Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Grissebassen » 11. jun 2016, 09:59

så kan debatten måske hjælpe? Det bliver måske lidt langt i forhold til problemets størrelse, der er af mindre karakter. Men jeg vil gerne forsøge at få detaljerne med, så det giver et mere nuanceret billede at hjælpe ud fra.

Jeg havde, indtil for nogle måneder siden et studiejob, hvor jeg havde en leder. Efter jeg afsluttede min uddannelse, fik jeg job i en anden afdeling af virksomheden, hvor hun ikke længere er min leder. Jeg har slet ingen professionel relation til hende mere. Denne leder og jeg kom ret godt ud af det med hinanden, havde nogle personlige samtaler, og hun virkede til også at værdsætte mig som person og havde, mens jeg var ansat under hende, nærmest påtaget sig lidt af en omsorgsrolle for mig, efter jeg i vinters gik igennem nogle svære ting og var nødt til at skære lidt ned på arbejdet. Jeg har virkelig følt, at der har været en unik kemi, som jeg kun meget sjældent har oplevet, og det var mit klare indtryk at jeg havde gjort et stort indtryk på hende.
Vi sås aldrig i private sammenhænge, men der har været hints fra hendes side om at vi kunne mødes privat, når jeg kom over i den anden afdeling og ikke længere var i en professionel relation til hende. Alt det er på plads nu, og har været det i et par måneder. Men jeg følte det grænseoverskridende at kontakte hende, eftersom hun er min tidligere leder. Så jeg har ligesom bare valgt at lade den ligge lidt, fordi jeg tænkte at hun jo kunne kontakte mig, hvis hun ville. Jeg har i vores relation været i tvivl om, i hvor høj grad hun har haft lederhatten på i forhold til privathatten, og har været bange for at overskride hendes grænse til privatliv ved at kontakte hende. Jeg mener - det at være leder, indebærer vel også en naturlig form for omsorg for sine ansatte? Jeg er dog ikke i tvivl om, at vores relation gik udover det.
Desuden er den eneste kontaktoplysning jeg har på hende hendes arbejdsmail, og selvom hun tidligere har hintet at jeg gerne måtte kontakte hende privat, har jeg ikke brudt mig om at skulle lege stalker og finde hende på nettet.
Da jeg havde min sidste dag i virksomheden som studenteransat for et par måneder siden, drak vi en kop kaffe sammen på hendes kontor, og fik sludret lidt. Da jeg kom hjem, havde jeg en følelse af, at jeg brændte inde med noget, jeg ikke fik sagt. Så jeg sendte en mail til hende, hvor jeg skrev noget med at jeg gerne ville sige tak for alt, at jeg havde sat pris på vores samtaler af mere privat karakter, og spurgte om de kunne fortsætte på et tidspunkt.
Jeg fik aldrig svar på mailen, og tolkede det som en afvisning. Men en måned efter var der et arrangement i virksomheden, hvor hun dukkede op. Arrangementet var ikke af professionel karakter, men mere et sådan agtigt, at alle ansatte blev inviteret til at komme og drikke et glas vin og høre nogle foredrag en aften. Da jeg spottede hende til arrangementet, valgte jeg at undgå hende lidt, fordi jeg følte det manglede svar gjorde det akavet, hvilket var nemt nok idet der var mange mennesker. Da jeg var på vej ud af døren og hjem, hev hun fat i mig bagfra. Hun hentydede til mailen, fortalte at hun ofte tænkte på hvordan det gik med mig, og sagde at hun ville kontakte mig på et tidspunkt.
Jeg hørte intet fra hende, hvilket jeg sådan set ikke har tænkt yderligere over, fordi jeg ved hun har enormt travlt, og fordi "på et tidspunkt" er meget vagt. Men vi havde så for et par dage siden endnu et lignende arrangement i firmaet. Denne gang forsøgte jeg ikke at undgå hende, fordi jeg følte, at hun til sidste arrangement havde bekræftet, at det ikke kun var mig, der havde lagt noget i den relation vi havde haft. Vi fik sludret et par gange i løbet af aftenen, og da jeg gik hjem, gik jeg hen for at sige farvel til hende. Vi fulgtes ud, og jeg fortalte, at vores tidligere personlige samtaler havde gjort indtryk på mig. Sidste kommentar blev, at hun sagde jeg skulle sige til, hvis vi skulle snakke mere.

Mit problem består i, at jeg gerne vil genoptage kontakten. Jeg kan mærke, at det er meget nemmere for mig at omgås hende, når nu vi ikke længere har en professionel relation og der er gået noget tid, så den der magtrelation ligesom er blevet udvisket lidt. Vores relation har virkelig givet mig meget på et personligt plan.
Men jeg ved ikke hvordan jeg skulle tage initiativ, og jeg er i tvivl om, hvorvidt hun reelt mener det, når hun siger at jeg skal sige til. Jeg mangler simpelthen social intelligens, når det kommer til sådan noget.
Jeg bider især mærke i, at hun til det forrige arrangement sagde, at hun ville kontakte mig. Så jeg føler lidt, at hun, ved at sige at det er mig, der skal sige til, smider bolden over på mig - måske i håb om at jeg ikke griber den? Uanset hvad, synes jeg det virker mærkeligt at lægge den over på mig, idet vi begge to udmærket er klar over, at min kalender er en hel del mindre presset og mere fleksibel end hendes.
Hun stopper i virksomheden første juli, så der bliver ikke mere støden på hinanden til arrangementer, hvor jeg face to face nemmere kan spore mig ind på tingene og tage det som det kommer. Jeg har ikke noget at miste, så jeg kommer nok til at kontakte hende.

Mine spørgsmål til Jer, der besidder en lidt højere social intelligens end mig selv, og sikkert også har mere erfaring i det der med grænser mellem privat- og arbejdsliv, er følgende:

- Jeg vil, inden jeg kontakter hende, meget gerne have nogle bud på, om I tolker det som om, det er reelt ment, når hun siger at jeg skal sige til, hvis jeg vil snakke mere? Eller om det er en nem måde at smide bolden over på mig på? Jeg tænker det vil være nemmere for mig at formulere noget til hende på skrift, hvis jeg har en bedre fornemmelse af, om der er tale om det ene eller det andet. For lige nu er jeg på bar bund på det punkt.

- Hvordan ville den bedste måde være at tage kontakt på? På den ene side føler jeg det akavet at smide endnu en privatmail i hendes arbejdesinbox. På den anden side føler jeg det alt for grænseoverskridende at lege stalker.
0
Brugeravatar
HappyPaww
Indlæg: 5624
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:08
Kort karma: 794
Likede indlæg: 15465

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf HappyPaww » 11. jun 2016, 11:19

Det undrer mig altså lidt, at du endnu engang står i en lignende situation som den med din specialevejleder...

Sådan helt frit fra leveren, tolker jeg det som om, at du generelt mangler "voksenkontakt"..?


Men dermed sagt, så synes jeg generelt ikke, at det er noget problem, at sende en mail til en tidligere kollega, om vedkommende har lyst til at sludre over en kop kaffe en dag. Det har jeg oplevet flere gange - og nogle gange bliver det ved snakken, og andre gange bliver det til den kop kaffe. Det er i hvert fald ikke unormalt eller "mærkeligt".
3
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Grissebassen » 11. jun 2016, 11:49

HappyPaww skrev:Det undrer mig altså lidt, at du endnu engang står i en lignende situation som den med din specialevejleder...

Sådan helt frit fra leveren, tolker jeg det som om, at du generelt mangler "voksenkontakt"..?


Men dermed sagt, så synes jeg generelt ikke, at det er noget problem, at sende en mail til en tidligere kollega, om vedkommende har lyst til at sludre over en kop kaffe en dag. Det har jeg oplevet flere gange - og nogle gange bliver det ved snakken, og andre gange bliver det til den kop kaffe. Det er i hvert fald ikke unormalt eller "mærkeligt".

Generelt er jeg ret dårlig til sociale situationer, hvor jeg ikke enten kan tage venne- eller professionelhatten på, og desuden er i tvivl, om hvilken hat modparten har på.
Det er noget, jeg arbejder på at blive bedre til - og det bliver sikkert ikke sidste gang jeg søger råd herinde i processen.
Du har nok ret i, at jeg mangler voksenkontakt. Men det ændrer ikke rigtigt på, at jeg helt generelt er rigtig dårlig til at forstå nuancerne i relationer, der ikke er skarpt defineret. Og det er noget, jeg arbejder rigtigt meget på at blive bedre til.
0
Brugeravatar
Pjeps
Indlæg: 6324
Tilmeldt: 11. aug 2015, 20:12
Kort karma: 764
Geografisk sted: Det skønne København
Likede indlæg: 14467

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Pjeps » 11. jun 2016, 11:56

Jeg vil undlade at tolke på noget, hvis du vil vide om hun er interesseret i dit selskab, så smider du en mail hvor du foreslår en tur på cafe til en kop kaffe.

Noget i stil med.
Hej Sulajma. Har du tid til at drikke en kop kaffe på cafe x i næste uge ?

Mvh grissebassen
8
:ninja:
Brugeravatar
Rapfisk
Indlæg: 7067
Tilmeldt: 20. aug 2015, 16:27
Kort karma: 1430
Likede indlæg: 13276

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Rapfisk » 11. jun 2016, 13:54

Pjeps skrev:Jeg vil undlade at tolke på noget, hvis du vil vide om hun er interesseret i dit selskab, så smider du en mail hvor du foreslår en tur på cafe til en kop kaffe.

Noget i stil med.
Hej Sulajma. Har du tid til at drikke en kop kaffe på cafe x i næste uge ?

Mvh grissebassen

Fuldstændig enig. Det har jeg gjort med en del nu tidligere kolleger, jeg gerne ville holde kontakten med, og det er altid blevet taget godt imod. Generelt kan folk godt lide det, når man viser, at de har noget at byde på.

Hvis hun har skubbet bolden tilbage på din banehalvdel, kan det betyde, at hun selv ikke får gjort noget ved det, men hvis du har brug for hende, vil hun gerne være der for dig. Det kan måske også være grænseoverskridende for hende at tage det første skridt til at støtte dig. Hvis du gerne fortsat vil bruge hende til at sparre om dine problemer, er det bedre, at du tager tyren ved hornene, end at hun skal sige "jeg vil stadig gerne tale med dig om dine udfordringer".
0
Livslinjen: 70 201 201
Brugeravatar
billiebean
Indlæg: 3417
Tilmeldt: 11. dec 2015, 11:29
Kort karma: 332
Likede indlæg: 4382

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf billiebean » 11. jun 2016, 18:36

Er du bange for afvisninger?
For hvad er det værste der kan ske?

Jeg skrev for nylig med en ex-kollega og spurgte om vi skulle mødes. Hun svarede, men vi kunne ikke få praktikken til at gå op. Og så kunne jeg jo godt have sat mig tilbage og tænkt, at så var det hende, der skulle tage initiativet næste gang.

Men guess what, det er livet for kort til :) Så jeg skrev til hende igen i sidste uge og efter et par dage svarede hun i en lang mail, at hun havde haft skide travlt og en hel masse andet og om vi skulle ses den og den dato og stort kram.

Og jeg vil påstå at i 90% af tilfældene så handler det ikke om, at folk ikke gider én - folk får bare ikke reageret fordi der sker en masse omkring dem.

Og lige med en ex-kollega/leder, kan jeg slet ikke se, hvad du har at miste.
4
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Grissebassen » 11. jun 2016, 19:08

billiebean skrev:Er du bange for afvisninger?
For hvad er det værste der kan ske?

Jeg skrev for nylig med en ex-kollega og spurgte om vi skulle mødes. Hun svarede, men vi kunne ikke få praktikken til at gå op. Og så kunne jeg jo godt have sat mig tilbage og tænkt, at så var det hende, der skulle tage initiativet næste gang.

Men guess what, det er livet for kort til :) Så jeg skrev til hende igen i sidste uge og efter et par dage svarede hun i en lang mail, at hun havde haft skide travlt og en hel masse andet og om vi skulle ses den og den dato og stort kram.

Og jeg vil påstå at i 90% af tilfældene så handler det ikke om, at folk ikke gider én - folk får bare ikke reageret fordi der sker en masse omkring dem.

Og lige med en ex-kollega/leder, kan jeg slet ikke se, hvad du har at miste.

Jeg er ikke bange for afvisninger. Som jeg skriver, har jeg intet at miste. Men som jeg har lært hende at kende, virker hun til at være typen, der har svært ved at sige fra og afvise folk. Og jeg har ikke lyst til at sætte hende i en situation, hvor hun føler sig presset til det. Derfor tænker jeg også, at når hun spiller bolden over til mig, kan det netop synonymt med at sige 'nej tak'.
0
Brugeravatar
Evapeva
Indlæg: 1098
Tilmeldt: 20. aug 2015, 10:45
Kort karma: 223
Likede indlæg: 2166

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Evapeva » 12. jun 2016, 10:26

Grissebassen skrev:
billiebean skrev:Er du bange for afvisninger?
For hvad er det værste der kan ske?

Jeg skrev for nylig med en ex-kollega og spurgte om vi skulle mødes. Hun svarede, men vi kunne ikke få praktikken til at gå op. Og så kunne jeg jo godt have sat mig tilbage og tænkt, at så var det hende, der skulle tage initiativet næste gang.

Men guess what, det er livet for kort til :) Så jeg skrev til hende igen i sidste uge og efter et par dage svarede hun i en lang mail, at hun havde haft skide travlt og en hel masse andet og om vi skulle ses den og den dato og stort kram.

Og jeg vil påstå at i 90% af tilfældene så handler det ikke om, at folk ikke gider én - folk får bare ikke reageret fordi der sker en masse omkring dem.

Og lige med en ex-kollega/leder, kan jeg slet ikke se, hvad du har at miste.

Jeg er ikke bange for afvisninger. Som jeg skriver, har jeg intet at miste. Men som jeg har lært hende at kende, virker hun til at være typen, der har svært ved at sige fra og afvise folk. Og jeg har ikke lyst til at sætte hende i en situation, hvor hun føler sig presset til det. Derfor tænker jeg også, at når hun spiller bolden over til mig, kan det netop synonymt med at sige 'nej tak'.


Men nu kører det i ring, så mit råd er: Tænk på, hvad du vil. Hvis du vil se hende noget mere, er du nødt til at tage din egen lykke i hænderne, så at sige, og kontakte hende. Held og lykke :)
3
Kom lad os gå. Kom lad os se. Gennem tusind verdner venter vægtløs kærlighed.

Et fyrtårn af fornuft i et hav af vrøvl. :engel:
Brugeravatar
Viskelæder
Indlæg: 4601
Tilmeldt: 26. dec 2015, 21:22
Kort karma: 1469
Likede indlæg: 11937

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Viskelæder » 12. jun 2016, 10:36

Jeg må indrømme, at - hvis det også er dig med vejlederen - jeg får indtrykket af, at du har nogle vanskeligheder i fht. grænser i relationer.

Det virker til, at du finder nogle faglige relationer, hvor den anden part er venlig overfor dig, og så forveksler du det med en ægte, mere personlig interesse, som i mine øjne ikke helt er der. Eller måske er den, men derfor burde du måske stadig ind i mellem tænke, at det er bedre, du finder nogle mere passende og ligesindede venskaber. Du bruger rigtig meget energi på at tolke på det, så du næsten virker en smule klistret. Jeg får den tanke, at sådan kan du også virke på den anden part i disse venskaber.

Det er ikke min mening at være led, men det er bare den mavefornemmelse, jeg får. Jeg synes, du skal finde nogle mere jævnaldrende, ligeværdige mennesker at blive venner med i stedet for de her skæve, faglige relationer, hvor du hele tiden - og med god grund - er i tvivl om, om de oprigtigt vil dig.
7
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40586

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Akehurst2 » 12. jun 2016, 12:52

Jeg ved ikke, om jeg ligefrem er ekspert i sociale koder, men jeg ved i hvert fald, at der ikke er nogen gode, ligeværdige relationer, der kræver at man tænker så meget over dem.

Uanset om der er tale om faglige relationer, venskaber, intime forhold eller andre relationer, så skal de ikke kræve, at man skal tænke så grundigt over alle handlinger og overveje så nøje om man nu skal gøre det ene eller andet eller syvende. Det er jo drænende, hvis man hele tiden skal være bekymret for, om man nu har gjort noget forkert eller været for meget eller for lidt.
3
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Grissebassen » 12. jun 2016, 14:47

Tak for jeres svar. De bliver taget op til overvejelse.
0
Brugeravatar
Joe
Indlæg: 3249
Tilmeldt: 4. sep 2015, 19:03
Kort karma: 759
Likede indlæg: 12364

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Joe » 12. jun 2016, 15:54

Jeg får indtrykket af at de der gode, personlige snakke I havde, egentlig mest var personlige snakke om dit liv.
Jeg tænker at du skal finde folk at snakke med, hvor omsorgen går begge veje. Venskaber hvor I snakker om begge jeres liv. Ikke skæve relationer, som mest handler om dig, for det er der, det bliver uligevægtigt og du bliver i tvivl om hvorvidt de vil dig. Og derudover kan du så finde en psykolog, hvis du har brug for de relationer, der udelukkende handler om at hjælpe dig.
9
Brugeravatar
Mulan
Indlæg: 1764
Tilmeldt: 12. aug 2015, 23:15
Kort karma: 622
Likede indlæg: 6446

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Mulan » 12. jun 2016, 18:22

I forlængelse af Joes indlæg. Måske skal du videre overveje, ud over at opsøge ligeværdige relationer, om disse relationer kommer til at handle om dig? Det kan opfattes som enormt drænende og også som manglende interesse i et andet menneske, hvis kontakten egentlig kun omhandler dine egne problematikker. Nu siger jeg ikke, at det er sådan det har været, overhovedet, men hvor meget deler du af dig selv? Hvor meget forventer du af din relation? Skal de "løse dig" for dig? Er du oprigtigt interesseret i dem som mennesker, eller venter du på at kunne få hjælp selv i samtaler? Hvor meget deler de? Spørger du selv ind til dem?
Har du jævnaldrende, mere ligeværdige relationer? Kan du mærke forskellen på en terapeutisk/behandler-agtig rollefordeling og så på en jævnbyrdig, ligeværdig fordeling af roller i et venskab?
1
Rosa Espinosa skrev:Ville slet ikke magte en diller, når jeg bare kom efter en dagmartærte.

"thats typical bad male judgment not a cognitive disorder "
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Grissebassen » 12. jun 2016, 18:28

Joe skrev:Jeg får indtrykket af at de der gode, personlige snakke I havde, egentlig mest var personlige snakke om dit liv.
Jeg tænker at du skal finde folk at snakke med, hvor omsorgen går begge veje. Venskaber hvor I snakker om begge jeres liv. Ikke skæve relationer, som mest handler om dig, for det er der, det bliver uligevægtigt og du bliver i tvivl om hvorvidt de vil dig. Og derudover kan du så finde en psykolog, hvis du har brug for de relationer, der udelukkende handler om at hjælpe dig.

Det ved jeg nu ikke, om er det rigtige indtryk. På en måde, på en måde ikke :) Altså, der har nok kun været tale om 2-3 samtaler med et par måneders mellemrum, der decideret har været sådan rigtigt personlige, og her har vi i høj grad også talt om, hvordan hun har kunnet genkende nogle af de udfordringer, jeg har haft fra sit eget liv, og fortalt om hvordan hun tacklede det. Generelt har hun ivrigt fortalt om sit privatliv i samtalerne, og jeg har lyttet.
Jeg har i øvrigt ligevægtige venskaber med jævnaldrende :) Men jeg føler virkelig, jeg har lært meget af at tale med en ældre og mere erfaren person, der har kunnet give noget sparring. For mig har det uligevægtige egentlig mest bestået i leder-medarbejder relationen og aldersforskel :)

---

For lige at undgå misforståelser, så synes jeg slet ikke, at vores relation har båret præg af, at jeg har været klistret (i mangel på bedre ord) eller kommet rendende i utide og opsøgt omsorg.
Vi startede med at blive venskabelige pga fælles interesser. Og de mere personlige samtaler opstod, da jeg kom ind på hendes kontor for at fortælle, at jeg var nødt til at skære ned på arbejdet, og til spørgsmål om hvorfor, har jeg ganske kort svaret "af personlige årsager". Hun har så spurgt videre ind til det, og jeg har valgt at åbne lidt op omkring det, og de personlige samtaler har kun fundet sted, når hun specifikt har spurgt ind til, hvad hun har vidst om mig.

Men mange tak for jeres svar :) Jeg føler nu, at jeg har en bedre idé om, at der nok ikke har været tale om en oprigtig opfordring til at holde kontakten, men mere en form for overfladisk høflighed som en blødere udgave af "farvel og tak, held og lykke frem over".
Generelt er jeg en kæmpe idiot til at gennemskue forskellen, og det er altså sådan noget der er sindssygt svært at tillære sig, hvis man ikke lige har fået kodet det ind tidligt. Normalt plejer jeg bare at lade den ligge, hvis jeg er i tvivl. Men når der er tale om personer, jeg oprigtigt har en interesse i at have kontakt med, plejer jeg at spørge ind for at få en fornemmelse af deres oprigtighed. Og havde jeg ikke haft travlt bekymre mig om, om jeg ville komme for sent til mit tog, havde jeg i situationen også sagt, at jeg gerne ville snakke videre, og enten afventet en reaktion eller påpeget at hun bare kunne kontakte mig, og på den måde ladet det være op til hende, om hun ville foretage sig videre. Jeg har jo heller ingen interesse i at have kontakt med en person, hvis jeg er i tvivl, om ønsket om kontakt er gensidig - derfor var det meget rart lige at få bekræftet min tvivl. I arbejdet med at blive bedre til at forstå social interaktion, der ikke bærer præg af den form for direkte kommunikation som jeg er vant til, har jeg fundet ud af, at jeg har en uheldig tendens til ikke at opfange hints og inddirekte invitationer, og som regel antager at folk ikke vil mig, med mindre de er meget direkte omkring det. Og jeg har erfaret, at folk desværre tit kan føle sig afvist af mig, når jeg ikke responderer på deres hints, som jeg misser. Det er en balance, jeg har meget svært ved at navigere i, men heldigvis nu er blevet bevidst om.
Jeg ender nok med at smide en mail afsted på et tidspunkt, og bare kort skrive, at hvis hun mener at hun gerne vil snakke videre, så vil jeg gerne finde et tidspunkt, der passer hende, og at hun ellers skal have mange tak for alt og held og lykke med sit nye job. Det tænker jeg ikke er for påtrængende, hvortil hun fint kan undlade at svare, hvis hun ikke gider. Ellers har jeg også overvejet at tilføje hende på facebook, så hun ved, at hun er velkommen til at kontakte mig der, hvis hun skulle få lyst.
0
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: Når man ikke er så god til det der med sociale koder

Indlægaf Grissebassen » 12. jun 2016, 19:40

Mulan skrev:I forlængelse af Joes indlæg. Måske skal du videre overveje, ud over at opsøge ligeværdige relationer, om disse relationer kommer til at handle om dig? Det kan opfattes som enormt drænende og også som manglende interesse i et andet menneske, hvis kontakten egentlig kun omhandler dine egne problematikker. Nu siger jeg ikke, at det er sådan det har været, overhovedet, men hvor meget deler du af dig selv? Hvor meget forventer du af din relation? Skal de "løse dig" for dig? Er du oprigtigt interesseret i dem som mennesker, eller venter du på at kunne få hjælp selv i samtaler? Hvor meget deler de? Spørger du selv ind til dem?
Har du jævnaldrende, mere ligeværdige relationer? Kan du mærke forskellen på en terapeutisk/behandler-agtig rollefordeling og så på en jævnbyrdig, ligeværdig fordeling af roller i et venskab?

Læs evt. ovenstående svar til Joe, kombineret med en afrunding af tråden :)

Umiddelbart kan jeg ikke nikke genkendende til de problemstillinger, du opstiller. Jeg har venskaber i alle mulige afskygninger. Jeg har venskaber, hvor vi ikke diskuterer dybere personlige ting med hinanden, men som sådan heller ikke lægger skjul på det, hvis vi føler os nede over noget privat. Jeg har tættere venskaber, hvor jeg er åben omkring det meste af mig selv, og hvor jeg deler af mig selv i et større omfang. Jeg oplever tit i mine tættere venskaber, at de opsøger mig fordi de ønsker at dele med mig. Og jeg lader dem altid vide, at jeg holder af dem og er der for dem, spørger ind til dem og følger op på det næste gang vi ses, og/eller giver dem et kald for at høre, hvordan det står til. Jeg forventer meget at mine tætte venskaber, men jeg giver ligeså meget igen. Jeg kan komme i tanker om ét venskab, der bærer præg af, at hun er den, der lytter/hjælper mest. Jeg spørger dog altid ind til hende. Og jeg har ved flere lejligheder direkte fortalt hende, at jeg føler at det meget er mig, der læsser af på hende, hvortil hun har svaret, at det mener hun kun delvist er rigtigt, men desuden naturligt, idet hun, udover at dele med mig, også har en kæreste og nogle søskende, hun deler med, hvor jeg kun har hende og mine øvrige venskaber at dele med.
Relationen til min leder er nærmere beskrevet i ovenstående svar/indlæg. Men for at opsummere, så har jeg delt i det omfang, der blev spurgt ind til mig. Hun har tidligt direkte italesat, at hun gerne ville hjælpe og lytte. Men jeg har holdt det personlige for mig selv, med undtagelse af de lejligheder, hun har spurgt direkte ind til noget specifikt, hvorefter vi har haft nogle snakke. Og så har jeg, som nævnt, i en mail engang fortalt, at jeg satte pris på vores samtaler, og givet udtryk for et ønske om at fortsætte med dem.
1

Tilbage til "Livets forhold"