Hvordan trøster I jer selv følelsesmæssigt?
: 8. jul 2016, 14:37
Efter alt det der skete med min ekskæreste og mig er jeg begyndt at se en psykolog. Jeg har opdaget, at de strategier jeg har lært mig selv har været gode, men de kan ikke helbrede mig. Jeg er aldrig blevet trøstet, så jeg ved ikke hvordan jeg skal trøste mig selv. I stedet har jeg lært at være pragmatisk, rationel, løsningsorienteret, tænke fremad, analysere, rejse mig igen og komme videre. Jeg spørger mig selv hvad jeg kan gøre ved et problem og så droner jeg derudad mens jeg hulker af fortvivlelse.
Den strategi er været funktionel på mange måder. Den har givet mig styrker og talenter der er virkeligt nyttige på rigtig mange områder. Men i den alleryderste konsekvens, hvor fortvivlelsen er for dyb og jeg ikke kan planlægge eller ændre mig ud af noget, står selvmord som den sidste løsning. Når alt andet er prøvet er det udvejen - fordi jeg ikke kan tage vare på min indre smerte og lindre den. Det er gået op for mig for nylig.
Min psykolog har vist mig en måde der kan hjælpe. Det er traumeterapi. Jeg har fortalt om og mærket en situation, hvor jeg følte mig helt forladt og ensom, ikke spejlet, forstået eller elsket og slet ikke hjulpet. Og så har hun spurgt, hvad den person der svigtede at hjælpe mig kunne have gjort og sagt i den situation i stedet for dét, der rent faktisk blev gjort og sagt. Jeg har prøvet det to gange hos hende og - hurra! - en gang med mig selv, i dag!
Jeg lagde mig på sengen og fangede den følelse jeg havde og som blev mødt forkert og hvor det endte forfærdeligt. Og så begyndte jeg at tale til mig selv som om det var min ekskæreste (for det var ham situationen opstod med) og så sagde jeg de ting, der kunne have gjort det bedre. Det startede i det små med måske 5 enkle sætninger. "Jeg kan se at du ikke har det godt. Du skal vide, at jeg ikke er sur på dig. Jeg synes vi skal gå hver til sit og så kan vi ses, når du har nemmere ved det. Det er helt okay." Og så rundede han af med at give mig et varmt knus.
Det udviklede sig videre til:
"Jeg kan se at du ikke har det godt. Du skal vide, at jeg ikke er sur på dig. Jeg kan se din smerte og din angst og din sorg. Jeg synes vi skal gå hver til sit og så kan vi ses, når du har nemmere ved det. Det er helt okay."
"Du skal vide, at jeg er her og venter på dig. Det er helt okay. Det skal nok blive godt igen."
"Det er bare følelser. Jeg forlader dig ikke fordi du har følelser."
"Det er bare følelser og når de er opløst er der plads til mere kærlighed, mere tillid og mere tryghed. Jeg er her og venter. Det er helt okay. Du er god nok som du er."
Og så videre. Jeg ved ikke hvor længe det varede men det føltes som en åbenbaring. Trøsten udviklede sig til at dække flere dimensioner og stikke dybere til den ramte en mere grundlæggende accept koblet med et løfte om ikke at forlade mig, fordi jeg har følelser. Det jeg er allermest bange for i hele verden er at blive forladt. Den følelse kan styre alt den kommer i nærheden af.
Resultatet er, at jeg mærker, at dét, der var så svært og der fyldte mig helt, var bare følelser. Og de udspringer af frygt og smerte og sorg. Men når de bliver mødt med rummelighed og kærlighed opløses de og giver plads til andet, en masse godt, og fordi de bliver rummet og mødt med kærlighed, bliver jeg mere tryg og ender nok med at få færre af de svære følelser og at være mindre bange når det sker. Jeg skal ikke forlades fordi jeg har følelser. Jeg skal mødes med forståelse og kærlighed. Det kan godt være, at jeg/vi skal gå hver til sit lidt, for man skal heller ikke være andres boksebold eller dartskive. Men det er også godt nok.
Det er helt nyt for mig det her. Jeg føler mig lettet. Jeg håber, at jeg kan blive bedre til det, så jeg kan blive mere hel og harmonisk inden i og ikke føle den enorme forladthedsfølelse jeg kender så godt, fordi jeg ikke kan drage følelsesmæssig omsorg for mig selv.
Og i mellemtiden vil jeg rigtig gerne høre hvordan I gør? Uanset hvor voldsomt eller lille en ting det er: hvordan trøster I jer selv?
Den strategi er været funktionel på mange måder. Den har givet mig styrker og talenter der er virkeligt nyttige på rigtig mange områder. Men i den alleryderste konsekvens, hvor fortvivlelsen er for dyb og jeg ikke kan planlægge eller ændre mig ud af noget, står selvmord som den sidste løsning. Når alt andet er prøvet er det udvejen - fordi jeg ikke kan tage vare på min indre smerte og lindre den. Det er gået op for mig for nylig.
Min psykolog har vist mig en måde der kan hjælpe. Det er traumeterapi. Jeg har fortalt om og mærket en situation, hvor jeg følte mig helt forladt og ensom, ikke spejlet, forstået eller elsket og slet ikke hjulpet. Og så har hun spurgt, hvad den person der svigtede at hjælpe mig kunne have gjort og sagt i den situation i stedet for dét, der rent faktisk blev gjort og sagt. Jeg har prøvet det to gange hos hende og - hurra! - en gang med mig selv, i dag!
Jeg lagde mig på sengen og fangede den følelse jeg havde og som blev mødt forkert og hvor det endte forfærdeligt. Og så begyndte jeg at tale til mig selv som om det var min ekskæreste (for det var ham situationen opstod med) og så sagde jeg de ting, der kunne have gjort det bedre. Det startede i det små med måske 5 enkle sætninger. "Jeg kan se at du ikke har det godt. Du skal vide, at jeg ikke er sur på dig. Jeg synes vi skal gå hver til sit og så kan vi ses, når du har nemmere ved det. Det er helt okay." Og så rundede han af med at give mig et varmt knus.
Det udviklede sig videre til:
"Jeg kan se at du ikke har det godt. Du skal vide, at jeg ikke er sur på dig. Jeg kan se din smerte og din angst og din sorg. Jeg synes vi skal gå hver til sit og så kan vi ses, når du har nemmere ved det. Det er helt okay."
"Du skal vide, at jeg er her og venter på dig. Det er helt okay. Det skal nok blive godt igen."
"Det er bare følelser. Jeg forlader dig ikke fordi du har følelser."
"Det er bare følelser og når de er opløst er der plads til mere kærlighed, mere tillid og mere tryghed. Jeg er her og venter. Det er helt okay. Du er god nok som du er."
Og så videre. Jeg ved ikke hvor længe det varede men det føltes som en åbenbaring. Trøsten udviklede sig til at dække flere dimensioner og stikke dybere til den ramte en mere grundlæggende accept koblet med et løfte om ikke at forlade mig, fordi jeg har følelser. Det jeg er allermest bange for i hele verden er at blive forladt. Den følelse kan styre alt den kommer i nærheden af.
Resultatet er, at jeg mærker, at dét, der var så svært og der fyldte mig helt, var bare følelser. Og de udspringer af frygt og smerte og sorg. Men når de bliver mødt med rummelighed og kærlighed opløses de og giver plads til andet, en masse godt, og fordi de bliver rummet og mødt med kærlighed, bliver jeg mere tryg og ender nok med at få færre af de svære følelser og at være mindre bange når det sker. Jeg skal ikke forlades fordi jeg har følelser. Jeg skal mødes med forståelse og kærlighed. Det kan godt være, at jeg/vi skal gå hver til sit lidt, for man skal heller ikke være andres boksebold eller dartskive. Men det er også godt nok.
Det er helt nyt for mig det her. Jeg føler mig lettet. Jeg håber, at jeg kan blive bedre til det, så jeg kan blive mere hel og harmonisk inden i og ikke føle den enorme forladthedsfølelse jeg kender så godt, fordi jeg ikke kan drage følelsesmæssig omsorg for mig selv.
Og i mellemtiden vil jeg rigtig gerne høre hvordan I gør? Uanset hvor voldsomt eller lille en ting det er: hvordan trøster I jer selv?