HerErJeg skrev:
Jeg snakker aldeles glimrende med Karen når vi mødes. Og vi vil jo begge to gerne høre til hinanden. Og lige præcis derfor synes jeg det er noget værre pjat, at det skal gå den vej rundt til fødselsdage, når hun så gerne vil overbringe en hilsen. Der ville ikke været noget til hinder for at hun ikke selv kunne ringe, det vil ikke være som at snakke med en fremmed.
Mht. bryllup, så var vi for nogens vedkommende helt ude i kategorien "vildt fremmede". Vi anede ikke hvem de var, og det er kun pga. deres relation til min mor at de så giver en gave. Det kunne jeg aldrig finde på. Hvis der skal gives en gave, så er det fra mig til brudeparret uden mellemmand, og jeg vil selvfølgelig have en slags kendskab eller relation til brudeparret på en eller anden måde.
Jeg har stadig svært ved at forstå, at man kan blive vred over det. Det er da gjort i bedste mening. Hvis nogen, der kender og holder af din mor, ønsker at overrække en hilsen til hendes børn, som er vigtige for hende, er det da enormt sødt? Der er intet ondt eller mærkeligt i det i mine øjne. Det er netop, som jeg ser det, en anerkendelse af din mor, så hvorfor ikke hente varmen overfor handlingen derfra, i stedet for at tænke så negativt om det?
Og måske misforstår jeg, men jeg læser det som om du forventer, at det vil være sådan med Karen, selvom det rent faktisk ikke er sket endnu? Så du er vred og forurettet på forhånd over noget Karen måske gør?
Jeg kan dybest set ikke forstå problemet eller lysten til at føle dårlige følelser over noget, der ikke gør skade og som er kærligt ment.
Hvis jeg skal svare på titlen, så tror jeg, at det jeg har oplevet som mest problematisk, er konfliktskyheden, der kan findes i nogle familiers ældre generationer. Trangen til at feje ting under gulvtæppet, rigide familienormer der handler om, at man "holder sammen" alene fordi man er familie. Gode familier er værd at bevare, men dårlige familier skal ændres, så man kan bryde det dårlige mønster og så alle kan udvikle sig som mennesker. Familie fortjener ikke loyalitet (forstået som bestræbelsen på at bevare alene fordi det er familie) og jeg håber, at det er en norm der vil opløses mere eller mindre med tiden.