Det der med "jeg elsker dig"

[Utilregnelig]

Jeg siger det nærmest aldrig af mig selv, og jeg gad egentlig godt være bedre til det, når følelsen kommer over mig. Jeg er vokset op i en kærlig familie, hvor vi altid krammede og sagde "jeg elsker dig", men det har ændret sig en del. Min mor siger det, hver gang vi snakker sammen, og det gør mig faktisk rigtig trist, for det virker mere som en tvangshandling end noget andet. Altså, jeg ved godt, at hun elsker mig (meget endda), men jeg bliver ikke glad for at høre det hele tiden, når det bare sker per automatik. Min fætter og jeg er begyndt at sige det til hinanden de sidste par år, og det er til gengæld virkelig rart. Selvom vi stadig har andet familie, så føler vi nogle gange, at vi kun har hinanden, og ja, så føles det bare rigtigt at sige "jeg elsker dig", når den følelse vælder op i en.

Mht. kærester og venner er jeg ikke 100% sikker på, hvem jeg har sagt det til. Jeg ved, at jeg sagde det til min ekskæreste, selvom jeg ikke følte det. Til min nuværende kæreste siger jeg det også, men den her gang mener jeg det nu. Jeg er bare ikke så god til at få det sagt, og han kommer mig nærmest altid i forkøbet. Og et "jeg elsker også dig" virker bare lidt slattent på mig, så i de situationer kysser jeg ham vist mest bare og prøver selv at få det sagt først en anden gang. Han var også den første til at sige det allerførste gang - og allerede efter to uger. Plus han i samme ombæring også fik spurgt, om vi ikke kunne gifte os Dér fik jeg lidt præstationsangst, men jeg føltes faktisk, at jeg også elskede ham allerede der.
Jeg føler faktisk, at jeg elsker en del af mine venner - i hvert fald fem af dem. Den ene er min barndomsveninde, og vi har skrevet det i kort til hinanden, men vist aldrig sagt det. Min gymnasieveninde og jeg har vist sagt det i en brandert, og så sms'er vi tit ting som "ilu" og andre knap så farlige vendninger. Jeg har også sagt det til den tredje veninde - i en tale til hendes bryllup. Af mine mandlige venner har jeg kun sagt det til den ene for læææænge siden, hvor han svarede med ordene "Men kun som ven, ikke?", haha! Jeg vil egentlig virkelig gerne sige det til den sidste også, men han er oprindeligt min kærestes ven, som jeg har overtaget, så det virker bare lidt upassende. Men en dag måske. Jeg er nemlig enig med dem, der skriver, at den her verden godt kunne klare noget mere (eksplicit verbalt) kærlighed!

[Q-beben]

Jeg siger det til mine børn, min søster, to veninder og min kæreste Men jeg var længe om at sige det til kæresten.

[Mooserinde]

Jeg har nemt ved at sige det til min kæreste. Jeg siger det hver dag - kan ikke lade være

Jeg siger det utrolig sjældent til min familie. Jeg har skrevet det et par gange til min søster men det var ikke nemt. Jeg sagde det til min mor fordi hun græd, da hun sagde farvel til mig på stationen. Jeg er flyttet til udlandet. Hun græder ellers aldrig nogensinde, så det var lidt en overraskelse. Det der med følelser talte vi ikke rigtig om i mit barndomshjem. Der blev ikke rigtig spurgt ind til særlig meget. Både min søster og jeg er idag meget følelsesmennesker og har stort behov for "ægte" samtaler og dybere snakke end "hvordan går det?" - "Det går godt" færdig slut.