Dit forhold til døden?

[Trommedreng]

Emnet har med garanti været oppe at vende herinde mindst hundrede gange og en madpakke før. Tillad mig alligevel at ta' det op, for tanken om det vi alle er underlagt, nemlig døden, har fyldt meget hos mig lige siden jeg kom til Danmark som en ung trommedreng (flygtningebarn).
Selvom den, for mig, ikke længere er et minefelt at træde ud i, så popper tanken alligevel op hos mig i ny og næ - som i lige nu...

For vi kan være sikre på to ting i livet: at blive født og at vi skal dø. Mennesket er det eneste levende skabning, der er bevidst om dets forestående død, og allerede fra barnsben er vi bevidste om døden. Derfor indretter vi vores liv efter det faktum, at det holder op på et tidspunkt. Vi har døden med os hele tiden, og selv om den slumrer i os alle, føler jeg, at jeg på en måde er blevet skånet fra den. Døden var på afstand da jeg mistede min morfar – en fysisk afstand på ca. 6000 km. Det samme var tilfældet, da jeg mistede min mormor. Jeg er ikke bange for døden – i hvert fald ikke længere – og jeg undgår ikke konfrontationen med den. Jeg kan dog stadig være nysgerrig på den.
Jeg har mødt døden som portør. Jeg har transporteret døde patienter til kappellet. Jeg har sågar båret et dødfødt foster i mine hænder - et væsen hvis liv fik en afslutning, inden det startede. Da var døden stille og allerede indtrådt. Synlig, men stille.
Det var først under min uddannelse som sygeplejerske på et plejecenter, hvor jeg på tæt hold kunne følge den eksistentielle overgang fra liv til død sammen med et andet menneske. Hvor jeg kunne mærke varmen i det menneske, jeg havde medansvaret for, når jeg holdte hende i hånden, til jeg kunne mærke kulden, da jeg gav slip for sidste gang. Jeg befandt mig i ”dødens rum”, hvor vi var stille sammen. Hvor døden var hjemlig, smuk og planlagt. Et par dage efter havde jeg en kort samtale med ægtemanden. Han aflagde sit besøg for at takke personalet for den gode tid og behandling. Vi fik en kort snak om 'Ks' lange liv op til sin død. Da fik døden en stemme.

Jeg indledte med, at vi i livet er sikre på to ting: at vi bliver født, og at vi på et tidspunkt skal forlade den fysiske verden. Alligevel er døden stadig et tabuiseret emne i Danmark. Spørgsmålet er, om denne tabuisering om døden står i vejen for ”den gode død”? Hvad er den 'gode død' for jer? Findes den overhovedet? Har I oplevet den på tæt hold? Kan døden overhovedet være smuk, fredelig og god? Og slutteligt, frygter I den, og hvorfor/hvorfor ikke?

[Novella]

Jeg har set det et par gange. Det er ikke særlig dramatisk, men heller ikke særlig pænt. De dødslejer jeg har siddet ved, har været mere og mere groteske, efterhånden som den døende lukkede ned for civil fernis, sociale evner og organer i almindelighed, blev sjofel og hallucinerende og begyndte at tale med mennesker, der ikke var i rummet.

Jeg har kun oplevet død som afslutning på sygdom, og det har været en sorg, men også en befrielse. Den dag, jeg står med et uventet dødsfald, får jeg sandsynligvis et grundlæggende chok og lever videre som et ændret menneske, men så må jeg vænne mig til situationen. Jeg KAN ikke forholde mig til, at mine elskede dør fra mig. Jeg evner det ikke.

[zembra1986]

Ja, døden kan sagtens være smuk, og fredelig men derudover kan/er den også smertefuld, barsk, grim og ubegribelig for de efterladte.

Da jeg så min morfar i kapellet, efter han døde af et pludseligt hjertestop, var der en skønhed over det. Han lå helt rolig med hænderne på maven, og lignede en uden en bekymring i verden, salig med et lille smil om munden......det lignede bare han sov en meget fredelig smuk søvn.....en evig søvn, hvilket jeg også vælger at se det som

Selv er jeg ikke bange for døden i sig selv, altså at være død. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke er bange for det skal ske i en ung alder, før jeg er parat og har levet et fuldt liv, eller at det skal ske på en grusom måde.....for det er jeg helt bestemt.

Jeg er bange for at ligge og lide, bange for at ligge i en seng på et plejehjem, urørlig og i min egen afføring, eller at få kræft og skulle se døden i øjnene før jeg er klar.....i bund og grund ønsker jeg simpelthen ikke at selve dødsmomentet trækker ud, jeg håber for alt i verden det sker pludseligt og udramatisk. Allerhelst vil jeg gerne bare ligge mig til at sove, gammel og mæt af livet, og så aldrig vågne op igen.

Som jeg engang har nævnt før herinde, så ser jeg selve døden som en evig drømmeløs søvn, hvor der er fred, ro og ingen smerte eller bekymringer, og den tanke varmer jeg mig faktisk på, jeg synes den er enormt indbydende men igen det er ikke ensbetydende med at jeg har lyst til at "sove den søvn" nu

[Aima]

Min mormors død, er noget af det fineste, jeg nogensinde har oplevet.

Hun var syg, det havde hun kun været i nogle dage, men hun var gammel og skrøbelig, så vi vidste godt, hun nok ikke ville klare den. Min mor og jeg havde besluttet, hun ikke skulle være alene, når hun havde det sådan, så jeg var taget ned til hende en søndag aften, og planen var at blive der natten over, så min mor kunne komme hjem og få noget mad og søvn.

Jeg snakkede lidt med hende, da jeg kom, aede hende på kinden og sad ved hendes seng og holdt hendes hånd, mens jeg tjekkede Facebook og debat fra telefonen og overvejede, hvilken e-bog jeg ville bruge natten på, og hvor jeg skulle bestille pizza fra. Jeg sad sådan i et par timer, og på et tidspunkt noterede jeg, at radioen inde fra stuen, spillede et nummer, jeg forbandt ret meget med min brors død, som var sket året før. Jeg havde aldrig hørt det nummer i radioen før, så jeg tænkte faktisk, det kunne være et tegn.

Nummeret hev mig lissom ud af mine tanker, og jeg opdagede først der, at der var blevet helt mørkt omkring os i soveværelset, så jeg fandt nogle fyrfadslys og tændte dem ved sengebordet. Min mormor lå og døsede og trak vejret stille og roligt, ind i mellem åbnede hun lige øjnene og gav et lille suk. I løbet af få minutter, kunne jeg mærke, at der var ved at ske noget. Hun åbnede oftere øjnene, som om hun skulle være sikker på, jeg stadig var der. Jeg havde min hånd på hendes ene kind og var lænet henover hende, så hun kunne se og fornemme mig, og i løbet af ganske få minutter tog hun det allersidste, dybe suk.

Der var absolut intet dramatisk over det, jeg lukkede selv hendes øjne, som jeg har set på film, og så sad jeg i 10 minutter og aede hende på kinden og tænkte på, at det godt nok var en fin måde at dø på. Så ringede jeg efter plejepersonalet og min mor. Alle var meget opmærksomme på, hvordan jeg havde det, det var som om de forventede en reaktion, men jeg kan faktisk ikke huske, jeg nogensinde har følt mere fred og ro indeni, end i de timer efter min mormors død.

[twinkle]

Jeg sad ved siden af min far de sidste 6 timer af hans liv, den 25/3.

Jeg ville ønske, at det kunne have foregået anderledes. For mig var der absolut intet smukt over det - det var en ganske forfærdelig oplevelse. Og det var på trods af, at jeg i længere tid godt havde vidst, at han snart skulle dø.
Den gode død for mig, er viljen til selv at bestemme hvor, hvornår og hvordan. Jeg ville ønske det havde været muligt for min far. Jeg ville også ønske det havde været muligt for min morfar, som var syg i meget lang tid.

[mariannaa]

Jeg har set (været der kort tid efter) da min mor og far døde. Det har begge gange været en god oplevelse og noget jeg ikke ville have undværet, da det har hjulpet mig til efterfølgende at håndtere sorgen. Både min mors og min fars sygdomsforløb lige op til døden var forfærdelige, med frygtelig angst, kaldende på deres mor og råb om hjælp. Når døden så er indtruffet fik de bare et vidunderligt fredfyldt udtryk, der som skrevet betød meget for mig at opleve.

Jeg er ikke selv bange for døden. Det er bestemt ikke noget jeg ønsker mig lige nu, men når det engang bliver tid (forhåbentligt når jeg bliver gammel, og forhåbentligt uden et langt sygdoms forløb først) så er det sådan det er, Det er meningen med livet. At det skal slutte en dag.

[mindrekreativtnavn]

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forholde mig til døden. Min far døde pludseligt, uden nogen former for sygdom. Han sov bare ind. Det var og er dæleme hårdt for mig. Fra den ene dag til den anden var han væk.

Min faster gav op efter lang tids sygdom og sov ind på "fredelig" vis. Det var lidt mere håndgribeligt for mig, da man på en eller anden måde havde fået sagt sit farvel. Og det er egentlig også den overbevisning jeg har haft hele mit liv - som man ser i film. Lang tids sygdom og sove stille ind.

Men efter min far er det gået op for mig, at det bare ikke er sådan - i hvert fald ikke altid. Det har sat livet i perspektiv for mig og forsøger nu at leve et sundere liv, for at jeg måske kan få lidt flere år end ham. Også fordi at folk i min fars familie generelt dør i en forholdsvis tidlig alder. Det vil jeg helst ikke. Og dermed er døden blevet lidt mere skræmmende (frygter den ikke) end førhen. For jeg ved jo godt at vi alle går den vej, men vil helst "selv bestemme" hvornår. Kunne være rart at fylde 70 i hvert fald.

Ved ikke om den smukke død findes.

Den gode død for mig, er at man når at sige farvel. Det ønsker jeg hver dag at jeg kunne have sagt til min far.

[Peter Post]

I de tolv år hvor jeg arbejdede som brandmand, har jeg mødt døden mange gange. Desværre var den ofte rå og barsk. Jeg har en gang siddet i et bilvrag og holdt en midaldrende mand i hånden mens han udåndede, og det var på trods af alt det virvar der var omkring os meget fredeligt. Jeg frygter ikke selv døden, jeg frygter kun at skulle gå gennem et smertehelvede i forbindelse med kræft.

[LaScrooge]

Døden har altid for mig været noget meget abstrakt. Min mormor og morfar er begge døde af aldersbetingede sygdomme og uden de store fabellader. I begge tilfælde var de omgivet af familie, jeg var der dog ikke. Min morfar er det eneste døde menneske jeg har set. At se ham var interessant. At se livløsheden i det ansigt jeg kendte så godt. Det var ophør og fravær, ikke-væren. Jeg mærkede min kærlighed til ham, og mit savn, og puttede et brev i hans skjortelomme, hvor jeg takkede for alle de dejlige stunder og dét han havde været for mig. Men jeg tænker ikke over min egen død. Den kommer, som alles gør. Og tegner det til at blive grimt håber jeg på muligheden for at ende mine lidelser for egen hånd. Angst for smerte er ikke angst for døden, som jeg set det. Smerte, frygt og lidelse hører menneskelivet til, og kobler sig til vores menneskelige undvigernatur. Jeg forestiller mig, at angsten for døden -ens egen - først kan være rigtig present når man står på tærsklen af den og ved det. Det ved jeg ikke nu, så jeg frygter ikke det evige mørke, eller min potentielle genfødsel, eller skærsilden.

[Muuh]

Jeg synes på sin vis min "fars" død var smuk og fredfyldt.

Han var desværre efter flere hjertestop inden for få dage endt i respirator og efter hans eget ønske valgte vi at slukke for ham, da han desværre aldrig ville komme til sig selv igen. Som han lå der i respiratoren, så han helt fredfyldt ud og så faktisk helt ungdommelig ud, som jeg husker ham fra da jeg var barn.
Vi var alle inde og sige vores sidste farvel hver for sig, inden vi alle samledes om hans seng og en sygeplejeske koblede ham fra maskinen.
Min mor lukkede hans øjne og sagde stille "sov godt min skat" hvor efter hun stille aede ham over panden til hans hjerte slog sit sidste slag.
Jeg aede ham blidt på hans ene hånd, mens min søster og bror stod på den anden side og holdt/aede hans arm/hånd.
Han var omgivet af kærlighed til sit sidste og det bedste for ham, var at få fred.

At ugen op til hans død så var et rent helvede, hvor ingen af os havde troet, at det ville få den slutning som det fik, er en helt anden sag.

Jeg har det egentlig fint med døden og frygter ikke selve døden, men jeg frygter et evt lang sygdomsforløb op til døden.

På sin vis er jeg glad for, at det gik så hurtigt med min "far" som det gjorde, når nu det var hans tid til at forlade os, selvom det var utrolig hård og kom bag på os alle, at det var udkommet.

[Mædem]

Jeg synes at døden, som fænomen, er interessant og dragende, på samme måde som jeg synes en fødsel er det. Jeg tror, det skyldes det parakdoksale i at både fødsel og død på én gang er det mest naturlige og banale der findes, og samtidigt så mystisk, spændende og uvist.

Personligt har jeg endnu ikke oplevet, at en jeg har elsket er død. Omend jeg egentlig ikke gruer for selv at dø, så løber det mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på, at mine forældre skal dø en dag. Selv når granvoksne mennesker mister deres forældre tænker jeg tit på, hvor underligt det må være pludselig ikke at være nogens barn længere.

Et par gange har jeg oplevet, at unge, jævnaldrende mænd, som jeg har kendt gennem skole og arbejde er omkommet i ulykker. Alle de gange det er sket har jeg, foruden stor medfølelse for deres familier, stået tilbage med en kæmpe undren og en følelse af, at det ikke helt kan være rigtigt. Hvordan kan det gå til, at et menneske jeg har kendt og snakket med for ganske nyligt pludselig ikke findes mere? Det leder mig tilbage til paradokset; det er så naturligt og enkelt som noget kan være, og alligevel kan jeg ikke begribe dets omfang overhovedet.