Hun er et specielt menneske, der ikke kan finde ud af at begå sig socialt. Hun sætter sig selv i en offerrolle og vælger folk fra, som (hun bilder sig ind) ikke opfører sig ordentligt overfor hende. Hun er alt for usikker og føler sig ikke god nok. Vurderer altid sig selv ud fra andre og hvis de vurderes bedre end hende, så er de helt sikkert nogle røvhuller. Stoler på ingen, alle vil hende ondt.
Det bliver værre med alderen og det er også blevet værre imens hun har gået hjemme (efterhånden 10 år, tror jeg, eller mere). Hun er endelig blevet visiteret til fleksjob, men synes nu det er andres job at finde arbejde til hende.
Hun kommer ud af en søskendeflok på 7, er blevet mobbet som barn og har klart nogle issues. Hun vil ikke arbejde på det, men er i stedet gået helt i modsatte grøft - “tag mig som jeg er og jeg siger altid min mening”. Lige meget om folk såres i det. Hun var uvenner med hendes søster i et halvt år, hvor søsteren ikke vidste hvad der var sket. Min mor var blevet fornærmet over noget min moster havde sagt i sjov - min mor vidste godt at det var i sjov og havde desuden glemt det efter 3 måneder, men blev ved med at være sur indtil jeg bad hende om at tage sig sammen.
Overfor mig og mine søskende er hun sjældent sårende. Der påtager hun sig offerrollen, fordi vi siger fra overfor hendes bullshit. Senest i dag angående planlægning af en familiefest, hvor hun melder ud at de (hende og min far) ikke vil betale det fulde beløb, fordi de ikke kan deltage i det hele og de desuden betalte fuld pris sidste år, selvom de ikke fik noget aftensmad (de kørte før tid, da de skulle hjem til deres åndssvage hunde). Og “så kan I jo bare håne mig, hvis I er uenige”.
Hun er ikke sådan overfor børnebørnene, heldigvis. Hun forkæler dem, leger med dem og de elsker hende højt.
Her er det alle der bliver ramt 
