Aldrig mere Mor

[Mumifar]

Jeg er helt klar over at barnets trivsel står højest.
Synes bare det er mærkeligt, at personer som er blevet umyndiggjort har mulighed for at få et barn, for når de så får et barn, så bliver dette straks taget fra dem. Jeg synes slet ikke at sitationen burde være opstået.

Hvor hører du, at de er blevet umyndiggjort?

Udviklingshæmmede mennesker er ifølge loven som udgangspunkt myndige og har de samme rettigheder som andre. Det gælder også retten til at have en kæreste, et sexliv, osv. Nogle har måske brug for en værge på fx det økonomiske område, men det ændrer ikke ved, at de stadig er myndige (og eksempelvis har stemmeret) ligesom alle andre mennesker.

Det var en fejl, at jeg sagde de var umyndige. Det ved jeg slet ikke om de er.
Men I min verden er det en umyndiggørelse af folk, når man fratager dem retten til at få børn.

[computermus]

Nu er det nok fordi jeg ser det fra den anden side, men det der med "retten" til at få børn, der er jeg nok lidt ambivalent (i mangel af bedre ord).
Jeg synes egentlig at meget i dag, drejer sig om vores "ret" til det ene og det andet. Jeg synes faktisk at et barn har ligeså meget ret ,om ikke mere, til at have en god og tryg barndom og opvækst, som forældrene har til at få børn.
I mange tilfælde tror jeg at de forældre som dokumentaren drejer sig om, med meget støtte og opbakning fra diverse professionelle aktører i barnets liv, kunne give barnet en god opvæst.
Men der er jo også de tilfælde hvor det bedste for barnet er at fjerne det, fordi uanset hvor meget støtte og opbakning forældrene får, så magter de ikke forældrerollen.

[Mumifar]

Nu er det nok fordi jeg ser det fra den anden side, men det der med "retten" til at få børn, der er jeg nok lidt ambivalent (i mangel af bedre ord).
Jeg synes egentlig at meget i dag, drejer sig om vores "ret" til det ene og det andet. Jeg synes faktisk at et barn har ligeså meget ret ,om ikke mere, til at have en god og tryg barndom og opvækst, som forældrene har til at få børn.
I mange tilfælde tror jeg at de forældre som dokumentaren drejer sig om, med meget støtte og opbakning fra diverse professionelle aktører i barnets liv, kunne give barnet en god opvæst.
Men der er jo også de tilfælde hvor det bedste for barnet er at fjerne det, fordi uanset hvor meget støtte og opbakning forældrene får, så magter de ikke forældrerollen.

jeg synes som udgangspunkt at det er en menneskeret at kunne få og beholde de børn som man selv er i stand til at lave.
Synes man kommer ud på et sidespor, hvis man begynder at regulere for meget. Lige pludselig kan en kontanthjælpsmodtager måske ikke få lov til at få børn.
Verden bliver mere og mere strømlinet og der bliver mindre og mindre plads til tilfældigheder og unødige udgifter.
Idag og i fremtiden er det kun bundlinien der tæller.
Jeg mener bare vi bliver nødt til at holde fast i vores frihedsrettigheder, så godt vi kan.

[JackieO]

jeg synes som udgangspunkt at det er en menneskeret at kunne få og beholde de børn som man selv er i stand til at lave.
...
Jeg mener bare vi bliver nødt til at holde fast i vores frihedsrettigheder, så godt vi kan.

Problemet et jo, at det kræver usigeligt meget mere at opfostre et fysisk og psykisk sundt barn end det kræver at "lave" et barn (for nu at bruge dine ord). Så hvis du ensidigt fokuserer på forældrenes ret til at beholde de børn, de selv har lavet, kan du komme til at overse barnets ret til den levestandard, der kræves for barnets fysiske, psykiske, åndelige, moralske og sociale udvikling, som er vedtaget i FN's Børnekonvention.

[Aviva]

Jeg bryder mig ikke særlig meget om, at kommunen bare kan gå ind og tvangsfjerne et barn lige efter fødslen, forældrene har jo ingen chance for at bevise at de er gode nok..

Jeg synes godt man kunne give en prøvetid på X antal måneder, og så derefter sætte eventuel tvangsfjernelse igang..
- det kan virkelig knække et menneske at få taget sine børn på den måde.

Jeg så f.eks min mor gå mere og mere i opløsning i flere år (hun døde så lige op til min yngste søsters 18 års fødselsdag, hvor vi endelig ville have fået fred til at være en familie) .. Hun havde brug for hjælp, men det virkede mere som om hun blev sparket til, end hjulpet.

[FruKuk]

Jeg bryder mig ikke særlig meget om, at kommunen bare kan gå ind og tvangsfjerne et barn lige efter fødslen, forældrene har jo ingen chance for at bevise at de er gode nok..

Jeg synes godt man kunne give en prøvetid på X antal måneder, og så derefter sætte eventuel tvangsfjernelse igang..
- det kan virkelig knække et menneske at få taget sine børn på den måde.

Jeg så f.eks min mor gå mere og mere i opløsning i flere år (hun døde så lige op til min yngste søsters 18 års fødselsdag, hvor vi endelig ville have fået fred til at være en familie) .. Hun havde brug for hjælp, men det virkede mere som om hun blev sparket til, end hjulpet.

Kommunen kan bestemt ikke bare tvangsfjerne et barn. En sådan beslutning kræver et kæmpe og særdeles grundigt forarbejde. Og derudover kan kommunen kun indstille til en tvangsanbringelse. Selve beslutningen træffes (i første omgang) af et "Børn og unge-udvalg", der består af;
2 medlemmer valgt af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer
1 dommer
2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige

[Mumifar]

Nu er det nok fordi jeg ser det fra den anden side, men det der med "retten" til at få børn, der er jeg nok lidt ambivalent (i mangel af bedre ord).
Jeg synes egentlig at meget i dag, drejer sig om vores "ret" til det ene og det andet. Jeg synes faktisk at et barn har ligeså meget ret ,om ikke mere, til at have en god og tryg barndom og opvækst, som forældrene har til at få børn.
I mange tilfælde tror jeg at de forældre som dokumentaren drejer sig om, med meget støtte og opbakning fra diverse professionelle aktører i barnets liv, kunne give barnet en god opvæst.
Men der er jo også de tilfælde hvor det bedste for barnet er at fjerne det, fordi uanset hvor meget støtte og opbakning forældrene får, så magter de ikke forældrerollen.

jeg synes som udgangspunkt at det er en menneskeret at kunne få og beholde de børn som man selv er i stand til at lave.
Synes man kommer ud på et sidespor, hvis man begynder at regulere for meget. Lige pludselig kan en kontanthjælpsmodtager måske ikke få lov til at få børn.
Verden bliver mere og mere strømlinet og der bliver mindre og mindre plads til tilfældigheder og unødige udgifter.
Idag og i fremtiden er det kun bundlinien der tæller.
Jeg mener bare vi bliver nødt til at holde fast i vores frihedsrettigheder, så godt vi kan.

Har du indsigt i, hvor langt man går for at undgå anbringelser af børn?

Dét må også være en menneskeret, at børn får en tålelig opvækst og når jeg siger 'tålelig', så er det fordi et anbragt barn aldrig kommer i nærheden af den barndom, som børn i velfungerende familier får.

Jeg mener bestemt, at man bliver nødt til at gå langt og hjælpe på alle mulige områder, før man tvangsanbringer børn. Det gør man også idag og det skal man blive ved med.

Dokumentaren skildrer som nævnt 2 tvangsfjernelser. Jeg tror de fleste der ser programmet får en følelse af at systemet måske er en smule hårdt. Jeg fik ihvertfald specielt sympati med hende moderen, der var blevet mentalt skadet efter kemo behandling som lille pige.

[Mumifar]

Nu er det nok fordi jeg ser det fra den anden side, men det der med "retten" til at få børn, der er jeg nok lidt ambivalent (i mangel af bedre ord).
Jeg synes egentlig at meget i dag, drejer sig om vores "ret" til det ene og det andet. Jeg synes faktisk at et barn har ligeså meget ret ,om ikke mere, til at have en god og tryg barndom og opvækst, som forældrene har til at få børn.
I mange tilfælde tror jeg at de forældre som dokumentaren drejer sig om, med meget støtte og opbakning fra diverse professionelle aktører i barnets liv, kunne give barnet en god opvæst.
Men der er jo også de tilfælde hvor det bedste for barnet er at fjerne det, fordi uanset hvor meget støtte og opbakning forældrene får, så magter de ikke forældrerollen.

Ja meget drejer sig idag om vores ret til det éne og det andet, og jeg synes generelt det er trættende at høre om.

Men lige hvad angår børn, så synes jeg virkelig det er en ret som vi har, hvis vi biologisk er istand til det.
Jeg synes det er så fundementalt som noget overhovedet kan være. Men den dag man så bliver forældre, så må man jo bevise overfor sig selv, sit barn og sin omverden at man kan magte opgaven.

Hvis samfundet allerede på forhånd har bestemt at visse mennesker ikke vil kunne magte opgaven, så synes jeg samfundet skal sørge for, at de ikke kan få børn.

[OberstNasig]

Jeg bryder mig ikke særlig meget om, at kommunen bare kan gå ind og tvangsfjerne et barn lige efter fødslen, forældrene har jo ingen chance for at bevise at de er gode nok..

Jeg synes godt man kunne give en prøvetid på X antal måneder, og så derefter sætte eventuel tvangsfjernelse igang..
- det kan virkelig knække et menneske at få taget sine børn på den måde.

Jeg så f.eks min mor gå mere og mere i opløsning i flere år (hun døde så lige op til min yngste søsters 18 års fødselsdag, hvor vi endelig ville have fået fred til at være en familie) .. Hun havde brug for hjælp, men det virkede mere som om hun blev sparket til, end hjulpet.

Uha, det giver mig altid myrekryb, det argument at forældre skal have en chance. Gu´skal de så, hvis alt tyder på at de med den rette støtte kan vokse med opgaven. I min optik er det barnet, der skal have en chance. For en god start på livet. På ganske få måneder kan en nyfødt blive skadet for livet, hvis forældrene får en chance og det viser sig, at de desværre ikke magter opgaven.

Det er bestemt muligt at vurdere forældre for uegnede, inden de overhovedet får barnet.

I dette tilfælde er der tale om tvangsadoption og ikke tvangsfjernelse, hvilket der er en stor forskel på. Det er en meget voldsom beslutning og heller ikke risikofri for barnet. Jeg kan godt se at det i visse tilfælde er det bedste, når vi taler barnets tarv, men der skal virkelig være tungtvejende årsager og enormt grundige undersøgelser, der går forud.

[Q-beben]

Jeg er så enig i det, Oberst Nasig skriver.

Desuden kan man godt vurdere forældreegnethed uden, at barn og forældre nødvendigvis skal bo sammen. Så forældrene kan godt få chancen til at vise, at de magter opgaven, selvom barnet ikke bor hos dem. Hellere det end at tillade, at et barn bliver tidligt skadet, hvilket ikke kan rettes op på senere.

Jeg har aflastningsbørn, - og grundlæggende er problemet hos forældrene, at de sætter sine egne behov før barnets/ikke magter at se barnets behov:

Jeg har mødt forældre, som gerne vil, men som aldrig har lært det, og hvor det er rigtig svært at lære det grundet indlæringsvanskeligheder og social arv.

Og forældre, som har nok i sig selv, og som ikke ønsker at lære det. Men som ligger under for omgivelsernes pres: "Man skal som forældre tage sig af sit barn". Hvis de ikke blev presset af omgivelserne, ville de nok aldrig have børn, tænker jeg.

Jeg har mødt flere, som aldrig bliver gode forældre for deres børn. Men der skal meget meget til, før en kommune tvangsfjerner et barn. Og den hjælp, kommunerne kan tilbyde om at støtte forældrene, den er for mangelfuld.

Omvendt var jeg til et foredrag med Lisbeth Zornig, hvor hun fortalte, at tvangsfjernelser ikke er bedre end at lade barnet blive hos familien med støtte og opbakning fra familie, venner og kommunen.

Jeg synes, det er et svært emne det her...

[Q-beben]

Jeg er så enig i det, Oberst Nasig skriver.

Desuden kan man godt vurdere forældreegnethed uden, at barn og forældre nødvendigvis skal bo sammen. Så forældrene kan godt få chancen til at vise, at de magter opgaven, selvom barnet ikke bor hos dem. Hellere det end at tillade, at et barn bliver tidligt skadet, hvilket ikke kan rettes op på senere.

Jeg har aflastningsbørn, - og grundlæggende er problemet hos forældrene, at de sætter sine egne behov før barnets/ikke magter at se barnets behov:

Jeg har mødt forældre, som gerne vil, men som aldrig har lært det, og hvor det er rigtig svært at lære det grundet indlæringsvanskeligheder og social arv.

Og forældre, som har nok i sig selv, og som ikke ønsker at ændre på det. Men som ligger under for omgivelsernes pres: "Man skal som forældre tage sig af sit barn". Hvis de ikke blev presset af omgivelserne, ville de nok aldrig have børn, tænker jeg.

Jeg har mødt flere, som aldrig bliver gode forældre for deres børn. Men der skal meget meget til, før en kommune tvangsfjerner et barn. Og den hjælp, kommunerne kan tilbyde om at støtte forældrene, den er for mangelfuld.

Omvendt var jeg til et foredrag med Lisbeth Zornig, hvor hun fortalte, at tvangsfjernelser ikke er bedre end at lade barnet blive hos familien med støtte og opbakning fra familie, venner og kommunen.

Jeg synes, det er et svært emne det her...