At udvikle sig og få udsyn

[Mulan]

At flytte sig fysisk, tror jeg ikke i sig selv giver et bredere eller et mere tolerant syn.
At rykke sig ud fra egen komfortzone, at imødegå traumer, opleve sorg og smerte, det tror jeg, giver tolerance og rummelighed. Indsigten i (Som Scrooge også skrev) at andre mennesker har andre livsvilkår, ønsker og drømme end en selv, det giver personlig vækst.
Jeg tror blot, at tendensen til at blive i samme rille i samme by, hvor risikoen er at man bibeholder samme omgangskreds - medmindre man aktivt søger noget andet - kan give en mindre personlig udvikling, end hvis man har været nødt til at forholde sig til mange nye mennesker, at være tvungent til at opsøge nye netværk flere gange.

[Novella]

Man udvikler sig rigtigt meget af at få en svær depression. Når man har siddet på et badeværelsesgulv i seks timer og tudet, fordi man ikke kan rejse sig, får man lidt respekt for psykisk sygdom og hvor invaliderende det er. Når man sulter i sit eget hjem, fordi man ikke kan komne ud ad døren eller for den sags skyld kan huske sin pinkode, eller når man sidder fortabt og kigger på sagsbehandleren, der bare siger 'Brnrr...bzzrr....rrrghh...." mens man har en hyletone i hovedet og de der blanketter foran ligner noget på kinesisk eller i hvert fald kyriller.

Man udvikler sig også af at rejse alene. Det er en del sjovere. Jeg må på et tidspunkt ud at vandre i Island med mig selv. Foreløbig har jeg fx været alene i Mellemamerika og passeret militærcheckpoints, dykket og øhoppet på mit skolespanske fra gymnasiet. Det var meget givende at opleve, at jeg var god til rejse med mig selv.

Og så af at uddanne sig, naturligvis. Det er vel den vigtigste udvikling overhovedet. Jeg er beriget med et arbejde, hvor jeg konstant skal lære nyt, og jeg tror at jeg bliver et mere nuanceret menneske som tiden går.

[Viskelæder]

Man udvikler sig rigtigt meget af at få en svær depression. Når man har siddet på et badeværelsesgulv i seks timer og tudet, fordi man ikke kan rejse sig, får man lidt respekt for psykisk sygdom og hvor invaliderende det er. Når man sulter i sit eget hjem, fordi man ikke kan komne ud ad døren eller for den sags skyld kan huske sin pinkode, eller når man sidder fortabt og kigger på sagsbehandleren, der bare siger 'Brnrr...bzzrr....rrrghh...." mens man har en hyletone i hovedet og de der blanketter foran ligner noget på kinesisk eller i hvert fald kyriller.

Man udvikler sig også af at rejse alene. Det er en del sjovere. Jeg må på et tidspunkt ud at vandre i Island med mig selv. Foreløbig har jeg fx været alene i Mellemamerika og passeret militærcheckpoints, dykket og øhoppet på mit skolespanske fra gymnasiet. Det var meget givende at opleve, at jeg var god til rejse med mig selv.

Og så af at uddanne sig, naturligvis. Det er vel den vigtigste udvikling overhovedet. Jeg er beriget med et arbejde, hvor jeg konstant skal lære nyt, og jeg tror at jeg bliver et mere nuanceret menneske som tiden går.

Fuldstændig det samme her. Det, jeg har udviklet mig allermest af i livet er depression, at rejse alene og min uddannelse

[Vixen]

Man udvikler sig rigtigt meget af at få en svær depression. Når man har siddet på et badeværelsesgulv i seks timer og tudet, fordi man ikke kan rejse sig, får man lidt respekt for psykisk sygdom og hvor invaliderende det er. Når man sulter i sit eget hjem, fordi man ikke kan komne ud ad døren eller for den sags skyld kan huske sin pinkode, eller når man sidder fortabt og kigger på sagsbehandleren, der bare siger 'Brnrr...bzzrr....rrrghh...." mens man har en hyletone i hovedet og de der blanketter foran ligner noget på kinesisk eller i hvert fald kyriller.

Man udvikler sig også af at rejse alene. Det er en del sjovere. Jeg må på et tidspunkt ud at vandre i Island med mig selv. Foreløbig har jeg fx været alene i Mellemamerika og passeret militærcheckpoints, dykket og øhoppet på mit skolespanske fra gymnasiet. Det var meget givende at opleve, at jeg var god til rejse med mig selv.

Og så af at uddanne sig, naturligvis. Det er vel den vigtigste udvikling overhovedet. Jeg er beriget med et arbejde, hvor jeg konstant skal lære nyt, og jeg tror at jeg bliver et mere nuanceret menneske som tiden går.

Virkelig godt indlæg (som altid, obviously).

Jeg har i øvrigt også rejst alene i Mellemamerika (og snorklet og passeret militærcheckpoints - sågar charmeret mig over én fordi jeg ikke havde fået udrejsestempel i passet fra det land, jeg rejste ud af ) og jeg er enig i, at det er udviklende at rejse på egen hånd langt væk hjemmefra på den made. Man havner i uvante situationer, kommer ud af sin comfort zone, oplever lykke og måske endda ulykke på nye måder.

Men for mig er 'udvikling' faktisk også en accept af, at man ikke nødvendigvis bliver et nyt menneske med en ny, overskudsagtig personlighed af at rejse eller bo i udlandet, flytte til ny by, arbejde med barndomstraumer hos en psykolog, være på afgrundens rand af sorg, etc -- Jeg kan stadig gå helt i baglås over almindelige hverdagsting, jeg kan stadig føle mig uelsket af min mor eller få paniksvedsmareridt over min far, eller have en følelse af, at jeg er utilstrækkelig - ting, jeg troede, gik over med tiden. Man lærer, at man kan rumme mange forskellige ting, og at de fleste mennesker har masser af baggage, de hver især kæmper med.

Jeg ser ikke ned på mennesker, som blev hængende i samme by, hvor de voksede op. Men jeg kan godt tænke for mig selv, at de er gået glip af nogle oplevelser, hvis de aldrig har bevæget sig udenfor ligusterhækken.

[Slettet bruger]

Endnu en metode. Man udvikler sig hvis man påtager en opgave der er for svær til at man kan løse den, og så bliver man ved til den er løst alligevel.

[dgd2007]

^^ Ja, det kan du have nogle pointer i. Fx det her:

[...] At man kan blive så vant til at være i denne ukristelige tilstand, at man ender med at ønske at forblive i den...
[...]

Vi mennesker er jo også tit på udkig efter en undskyldning for ikke at gøre noget, som kunne være besværligt eller i fare for at mislykkes.

En anden ting, jeg pludselig kom i tanke om pga. denne diskussion var helt tilbage fra 7. klasse, hvor vores (rigtig gode) dansklærer læste H.C.Andersens "Klokken" højt. Forgiv mig, hvis jeg ikke husker den helt korrekt - det er 50 år siden, would you believe it ( ) - men det var noget med, at alle i byen hørte skønne, dragende toner fra en klokke i det fjerne. Og en skønne dag måtte de simpelthen ud for at finde denne klokke, så hele landsbyen drog afsted med det formål.

Der var noget spekulation og fortolkning om, at klokken måske symboliserede succes i digtekunsten, og de to hovedpersoner (den fattige og den rige dreng) hhv. Andersen selv og en eller anden anden (måske Oehlenschläger? ) Men det synes jeg nu var lidt plat og uinteressant. Hvad der virkelig slog mig, var at der faldt selvfølgelig en masse fra, fordi det var for besværligt og for langt, og man fik revet tøjet i krattet osv. Men det, der virkelig fik mig til at spidse ører, var at lige så mange faldt fra, da de kom forbi en konditor Og min salig dansklærer, der opsummerede, at det ikke bare var, at man skulle så grueligt meget ondt igennem før man nåede nåede målet - men nogle gange "så grueligt meget godt", som også kunne opholde en og få en til at glemme målet.

Jeg ved ikke lige hvad det konkret skal oversættes til, selvfølgelig ikke, at man ikke skal spise kager Men den 12-13 årige knejt følte sig i hvert fald udvidet med stor visdom den dag!

Historien endte med, at det kun var de to drenge, der hver på sin måde nåede frem og fandt klokken. Men digtere er jo også så dramatiske. I virkelighedens verden er det jo også noget værd bare at komme lidt tættere på en gang imellem.

Mht. trådens emne har jeg været villig til krumspring - både geografisk og mentalt Men har dog slået mig ret kraftigt ned og boet det samme sted i mange år efterhånden. (Og også faldet nogenlunde til ro mentalt.)

[Hunkat]

Endnu en metode. Man udvikler sig hvis man påtager en opgave der er for svær til at man kan løse den, og så bliver man ved til den er løst alligevel.

Og af at indse at man ikke kunne løse den.

Jeg har set mange 1. års studerende på universitet som virkelig får en ordentlig rystetur i livets tørretumbler når de dumper deres første eksamen. Det er virkelig dømt livskrise for nogle af dem men der kommer til gengæld meget mere behagelige mennesker ud på den anden side kan jeg så afsløre.
Det er få et ordenligt hak i tuden kan også være en vigtig udvikling (disclaimer: jeg håber selvfølgelig ikke for nogen at de kommer ud for invaliderende ulykker eller tager livet af sig selv).

Det er sundt at udvikle en tro på sig selv men man skal altså også gå gennem isen for at vide hvor den kan bære og hvor den ikke kan. Hvis man ikke har våde tæer når man kommer over på den anden side så har man i min optik ikke udviklet sig ret meget.

[Novella]

Jeg synes dog, at læringen først opstår, når man er hinsides problemet. For kronisk deprimerende er der ikke meget andet end tristesse og et stort ønske om at blive frelst fra sygdommen, synes jeg at have oplevet. - Og de kan være temmelig egocentrerede, snæversynede og selvsaboterende på samme tid.

Det er der ingen tvivl om. Når man sidder i det, er det sådan resten af livet vil være. Sort og trist og håbløst. Der kommer aldrig til at blive et tidspunkt, hvor man igen er ubekymret og i stand til at klare sig selv og dagligdagen. Det er ubetinget både indskrænket og egocentreret, og det er rædselsfuldt at kigge på udefra. Det er klart mere overskueligt at blive liggende og være trist end skulle hanke voldsomt op i sig selv og ændre på situationen.

At komme ud af den tilstand er netop et af de problemer, som man kan beslutte sig for at løse, vel vidende, at man ikke har evnerne - og lykkes! Udvikling er nok som udgangspunkt bare kamp, skræk, raseri, sammenbidt stædighed, villighed til at befinde sig i en usikker og utryg tilstand og finde ud af, at det er langt værre at forblive, hvor man er, så man må foretage sig en handling, som man ikke tør eller magter. Det gør heltene også i historierne. De begynder tit som nogle skvat, men ender med at besejre dragen, Mount Doom eller deres egen dårlige selvtillid. Og når de kommer hjem, går de beslutsomt hen og scorer Rosa Kattun.

[JoyNips]

Jeg synes egentlig ikke, at man kan opstille kriterier som at man skal have oplevet en masse eller overlevet en masse eller have været så grueligt meget rædselsfuldt igennem for at man kan udvikle sig. I mine øjne er det bare et spørgsmål om, at man er åben overfor at livet er en dynamisk størrelse og at ting, herunder ens meninger og holdninger, kan ændre sig.

[lulu-p]

De ting som for alvor har flyttet mig har intet med fysiske rammer at gøre. Jeg tror basalt set at jeg vil være den samme uanset om jeg havde rejst jorden rundt eller ej. Jeg ville være en kæmpe oplevelse rigere, men jeg tror ikke det vil rykke mig voldsomt.

Uddannelsesvalg har udviklet mig. En periode med arbejdsløshed med tilhørende stress og begyndende depression har i den grad rykket mig. Mit første job trak mig voldsomt ud af min komfortzone, og jeg oplevede ting som som jeg i dag 10 år efter stadig tænker..hvordan helvede kom du egentlig igennem det?

Alvorlig sygdom i familien har rykket mig

Men det der for alvor har trukket mig op med rode, hvirvlet mig op i luften smidt mig rundt i saltomortaler, kolbøtter, badut spring og smidt mig NÆSTEN helskindet, men afgjort forandret og et helt andet sted. Det er at få børn.

Måske er det som flytter os og giver mest udsyn bare livet, som det sker uden vi kan gøre fra eller til? Eller erkendelsen af, at sådan er livet også?

[Sorenspige]

På papiret er jeg nok en af dem, som ikke virker til at udvikle sig særligt meget. Jeg bor i min fødeby, har arbejdet det samme sted i 8,5 år og været sammen med min mand i 15 år. Men jeg synes, jeg udvikler og lærer nye sider af mig selv at kende hele tiden.
Især har det rykket mig at få børn. Det har i den grad fået mig ud af min komfortzone. Jeg er blevet nødt til at forholde mig til nogle af mine mere mørke sider og handlemønstre. Det er noget, som jeg stadig arbejder med.

[DetSorteCirkus]

Jeg tror, at udvikling først og fremmest hænger sammen med personlig frihed.
Et menneske, der har fået lov til og haft mulighed for at udfolde sig, vil have et langt mindre behov for at korrekse sine medmennesker, sammenligne og ja, i det hele taget overvåge, hvad andre foretager sig.
Jeg har ofte erfaret, at fordømmelse udspringer af utilfredshed med egne vilkår. Eller ren og skær kedsomhed.
Er man fx. primært blevet forælder, karrieremenneske, kunstner, vegetar, noget helt femte for at tækkes nogle sociale værdier og magtforhold, kan man finde lidt momentan glæde i sin livsstil ved at stikke til dem, der ikke har "opnået" det samme.

[Hunkat]

Jeg synes egentlig ikke, at man kan opstille kriterier som at man skal have oplevet en masse eller overlevet en masse eller have været så grueligt meget rædselsfuldt igennem for at man kan udvikle sig. I mine øjne er det bare et spørgsmål om, at man er åben overfor at livet er en dynamisk størrelse og at ting, herunder ens meninger og holdninger, kan ændre sig.

Jeg læser det egentlig heller ikke som at folk opstiller kriterier men mere nævner eksempler på ting som kunne være fordrende for et menneskes personlige udvikling. Det er jo ingen der ønsker for andre mennesker at de skal få en depression, det er bare en af mange ting som kan udvikle et menneske i en helt ny og forhåbentlig bedre retning at man kan komme igennem en svær tid.

[DenSkarpeLaks]

[quote="lulu-p"]Men det der for alvor har trukket mig op med rode, hvirvlet mig op i luften smidt mig rundt i saltomortaler, kolbøtter, badut spring og smidt mig NÆSTEN helskindet, men afgjort forandret og et helt andet sted. Det er at få børn.

quote]

Sådan har jeg det også, og blev faktisk helt overrasket over at ingen havde nævnt det at få børn tidligere i tråden.

Ligesom mange andre har jeg også været på efterskole, uddannet mig, rejst alene rundt i verden og arbejdet i udlandet. Alle ting som sikkert nok udviklede mig, men som også langt hen af vejen blot bekræftede de ideer og værdier jeg allerede havde med i rygsækken.

Men det at blive mor... Det vendte godt nok op og ned på min verden. Og når jeg har prøvet at gennemskue hvorfor, er jeg kommet frem til at det har lært mig noget som jeg aldrig ville have opnået uden børn: Accept. Det har altid ligget dybt i mig at hvis der var noget jeg var utilfreds med her i verden, så måtte jeg kæmpe for at ændre det. Det har jeg gjort, og langt hen af vejen er det lykkedes. Men ikke med børnene, for de var mystisk nok helt uvillige til at være mine små projekter som jeg kunne ændre på. Så jeg har måttet lære at acceptere at der er ting jeg ikke kan ændre på, lige meget hvor gerne jeg vil. Det kan sikkert lyde umodent for folk der fx har haft alvorlig sygdom inde på livet, og har gjort sig den erkendelse langt tidligere, men for mig har det helt klart været et vendepunkt i min udvikling.

[Slettet bruger]

Men det der for alvor har trukket mig op med rode, hvirvlet mig op i luften smidt mig rundt i saltomortaler, kolbøtter, badut spring og smidt mig NÆSTEN helskindet, men afgjort forandret og et helt andet sted. Det er at få børn.

quote]

Sådan har jeg det også, og blev faktisk helt overrasket over at ingen havde nævnt det at få børn tidligere i tråden.

Ligesom mange andre har jeg også været på efterskole, uddannet mig, rejst alene rundt i verden og arbejdet i udlandet. Alle ting som sikkert nok udviklede mig, men som også langt hen af vejen blot bekræftede de ideer og værdier jeg allerede havde med i rygsækken.

Men det at blive mor... Det vendte godt nok op og ned på min verden. Og når jeg har prøvet at gennemskue hvorfor, er jeg kommet frem til at det har lært mig noget som jeg aldrig ville have opnået uden børn: Accept. Det har altid ligget dybt i mig at hvis der var noget jeg var utilfreds med her i verden, så måtte jeg kæmpe for at ændre det. Det har jeg gjort, og langt hen af vejen er det lykkedes. Men ikke med børnene, for de var mystisk nok helt uvillige til at være mine små projekter som jeg kunne ændre på. Så jeg har måttet lære at acceptere at der er ting jeg ikke kan ændre på, lige meget hvor gerne jeg vil. Det kan sikkert lyde umodent for folk der fx har haft alvorlig sygdom inde på livet, og har gjort sig den erkendelse langt tidligere, men for mig har det helt klart været et vendepunkt i min udvikling.

Yes, accept er noget af det sidste jeg mangler, og jeg har ikke fået børn, men har lavet alle de andre ting der nævnes i tråden x5. Det er derfor jeg er blevet utålmodig og arrogant