Jeg har snakket lidt og luftet mine planer omkring fertilitetsbehandling for min chef, hvor svaret var "så søger vi bare en ny paragraf til dig, også får du den ro du behøver" ( har luftet, at jeg sygemelder mig i tid fra ægopsætning til blodprøve)
Jeg ser stadig ikke nogen fremtid, jeg kan ikke forestille mig?m, hvordan vores fremtid ser ud.
Jeg har ikke lyst til at se nogen mennesker, jeg orker ikke spørgsmålene. Jeg arbejder helt sindssygt (mere end jeg kan holde til), for at være optaget af noget. Er meget træt når jeg kommer hjem, så sover jeg, også gik den dag med det.
Jeg har fået indkaldelse til speciallæge, da jeg har udtrykt stor ønske om at stoppe med medicinen, det bliver nu efterlevet, og har fået en tid, så med ventetiden på det, samt karentænetiden, passer nok med mit vægttab, og jeg må komme videre.
Vi har booket en ferie i London, bare min mand og jeg - ham der synes vi trængte til at komme væk.
Jeg græder stadig meget, jeg er meget vred, melder konsekvens afbud til alle fællesarrengementer, med mindre det er familien. Jeg orker det ikke.
Jeg synes det er svært at se fremtiden, jeg har en plan, men det er så svært at se målet. Der er jo ikke noget mål
Jeg er blevet faster - det er jeg meget stolt over, har fået hende til at smile stort til mig, og jeg skal være fadder.
Men livet i en leverpostej, er vel bare livet i en leverpostej.