Debatten

Efter alt det der skete med min ekskæreste og mig er jeg begyndt at se en psykolog. Jeg har opdaget, at de strategier jeg har lært mig selv har været gode, men de kan ikke helbrede mig. Jeg er aldrig blevet trøstet, så jeg ved ikke hvordan jeg skal trøste mig selv. I stedet har jeg lært at være pragmatisk, rationel, løsningsorienteret, tænke fremad, analysere, rejse mig igen og komme videre. Jeg spørger mig selv hvad jeg kan gøre ved et problem og så droner jeg derudad mens jeg hulker af fortvivlelse.

Den strategi er været funktionel på mange måder. Den har givet mig styrker og talenter der er virkeligt nyttige på rigtig mange områder. Men i den alleryderste konsekvens, hvor fortvivlelsen er for dyb og jeg ikke kan planlægge eller ændre mig ud af noget, står selvmord som den sidste løsning. Når alt andet er prøvet er det udvejen - fordi jeg ikke kan tage vare på min indre smerte og lindre den. Det er gået op for mig for nylig.

Min psykolog har vist mig en måde der kan hjælpe. Det er traumeterapi. Jeg har fortalt om og mærket en situation, hvor jeg følte mig helt forladt og ensom, ikke spejlet, forstået eller elsket og slet ikke hjulpet. Og så har hun spurgt, hvad den person der svigtede at hjælpe mig kunne have gjort og sagt i den situation i stedet for dét, der rent faktisk blev gjort og sagt. Jeg har prøvet det to gange hos hende og - hurra! - en gang med mig selv, i dag!

Jeg lagde mig på sengen og fangede den følelse jeg havde og som blev mødt forkert og hvor det endte forfærdeligt. Og så begyndte jeg at tale til mig selv som om det var min ekskæreste (for det var ham situationen opstod med) og så sagde jeg de ting, der kunne have gjort det bedre. Det startede i det små med måske 5 enkle sætninger. "Jeg kan se at du ikke har det godt. Du skal vide, at jeg ikke er sur på dig. Jeg synes vi skal gå hver til sit og så kan vi ses, når du har nemmere ved det. Det er helt okay." Og så rundede han af med at give mig et varmt knus.

Det udviklede sig videre til:

"Jeg kan se at du ikke har det godt. Du skal vide, at jeg ikke er sur på dig. Jeg kan se din smerte og din angst og din sorg. Jeg synes vi skal gå hver til sit og så kan vi ses, når du har nemmere ved det. Det er helt okay."

"Du skal vide, at jeg er her og venter på dig. Det er helt okay. Det skal nok blive godt igen."

"Det er bare følelser. Jeg forlader dig ikke fordi du har følelser."

"Det er bare følelser og når de er opløst er der plads til mere kærlighed, mere tillid og mere tryghed. Jeg er her og venter. Det er helt okay. Du er god nok som du er."

Og så videre. Jeg ved ikke hvor længe det varede men det føltes som en åbenbaring. Trøsten udviklede sig til at dække flere dimensioner og stikke dybere til den ramte en mere grundlæggende accept koblet med et løfte om ikke at forlade mig, fordi jeg har følelser. Det jeg er allermest bange for i hele verden er at blive forladt. Den følelse kan styre alt den kommer i nærheden af.

Resultatet er, at jeg mærker, at dét, der var så svært og der fyldte mig helt, var bare følelser. Og de udspringer af frygt og smerte og sorg. Men når de bliver mødt med rummelighed og kærlighed opløses de og giver plads til andet, en masse godt, og fordi de bliver rummet og mødt med kærlighed, bliver jeg mere tryg og ender nok med at få færre af de svære følelser og at være mindre bange når det sker. Jeg skal ikke forlades fordi jeg har følelser. Jeg skal mødes med forståelse og kærlighed. Det kan godt være, at jeg/vi skal gå hver til sit lidt, for man skal heller ikke være andres boksebold eller dartskive. Men det er også godt nok.


Det er helt nyt for mig det her. Jeg føler mig lettet. Jeg håber, at jeg kan blive bedre til det, så jeg kan blive mere hel og harmonisk inden i og ikke føle den enorme forladthedsfølelse jeg kender så godt, fordi jeg ikke kan drage følelsesmæssig omsorg for mig selv.

Og i mellemtiden vil jeg rigtig gerne høre hvordan I gør? Uanset hvor voldsomt eller lille en ting det er: hvordan trøster I jer selv?

Først: Hvor er du sej!

Og når jeg så mærker efter ved jeg det faktisk ikke - jeg tror måske heller ikke jeg er blevet trøstet ret meget hverken nu, i tidligere forhold end som barn. Det forklarer måske en del. Jeg har aldrig følt mig særlig elsket eller accepteret og god nok og kun anerkendt for at være klog. Jeg tror du har fat i noget.. Den vil jeg tage med mig selv også! Jeg trøster nok mest mig selv ved at spise... Med en del mere på sidebenene end godt er.

Jeg kender dig kun herinde fra - men jeg er sikker på at du kommer igennem som et gladere og stærkere menneske.

Myresluger skrev:Først: Hvor er du sej!

Og når jeg så mærker efter ved jeg det faktisk ikke - jeg tror måske heller ikke jeg er blevet trøstet ret meget hverken nu, i tidligere forhold end som barn. Det forklarer måske en del. Jeg har aldrig følt mig særlig elsket eller accepteret og god nok og kun anerkendt for at være klog. Jeg tror du har fat i noget.. Den vil jeg tage med mig selv også! Jeg trøster nok mest mig selv ved at spise... Med en del mere på sidebenene end godt er.

Jeg kender dig kun herinde fra - men jeg er sikker på at du kommer igennem som et gladere og stærkere menneske.

Tak, for er du sød Jeg tror også nok det skal gå for mig. Jeg har hjælp og gode mennesker omkring mig og jeg tror jeg har fat i nogle af de grundlæggende ting, der har fucket tingene op for mig gennem tiden.

Jeg er også kun blevet anerkendt for min intelligens. Kvik, dygtig i skolen, belæst, reflekterende. Det er ved nærmere eftertanke nok det der har ført til den perfektionisme jeg har. Og samtidig befinder jeg mig i et paradox: Jeg er ikke bange for at fejle, jeg er bange for at klare mig godt, for når andre kan se at jeg klarer mig, så behøver de ikke drage omsorg for mig og så forlader de mig. Så er jeg helt alene - fordi jeg er stærk og klarer mig godt.

Det ville være så fedt hvis du kunne bruge det også. Det virker egentlig ret simpelt, men man skal selvfølgelig mærke det der føles forfærdeligt og mærke den situation man var i og det kan godt være overvældende. Men min psykolog siger, at det også kan bruges i det små; at den traumeterapi, hvor man løser gamle traumer ved at arbejde med hvad der kunne have hjulpet, hvad man havde brug for at der skete, grundlæggende er den samme ting man gør, når man trøster sig selv følelsesmæssigt. Og det virkede i dag på noget, der er nyt. Hvis du prøver det vil jeg helt vildt gerne høre hvordan det virkede for dig

Jeg synes du er ret sej, og har udviklet dig ret meget siden din tråd omkring din x-kæreste! Så hatten af for det!


Min første tanke var med kage

Og jeg tror tildels det er rigtigt. Jeg trøster nok mig selv ved at spise slik, kage og chips (til forskel fra hverdagen, hvor jeg også spiser en masse af det ) mens jeg synes verden er dum og uretfærdig. Enten når jeg et punkt hvor jeg har behov for at tale med en, og ellers når min mand eller bedste veninde at fange mig inden det. Med min mand er det den rationelle løsning på at komme videre vi snakker om, med min veninde sidder vi og hader verden sammen (og griner af folk, både dem vi kender og "kendte" - det er ikke pænt gjort, men det hjælper altså at tale ned om andre mennesker, også selvom man ikke føler det sådan når verden ikke er dum). Sådan har vi gjort i alle de år vi har kendt hinanden, og det hjælper. Nok mest fordi det også var sådan vi gjorde i teenageårene, hvor det indimellem var ret svært for os at være teenagers, men vi klarede os jo alligevel igennem.

Tusind tak for jeres indlæg. Jeg er ikke hjemme lige nu, så jeg kan ikke skrive svar, det kommer.

Jeg bruger både mine veninder og vender det 100% rundt... Mht. veninderne... så tuder, snakker, snakker, snakker og snakker jeg... og de krammer, tuder sammen med mig og taler med eller imod.

Og så bliver jeg "hård" og vender situationen 100% om. Hvis der er en, der "svigter" mig, så bliver jeg... trodsig... tænke for mig selv, at hold da lige op, hvor de går glip af noget godt i deres liv (nemlig mig) ved at opføre sig sådan.

Nogle gange har jeg også bare brug for at ha ondt af mig selv. Så køber jeg for 25 kr. bland selv slik og ser en god tude-film, som jeg falder i søvn til.

Min kæreste har lært mig at bruge det man kalder ”kognitiv defusion”
Man træder lige et skridt tilbage og adskiller eller distancere sig fra det negative og derefter omsætter det til positiv handling, gør noget man finder glæde ved, tænke eller tale om noget positivt. For mig er det at gøre noget fysisk aktivt den bedste måde. Så fiser jeg rundt nede i skoven og tager alle forhindringerne på kondibanen. Bagefter er jeg helt flad, men min sjæl er glad.

Når jeg er i det allersorteste hul, hvor jeg bare har lyst til at flygte fra det hele, så trøster jeg ikke mig selv, men dyrker min nedtur. Jeg sætter det mest triste musik på, trækker persiennerne ned, slukker lyset og tænker, at alt er åndssvagt. Og så tuder og tuder jeg, indtil jeg ikke kan mere. Det kan godt vare et par timer, men bagefter har jeg det bedre.

LaScrooge skrev:Men i den alleryderste konsekvens, hvor fortvivlelsen er for dyb og jeg ikke kan planlægge eller ændre mig ud af noget, står selvmord som den sidste løsning.

...klip
Og i mellemtiden vil jeg rigtig gerne høre hvordan I gør? Uanset hvor voldsomt eller lille en ting det er: hvordan trøster I jer selv?

Ok nu kan jeg så ikke lige i denne forbindelse lide beskrivelsen på smileyen, men jeg burde så mere bruge denne
For det er ikke noget - altså det første jeg kan lide at læse fra nogen som helst, selvom jeg ikke kender dem, eller detajlerne og hvor alvorligt det er/var.
Som de andre, stor ros for fremskridt og psykolog
Og grave i det vil jeg ikke, men hey... under alle omstændigheder, så skal du altid være velkommen til at lette dig eller snakke hvis du har behov - mit nummer kan du bare få.

For mig har 2 dødsfald med 9 års mellemrum ("far" og "mor") skabt samme reaktion.
Det første skete i studentertiden - jeg drak hjernen ud og vrælede som en sindssyg
Det andet skete i 2001 og jeg drak hjernen ud og vrælede...
Der var folk omkring mig, der passede på mig og kunne forstå, at det var det jeg havde brug for lige der.
At der så var noget bearbejdning senere hen der ikke krævede tømmermænd er en anden sag, men det at man kan få lov til i omgangskredsen at gå hele vejen (og nej... ikke HELE vejen) er en befrielse.

Jeg har det med nogle gange bare at lukke af for det hele, bare være mig selv, sove nogle timer og prøve at sove fra det hele. Andre gange snakker jeg med min kæreste, han er en rigtig god støtte. Nogle gange er det en veninde jeg snakker og vender det hele med.

Har du et link til din tidligere tråd ( hvis det er ok at jeg spørger ) ?