Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice
: 16. jul 2016, 19:25
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med den her tråd.
Min eksmand, faren til mine to sønner på 20 og 21, sms'ede mig fra Nice torsdag aften - han skrev, at han var uskadt, men at han havde set mange mennesker dø på 20 meters afstand. Jeg blev dybt rystet - jeg vidste, han var afsted med sin kæreste (en relativt ny, som jeg ikke har mødt), men ikke hvor de var henne - og på det tidspunkt, hvor han skrev, var der INTET i nyhederne om tragedien.
Det viser sig, at de har siddet på første parket til massakren på balkonen på deres 1. sals hotelværelse ud til Promenade Anglais, og at de så lastbilen bryde gennem barrieren og køre direkte mod en isbod og meje en masse mennesker ned og fortsætte videre på sin blodige vej.
Jeg har det underligt. Jeg holder af mine børns far - vi har kendt hinanden, siden vi var 15. Jeg ved, at han nok ikke er den samme efter de ting, han har set - bare det at se nogle af optagelserne på Youtube fik mig til at græde og være tæt på at kaste op, og jeg kan ikke glemme det, jeg så. Jeg har ikke ord til at beskrive, hvor forfærdeligt og barbarisk det er.
Mine sønner har stadig deres far - men der er så mange mennesker, der har mistet deres kære under de mest forfærdelige omstændigheder, man kan tænke sig.
Vi er så små og sårbare, hvis nogen virkelig ønsker at sprede død og ødelæggelse - en lastbil, en helt dagligdags brugsgenstand - bliver til et dødeligt våben.
P og hans kæreste fløj hjem igår, og livet fortsætter - mine sønner er ude at hjælpe deres far med at flytte i dag, og på mandag tager de sammen på en planlagt ferie til et (forhåbentlig) fredeligt land.
Jeg har kun haft lejlighed til at tale ret kort med ham om praktiske ting. Jeg har ikke skrevet noget på FB, udover liket, at han har brugt Udenringsministeriets app til at fortælle, at han er ok. Jeg ringede til drengenes farfar for at berolige ham lidt, inden P var hjemme.
Det her var tæt på - og det føles tæt på. Jeg gider ikke lyde som en af dem, der kender nogen, der kender nogen, der måske var i den anden ende af Frankring, men verdens katastrofer kommer pludselig ind under huden på en på en helt anden måde, når ens børns far har været øjenvidne til dem.
Måtte ofrene hvile i fred og deres pårørende finde en eller anden form for trøst - og mine sønners far komme videre efter de rædsler, han har set uden at kunne forhindre dem.
Min eksmand, faren til mine to sønner på 20 og 21, sms'ede mig fra Nice torsdag aften - han skrev, at han var uskadt, men at han havde set mange mennesker dø på 20 meters afstand. Jeg blev dybt rystet - jeg vidste, han var afsted med sin kæreste (en relativt ny, som jeg ikke har mødt), men ikke hvor de var henne - og på det tidspunkt, hvor han skrev, var der INTET i nyhederne om tragedien.
Det viser sig, at de har siddet på første parket til massakren på balkonen på deres 1. sals hotelværelse ud til Promenade Anglais, og at de så lastbilen bryde gennem barrieren og køre direkte mod en isbod og meje en masse mennesker ned og fortsætte videre på sin blodige vej.
Jeg har det underligt. Jeg holder af mine børns far - vi har kendt hinanden, siden vi var 15. Jeg ved, at han nok ikke er den samme efter de ting, han har set - bare det at se nogle af optagelserne på Youtube fik mig til at græde og være tæt på at kaste op, og jeg kan ikke glemme det, jeg så. Jeg har ikke ord til at beskrive, hvor forfærdeligt og barbarisk det er.
Mine sønner har stadig deres far - men der er så mange mennesker, der har mistet deres kære under de mest forfærdelige omstændigheder, man kan tænke sig.
Vi er så små og sårbare, hvis nogen virkelig ønsker at sprede død og ødelæggelse - en lastbil, en helt dagligdags brugsgenstand - bliver til et dødeligt våben.
P og hans kæreste fløj hjem igår, og livet fortsætter - mine sønner er ude at hjælpe deres far med at flytte i dag, og på mandag tager de sammen på en planlagt ferie til et (forhåbentlig) fredeligt land.
Jeg har kun haft lejlighed til at tale ret kort med ham om praktiske ting. Jeg har ikke skrevet noget på FB, udover liket, at han har brugt Udenringsministeriets app til at fortælle, at han er ok. Jeg ringede til drengenes farfar for at berolige ham lidt, inden P var hjemme.
Det her var tæt på - og det føles tæt på. Jeg gider ikke lyde som en af dem, der kender nogen, der kender nogen, der måske var i den anden ende af Frankring, men verdens katastrofer kommer pludselig ind under huden på en på en helt anden måde, når ens børns far har været øjenvidne til dem.
Måtte ofrene hvile i fred og deres pårørende finde en eller anden form for trøst - og mine sønners far komme videre efter de rædsler, han har set uden at kunne forhindre dem.