Dirtylittledevil skrev:Sikke en masse tanker det her emne sætter igang for mig. Overordnet kan man godt se at de fleste svarer ud fra det de er farvet af, klart nok for forholdet til forældrene gennemsyrer jo ens liv.
For mit vedkommende er svaret derfor farvet af barndom med på den ene side forældre der har været grænseoverskridende, men samtidig har de også været meget distancerede. Lækker cocktailMen here goes...
Som andre også nævner, kan jeg godt mærke irritation over mennesker som bare har et sundt, rart, tæt og trygt forhold til deres forældre. Den er jeg godt i stand til at pege ud, og lægge til side som noget der skyldes alt det jeg selv savner.
Men jeg kan nu også få øje på nogen hvor det bestemt ikke giver mig en følelse af "Gid det var mig", men hvor det tvært om giver mig lidt "myrekryb". For mit eget personlige vedkommende har det ofte været mand+mor kombinationen jeg har mødt. Og dér hvor det knækker for mig, er når grænsen for sønnens kærlighedsliv (og måske endda sexliv!) ikke overholdes af moderen. Når moderen spørger ind til personline og intime problemer, og fx udtaler sig om hvordan sønnen sikkert er som kærlighedspartner, selvom det selvfølgelig er for at støtte og give noget positiv ballast så virker det (IMO) bare lidt *ydrk*.
Og mht ham Christian fra Gift ved.. så mener jeg ikke at man direkte hører moderen sige noget a la dét, men stadig føler jeg at "It rubs me the wrong way" fordi jeg synes flere af de ting han nævner på andre tidspunkter om sig selv lyder som noget hans mor har indprentet ham om hvordan han er som partner. Og de ting han siger er ret identiske med de ting min ex sagde om sig selv, ham som ringede flere gange dagligt til sin mor og kaldte hende sin bedste ven. Det er diffust men på mig føles det forkert at man ikke vender forholdsproblemer med en jævnaldrende kammerat i stedet.
Mht andre konstellationer, så synes jeg nu også af og til jeg ser en mor+datter udgave som er løbet af sporet. Det kunne være noget a la Joy og Mia (reality mor og datter) her ser vi igen en mor der ikke har grænser for hvilke emner man gladeligt taler med sin datter om, plus at hun er needy og holder datteren stramt fast i et venindelignende forhold.
Sådan en mor kender jeg så også til i det virkelige liv. Igen, jeg kender også mange mødre som har sunde og ordentlige og tætte forhold med deres døtre, og så er der lige den ene hvor det virker som om hun bare ikke kan se grænsen for hvor hun skal stoppe.
For eksempel kunne hun bare ikke lade sin datter (ca. 23 år) fejre nytår med sine egne veninder uden hele tiden at "crashe" deres lille "pigefest", så på alle de billeder hun lagde op på facebook står de her smukke unge opdullede kvinder og hygger sig, og så står der altså også lige en mor i sit mortøj og med sit morhår som insisterer på at være med og skåle og danse osv osv.
Der skal nok være nogen som læser det og tænker at det bare er helt skønt og normalt, men jeg personligt tænker at dér må moderen godt respektere at nu skal datteren skabe sig sine egne sociale minder uden sin mor evigt med på slæb.
Lige præcis Mia og Joy, er for mig et eksempel på, hvor det er gået helt galt.
Jeg husker tydeligt det afsnit, hvor Joy skal præsentere Mia for sin nye kæreste, og Mia ender med at bryde ud i gråd og drama over at hun ikke ser Joy så meget som normalt.
Men lige præcis de to handler vel egentlig om at Mia aldrig rigtigt kunne være mor, så hun valgte at forsøge at være bedste veninde i stedet.
Hende moren du kender, ville jeg også mene var for meget.
Men problemet er vel egentlig også, hvis døtrene oprigtigt synes det er træls, men ikke kan sætte grænser? For hvis de synes det er en fest, så er det jo bare fint. Det er straks værre, hvis de bare finder sig i det.