Danseprinsesse skrev:Jeg tror faktisk jeg gemmer det, til jeg følelsesmæssigt er så meget på afstand, at jeg kan kapere at arkivere det under "fuldstændigt absurd", hvor det hører hjemme.
Det er lige præcis dér din eks' forslag og generelle opførsel hører hjemme. Men når man står midt i alle følelserne, så kan det være svært ikke at tage det personligt, ikke at blive enormt såret og ikke at stille spørgsmål til betydningen af det hele. Jeg tror ikke, man kan forstå det på det tidspunkt, selvom man virkelig gerne vil. Og når det er kommet mere på afstand, så er det nemmere at erkende, at det slet ikke kan forstås, fordi det er... "fuldstændig absurd".
Jeg tror egentlig, at det er det samme, jeg gør. Jeg vil også så gerne forstå, hvorfor ting sker og hvorfor folk gør, som de gør. Og det kan man bare ikke, når de er så langt uden for skiven som man kan se de groteske eksempler på i den her tråd.
Når det så er kommet lidt på afstand kan jeg bedre forholde mig til det og lægge det bag mig uden at bruge energi på at forsøge at forstå. Men det kræver mest af alt tid.
Jeg har kun hørt det som, at de ikke må udtale sig negativt.
På et andet plejehjem arbejdede jeg sammen med en ældre sygehjælper, som bestemt ikke var fan af nye rutiner - jeg havde en springerfunktion, hvilket i bund og grund betød, jeg gav en ekstra hånd der, hvor der var brug for det på de forskellige afdelinger. En aften skulle jeg hjælpe hende med et toiletbesøg hos en beboer, som indenfor kort tid havde haft tre hjerneblødninger og havde fået en ret kraftig afasi deraf, så kommunikationen var stærkt begrænset. Da jeg ankommer på stuen, står hun bøjet ned over beboeren, som sidder ved et bord med aftensmad foran sig, imens hun snakker om sengetid nu - hvilket var ret mærkeligt, eftersom klokken kun var 16.30, og normalt kom denne beboer i seng noget senere, da han holdt af et særligt radioprogram, der kom klokken 20. Her ser jeg, at hun gentagende gange tager maden fra beboeren og sætter det foran ham igen, imens hun igen og igen spørger, om han er færdig med maden, og at "nu måtte han bestemme sig, for hun havde ikke tid til det pjat" - beboeren har svært ved at udtrykke sig,og det ender med at hun tager maden fra ham, selvom han max har spist en halv rugbrødsmad ud af fire halve. Jeg spørger hende, om han ikke skal spise færdig, og at der er da alt for tidligt ift. vante rutiner. Her får jeg besked på, at det ved jeg ikke en skid om, og at det var ikke en del af mit job at vurdere beboerne og deres behov. Jeg hjælper hende med lift + forflytning og går hurtigt igen, da jeg skal hjælpe et andet sted. Der går et kvarter og pludselig står hun i den anden afdelings køkken, hvor jeg hjælper med at servere mad - der knipser hun af mig og beder mig om "at pisse ind og passe mit arbejde, i stedet for at være sådan en døgenigt, der ikke kunne finde ud af noget som helst", hvilket var en opvaskemaskine, der skulle tømmes. Jeg bliver ret chokeret og ender med at tage hjem fra vagten, hvilket min kollega fra den anden afdeling støtter mig i. Da jeg kommer hjem ringer jeg til min chef, der siger, jeg skulle lade være med at være så sart, og at borgeren ikke led særlig meget overlast. Jeg satte ikke mine ben deroppe igen.