Hvordan får jeg lukket denne her?

[Moxy-lady]

Jeg har en fyr fra min folkeskole parallelklasse på min FB. For at være ærlig så bevægede vi os ikke i de samme cirkler dengang, men vi har åbenbart (jeg husker det ikke, men det siger han) haft nogle gode snakke dengang. Fair nok. At some point for nogle år siden skriver han til mig om et eller andet og vi skriver lidt sammen om vores liv og hvad der er sket siden folkeskolen. For hans vedkommende er der sket nogle ret massive ændringer ift. tro og familie. En god snak og så er det egentlig det. Alle der er venner med mig på FB ved at jeg har en kæreste og tror egentlig også at han har. Under alle omstændigheder tror jeg ikke at det er på dén måde fra hans side. Men nu har han (jeg har lige tjekket) siden november 2013 forsøgt at få mig til at mødes med ham til en øl når han er i byen. Gennemsnitligt to gange om året siden da. I starten kom jeg med undskyldninger, for det har jeg egentlig ikke rigtig lyst til. Jeg synes at han virker som en fin fyr, men jeg er sgu ikke god til sådan noget med at mødes til en øl med folk jeg ikke har set siden jeg gik ud af folkeskolen for 16 år siden. Det virker alt for akavet for mig, og jeg har egentlig de venner jeg kan overskue. Men jeg har ikke rigtig haft lyst til at skrive alt dette, og troede egentlig at invitationerne ville gå i sig selv når jeg havde sagt nej nogle gange. Nu har han skrevet og spurgt igen. Og jeg skrev så til ham at jeg ikke rigtig var så god til det der, og at jeg skriver "Jeg må bare erkende at jeg ikke er så god til den slags mere. Jeg er nok en smule asocial, pånær med nære venner og familie, efterhånden. Så det er sødt af dig at spørge, men jeg jeg får dårlig samvittihed over hele tiden at sige nej. Det er sådan den helt traditionelle (og i dette tilfælde sande) Its not you, its me Jeg tager nærmest aldrig i byen mere, hvis jeg gør er det med tætte veninder eller min kæreste. Jeg brøds mig ikke om det " Jeg synes egentlig at den er lukket der, og skriver at han må have en god fornøjelse med den veninde han er i byen med og held og lykke med de ting han går og bøvler med nu. Hvortil han svarer at vi så kan mødes til en kop kaffe en dag hvor vi bare kan snakke (ikke tale.) Altså, hvad fanden gør jeg galt? Vi snakker nok ikke en mand med den største selvtillid, og jeg har jo ikke lyst til at smadre ham helt ned under gulvbrædderne i en afvisning, men jeg synes altså også at det her er lidt ubehageligt. Jeg føler mig som den største kælling, men samtidig ved jeg også at FB-korrospondance er alt jeg nogensinde ville kunne overskue. Både sådan i det hele taget, jeg føler at jeg har de venner jeg har brug for, og også fordi vi basalt set er meget forskellige og jeg kan nok ikke rigtig se ham som venne-potentiale, hvorimod han skriver (som svar på ovenstående) at han måske havde håbet at der var basis for noget venskab der (hos mig) - blndt andet baseret på at vi havde de her gode snakke i folkeskolen.
Han virker egentlig som om han har et rimelig aktivt socialliv, og har da i hvert fald nogle tætte venner, så det er ikke fordi han er totally awone.

Til dels så skyldes min dårlige samvittighed nok også at han altid har lagt mere i vores snakke end jeg har. Det kommer til at lyde rigtig grimt det her, men jeg vidste egentlig bare at han var der da jeg var teenager, og har ikke lagt noget særligt i at vi har snakket sammen. Han var meget alene bla. pga sin religion men også fordi børn/teenagere var modbydelige. Jeg var måske ikke den sejeste og lækreste men jeg havde en del venner. Og selvom jeg nu er sær, har taget 30 kg på og ikke er spor sej eller lækker, så sidder jeg endnu engang i en situation hvor han lægger meget mere i et par venlige ord og lidt venlig interesse end jeg gør. Jeg føler mg som den værste kælling i hele verden. Arrogant og snobbet.

Jeg er egentlig meget tilbøjelig til at putte svesken på disken og være ærlig, og det synes jeg også at jeg har forsøgt at være. Men nu er jeg ved at være lidt presset. Jeg har ikke lyst til at være en strid eller arrogant kælling. Jeg vil da erne skrive lidt på messenger fra tid til anden, men ikke mere.
Man kan jo sige at invitationerne ikke kommer så ofte, men jeg synes også bare at det er latterligt at jeg siger nej til at mødes til en øl 5-6 gange over en 3 år lang periode og måske så nu kan se frem til kaffeinvitationer som jeg kan bruge tid på at afvise nogenlunde høfligt.

[Allmost_Famous]

Årh, den er svær. Altså, jeg tænker, at du har været rimelig klar i spyttet, men det siver bare ikke ind, ser det ud til. Hvad med at du skriver, at det såmænd ikke gør den store forskel om der bliver budt på øl eller kaffe, fordi du ikke er så socialt anlagt på dine gamle dage - eller hvordan det nu føles naturligt for dig.

Hvis han heller ikke fatter det, så må man nok tage skrappere midler i brug.

[DetSorteCirkus]

Du skal passe på, at du ikke går med på hans præmis, som tydeligvis er, at I skal bygge videre på noget, der ligger et halvt liv tilbage, hvor din tilgang er, at der er tale om to adskilte forløb. Hans billede af situationen er ikke mere rigtigt end dit, og derfor er det helt i orden, at du har fundet mening i at skrive lidt sammen, men ikke ønsker at lade det udvikle sig.

Jeg tænker, at du kan gøre lidt ligesom i en datingsituation. Skrive noget i retning af: "Det har været hyggeligt at skrive sammen med dig herinde, men jeg synes ikke, at der er grobund for at mødes og gå i retning af et venskab.".

Når hans invitationer kommer ret spredt, behøver det i øvrigt ikke at stikke så dybt. Jeg har i hvert fald haft bekendtskaber, der sommetider pippede lidt og ville ses, hvor jeg hurtigt fornemmede, at det mest handlede om kedsomhed og behov for opmærksomhed. Sådan noget hvor man mødes og bagefter aftaler, at nu skal man da snart ses igen, uden at det bliver til noget, fordi man egentlig mere var interesseret i den enkeltstående oplevelse end personen selv.

[Luffegås]

Helt ærligt, tror han vil mere. Og det er unfair han ikke acceptere din afvisning. Eller også er han som en clingy-veninde der klistrer fast. Tror helt ærligt en metode virker: lad vær med at læse hans beskeder, og lad vær at svare. Drop at lukke den, det kommer ikke til at ske.

[Æble]

Er du interesseret i at have en relation til ham? Hvis ja, så bare svar "nej tak, det har jeg ikke lyst til", hver gang han inviterer. Hvis ikke kan du være mere hård og skrive noget ala det som det sorte cirkus skriver og så derefter undlade at svare på hans beskeder.

[Skorstenen]

"Beklager makker, men jeg bliver ikke mere social af at det er kaffe vi får" "vi kan fortsætte med vores små snakke i cyberspace, men som sagt, er jeg ikke social nok til at ville mødes"

[Fillie]

Hvad med bare at udtrykke dit behov? Du skriver det selv så fint her: "Jeg vil da gerne skrive lidt på messenger fra tid til anden, men ikke mere".

[vibbsen]

"Hej. Det har jeg desværre heller ikke lyst til." Punktum. Nicht weiter.

Jeg tænker at det er utrolig pænt og empatisk af dig at du ikke vil gøre ham ked af det. Det er en virkelig fin egenskab at have.
Men når det er sagt, så skal man altså passe på med at tage ansvaret for det "mentale helbred" hos mennesker som er så langt ude i periferien som en klassekammerat fra folkeskolen som man ikke har set i 16 år, og som man ikke engang havde særlig meget at gøre med....Især hvis det er på bekostning af ens eget. Du er tydeligvis utilpas til mode over ikke at kunne gøre ham klart at det har du faktisk ikke lyst til. Det synes jeg faktisk du er forpligtet overfor dig selv til at handle på.

[Rapfisk]

Jeg har en fyr fra min folkeskole parallelklasse på min FB. For at være ærlig så bevægede vi os ikke i de samme cirkler dengang, men vi har åbenbart (jeg husker det ikke, men det siger han) haft nogle gode snakke dengang. Fair nok. At some point for nogle år siden skriver han til mig om et eller andet og vi skriver lidt sammen om vores liv og hvad der er sket siden folkeskolen. For hans vedkommende er der sket nogle ret massive ændringer ift. tro og familie. En god snak og så er det egentlig det. Alle der er venner med mig på FB ved at jeg har en kæreste og tror egentlig også at han har. Under alle omstændigheder tror jeg ikke at det er på dén måde fra hans side. Men nu har han (jeg har lige tjekket) siden november 2013 forsøgt at få mig til at mødes med ham til en øl når han er i byen. Gennemsnitligt to gange om året siden da. I starten kom jeg med undskyldninger, for det har jeg egentlig ikke rigtig lyst til. Jeg synes at han virker som en fin fyr, men jeg er sgu ikke god til sådan noget med at mødes til en øl med folk jeg ikke har set siden jeg gik ud af folkeskolen for 16 år siden. Det virker alt for akavet for mig, og jeg har egentlig de venner jeg kan overskue. Men jeg har ikke rigtig haft lyst til at skrive alt dette, og troede egentlig at invitationerne ville gå i sig selv når jeg havde sagt nej nogle gange. Nu har han skrevet og spurgt igen. Og jeg skrev så til ham at jeg ikke rigtig var så god til det der, og at jeg skriver "Jeg må bare erkende at jeg ikke er så god til den slags mere. Jeg er nok en smule asocial, pånær med nære venner og familie, efterhånden. Så det er sødt af dig at spørge, men jeg jeg får dårlig samvittihed over hele tiden at sige nej. Det er sådan den helt traditionelle (og i dette tilfælde sande) Its not you, its me Jeg tager nærmest aldrig i byen mere, hvis jeg gør er det med tætte veninder eller min kæreste. Jeg brøds mig ikke om det " Jeg synes egentlig at den er lukket der, og skriver at han må have en god fornøjelse med den veninde han er i byen med og held og lykke med de ting han går og bøvler med nu. Hvortil han svarer at vi så kan mødes til en kop kaffe en dag hvor vi bare kan snakke (ikke tale.) Altså, hvad fanden gør jeg galt? Vi snakker nok ikke en mand med den største selvtillid, og jeg har jo ikke lyst til at smadre ham helt ned under gulvbrædderne i en afvisning, men jeg synes altså også at det her er lidt ubehageligt. Jeg føler mig som den største kælling, men samtidig ved jeg også at FB-korrospondance er alt jeg nogensinde ville kunne overskue. Både sådan i det hele taget, jeg føler at jeg har de venner jeg har brug for, og også fordi vi basalt set er meget forskellige og jeg kan nok ikke rigtig se ham som venne-potentiale, hvorimod han skriver (som svar på ovenstående) at han måske havde håbet at der var basis for noget venskab der (hos mig) - blndt andet baseret på at vi havde de her gode snakke i folkeskolen.
Han virker egentlig som om han har et rimelig aktivt socialliv, og har da i hvert fald nogle tætte venner, så det er ikke fordi han er totally awone.

Til dels så skyldes min dårlige samvittighed nok også at han altid har lagt mere i vores snakke end jeg har. Det kommer til at lyde rigtig grimt det her, men jeg vidste egentlig bare at han var der da jeg var teenager, og har ikke lagt noget særligt i at vi har snakket sammen. Han var meget alene bla. pga sin religion men også fordi børn/teenagere var modbydelige. Jeg var måske ikke den sejeste og lækreste men jeg havde en del venner. Og selvom jeg nu er sær, har taget 30 kg på og ikke er spor sej eller lækker, så sidder jeg endnu engang i en situation hvor han lægger meget mere i et par venlige ord og lidt venlig interesse end jeg gør. Jeg føler mg som den værste kælling i hele verden. Arrogant og snobbet.

Jeg er egentlig meget tilbøjelig til at putte svesken på disken og være ærlig, og det synes jeg også at jeg har forsøgt at være. Men nu er jeg ved at være lidt presset. Jeg har ikke lyst til at være en strid eller arrogant kælling. Jeg vil da erne skrive lidt på messenger fra tid til anden, men ikke mere.
Man kan jo sige at invitationerne ikke kommer så ofte, men jeg synes også bare at det er latterligt at jeg siger nej til at mødes til en øl 5-6 gange over en 3 år lang periode og måske så nu kan se frem til kaffeinvitationer som jeg kan bruge tid på at afvise nogenlunde høfligt.

Jeg synes egentlig at du i dit forsøg på at skåne ham ikke er så klar i spyttet i det markerede som du selv oplever. Jeg tror, at han læser din afvisning som, at du egentlig gerne ville, men ikke kan overskue den måde, han har foreslået. De fleste kan nok læse mellem linjerne, men ham her forsøger altså at finde andre situationer, hvor det ville være mere overkommeligt for dig.

Et andet sted skriver du et afsnit, som jeg tror ville give både dig og ham en bedre afslutning: Jeg synes at han virker som en fin fyr, men jeg er sgu ikke god til sådan noget med at mødes til en øl med folk jeg ikke har set siden jeg gik ud af folkeskolen for 16 år siden. Det virker alt for akavet for mig, og jeg har egentlig de venner jeg kan overskue. . Du skriver også, at alt det har du ikke lyst til at skrive til ham, og det er selvfølgelig okay, men jeg forstår det ikke rigtig. Jeg ved ikke, om du har lyst til at uddybe?

[Grissebassen]

Jeg er egentlig ret enig med Rapfisk i, at du ikke virker særlig klar i spyttet i din afvisning.
Hvis du har lyst til at fortsætte hyggeskriveriet, så tror jeg, at det bedste du kan gøre, er at skrive direkte "jeg synes det er hyggeligt at skrive med dig fra tid til anden, men jeg føler ikke for at mødes irl." Det kan så godt være, at han spørger ind til hvorfor, og der må du så bare stå fast og være ærlig i din forklaring.
Det sker ofte, når man forsøger at skåne en anden personsfølelser, at man får pakket tingene så meget ind, at de ikke fremstår klart og direkte. Paradoksalt nok vil man, som modtager af en afvisning, ofte gerne have klar besked, så man ved, hvor man står.

[JackieO]

I stedet for at begrunde afslaget i, hvor social eller ikke social du selv er (for det har jo åbenbart givet ham en åbning til at prøve at finde en måde at mødes på, som tager højde for dine "sociale vanskeligheder"), tror jeg du er nødt til at fortælle ham, hvad dit ønske for lige præcis jeres relation er.

For eksempel "Jeg synes det er hyggeligt at sludre med dig på FB engang imellem, men jeg har ikke behov for, at vi skal have mere kontakt end det".

Jo færre begrundelser og argumentationer fra din side, desto mindre har han at tage fat i, hvis han er typen, som har svært ved at forstå et afslag.

[Viskelæder]

Helt enig med vibbsen. "Det har jeg ikke lyst til, ellers tak " eller som en masse skriver: "Det er hyggeligt at skrive med dig, men jeg er ikke interesseret i at mødes".

Jeg synes heller ikke, din udmelding til ham er klar, men alt for vag og sød. Hvilket jeg sagtens forstår, for du vil jo ikke såre ham eller være ond. Jeg kunne sagtens selv have skrevet det der. Men han er en klistrefrans, og han skal have en direkte, lukkende sætning, ellers vil du hele tiden komme til at stå i situationer, hvor du bliver små-utilpas og får dårlig samvittighed, og den effekt skal en gammel folkeskolebekendt, man egentligt ikke har noget med at gøre, sgu ikke have på en.

[Moxy-lady]

Jeg kan godt se hvad I mener med at jeg måske ikke har været helt klar nok. Eller, jeg kan se det udefra et perspektiv der hedder at han ikke ønsker at forstå det jeg skriver til ham. Det er ikke fordi vores skriverier er vigtige for mig, så jeg kan ikke finde ud af om jeg skal lade være med at holde den åben der? Jeg hælder nok lidt til at skrive som en skrev at "det altså ikke gør en forskel om det er på bar eller café vi mødes." Så ved han at jeg ikke er interesseret i at mødes, og måske supplere med at jeg (som jeg skrev til ham tidligere) har svært nok ved at passe de venner jeg allerede har. Så må han selv om om han synes at vi skal fortsætte med at skrive sammen eller ej, det har jeg hverken opfordret til eller afvist. Måske med et lille hældning til en afvisning.

Jeg kan mærke at jeg bliver lidt irriteret på ham nu over at sætte mig i denne situation. Jeg synes at det er en smule frækt at tage det som en opfordring til at mødes under andre former når jeg nu skriver at jeg ikke har brug for flere venner. Jeg føler mig manipuleret ind i en situation hvor jeg føler at det er svært at sige nej, selvom det ikke er noget han gør bevidst.

[paint]

Det er faktisk mennesker, som har svært ved at læse mellem linjerne, og han er nok én af dem. Sådan som jeg læser din beskrivelse, så tror jeg ikke han prøver at manipulere med dig. Hans udgangspunkt, er måske, bare at møde dig til en hurtig snak om 'gamle dage'. Måske endda ikke noget han lægger særligt meget i, og med dét udgangspunkt, kan han simpelthen ikke forstå, hvorfor I ikke lige kunne mødes til en kop kaffe. Han læser måske din lidt lunkne holdning, som at du ikke gider at gå ud og drikke øl med ham, men en kop kaffe og en halv times snak, kan han ikke forestille sig, hvorfor du ikke skulle have lyst til - medmindre du skriver det lige ud.

Vil du ikke dét, er der vel altid den 'lille hvide nødløgn' – a la 'min kæreste er meget jaloux anlagt, så det må jeg desværre sige nej til' (men vi kan da skrive lidt sammen, af og til)

[Moxy-lady]

Åh, den løsning er jeg ikke så meget til, den med at give min kæreste skylden selvom jeg godt kan se at det er en god måde at gøre det på hvis man ikke vil såre den anden .For det første synes jeg egentlig at det er tarveligt overfor min kæreste selvom han sikkert er ligeglad, for det andet har jeg været i sådan et forhold, og jeg kan simpelthen ikke have tanken om at andre tror mit forhold er sådan. Og for det tredje så vil jeg sgu egentlig nok heller ikke have at han tror at han er en konkurrent i nogens øjne. Det er på ingen måde nogle særlig pæne årsager, men jeg bryder mig ikke om folk der giver deres kæreste som årsag for dette og hint. Desuden føler jeg også lidt at jeg åbner for en diskussion af hvorvidt min kæreste skal føle sig truet af ham. Det ville være dybt åndssvagt at gå ind på den sti. Jeg føler i forvejen at jeg skal forklare, forsvare og undskylde at jeg ikke har lyst til at ses at jeg ikke magter mere debat.

Jeg tror absolut ikke at han får mig til at føle sådan med vilje, eller at han bevidst manipulerer mig. Jeg bliver bare ret irrationel når jeg ikke føler mig hørt og respekteret, især når en person får mig til at føle at jeg igen og igen skal være en strid kælling. Jeg bryder mig ikke om at være afvisende eller sur (i andre situationer) Så når folk hele tiden sætter mig i disse situationer så føler jeg mig manipuleret. Det er nok også derfor jeg reagerer så kraftigt på noget der egentlig ikke burde fylde noget.