Debatten

Inspireret af div tråde om ensomhed og det at finde nye venner.

Der var en der nævnte kræsenhed.

Og kom til at tænke over om vi (nogen) simpelthen sætter en liste af krav op som de potentielle nye venner man møder, som de simpelthen ikke kan leve op til?
Lidt ligesom i datingverdenen, hvor nogen har så mange krav til en partner, at de aldrig finder en.

Tænkte umiddelbart at jeg da ikke stiller krav til mine venner, men selvfølgelig gør jeg det!

De skal have social intelligens, gider ikke folk der ikke forstår at begå sig blandt andre (og mig).

Have et minimum af god hygiejne, skal kunne se på folk uden at få kvalme og skal kunne være sammen med dem uden at blive distraheret af at de (altid) lugter.

Gider ikke folk der er intolerante overfor homosexuelle, "fremmede" osv. Man må hjertens gerne være kritisk og mene noget andet end mig, men vi taler pænt om andre mennesker. Og så skal jeg kunne slippe for at hidse mig på, hvis vi ender med at tale om de emner.

De skal ikke være super nærtagende, gider ikke skulle passe på om det jeg siger kan misforstås, mine venner skal gå ud fra at jeg vil dem det godt, og ellers må de spørge hvis de tror jeg mener noget skidt.

De skal tage initiativ til at vi mødes, snakker eller skriver sammen indimellem. Jeg har ikke noget imod at være den der oftest rækker ud - men hvis det ALTID skal være mig, så lader jeg det glide ud i sandet.

Og så skal vi selvfølgelig have noget at tale om/have lyst til hinandens selskab.

Ting som alder, uddannelse, levestandard, hvor/hvordan folk bor, om de er belæste, introverte/ekstroverte, følger med i nyheder/verden, er fysisk aktive osv. Er mig ligegyldigt. Jeg bruger mine venner til forskellige ting, og forventer ikke at slle mine venner skal kunne opfylde alle mine behov.

Hvis du tænker efter, hvad har du så af krav til venner?

Jeg føler egentlig ikke, at jeg har krav til mine venner, udover at de skal behandle mig med respekt. For mig er én af forskellene på venner og kærester nemlig, at en ven ikke behøver matche en på ligeså mange områder, selvfølgelig afhængigt af venskabets art.
Jeg har fx en god ven, som jeg slet ikke deler menneskelige værdier med, om som jeg egentlig finder temmelig dum at høre på og usympatisk på en lang række punkter. Men han er klart den ven, jeg har det sjovest med, når vi laver mad sammen, tager i byen, eller finder på andre mærkelige ting at lave. Og så er han også ofte den, jeg tyr til, når jeg er helt nede, fordi vi, i kraft af at vi er så forskellige, slipper for at skulle forklare og tale om problemer, da vi begge ved det er overflødigt, men kan nøjes med at tilbyde støtte af mere praktisk karakter. Jeg har andre venner, jeg ikke matcher på andre punkter med, men som kan give mig noget andet. Når jeg kigger rundt i mine vennekreds, tror jeg egentlig kun der er to stykker, som jeg føler har hele pakken, hvis man kan sige det på den måde.
Netop det kan man jo så tage som et udryk for at jeg er kræsen, om man vil.

Ærlig talt så tænker jeg sgu egentlig ikke over hvilke krav jeg har til venner, som udgangspunkt er de fleste mennesker velkomne i mit liv, og svinger kemien og humoren, så må folk gerne være ven med mig. Men jeg tror grundlæggende at kemi mellem mennesker er grobund for venskaber, og kemien er der nok ikke hvis folks holdninger eller grundværdier er alt for langt væk fra ens egne. Folks køn,alder, status, seksualitet, etnicitet eller udseende er mig helt ligegyldig, hvis bare de har en fed personlighed jeg svinger med.

Jeg skal kunne stole på at mine venner, og at de skal ville mig det godt.
Jeg ønsker ikke venskaber med nogen der ikke kan rumme ting der falder uden for deres verdensbilleder og som derfor har et behov for at moralisere omkring alt muligt de synes er forkert som jeg gør.
Jeg ønsker ikke venskaber med folk der har venskaber som et kontrolleret forhold, hvor man altid skal sige hvad man tænker, hvad de sker i ens liv, og hvor der nærmest er regler for hvor ofte man SKAL ses.
Jeg magter ikke drama i mine venskaber, selvfølgelig skal der da være plads til at træde ved siden af, og også til at blive påvirket f ting, og måske (over)reagere lidt, selvfølgelig skal der være plads til at synes den anden er lidt træls og sige det, men det skal ikke være normen.

Gensidig respekt og opmærksomhed. Plus en god kemi.

Jeg har veninder, der stemmer DF. I tankerne losser jeg dem nogle gange over skinnebenet, men jeg er stoppet med at diskutere politik med dem. De indeholder mange andre gode kvaliteter - derfor er de mine venner.

Nogenlunde samme værdier og 100% loyalitet er ufravigelige krav til venner. Dertil kommer sjov og energigivende.

Pjeps skrev:Ærlig talt så tænker jeg sgu egentlig ikke over hvilke krav jeg har til venner, som udgangspunkt er de fleste mennesker velkomne i mit liv, og svinger kemien og humoren, så må folk gerne være ven med mig. Men jeg tror grundlæggende at kemi mellem mennesker er grobund for venskaber, og kemien er der nok ikke hvis folks holdninger eller grundværdier er alt for langt væk fra ens egne. Folks køn,alder, status, seksualitet, etnicitet eller udseende er mig helt ligegyldig, hvis bare de har en fed personlighed jeg svinger med.

Jeg er med på denne, men har også med tiden oplevet at ærlighed er et must for mine venskaber.

Har en såkaldt 'bedste veninde', som for ikke så længe siden holdt tale til vores bryllup om hvad gode venner gør for hinanden - og nu undgår hun at ses med alle mulige tamme undskyldninger. Der er jeg lidt sådan, at hvis der er et issue, så må man være voksen nok til at være ærlig og melde ud...

Grundlæggende en god kemi, der gør, at jeg har det rart i deres selskab. Naturligvis også respekt, støtte og loyalitet. Men det er ikke noget, jeg tænker over. Mine venskaber føles meget 'automatiske' og de fleste af dem er mangeårige. Måske krav til venskaber er mere tydelige i opstartsfasen.

Kemi, ærlighed og at de også kan lytte og ikke bare kun snakke om dem selv og deres problemer

God kemi, interesseret i mig og i at dele ud af sig selv, nærværende, tager sig tiden til at være sammen og empatisk

Jeg har en lille flok af folk, jeg anser som venner. Der skal meget til, at man kommer ind i den flok, men hvad jeg præcist har af krav har jeg aldrig overvejet.

Det hjælper altid rigtig meget, at man deler interesse og synspunkter, men samtidig må der også gerne være plads til uenighed uden at det giver afsæt for tredje verdenskrig.

Lige netop denne flok har jeg kæmpet for at bibeholde, efter jeg flyttede. Jeg bor kun en time væk, men det har været svært for dem (og mig, I guess) at acceptere, at en kop kaffe nu skal planlægges. Jeg mangler spontaniteten i vores interne forhold, og jeg blev faktisk ked af ikke at blive inviteret med til ting længere. En ting er, at jeg ofte desværre er nødt til at sige nej tak, både på grund af manglende tid og manglende økonomi, men jeg vil da gerne have invitationen og vide, at der er tænkt på mig. Det er de så begyndt at overveje efter jeg påpegede det...

Jeg har ikke specifikke krav, eventuelle deal breakers kommer an på situationen og personen.

Jeg har ikke rigtigt krav. De, der i dag er mine tætte venner, blev jo ikke som sådan castet til rollen. Lige pludselig var de bare tætte venner.
Men jeg har fundet ud af at jeg ikke længere magter drama med venner. Det skal være let og ukompliceret at have en god ven, det skal ikke være sådan noget, hvor det hele tiden skifter, om man er venner eller ej.
Og så skal de bringe positivet og energi ind i mit liv. Mit samvær med mine bedste venner er kendetegnet af at jeg altid er i bedre humør efter at have set dem - fordi deres samvær bare gør mig glad.
Og så skal de have min ryg. Jeg sætter pris på at mine tætteste venner altid er på min side.

Ærlige, udramatiske, og gerne lidt reflekterede. og gerne med en lidt passioneret, måske endda nørdet side.
Men mange af mine venner og bekendte kender dog forskellen på en D6 og en D20 og hvad AC og DAM står for

Mine venner skal være empatiske og sjove - og hvis de også gider drikke masser af kaffe med mig, tage på museum samt i teateret med mig, er det en kæmpe bonus