Og så kunne jeg se, at det blev diskuteret her også: viewtopic.php?f=5&t=193&start=810#top (ved ikek, hvordan jeg linker til det konkrete indlæg).
Kan I genkende det?
På en måde kan jeg godt se nogle af elementerne i min omgangskreds, men når jeg ser på det overordnet, så har det afgørende for mine veninder i forhold til tidspunktet for børn været om de havde en mand at få dem med/en mand, der var klar. Mange af dem ville gerne været startet længe før, men man er jo to om projektet (det ved jeg godt, man ikke SKAL være, men det er det sædvanlige, og det ville de i hvert fald gerne). For dem handlede det ikke om ting, der skulle nås - andet end altså at finde en far til børnen.
Dem, der medvirker i artiklen passer så på sin vis vældig godt til billedet af unge, der vil være unge meget længe:
Julie Jakobsen gætter på, at hun skal være 34, før man finder hende på en fødestue. For Lasse Baggesens vedkommende kan han sagtens vente, til han er 37.
»Det handler jo om noget så gammeldags, som at man skal kunne forsørge sin familie og tage ansvar for sit barn. Der giver det bare bedst mening at have overstået sin uddannelse og have en fast indkomst,« siger Lasse Baggesen, der i dag er 23.
Jaja, færdig med din uddannelse - men det er jo forhåbentligt ikke først, når du er 37 år, hvis du allerede er godt i gang på universitetet, når du er 23 år
Jeg synes, det er fint at få børn som 37-årig, og der kan være mange rigtig gode grunde til, at folk får børn der, men jeg forstår egentlig ikke, at man venter så længe, hvis man ved, man vil have børn og har en at få dem med. Altså, det virker lidt pudsigt på mig at sidde som 23-årig og virke afklaret i forhold til at man gerne vil have børn, og så samtidig på forhånd mene, at man først skal have dem i så forholdsvis høj en alder.
Men hvad tænker I?