Familieissues... Føler mig ekskluderet.

[didaa]

Tak igen for inputs.

Jo, det er rigtigt at den ene af mine søster er en k*lling. Men det er ikke hende, de er afsted med. Til hendes forsvar skal det siges, at hun er blødt en del op. Og meget kan man sige, men hun er i det mindste ærlig.

Måske har de svært ved at fortælle mig, at de skal afsted sammen. Det må de jo have, ellers havde de jo bare sagt det. Men det er da latterligt, at fortælle, man skal afsted, ikke med hvem, og så kan vi sidde derhjemme og se det hele rullet op på Facebook. Havde Facebook ikke eksiterede, SÅ kunne de skjule det helt.

I forbindelse med min mors sygdom går jeg til psykolog, hvor vi snakker meget om de her ting. Og jeg spurgte hende i går, om hun, udfra det jeg har fortalt om min familie og mig selv, mente, at det var en god idé at tage en snak med dem om det. Det afviser hun blankt. Hun mener ikke, der vil ske andet, end at de forsøger at kaste den tilbage på mig. Det er jo også præcist det, der tidligere er sket, når jeg har forsøgt at konfrontere dem med noget.
Hele humlen er, at min far ikke kan håndtere følelser, hverken sine egne eller andres, min mor holder ting hemmeligt (inkl. at hun har røget i 40 år), min søster (som er med på turen nu) dækker over dem og forsvarer dem.

Jeg har taget en anden drejning i livet end min familie. Jeg holder på at løgne og fortielser ikke skal finde sted i mit hjem og liv. Alt andet lig det, der er forgået i mit barndomshjem. Ingen har nogensinde spurgt til mig, rost mig eller på anden vis bakket op. Jeg har ikke måtte ret mange ting i sammenligning med mine kammerater, og senere hen min søster. Jeg er aldrig blevet vist tillid, ej heller haft tillid til mine forældre. Jeg har aldrig følt, at jeg kunne komme til dem med noget.
Fx da jeg for 1½ år siden blev færdig med min uddannelse faldt der et fesent tillykke, men ikke nogen form for ros, da jeg bestod min eksamen med 12. Intet. I løbet af min uddannelse har der heller ikke være opbakning af spore, ingen der har spurgt til, hvordan det gik eller noget. Og det præger ligesom billedet for hele mit liv, kan jeg se nu. I gymnasiet, hvor jeg var familiens hidtil første og eneste der gik, var der heller ingen interesse eller spørgen ind.

Og hvad har jeg så tilbage, den dag min mor ikke er her mere? Hvad skal mit link være til familien? Den vil tælle min far, som reelt er min stedfar, og som jeg har et akavet forhold til. Min søster... tja, det er altid mig, der skal kontakte hende, der kommer intet den anden vej. Hun har i øvrigt udtalt, at når mor ikke er her mere, så kunne far købe et hus i nærheden af søster og svoger 'for til den tid har han jo intet at blive i hjembyen for.' Jamen tak søster, jeg og min familie, min søn som ser min far som sin morfar, det er = ingenting. Så ja, måske bliver jeg ikke bare moderløs, men ligefrem familieløs.

Kanga

Hvis jeres relation - både nu og fremover - skal begynde at være mere værdifuld, så skal du have hjælp til at håndtere de følelser som skuffelse, nag, mistillid og negativitet medfører. Hvis du allerede går til psykolog, så vil jeg stille mig undrende overfor om vedkommende hjælper dig godt nok, men det kan du og din egen familie bedst svare på.

Der er en anden der har skrevet at dine søstre muligvis vælges mere af dine forældre end dig, fordi der måske er en anden kemi og nogle andre værdier, og det tror jeg er meget rigtigt set. Dine søstre er måske knap så refleksive eller viljefaste som du er, og i kombinationen med dine forældres personlighed kan det blive en for krævende opgave for dem at omgås dig for ofte. Du har tydeligvis forventninger til dine forældres interesse og omsorg alene af den grund at du er deres datter - og det er jo også oftest noget der er reelt nok at have -men måske pga din personlighed kan de ikke indfris til fulde af dine forældre. Det gør ondt; endnu mere at tænke over, men det er faktum i mange familier - og måske særligt der hvor der er søstre.

Først og fremmest skal du stoppe med at sammenligne dine egne valg i livet med din families, og ikke mindst stoppe med at fremhæve de valg som bedre end deres. Jeg kan godt være enig med dig i at det er en bedre måde at håndtere sit familieliv på ved at være åben frem for at fortie, men du kommer til at dømme dine forældre, og det skinner så igennem i din måde at tænke om dem på, og nok også i måden at være sammen på.

Hvis jeg var dig, så ville jeg helt konkret fra nu af begynde at tvinge din hjerne til at arbejde med de mere positive ting ved at være en del af en familie. Og med det mener jeg ikke at du skal finde positive ting frem om DIN familie, men se på det positive i at være en del af et familiært fællesskab for dig, din mand og din søn - og så arbejde dig ligeså stille frem med det.

[Kanga]

Jeg har konfronteret mine forældre!
I lørdags kørte vi derud, og vi ville snakke med dem. MEN, min ene søster var der, ikke hende der var med på ferie. Derfor sagde vi ikke noget. Men da vi skulle køre, hev søster mig til side, og sagde at mor troede, jeg var sur på hende over, at de havde været afsted med min anden søster. Vi ringede sammen senere på aftenen og fik en snak. Efter den snak, ringede min anden søster, hende der var med på turen, og fortalte det samme.
Derfor kunne jeg ikke lade den ligge. Min kæreste og jeg kørte hjem til mine forældre søndag. Sagde det, som det var, at begge søstre havde sagt, at mor troede. jeg var sur over, at min ene søster og forældre havde været på tur sammen. Det understregede jeg, at jeg ikke, men at jeg føler, det skal være hemmeligt og at jeg føler mig kørt ud et sidespor. Min mor kunne godt følge mig, min far knap så meget. Så har vi sagt, at vi ønsker mere åbenhed om, hvad der foregår. Det vi de 'arbejde på'.
Så, som flere gange før, har jeg nu sagt det, der ligger mig på sinde. Så kan jeg ikke gøre mere.

Kanga

[Tanten]

Jeg er glad for, at din snak med dine forældre ikke gik værre, for jeg var nok mest enig med din psykolog i, at det ikke kan betale sig. I det mindste ved du nu med dig selv, at du har prøvet, og du har fået sagt til din døende mor, at du gerne vil hende, og at du ikke er vred. Det i sig selv er meget værd.

[durham]

Kan det ikke hjælpe lidt at tænke på at din mor tror det alene er turen der er problemet? Din søster havde jo inviteret dem og derfor heller ikke op til dine forældre at spørge om I vil med. Hvis din mor så tror du bliver sur over at I ikke må komme med, så er det da forståeligt at hun prøver at undgå emnet. Ikke at det gør det ok, men jeg kan bare godt forstå hende.
Måske I selv kunne foreslå en lignende tur?

Jeg kommer nok fra en lignende familie, og hvis jeg havde inviteret mine forældre på tur/slags arrangement så ville jeg blive temmelig skuffet hvis de uden videre inviterede min søster og familie med. Ikke fordi jeg har noget imod min søster, men fordi samværet ændrer sig. Min mor kunne derfor godt reagere på samme måde med ikke at nævne det for min søster. Ikke for at skjule eller udelukke nogen, men for at min søster ikke skal undre sig over noget som min mor ikke har indflydelse på. Og så kan vi sagtens blive enige om at det er uhensigtsmæssig og utrygt med den slags, jeg forstår bare (som regel) godt at vi mor gør det i bedste mening.

Jeg ved ikke om det giver mening, men blot for at sige at det altså ikke nødvendigvis lyder som om at din familie bliver holdt uden for. Hvis I også prøvede at arrangere alverdens ting og blev afvist på dette, så ville jeg være enig.

[Kanga]

Jeg er enig i, at mine forældre ikke kan invitere os med. Det er heller ikke det, der er pointen. De må hjertens gerne tage på tur sammen, uden os. Det, at det skal være hemmeligt, synes jeg er hemmeligt og ubehageligt.

Det er desværre nok ikke realistisk at vi tager mine forældre med på en tur. Hun kan simpelthen ikke holde til det.

Kanga

[Zombie]

Jeg sidder og overvejer, om jeg misser noget. Det er jo ikke en hemmelighed, når billeder lander på Facebook. Ville de holde det hemmeligt, kan de trods alt sørge for, at du ikke ser billederne, selvom du er venner med dem.

Kan det ikke snarere handle om en form for misforstået diskretion, hvor de er nervøse for at virke hoverende eller på anden vis som om, de tværer det ud i dit ansigt at de er på ferie med andre i familien, når I har en samtale om andre ting.
Min egen moster var (er) lige sådan; også den anden vej, hvor man ikke kunne nævne at man havde lavet x eller y uden hende, uden hun følte det var et demonstrativt statement ... og derfor ville hun heller aldrig nævne noget selv, højst lidt henkastet.

Jeg kan godt forstå, det er træls at føle sig udenfor, men tænker at det lige så godt kan være et udtryk for misforstået hensyn og måske et lavere niveau af følelsesmæssig intelligens, hvor det er svært at indordne sig efter andre, selvom de giver udtryk for et konkret og fair behov - som her, at de bare siger det som det er.