrengende at være sammen med min familie, og ikke føle at man har noget sammen. Ville ønske, jeg var sådan en, der tog ud og shoppede med min mor og fik frokost. Men det ville bare være akavet. Ville ønske, at de, mine forældre viste lidt mere, at de gad os... Men det er jo ikke sikkert, de gider.
Gad vide- om de ved, hvor MEGET de går glip af. I øvrigt havde jeg selv en mor, som troede, at hun skulle bestemme, hvordan jeg skulle leve mit liv. Med det resultat, at jeg "cuttede" hende.

Du kan og skal ikke finde dig i, at dine forældre behandler dig sådan. Uanset din mor er syg.
Hvis ikke de kan vise respekt- overfor det liv, som DU nu har valgt at leve, så må du vælge dem fra.
Det er SÅ grænseoverskridende, at læse om hvordan du har det.
Sæt grænser- lige her og nu. Kan de ikke overholde dem, så må du trække dig.
Det tærer ALT for meget på dine følelser.
Glemte lige. Disse ferie/ weekendture gør ikke noget godt for dig. Så træk dig fra dem. Det er jo ikke nogen fornøjelse, fra nogen af parterne.
Undskyld, hvis jeg har overskredet nogle grænser- ift din familie, men jeg synes bare ikke, at det er ok.

Vil ønske dig alt det bedste.

[Kanga]

Må jeg brokke mig lidt mere...?
Jeg er SÅ rasende og ked af det.

Forleden ringede jeg til min mor for lige at sludre og for at spørge til pasning. Sagde bare om pasning, at hun lige kunne se på det, og så måtte vi lige snakke sammen.

Fredag tropper min far så op hjemme hos os. Vi var i haven, og mødte ham oppe på fortovet. Inden han nærmest var ude af bilen, begyndte han at skælde mig ud. Jeg måtte ikke spørge om pasning på deres friweekender (de har et plejebarn, som er hjemme hver anden weekend, der vil de ikke passe børnebørn, men holde helt fri), min mor kan ikke sige nej, jeg må ikke sprøge hende. Jeg stod måbende og paf over hans angreb og sagde, at så måtte jeg jo spørge ham, hvorefter han gentog, at vi ikke måtte spørge på deres friweekender. Jeg sagde så, at jeg ikke kender deres vagtplan, så hvæsede han bare 'vi har plejebarn i denne weekend, så kan du vel selv regne det ud'. Bad ham tale ordentligt, men den fes ikke ind. Som en tornado var han væk igen, og måbende stod vi tilbage.

Jeg kunne så gå ind og tjekke kalenderen og se, at jeg har spurgt til en 'forkert' weekend. Hvorfor siger han ikke bare det, istedet for det fis med små find-ud-af-det-selv-beskeder. Og hvad nu? Jeg må ikke sige til min mor, at min far har været her, så jeg kan ikke ringe og trække min forespørgsel tilbage. Jo, jeg kan sige, vi ikke skal noget alligevel, men det skal vi, og det finder hun ud af. Så kan jeg vente på, hun ringer svar. Siger hun nej, er det fint, men siger hun ja, så er jeg forvirret. Det kan også være, min fars besøg i går var afslag på pasning, men så er der stadig noget usagt ml. min mor og jeg.

Jeg er helt fortvivlet. For det første har jeg fået skæld ud for noget, jeg ikke vidste, jeg ikke måtte. Jeg har fået mundkurv på, igen, overfor min mor. Og er jeg smålig, når jeg føler mig nedprioriteret i forhold til min søster og svoger, hvis barn de lige har passet en hel uge med overnatninger?

Er så træt af min far (stedfar, hvis det skal være rigtigt). Kom til at tænke på i dag, at hvis min mor dør før ham, hvad så? Jeg har ikke noget forhold til ham, holdningsmæssigt er vi SÅ langt fra hinanden, jeg aner ikke, hvad vi skal tale om, når vi er på tomandshånd. Han respekterer mig jo ikke. Samtidig har han rollen som mit barns morfar...

Jeg er helt lost. Ønsker mig på en øde ø, hvor jeg ikke skal bekymre mig om andre end mig selv.

[DetSorteCirkus]

jo, du må gøre lige, hvad det passer dig. Det styrer din far ikke.
Bortset fra at det er forkert og uforskammet at opføre sig sådan, er det næsten ufrivilligt komisk, at han kommer og belærer dig om, hvordan du skal behandle din mor - ved selv at råbe og skrige og te sig som den idiot, han jo så i øvrigt tilsyneladende er.

Personligt ville jeg betragte en sådan opførsel som så grænseoverskridende, at jeg for en stund ville skubbe børnepasning, dødsyge sommerhusture og alle andre konkrete problemer til side og tage en time-out, hvor jeg meldte ud til min far, at jeg, uanset årsagen, ikke ville finde mig i at blive behandlet sådan, og at jeg forventede en forklaring og undskyldning. Det ville betyde, at jeg også måtte informere min mor om det skete, og så måtte det være sådan.
Såvel i min familie (dog ikke min far) som i min vennekreds har jeg kendskab til lignende tilfælde, og det, der har hjulpet, har været at sætte hårdt mod hårdt. Den, der har forløbet sig, er i alle tilfælde kommet krybende tilbage i en eller anden forstand.

[Sophies-mor]

jo, du må gøre lige, hvad det passer dig. Det styrer din far ikke.
Bortset fra at det er forkert og uforskammet at opføre sig sådan, er det næsten ufrivilligt komisk, at han kommer og belærer dig om, hvordan du skal behandle din mor - ved selv at råbe og skrige og te sig som den idiot, han jo så i øvrigt tilsyneladende er.

Personligt ville jeg betragte en sådan opførsel som så grænseoverskridende, at jeg for en stund ville skubbe børnepasning, dødsyge sommerhusture og alle andre konkrete problemer til side og tage en time-out, hvor jeg meldte ud til min far, at jeg, uanset årsagen, ikke ville finde mig i at blive behandlet sådan, og at jeg forventede en forklaring og undskyldning. Det ville betyde, at jeg også måtte informere min mor om det skete, og så måtte det være sådan.
Såvel i min familie (dog ikke min far) som i min vennekreds har jeg kendskab til lignende tilfælde, og det, der har hjulpet, har været at sætte hårdt mod hårdt. Den, der har forløbet sig, er i alle tilfælde kommet krybende tilbage i en eller anden forstand.

This!