Debatten

Da jeg gik fra min kæreste lige efter gymnasiet. Jeg var knust.


Jeg har vist ikke haft en virkelig forfærdelige oplevelse/"værste dag" i mit liv endnu.

Da jeg som 20-årig besluttede for at gøre en ende på det hele. Det lykkedes selvsagt ikke og selv om jeg virkelig gerne ville have været min lorte psyke foruden, så førte det også til behandling og et meget bedre liv - det er jeg virkelig taknemmelig for.

År 2000.
Min familie og jeg bliver kørt ned en sen aften, 14 dage før min 15 års fødselsdag. Min mor dør på stedet, min far er indlagt på intensiv i 6 mdr. før hans krop giver op over for de indre kvæstelser han pådrog sig. I den periode var det kun muligt at tale med ham i knap 1 uge, hvor han var ude af sin respirator.
Jeg selv er også alvorligt kvæstet og indlagt i 1 1/2 månedstid. Hos mig er det dog mest mit ansigt det er gået ud over, og jeg mister derfor mit ene øje.

År 2012.
Min lillebror har fået en hashpsykose to år tidligere og er blevet skizofren. Han skærer alle i familien/hans venner ud af sit liv pga. hans vrangforestillinger. Han kommer derfor bl.a. ikke til begravelsen da min farfar dør året før.
Samtidig kæmper jeg med stress på mit studie, og i USA bliver min nevø født 3 mdr. for tidligt og ligger i kuvøse.
Efter jeg kæmpede mig igennem 9 eksamener på knap en måned den sommer, bliver korthuset væltet totalt da min lillebror bliver fundet død i sin lejlighed, kun 23 år gammel. Han har ligget i omkring en måned før han blev fundet og jeg er den sidste i familien der var sammen med ham, før han også skar mig fra. Det var to dage før jul og vi tog afsked ved at jeg gav ham et kæmpe langt kram med følelsen af, at jeg ikke havde løst til at slippe ham igen.
Efter sommeren forsøgte jeg at forsætte mit studie, men alt sejlede omkring mig. Nytårsaften bryder jeg (endelig) fuldstændig sammen og melder mig ud af mit studie.
–Det har efterfølgende vist sig, at jeg har pådraget mig en hjerneskade, da jeg blev kørt ned på cykel i '11.

De to år skiller sig særligt ud for mig.
Hvad jeg har lært af det? . . . At leve med sorg . . .
. . . Jo, noget godt er der kommet ud af det. Vi er blevet meget tættere knyttet i familien - det er bare en forbandet måde vi er blevet det på.

Den dag sidste år da jeg fik af vide at min bedste ven havde taget sit eget liv.

Jeg tænker stadig på ham hver eneste dag.

Da min farmor, som jeg var meget tæt knyttet til, under vores lørdagsmiddag fik noget galt i halsen. Ambulancen blev sendt til den forkerte by, og jeg stod så længe ude på gaden og tænkte, at hvis den bare kom nu... Eller nu. Mens min far kæmpede for at redde hende.

Det sværeste, jeg nogensinde har gjort, var at gå tilbage i huset og se min farfar, som elskede min farmor over alt på jorden, sidde og holde hendes hånd og sige farvel.

Til september er det fem år siden, og jeg tænker stadig på det noget nær hver dag. Efter et par år kunne jeg begynde at tænke på de gode minder, men det føles stadig som at få en mavepuster, når jeg tænker på dén aften.

Jeg lærte, at jeg ikke skal vente med at fortælle mennesker, jeg elsker, hvor meget de betyder for mig. Og så tænker jeg nogen gange, at hvis jeg kunne overleve dét, så kan jeg også klare andre svære ting.

Det lyder som et mareridt, Zinde. Må man spørge, hvordan hun har det i dag?

Zinde skrev:

Fræksak skrev:Det lyder som et mareridt, Zinde. Må man spørge, hvordan hun har det i dag?

Det var det også. Mareridt på mareridt.

Man må meget gerne spørge!
Det går fantastisk. Hun bliver 2 om en måned, og hun stortrives, tilsyneladende uden mén. Hun er et mirakel

Åh, hvor pragtfuldt! Jeg forventede det værste ud fra din beskrivelse. Dejligt .

Trods dødsfald af tætte familiemedlemmer og ting i den dur, så må det være da jeg fik en spontan abort. Det var virkelig uventet, som lyn fra en klar himmel. Jeg var alene hjemme, det gjorde vanvittig ondt, og jeg var bange af h til.

Dødsfaldene var alle noget, jeg vidste ville ske, og de skete alle efter et langt sygdomsforløb. Så dagen hvor døden indtraf har altid været både enormt sorgfuld, men samtidig også det eneste der kunne få en ende på det. Hvis det giver mening.

Den ubetinget værste dag i mit liv, var den dag min veninde blev fundet død for egen hånd, efter at have været forsvundet i et døgns tid. Selvom min far efterfølgende blev syg, og døde ret hurtigt, er min venindes død det sværeste jeg har gennemgået. Både fordi det kom som lynet fra en klar himmel, og også fordi det er svært at se så ungt et menneske vælge livet fra, uden at jeg havde set hende have det så skidt. Skyldfølelsen er det værste - også selvom jeg logisk nok godt ved, at det var hendes egen beslutning. Der er nu gået 1,5 år siden, og som man siger: livet går videre, selvom savnet altid vil være der. Men jeg glemmer aldrig dagen, og de følelser den medbragte. Både på dagen og de næste mange, mange måneder.

Jeg har faktisk ikke haft sådan nogle gennemgribende modbydelige og chokerende dage, som mange af jer andre har haft. Eksempelvis har de dødsfald tæt på, jeg hidtil har oplevet, været både forventelige og forståelige for mig. Måske lidt på nær da min farmor død i 1991, hvor jeg var 10 år. Og så alligevel ikke rigtig.
Hun var ikke specielt gammel aldersmæssigt, men meget syg, og selvom jeg nærmest ikke kan huske hende som rask eller særlig mobil og derfor heller ikke anså hende som videre svækket i det daglige, var det alligevel, som om jeg inderst inde godt vidste, at det fra nu af ville gå kraftigt ned ad bakke med hende, og at det derfor var en god ting, at hun aldrig nåede at være særlig længe på hospitalet eller komme på plejehjem.
Jeg savnede hende rigtig meget i tiden efter, og det er den værste bisættelse, jeg hidtil har været til, men jeg mindes ikke hendes dødsdag som gennemgribende forfærdelig, "bare" enormt sørgelig.

Faktisk må jeg side, at de værste dage i mit liv har været, når noget, der ellers var startet lys og positivt og ofte endda helt fantastisk, pludselig eller langsomt viste sig at være lige det modsatte. Ikke i sig selv, nødvendigvis, men i samspil med mit øvrige liv. Man kan vel sige, at "det værste" som regel er kommet bag på mig, fordi det til at starte med antog en helt anden skikkelse.

Den dag vi fik at vide, at min fars "slidgigt" i ryggen var uhelbredelige metastaser. Det var på en måde værre end hans død, for døden var en udfrielse, men beskeden var dommen.

Den dag, jeg fik at vide, at prøverne viste, at jeg havde sklerose, var slem - men faktisk mest fordi, jeg var så ulykkelig over, at det ville gøre mine forældre og bror ondt. Jeg var selv ret afklaret med svaret - men åh, jeg ville gerne have skånet de andre for den besked.

Mit forløb har vist sig at være meget fredeligt, og her 10 år efter diagnosen har jeg stort set ingen symptomer, men det vidste vi jo ikke dengang. Dengang føltes det ret sort.

Min værste dag var den junidag i 2007 hvor jeg mistede min bedste veninde i et biluheld, langt væk fra Danmark. Jeg har det stadig svært på dødsdagen og på mange måder har min søn og jeg hende stadig i vores liv.

Svært at tage snakken om døden med en lille dreng på 2 år, men hun betød også meget for ham.

Der er desværre flere frygtelige dage og ved ikke hvilken der er værst.

- Min ufrivillige abort i uge 16 tilbage i 2000
- min mors kræftdiagnose i 2011 (hun er rask idag)
- min mosters kræftdiagnose i 2012 og igen i 2015
- da min elskede mormor døde under tragiske omstændigheder i 2013

Sikke nogle værste dage puha

Min værste dag er da min mor døde, hun var i midt 60'erne sund og rask.

Jeg bliver ringet op af min søster, som beder mig sætte mig ned og fortæller min mor har fået en blodprop i hjernen. Det er besvimet et par gange, men er på sygehuset og er nogenlunde, ved hvem hun er, hvor hun bor. Vi køre ind og besøger hende, hun sover og vi må ikke vække hende.

Vi når lige akkurat hjem, hvor vi snakker om besøg dagen efter, da sygehuset ringer og det viser sig hun er død. Kontakten er slukket ganske enkelt og de kunne ikke starte hjertet igen, de mener hun har fået en ny blodprop.

Det var svært, det var også svært at blive mor året efter hendes død, ville så gerne have haft hende at snakke med og at hun havde mødt min søn. Ved hun havde været så mega mormor stolt af ham.