dgd2007 skrev:eks-Maupassant skrev:Ja det var også det jeg mente med mande-VM'er. Det er jo bare VM som sådan.
Mht sorte og russere har det noget at gøre med hvor stor sporten er i landet. Der er ikke noget mærkeligt i at sporte har forskellig udbredelse i forskellige lande.
Jeg kan ikke se hvordan de sociale forklaringer kan bruges til at forklare at f.eks. danske / ungarske kvinder ikke skulle være lige så gode som danske / ungarske mænd. Så skal man konstruere en social teori hvor man finder de samme sociale faktorer i Danmark, Kina, Ungarn, Rusland, Cuba der holder kvinderne væk fra skak. Det tror jeg ikke man kan uden at det bliver ren spekulation. Landene er jo så forskellige at det ville virke utroværdigt på mig hvis de samme faktorer mht. skak er til stede i Danmark og Kina. (Hvor Kina er bedre end Danmark.)
Hmm ... den er speget - og interessant.
På den ene side kan jeg sagtens se, hvorfor man som pige ikke bare ville kunne glide ubemærket ind i "min" skakklub (i hvert fald dengang i 80'erne-90'erne). På den anden side er det mit indtryk, at langt de fleste piger/kvinder oprigtigt synes, at det er spild af tid at sidde 4 timer over 40 træk
Hvorfor skulle kvinder synes det er mere spild af tid, end mænd synes? Fordi de er født med en tissekone?
Det kan jo også handle om, at de piger/kvinder, der potentielt ville kunne få noget godt ud af at spille skak, blot ikke præsenteres for spillet og motiveres til at gide give det en chance, i samme omfang som drenge/mænd bliver det. Drengebørn lærer, de skal spejle sig i drenge/manderoller, pigebørn lærer, de skal spejle sig i pige/kvinderoller. Det er dét, der er det rigtige, og derfor går et drengebarn ikke til glansbilledsamling og strikkeopskrifter med samme tilgang som et pigebarn, og et pigebarn går ikke til skakspillet eller modelflyene på samme måde, som drengebarnet. Drengen vil være motiveret af, han er god og rigtig (som sin far eller andre XY'er), hvis han bliver dygtig til skak, pigen hvis hun (som sin mor eller andre XX'er) bliver dygtig til at hækle/strikke/danse.
Jeg var sådan et lille svæklingebarn der aldrig rigtigt kunne det samme som de andre piger fra klassen, da jeg var barn. Jeg led af svær astma til jeg var teenager, og kunne ikke gå til dans eller rytmegymnastik som de andre. Jeg kunne heller ikke gå til ridning, fordi jeg ikke kunne tåle heste. Derudover ville jeg langt hellere læse bøger, skrive historier og høre kassettebånd alene på mit værelse, end jeg ville lege med barbiedukker og bytte brevpapir med de andre piger, for jeg var ikke særlig god social. Virkelig ikke. De eneste venner jeg havde, til jeg var teenager, var min lillebror, de yngre børn fra gaden og en retarderet pige fra gaden bagved min egen, men ved et tilfælde begyndte jeg som 11-årig at spille skak, og jeg er fuldstændigt overbevist om det blev skelsættende for både min selvopfattelse og min sociale udvikling. Jeg havde set min far og morfar spille med hinanden mange gange, og da min bror, som var fire år yngre end mig, kom i skolealderen, blev han præsenteret for spillet. Jeg ved ikke, om det var på eget initiativ eller min morfars, men i hvert fald var det enten mere oplagt for min bror at fatte nysgerrighed for det spil, familiens mænd sommetider fordybede sig i, end det var for mig. Eller også var det mere oplagt for familiens mænd at opfordre min bror til at lære spillet at kende, end det var at opfordre mig til det. Til gengæld prøvede min mormor at lære mig at strikke et utal af gange; uden held i øvrigt. Jeg ville bare hellere se med, når min morfar forsøgte at lære min bror om en passant og rokade-regler, så jeg endte med at blive meldt ind i den lokale skoleskak-klub, som eneste pige, i øvrigt, om det var gået sådan, hvis jeg også havde haft dans og rytmegymnastik at lægge min energi og engagement i ved jeg ikke, men jeg tvivler på, jeg havde fået de samme succesoplevelser i den lokale danseklub, som jeg fik i skakklubben. Jeg tvivler faktisk også på, jeg havde følt mig lige så hjemme blandt dansepigerne, som blandt skakdrengene. Det var jo så held i uheld, at mit skrøbelige helbred begrænsede mig på en måde, der gjorde det oplagte til en umulighed, så det endte med, at dét der i udgangspunktet slet ikke var
rigtigt, alligevel viste sig at være det.
Jeg er i øvrigt virkelig taknemmelig for, at mine forældre, trods det at de lige skulle hjælpes af tilfældighederne til at få øje på mit potentiales placering, havde lykkedes med at proppe så meget selvtillid ind i sjælen på mig, at jeg kunne abstrahere fra, når alle andre syntes det var lidt pusseløjerligt og besynderligt (altså forkert), at jeg som pige havde skak som største interesse. Det havde nok ikke medført de samme forundringer, hvis det var min bror, er jeg ret sikker på.