Når man ikke kan lide ens svigermor

[Novella]

Jeg må lige uddybe, hvis det er kommet til at se ud som om TS bare skal flette næbbet og acceptere hvordan det ER, at det var ment som en opfordring til at beskytte sig selv. Hvis hun og manden bliver ved med at have denne her åbne flanke og håbe og håbe, forbløder de mentalt, er jeg bange for.

[Animi]

Jeg synes altså også at langt de fleste har udtrykt forståelse for hvor svært og hårdt det må være for TS - men at man bliver nødt til at indse at ikke alle gider at være en del af den traditionelle familie, og det er svært at ændre en person der har være sådan som hun er, lige siden mande var barn.

[Evapeva]

Jeg synes altså også at langt de fleste har udtrykt forståelse for hvor svært og hårdt det må være for TS - men at man bliver nødt til at indse at ikke alle gider at være en del af den traditionelle familie, og det er svært at ændre en person der har være sådan som hun er, lige siden mande var barn.

Men kan man bare vælge sådan - ikke at gide? (Og ja, jeg ved godt, svaret er "ja". Jeg kan bare ikke begribe det.)

Jeg synes, det er helt vanvittigt at gøre - med mindre man er et sted i livet, hvor man ikke engang kan tage sig af sig selv.

Omvendt forstår jeg jer godt. TS bliver vanvittig af at tænke sådan her i længden. Man må jo bare slutte fred med facts.


Æv.

[Animi]

Jeg synes altså også at langt de fleste har udtrykt forståelse for hvor svært og hårdt det må være for TS - men at man bliver nødt til at indse at ikke alle gider at være en del af den traditionelle familie, og det er svært at ændre en person der har være sådan som hun er, lige siden mande var barn.

Men kan man bare vælge sådan - ikke at gide? (Og ja, jeg ved godt, svaret er "ja". Jeg kan bare ikke begribe det.)

Jeg synes, det er helt vanvittigt at gøre - med mindre man er et sted i livet, hvor man ikke engang kan tage sig af sig selv.

Omvendt forstår jeg jer godt. TS bliver vanvittig af at tænke sådan her i længden. Man må jo bare slutte fred med facts.


Æv.

Siden svigermoren har været sådan i hele sønnens liv, er det nok ikke et valg hun har taget, men sådan hun er som person. Og jeg har også svært ved at forstå det, da jeg også er et kæmpe familiemenneske, hvor familien er det vigtigte i mit liv. Men svigermoren er måske i den alder, hvor alle dengang bare fik børn, selvom man måske ikke havde super meget interesse i det.

Min farmor er selv sådan. Hun var fx ikke med til min barnedåb, fordi hun tog på ferie i stedet. Og ikke fordi det var en rejse hun havde købt 1 år før, der havde kostet 10.000kr og ikke kunne refunderes - næh, hun fandt bare pludselig et godt tilbud og ville hellere det i stedet. Sådan har hun bare altid været, også over for sine egne børn. Og selvom det er pissesynd for min far at hans mor aldrig rigtig har interesseret sig for ham, er der jo desværre ikke så meget man kan gøre. Man kan ikke tvinge folk til at gide andre, ikke engang sin egen familie, desværre.

[Rapfisk]

Jer, der synes, at hvis svigermor ikke har lyst, så kan hun ikke bebrejdes det mindste, ville I også synes det, hvis svigerdatter bare meddelte, at hun ikke havde lyst til at en interesseret bedstemor fik et forhold til barnebarnet, og det måtte bedstemor så bare undvære?

Forbehold for dårlige bedstemødre selvfølgelig, så alene begrundet i, at det interesserede egentlig ikke svigerdatteren at der skulle være et forhold.

Jeg synes ikke, de to kan sammenlignes. I dit eksempel forhindrer en mor, at hendes barn og dets farmor kan få en potentielt meningsfyldt relation til hinanden. I dette tilfælde ønsker bedsteforælderen ikke den relation.

Nej, bedsteforældreren forhindrer den relation, som moren, sønnen og deres barn ønsker.

I begge tilfælde forhindres samværet af en modstridende part. Om det er fordi man trækker sig fra relationen eller laver ballade - resultatet er jo det samme.

Den relation, de ønsker til hende. Der er forskel på at ønske den for sig selv og at forhindre den for andre. I den forbindelse synes jeg, at det er vigtigt, at der ikke er en potentielt meningsfuld relation i TS' familie,hvilket er trist, men desværre fakta. Det er der i den anden situation, hvor farmoren ønsker at være der for barnet.

[avdotja]

Jeg synes altså også at langt de fleste har udtrykt forståelse for hvor svært og hårdt det må være for TS - men at man bliver nødt til at indse at ikke alle gider at være en del af den traditionelle familie, og det er svært at ændre en person der har være sådan som hun er, lige siden mande var barn.

Men kan man bare vælge sådan - ikke at gide? (Og ja, jeg ved godt, svaret er "ja". Jeg kan bare ikke begribe det.)

Jeg synes, det er helt vanvittigt at gøre - med mindre man er et sted i livet, hvor man ikke engang kan tage sig af sig selv.

Omvendt forstår jeg jer godt. TS bliver vanvittig af at tænke sådan her i længden. Man må jo bare slutte fred med facts.


Æv.

Men ville du selv blive i en relation der ikke gav dig noget, udelukkende fordi det er din "pligt" som kvinde?

Nu er jeg ikke selv vokset op i en kernefamilie, så jeg kan sagtens sætte mig ind i ønsket om den perfekte familie med fine gaver og billeder der kan vises frem, men hvordan kan mit ønske forpligte andre til at opføre sig på en bestemt måde? Hvordan kan man overhovedet få den tanke at man har "ret" til en udvidet kernefamile og dermed til at konfrontere den eller de personer som ikke opfører sig i overensstemmelse med glansbilledet?

Man har ret til at forvente at folk (famile eller ej) behandler en ordentlig. Men at kræve en relation (inklusiv fastlagte, godkendte handlemønstre) der slet ikke ønskes af modparten, er i en helt anden boldgade.

[DetSorteCirkus]

Jeg synes altså også at langt de fleste har udtrykt forståelse for hvor svært og hårdt det må være for TS - men at man bliver nødt til at indse at ikke alle gider at være en del af den traditionelle familie, og det er svært at ændre en person der har være sådan som hun er, lige siden mande var barn.

Men kan man bare vælge sådan - ikke at gide? (Og ja, jeg ved godt, svaret er "ja". Jeg kan bare ikke begribe det.)

Jeg synes, det er helt vanvittigt at gøre - med mindre man er et sted i livet, hvor man ikke engang kan tage sig af sig selv.

Omvendt forstår jeg jer godt. TS bliver vanvittig af at tænke sådan her i længden. Man må jo bare slutte fred med facts.


Æv.

Jeg vil mene, at det lige netop er det, man kan i et samfund som vores. Ikke gide. Den mulighed findes derimod, groft sagt, ikke rigtig i kulturer, hvor familien går forud for individet.
Hos os må man så leve med, at det også kan gå den anden vej. At andre heller ikke gider en. Det kunne fx. være, når i dette tilfælde svigermoderen bliver gammel og svag og måske vil få brug for store og små tjenester. Det må hun se, om sønnerne og deres partnere og børn gider hende.

Noget helt andet er så, at fravalg ikke altid er forklaringen på, at folk "ikke gider". Det kan også handle om manglende evne, manglende empati.

[Novella]

Og selv hvis man virkelig ikke kunne det i vores samfund, hvad skulle de pårørende så gøre ved det? Jeg spørger ikke polemisk; jeg tænker selv, om jeg burde have ringet min far op for 12 år siden, skældt ham hæder og ære fra og rusket ham brutalt? Burde jeg rase over for min mor, fordi hun vælger at slide sig selv ihjel i stedet for at have overskud til sine børnebørn?

Der er jo ingen sanktionsmuligheder, kun sorg og bristede forhåbninger. Jeg tror virkelig ikke på, at man kan få uinteresserede til at vågne op, men jeg er opmærksom på, at min egen familie er rimelig dysfunktionel.

[DetSorteCirkus]

Og selv hvis man virkelig ikke kunne det i vores samfund, hvad skulle de pårørende så gøre ved det? Jeg spørger ikke polemisk; jeg tænker selv, om jeg burde have ringet min far op for 12 år siden, skældt ham hæder og ære fra og rusket ham brutalt? Burde jeg rase over for min mor, fordi hun vælger at slide sig selv ihjel i stedet for at have overskud til sine børnebørn?

Der er jo ingen sanktionsmuligheder, kun sorg og bristede forhåbninger. Jeg tror virkelig ikke på, at man kan få uinteresserede til at vågne op, men jeg er opmærksom på, at min egen familie er rimelig dysfunktionel.

Der er gerne en sammenhæng mellem "familien forud for individet"-tankegangen og en lav grad af socialt sikkerhedsnet, så nogle andre steder ville uvilje mod eller blot ligegyldighed overfor børn, svigerdøtre og børnebørn sikkert kunne medføre en grum alderdom og social udstødelse. Altså nogle meget håndgribelige sanktionsmuligheder.

Dem har vi ganske rigtig ikke i vores samfund, og det er givetvis bl.a. derfor, at det er muligt ikke at gide.

[mulledit]

Men ønsker du virkelig at hun gør som du ønsker, velvidende at hun egentlig ikke gider?

Du kan jo ikke tvinge hende til at føle anderledes end hun gør.

Inderst inde ønsker jeg jo allermest at hun vil ændre sig og værdsætte at bruge tid på sin søn og barnebarn, men som jeg skriver tidligere, kommer det nok desværre ikke til at ske.
Jeg har nok et behov for at fortælle hende at det ikke er ok hun er så meget fraværende..
Både min kæreste og hans bror har på hver sin måde taget skade af at have en så fraværende mor. Og nej, min datter vil ikke tage skade af at mangle en farmor, men jeg synes bare det er uretfærdigt at hun har sat børn i verden uden at have den nødvendige kærlighed til dem. At hun bare kunne "lalle" rund uden at nogen nogensinde har sagt til hende, "Hey, ved du hvad, du har altså nogen børn og deres behov du skal tænke på, før du tænker på dig selv."
Det ville jeg aldrig sige til hende. Det er en sag mellem hende og hendes børn.
Tror bare jeg havde en forhåbning om at et barnebarn ville "smelte" hendes hjerte og gøre at både hun, min datter og især min kæreste ville få noget ud af det forhold.

Har ikke læst hele tråden, så måske andre har sagt det,

Men jeg har lige en kommentar til det fremhævede... Hvorfor er det ikke ok?? altså det er jo DINE følelser der taler her. Jeg går ud fra at i ikke har spurgt hende om lov til at få et barn og lige har forventningsafstemt inden, det gør de færreste nok (desværre)

Det kunne være mig der havde skrevet dit start indlæg. Jeg kæmpede i 4 år med mine egne forældre og nu med mine svigerforældre, men det ER mine forventninger og dem skal JEG arbejde med. Det er pisse følsomt og gør møg ondt. Har brugt Så meget krudt på at tænkt "ejhhh når den bliver stor, så har han ikke fået det her som den store har" osv. hele tiden, jeg lå vågen om natten, andre dage græd jeg mig selv i søvn. MEN, nu prøver jeg at slappe mere af. Det eneste jeg kan gøre noget ved, det er mig og så har jeg jo nok også lidt indflydelse på manden og børnene. Jeg bestemmer hvor meget de er i vores liv og når de er hos os, så er det på vores præmisser. DET kan jeg gøre noget ved. Når man er 40+ så kan personligheden ikke påvirkes og GAME OVER.... Find din ro i det og evt. find en bedste, der findes nogen derude som ville elske at være bedste.

[vibbsen]

Jeg synes altså også at langt de fleste har udtrykt forståelse for hvor svært og hårdt det må være for TS - men at man bliver nødt til at indse at ikke alle gider at være en del af den traditionelle familie, og det er svært at ændre en person der har være sådan som hun er, lige siden mande var barn.

Men kan man bare vælge sådan - ikke at gide? (Og ja, jeg ved godt, svaret er "ja". Jeg kan bare ikke begribe det.)

Jeg synes, det er helt vanvittigt at gøre - med mindre man er et sted i livet, hvor man ikke engang kan tage sig af sig selv.

Omvendt forstår jeg jer godt. TS bliver vanvittig af at tænke sådan her i længden. Man må jo bare slutte fred med facts.


Æv.

Jeg vil mene, at det lige netop er det, man kan i et samfund som vores. Ikke gide. Den mulighed findes derimod, groft sagt, ikke rigtig i kulturer, hvor familien går forud for individet.
Hos os må man så leve med, at det også kan gå den anden vej. At andre heller ikke gider en. Det kunne fx. være, når i dette tilfælde svigermoderen bliver gammel og svag og måske vil få brug for store og små tjenester. Det må hun se, om sønnerne og deres partnere og børn gider hende.

Noget helt andet er så, at fravalg ikke altid er forklaringen på, at folk "ikke gider". Det kan også handle om manglende evne, manglende empati.

Jeg har faktisk givet dig grønt for ovenstående. For jeg synes det er en utrolig god pointe det der med at vi i vores samfund godt kan vælge "ikke at gide"...Faktisk så hører man jo om flere og flere som netop gør det. "Man vælger ikke selv sin familie, men man vælger selv sine venner" tror jeg ordsproget hedder. Og det er jo faktisk helt legalt at vælge sin familie fra hvis man ikke føler at de egentlig bidrager med noget.

Men med legalisering af retten til "ikke at gide" jamen der følger også et krav om accept af nøjagtig det samme. Og det er her det kan blive svært. For selvom det ikke er nemt at vælge fra, så er det endnu sværere at blive valgt fra. At være i den "modtagende" ende af en sådan afvisning er langt langt værre end være i "afsenderens" ende.

Jeg siger IKKE at man ikke kan tillade sig selv at vælge fra, hvis man ikke kan tåle at blive valgt fra selv. Blot at den går 2 veje.

[Tanten]

Og selv hvis man virkelig ikke kunne det i vores samfund, hvad skulle de pårørende så gøre ved det? Jeg spørger ikke polemisk; jeg tænker selv, om jeg burde have ringet min far op for 12 år siden, skældt ham hæder og ære fra og rusket ham brutalt? Burde jeg rase over for min mor, fordi hun vælger at slide sig selv ihjel i stedet for at have overskud til sine børnebørn?

Der er jo ingen sanktionsmuligheder, kun sorg og bristede forhåbninger. Jeg tror virkelig ikke på, at man kan få uinteresserede til at vågne op, men jeg er opmærksom på, at min egen familie er rimelig dysfunktionel.

Og selvom det gør ondt, så er det langt mindre smertefuldt end at blive ved at gå og håbe og skuffes over noget, der aldrig kommer til at ske.

[Evapeva]

Hvordan går det, Lilly?