Side 1 af 1

Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice

: 16. jul 2016, 19:25
af Tanten
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med den her tråd.

Min eksmand, faren til mine to sønner på 20 og 21, sms'ede mig fra Nice torsdag aften - han skrev, at han var uskadt, men at han havde set mange mennesker dø på 20 meters afstand. Jeg blev dybt rystet - jeg vidste, han var afsted med sin kæreste (en relativt ny, som jeg ikke har mødt), men ikke hvor de var henne - og på det tidspunkt, hvor han skrev, var der INTET i nyhederne om tragedien.

Det viser sig, at de har siddet på første parket til massakren på balkonen på deres 1. sals hotelværelse ud til Promenade Anglais, og at de så lastbilen bryde gennem barrieren og køre direkte mod en isbod og meje en masse mennesker ned og fortsætte videre på sin blodige vej.

Jeg har det underligt. Jeg holder af mine børns far - vi har kendt hinanden, siden vi var 15. Jeg ved, at han nok ikke er den samme efter de ting, han har set - bare det at se nogle af optagelserne på Youtube fik mig til at græde og være tæt på at kaste op, og jeg kan ikke glemme det, jeg så. Jeg har ikke ord til at beskrive, hvor forfærdeligt og barbarisk det er.

Mine sønner har stadig deres far - men der er så mange mennesker, der har mistet deres kære under de mest forfærdelige omstændigheder, man kan tænke sig.

Vi er så små og sårbare, hvis nogen virkelig ønsker at sprede død og ødelæggelse - en lastbil, en helt dagligdags brugsgenstand - bliver til et dødeligt våben.

P og hans kæreste fløj hjem igår, og livet fortsætter - mine sønner er ude at hjælpe deres far med at flytte i dag, og på mandag tager de sammen på en planlagt ferie til et (forhåbentlig) fredeligt land.

Jeg har kun haft lejlighed til at tale ret kort med ham om praktiske ting. Jeg har ikke skrevet noget på FB, udover liket, at han har brugt Udenringsministeriets app til at fortælle, at han er ok. Jeg ringede til drengenes farfar for at berolige ham lidt, inden P var hjemme.

Det her var tæt på - og det føles tæt på. Jeg gider ikke lyde som en af dem, der kender nogen, der kender nogen, der måske var i den anden ende af Frankring, men verdens katastrofer kommer pludselig ind under huden på en på en helt anden måde, når ens børns far har været øjenvidne til dem.

Måtte ofrene hvile i fred og deres pårørende finde en eller anden form for trøst - og mine sønners far komme videre efter de rædsler, han har set uden at kunne forhindre dem.

Re: Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice

: 16. jul 2016, 20:53
af Ado
:ae:

Re: Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice

: 16. jul 2016, 21:12
af Ado
Det er simpelthen så skrækkeligt. Ej, hvor har jeg ondt af ham, at han skulle opleve det. Det brænder sig jo fast på hukommelsen. :( :trist:

Re: Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice

: 16. jul 2016, 21:14
af Tanten
Ado skrev:Det er simpelthen så skrækkeligt. Ej, hvor har jeg ondt af ham, at han skulle opleve det. Det brænder sig jo fast på hukommelsen. :( :trist:


Ja, det gør det. Han er rimelig hård i filten, men han er også meget medfølende, og jeg tror, det her vil påvirke ham meget fremadrettet.

Re: Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice

: 16. jul 2016, 21:15
af Ado
Tanten skrev:
Ado skrev:Det er simpelthen så skrækkeligt. Ej, hvor har jeg ondt af ham, at han skulle opleve det. Det brænder sig jo fast på hukommelsen. :( :trist:


Ja, det gør det. Han er rimelig hård i filten, men han er også meget medfølende, og jeg tror, det her vil påvirke ham meget fremadrettet.

Han skal have noget hjælp. Det skal virkelig bearbejdes. Det fjerner det aldrig, men for pokker.
Jeg tror jeg ville få en smadret psyke, hvis jeg havde oplevet det. :( Det er så barbarisk og ubeskriveligt ondt.

Re: Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice

: 16. jul 2016, 21:15
af Ado
Tanten skrev:
Ado skrev:Det er simpelthen så skrækkeligt. Ej, hvor har jeg ondt af ham, at han skulle opleve det. Det brænder sig jo fast på hukommelsen. :( :trist:


Ja, det gør det. Han er rimelig hård i filten, men han er også meget medfølende, og jeg tror, det her vil påvirke ham meget fremadrettet.

Han skal have noget hjælp. Det skal virkelig bearbejdes. Det fjerner det aldrig, men for pokker.
Jeg tror jeg ville få en smadret psyke, hvis jeg havde oplevet det. :( Det er så barbarisk og ubeskriveligt ondt.

Re: Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice

: 16. jul 2016, 21:17
af Tanten
Ado skrev:
Tanten skrev:
Ado skrev:Det er simpelthen så skrækkeligt. Ej, hvor har jeg ondt af ham, at han skulle opleve det. Det brænder sig jo fast på hukommelsen. :( :trist:


Ja, det gør det. Han er rimelig hård i filten, men han er også meget medfølende, og jeg tror, det her vil påvirke ham meget fremadrettet.

Han skal have noget hjælp. Det skal virkelig bearbejdes. Det fjerner det aldrig, men for pokker.
Jeg tror jeg ville få en smadret psyke, hvis jeg havde oplevet det. :( Det er så barbarisk og ubeskriveligt ondt.


Ja, det skal han virkelig - og bare at se det på optagelser fik det til at vende sig i mig. Tænk at have overværet det i virkeligheden og oplevet folks rædsel. Frygteligt.

Re: Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice

: 18. jul 2016, 08:48
af dykkersild
Tanten - jeg vil blot sige til dig, at det siger meget om dig og din empati, at du bekymrer dig så meget om faren til dine børn. Ingen skal opleve det forfærdelige som skete i Nice - og jeg føler med ham og hans kæreste.

Og naturligvis skal han have hjælp til at bearbejde den frygteligt oplevelse. Jeg mener at have læst, at alle danskere derned kan få krisehjælp - måske hans familie/du kan hjælpe ham i den rigtige retning.

Re: Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice

: 19. jul 2016, 19:06
af Tanten
Mine sønner og svigerdatter tog afsted på charterferie med deres far og lillebror til en land, der ikke umiddelbart forbindes med den slags katastrofer, i går.

Den ene søn siger, han kan mærke, at hans far er mere følsom og blev ekstra glad for at se sine børn - og at han ikke var så grumpy, som han plejer. Men også, at han slap planlægningen lidt.

Den anden siger, der ikke er noget at mærke på ham.

Når de engang kommer hjem, og han er landet helt, så vil jeg lige høre ham ad, om han vil opsøge en form for krisehjælp.

Re: Når det bare kommer tæt på - massakren i Nice

: 20. jul 2016, 21:14
af Tanten
Bad Samaritan skrev:
Tanten skrev:Mine sønner og svigerdatter tog afsted på charterferie med deres far og lillebror til en land, der ikke umiddelbart forbindes med den slags katastrofer, i går.

Den ene søn siger, han kan mærke, at hans far er mere følsom og blev ekstra glad for at se sine børn - og at han ikke var så grumpy, som han plejer. Men også, at han slap planlægningen lidt.

Den anden siger, der ikke er noget at mærke på ham.

Når de engang kommer hjem, og han er landet helt, så vil jeg lige høre ham ad, om han vil opsøge en form for krisehjælp.


Det skader bestemt ikke at spørge - og jeg er selv stor fan af at man benytter sig af den slags tilbud. Hvis ikke fordi man ikke kan hitte ud af at tackle det, så bare for at få sat ord på følelserne og på den måde sikre sig, at tingene kommer i de rigtige kasser. [b]Men må jeg ikke lige slå et slag for at man ikke sådan by default problematiserer lige præcis dét, du beskriver her? Jeg mener, at være vidne til den slags ER en temmelig skelsættende og livsomvæltende begivenhed - og hvis noget som det dér ikke skulle gøre én mere følsom og give en lyst til at kramme sine børn en ekstra gang, så ved jeg ikke hvad skulle.

Som i: Det er temmelig normalt efter oplevelser, hvor ens børns og egen (ret til) eksistens lige pludselig kommer til forhandling, at tingene bliver sat lidt på spidsen - og det vil en hvilken som helst krisepsykolog også fortælle dig/ham
[/b]
. Dér hvor det bliver unormalt er, når det er ude af hans kontrol - når børnene skal krammes, for ellers sker der jo alt muligt skidt... og det bør i hvert fald give anledning til bekymring. Men det andet dér, som du beskriver, Tante? Det er jo dealen med og forholden sig til den dér (nye)virkelighed.

Anyhow, så synes jeg det er enormt prisværdigt at du kærer dig sådan for ham - og det er jeg sikker på, at han også vil synes, hvis du sådan pænt og forsigtigt spørger lidt indtil, hvordan han tackler det rent personligt, nu hvor han har brugt så meget af sig selv på at bearbejde det med ungerne. Hvis ikke han er omfattet Udenrigsministeriets krisestyringsmekanismer idet de ikke var direkte involveret (hvilket ville overraske mig meget), kan Røde Kors' Offerrådgivning bistå ham i at få den fornødne hjælp.


Vi er helt enige - jeg opfatter det bestemt som en fuldstændig sund og naturlig reaktion på at have været vidne til noget traumatisk og derved blive mindet om liv og død, at man lige viser lidt ekstra omsorg for sine nærmeste. Hvis jeg fik det til at lyde som om, at dét var en bekymrende reaktion, har jeg udtrykt mig helt forkert.

Jeg tænkte bare, udfra de ting, han skrev til mig, og sådan helt generelt, at det nok er en god idé, lige at snakke med nogle proffer, hvis man har set 20 + mennesker blive kvast under en lastbil få meter væk. Jeg er ret sikker på, han også har en form for krisehjælp i sin forsikring.

Og jeg vil ikke trænge mig yderlige på. Jeg respekterer, at han har andre at dele det med. Tråden her er nok mere min egen reaktion på, at mine børn kunne have mistet deres far - og at livet generelt bare er skrøbeligt.