HappyPaww skrev:Jeg orker heller ikke rigtig fødselsdage - hverken min egen eller andres Holder slet ikke for mig selv længere - i hvert fald ikke noget officielt. Vil hellere ud og spise med kæresten eller noget. I år kom min mor og hendes mand forbi nogle dage efter min fødselsdag (havde fødselsdag på en hverdag), og hun havde taget en lagkage og en gave med. Blev helt overrasket for jeg havde ikke skænket det en tanke, at det var derfor de kom forbi Men jeg gider generelt ikke de store fejringer af mig selv... Jeg forventer i øvrigt heller ikke gaver.
...*snip snip*...
Og det her må man nok ikke sige, men jeg synes det er lidt forkælet og småbarnligt at nogle voksne mennesker går utrolig højt op i deres egen fødselsdag (med mindre det er rundt, og man vil holde en stor fest)... For mig at se er det mere en børneting.
Du må gerne sige det, men hvert år til min fødselsdag håber mit indre barn, at min kæreste vækker mig med et BJERG af smukt indbundne pakker indeholdende lækre ting. Men, det gør han ikke og han kommer helt sikkert aldrig til det. (Og det er også okay.)
Jeg elsker virkelig gaver og fødselsdag. Jeg kan godt se, det er lidt barnligt, men det gør jeg. Hehe.
Nå, men i min familie er det også gerne et enkelt måltid, som regel enten eftermiddagskaffe eller middag. De voksnes fødselsdage plejer vi at fejre med nærmeste familie og aftensmad. Vi giver generelt små gaver, undtagen til ungerne. Vi bor i nærheden af hinanden.
Min kærestes familie bor i hver sin ende af landet, så når vi besøger dem, er det altid med overnatning. Det har jeg altid lidt svært ved at overskue, selvom det som regel bliver hyggeligt i sidste ende. Jeg magter bare ikke altid de dér timelange samtaler. Det er en meget høflig familie, så der er virkelig ikke ret meget spas eller sjove historier, som jeg er vant til fra min egen side. Derudover er min svigerfar altid efter os, når vi trænger til at sove en time eller to ekstra efter en hård uge, og det er så fucking pres, altså.