Vi venter for længe med at få børn - måske?

[Akehurst2]

Dagens Berlinger har denne artikel: http://www.b.dk/nationalt/nye-kampagner ... edestuerne

Og så kunne jeg se, at det blev diskuteret her også: viewtopic.php?f=5&t=193&start=810#top (ved ikek, hvordan jeg linker til det konkrete indlæg).

Kan I genkende det?

På en måde kan jeg godt se nogle af elementerne i min omgangskreds, men når jeg ser på det overordnet, så har det afgørende for mine veninder i forhold til tidspunktet for børn været om de havde en mand at få dem med/en mand, der var klar. Mange af dem ville gerne været startet længe før, men man er jo to om projektet (det ved jeg godt, man ikke SKAL være, men det er det sædvanlige, og det ville de i hvert fald gerne). For dem handlede det ikke om ting, der skulle nås - andet end altså at finde en far til børnen.

Dem, der medvirker i artiklen passer så på sin vis vældig godt til billedet af unge, der vil være unge meget længe:

Julie Jakobsen gætter på, at hun skal være 34, før man finder hende på en fødestue. For Lasse Baggesens vedkommende kan han sagtens vente, til han er 37.

»Det handler jo om noget så gammeldags, som at man skal kunne forsørge sin familie og tage ansvar for sit barn. Der giver det bare bedst mening at have overstået sin uddannelse og have en fast indkomst,« siger Lasse Baggesen, der i dag er 23.

Jaja, færdig med din uddannelse - men det er jo forhåbentligt ikke først, når du er 37 år, hvis du allerede er godt i gang på universitetet, når du er 23 år

Jeg synes, det er fint at få børn som 37-årig, og der kan være mange rigtig gode grunde til, at folk får børn der, men jeg forstår egentlig ikke, at man venter så længe, hvis man ved, man vil have børn og har en at få dem med. Altså, det virker lidt pudsigt på mig at sidde som 23-årig og virke afklaret i forhold til at man gerne vil have børn, og så samtidig på forhånd mene, at man først skal have dem i så forholdsvis høj en alder.

Men hvad tænker I?

[MyGirl]

Jeg er skyldig

Fylder snart 32, og har endnu ikke fået børn, selvom jeg har haft manden, jeg skal have dem med, i ca. 6½ år. Jeg sidder nu med min uddannelse, et godt job og huset og "rammerne", som man snakker så meget om, og det er først nu, lysten til børn så småt begyndt at melde sig.

(Det spiller så også ind i den ligning, at min kæreste har børn i forvejen, hvilket nok generelt har forsinket "vores proces" en del...)

[Annione]

Jeg har også ventet. Og ventet. Og ventet. Og nu skal jeg slet ikke have børn.

Jeg var skruk, allerede da jeg var 22, så jeg skulle måske bare have gjort det den gang. Heldigvis gjorde jeg det ikke - mine børn ville have været skilsmissebørn med en far i fængsel

[Fru Sunshine]

Jeg er lige fyldt 44. Om lidt over en måned fylder mit yngste kid 18. Hun bliver student til sommer, og er allerede begyndt at snakke om at flytte hjemmefra, når hun skal til at læse.
Min ældste flyttede hjemmefra for 1 1/2 år siden og er nu rykket langt pokker i vold for at læse.

Det vil med andre ord sige, at min mand og jeg er fri til at gøre rigtig mange ting, som man ikke kan nær så nemt, når børnene er små.
Mange af mine jævnaldrende har børn i indskolingsalderen, og jeg er godt nok ikke misundelig.

Man vælger selvfølgelig selv, og man bliver ikke dårlige forældre af at vente, men jeg er godt nok glad for, at jeg har fået mine så tidligt.

[Karkluden]

Jeg tænker, at folk har meget, meget forskellige opfattelser af det her. Jeg skriver bachelor med en, der var 33-34, da hun fik sit barn, hendes mand er vist jævnaldrende med hende. De havde kendt hinanden i over 10 år, og blev gravide hurtigt, men de mener, det er bedst at kende hinanden meget længe og have minimum én karriere "on a roll".

Min kæreste og jeg taler om at gå i gang i 2017 eller 2018, hvor jeg altså så vil være 25-26, og han 4 år ældre. Det synes jeg på ingen måde er tidligt. Der har vi kendt hinanden i 5-6 år, boet sammen i 2-3 år, og er begge to færdiguddannede, flyttet tilbage til den by vi gerne vil slå os ned i, og har været på jobmarkedet lidt tid. Jeg kan vitterligt på ingen måde se, hvad der skulle gøre, at vi skulle vente længere. Men der er virkelig mange, der mener, at det er ekstremt tidligt.
Jeg synes bare, at vi ligeså godt kan få de børn, vi ønsker os, mens vi er relativt unge.

[Akehurst2]

Jeg tænker, at folk har meget, meget forskellige opfattelser af det her. Jeg skriver bachelor med en, der var 33-34, da hun fik sit barn, hendes mand er vist jævnaldrende med hende. De havde kendt hinanden i over 10 år, og blev gravide hurtigt, men de mener, det er bedst at kende hinanden meget længe og have minimum én karriere "on a roll".

Min kæreste og jeg taler om at gå i gang i 2017 eller 2018, hvor jeg altså så vil være 25-26, og han 4 år ældre. Det synes jeg på ingen måde er tidligt. Der har vi kendt hinanden i 5-6 år, boet sammen i 2-3 år, og er begge to færdiguddannede, flyttet tilbage til den by vi gerne vil slå os ned i, og har været på jobmarkedet lidt tid. Jeg kan vitterligt på ingen måde se, hvad der skulle gøre, at vi skulle vente længere. Men der er virkelig mange, der mener, at det er ekstremt tidligt.
Jeg synes bare, at vi ligeså godt kan få de børn, vi ønsker os, mens vi er relativt unge.

Det er altså helt vildt, at nogen kan synes 25 og 29 er tidligt at blive forældre.

Ja, I er lidt tidligt ude i forhold til folk jeg kender, som med undtagelse af en enkelt veninde alle har været over 30, men I er jo voksne og færdiguddannede. Meget voksne endda - du har været myndig i 7 år (7 år, Niller - man ved et og andet!), når I går i gang, altså.

[Akehurst2]

Men det kræver også, at man finder den rigtige at få børn med på det rigtige tidspunkt. Mødte min kæreste lige efter, at jeg blev 30. Kunne nok godt have fået børn med min ungdomskæreste, men jeg vidste jo godt, at vi ikke skulle være sammen for evigt, så det ville have været et skidt grundlag at bygge på.

Jeg synes netop, det er helt logisk, at man ikke får børn før man har nogen at få dem med. Men i debatten om at folk jo venter aaaalt for længe og de skal tænke på, at deres fertilitet går drastisk (!) ned af bakke, der mangler det alt for tit det med at folk måske mangler en partner.

[Spjaerten]

Jeg har lige ramt de 37 år og har stort set været single i 8 år. Og bestemt ikke frivilligt. Og synes ikke jeg er kræsen.

Men artiklen og "issuet" rammer total spot on på min situation.

Er bestemt ikke glad for det er sådan, men ja der er bare ikke dukket noget mand op.....

[lulu-p]

Jeg tænker også, at der er sket en øget stigmatisering af de forældre, som vælger at få børn tidligere end gennemsnittet. Det er ikke lang tid siden jeg så en artikel på en af de større nyhedsmediers hjemmeside, hvor overskriften startede med "ung mor på 26..." Og der er nok ikke mange af os, som ønsker at blive slået i hartkorn med "De unge mødre".

Og så er det mit indtryk at vi skubber de unge år foran os. Da jeg blev 30 var mantraet "30 erne er de nye 20ere" og da jeg rundede 40 var 40erne pludselig de nye 30ere. Biologien er nok bare ikke helt enig.

Jeg fik i øvrigt mit første barn da jeg var 28.

[DetSorteCirkus]

Jeg finder kampagnen latterlig og formynderisk.
Hvem ved helt alvorligt ikke, at fertitliteten falder med alderen, eller at man godt kan få børn, mens man læser?
At nogle så prioriterer anderledes, ikke er klar til at tage vare på et barn, før de er over 30, eller slet og ret ikke ønsker at blive forældre - det skal kommunen bare blande sig helt udenom.

Det er bestemt muligt, at nogle af dem, der lige nu udsætter og udsætter, en dag vil fortryde bitterligt, men det er jo så en erkendelse, de når til den dag, ikke en, de kan få nu pga. et gratispostkort.

Det er generelt et problem, når mennesker lader sig diktere af tidsånden i en sådan grad, at de fx. ikke får børn som 25-årige studerende, selvom de har lyst, fordi det gør "man" ikke i deres vennekreds eller familie, men hvis dét er humlen i det hele, var der så meget, kommunen kunne lave kampagner om.

[Karkluden]

Jeg tænker, at folk har meget, meget forskellige opfattelser af det her. Jeg skriver bachelor med en, der var 33-34, da hun fik sit barn, hendes mand er vist jævnaldrende med hende. De havde kendt hinanden i over 10 år, og blev gravide hurtigt, men de mener, det er bedst at kende hinanden meget længe og have minimum én karriere "on a roll".

Min kæreste og jeg taler om at gå i gang i 2017 eller 2018, hvor jeg altså så vil være 25-26, og han 4 år ældre. Det synes jeg på ingen måde er tidligt. Der har vi kendt hinanden i 5-6 år, boet sammen i 2-3 år, og er begge to færdiguddannede, flyttet tilbage til den by vi gerne vil slå os ned i, og har været på jobmarkedet lidt tid. Jeg kan vitterligt på ingen måde se, hvad der skulle gøre, at vi skulle vente længere. Men der er virkelig mange, der mener, at det er ekstremt tidligt.
Jeg synes bare, at vi ligeså godt kan få de børn, vi ønsker os, mens vi er relativt unge.

Det er altså helt vildt, at nogen kan synes 25 og 29 er tidligt at blive forældre.

Ja, I er lidt tidligt ude i forhold til folk jeg kender, som med undtagelse af en enkelt veninde alle har været over 30, men I er jo voksne og færdiguddannede. Meget voksne endda - du har været myndig i 7 år (7 år, Niller - man ved et og andet!), når I går i gang, altså.

Enig.
Jeg kan jo virkelig godt forstå, folk venter, hvis de ikke har en at få dem med fx. Det giver jo god mening. Hvis man ikke vil få dem selv.
Og jeg respekterer, at nogle gerne vil vente mange år med at få børn sammen.
Men jeg forstår virkelig, at nogen kan synes, det er enormt ungt (enkelte med undertonen af "uansvarligt") at gå i gang med at lave et barn, når man er fx 25 og 29, færdiguddannede begge to og har været kærester i 5 år.

Men vores omgangskreds er meget splittede. Nogle venter 8-10 år i et forhold før de prøver. Nogle har bare aldrig brugt prævention, og så blev de jo gravide - og også meget hurtigt. Nogle er midt i mellem ligesom os.

[Danseprinsesse]

Vi ville egentlig gerne have lavet et barn for flere år siden, men det var bare ikke muligt af forskellige årsager.

Og det mit indtryk, at der ofte er en årsag, til at man venter. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanker om nogen jeg kender, der har fundet "den rette" og så bevidst har valgt at vente mange år med at få børn.

Da jeg var 24, der sagde jeg i øvrigt også, at jeg skulle vente maaaange år med børn, og at jeg skulle alt muligt inden. Sandheden var nok mest, at jeg ikke var sammen med den rigtige og dermed ikke var klar. Og jeg er virkelig glad for, at jeg ventede - også selvom det så betyder, at jeg nu bliver ældre mor end jeg gerne ville.

[DetSorteCirkus]

Helt enig. Det er som om, at man ikke har overvejet den mulighed, at man bare ikke har mødt den rigtige.

Når det så er sagt, så tror jeg, at der ganske rigtigt er mange, der trækker den for længe, selvom de har fundet manden.

Men kan man afgøre det på forkant? At man en dag vil føle, at man trak den for længe.
Når et par ikke vælger at gå i gang med at få børn, har jeg tiltro til, at de har en grund, som lige nu føles meningsfuld for dem.
Jeg synes, at det hurtigt bliver en meget teknisk diskussion for slet ikke at tale om en moralsk en af slagsen om, hvad der er mest korrekt, og hvad man helst skal føle er det rigtige for ikke at blive udskreget som umoden og egoistisk.

[Akehurst2]

Helt enig. Det er som om, at man ikke har overvejet den mulighed, at man bare ikke har mødt den rigtige.

Når det så er sagt, så tror jeg, at der ganske rigtigt er mange, der trækker den for længe, selvom de har fundet manden.

Og der er så også en del, der har fundet manden og er klar - men hvor han ikke er.

Nu skal man jo passe på med at generalisere, men det er min helt subjektive oplevelse, at mænd er længere tid om at blive klar og heller ikke tænker så meget over den dalende fertilitet. For modsat, hvad fagfolkene gerne udtaler i diverse artikler, så er alle kvinder, jeg kender, pinligt klar over det med at fertilitet har en udløbsdato og oplever det som et kæmpe pres.

[Wizzze]

Jeg kan ikke lade være med at føle mig ramt og på samme tid sidde og nikke bekræftende når jeg læser sådan noget.

Jeg har aldrig skulle have børn, altså hallo - hvem ville være tosset nok til at have et barn med mig
Men så i en alder af 35 blev jeg følelsesmæssigt kørt over af det her sindssyge kvindemenneske, og efter lidt tid sammen med hende, så var jeg ikke helt så afvisende overfor babyvræl og skidgrønne bleer. Men så var det jo bare at der ikke skete noget
Jo altså, der skete masser men effekten udeblev ligesom, og tiden går jo bare, og man kan ikke lade være med at tænke om man bare har ventet for længe, og det er ens egen skyld osv.
Så ja, hvis man har fundet den rette, så lad være med at vente for længe, det bliver ihvertfald ikke nemmere.