DD_81 skrev:StripesAddict skrev:
Jeg står i en situation som den du beskriver der. For mig handler det dog ikke om at jeg ikke føler jeg KAN tage vare på et barn - det er jeg fuldt ud overbevist om, at jeg sagtens kunne. Jeg har bare ikke lyst til det lige nu, fordi jeg har andre prioriteter. Og når jeg har det sådan, så kan jeg ikke se hvad godt det skulle komme ud af at jeg gjorde det alligevel, bare fordi jeg har alderen til det og de rette rammer.
Kan / ønsker / lyster.... Årsagerne er forskellige
Jeg har været nysgerrig på emnet i mange år, og har derfor spurgt der hvor jeg kunne spørge, uden at træde nogle over tæerne, og årsagerne er forskellige og mange. Og jer erkender at der er sådan det forholder sig, men samtidig er jeg også enormt undrende over det, over fraværet af lysten og ønsket om at få børn.
Ganske givet fordi mit eget biologiske ur har en stor og stærk drift!
Jeg kan godt være undrende overfor hvordan dette biologiske ur for mange kvinder, og mænds, vedkommende har ændret sig... Hvordan man bliver ældre og ældre førend man er PARAT til børn, de der, formodentlige, mentale to-do og tjeklister der på en vis er blevet en integreret del af livet... at der er frihed der skal udnyttes og udleves. Men også at der f.x. er mange flere singler end nogensinde, at man er solist i sit voksenliv, fremfor en del af et par... for mig at se er mennesket blevet mere egoistisk på mange plan, der er meget MIG-agenda, og det har da sansynligvis en indflydelse.
Og ja, det er meget skarpt ridset op! (forbehold taget for de hvor rammer, partner etc. ikke er tilstedeværende)
Derfor synes jeg også det er lidt sjovt at Københavns kommune vælger at starte den her kampagne, og jeg finder den personligt på ingen måde provokerende. Ingen kan jo diktere nogle noget, men jeg synes det er både sjovt og sundt at vi får en reel debat ud af det. At det er fedt at folk påvirkes til at overveje deres valg og prioriteringer.
jeg har svært ved at tage "feminisme kortet" alvorligt, det er jo lige så meget mændene det her går ud til, det er lige så meget dem der skal tilvælge at ville være fædre, at være parate.
Og jo så er der da noget samfundsøkonomi i det også, uden tvivl, det er da møghamrende dyrt at finansiere behandling, for de der har behov for det. Og jeg husker stadig ramaskriget der opstod for 5 år siden, hvor man politisk ændrede på reglerne og behandling derfor krævede en større egenbetaling.
Igen mener jeg, at det i høj grad handler om udgangspunktet.
Jeg synes, du får det til at lyde, som om dem, der får børn sent eller slet ikke, som unge har truffet markant fravalg, hvilket kræver, at livet med børn altid har været nærværende. Det er det ikke alle steder. Personligt havde jeg intet med småbørn at gøre, før jeg blev 19, og da det møde ikke faldt godt ud (hvilket ikke så meget skyldtes børnene eller mig som omstændighederne), kom der til at gå endnu 9 år, før det skete igen. Ikke fordi jeg skyede børn, men fordi der i min tilværelse, som den formede sig i 20erne, skulle træffes et klart tilvalg af børn, før de dukkede op, så at sige. Jeg kendte ingen med børn og studerede/arbejdede dengang ikke indenfor et felt, hvor man møder børn.
På den baggrund blev jeg simpelthen ikke særlig inspireret til at gøre mig tanker om børn, og at jeg ikke fik nogen i 20erne var altså ikke et spørgsmål om at vælge børn aktivt fra. I min familie og vennekreds blev der heller ikke spurgt til børn, og det gør der stadig ikke.
Tolkningen af fortiden kan også veksle meget. Jeg opfatter det generelt ikke som, at mænd og kvinder før i tiden tidligere var klar til familie og børn, men at de færreste reelt havde et valg. Børnene kom bare, og de stoppede ikke med at komme, selvom man i mange familier efter nogen år inderligt ønskede det. På samme måde var det de færreste kvinder, som havde mulighed for at leve alene eller blive skilt. Selvom jeg bestemt ikke mener, at vores tid er perfekt, er jeg taknemmelig for ikke at leve dengang.
Hvad jeg dog vil medgive er, at der pt. eksisterer et tabu på parforholdsfronten, som, tror jeg, er med til at komplicere livet unødigt for en del mennesker, nemlig tabuet om det trygge, harmoniske parforhold. Jeg oplever, at der går et vist antal singler rundt, der egentlig "bare" ønsker at finde en sød og sympatisk partner, men som af tidsånden, eller hvad vi skal kalde det, føler sig presset til kun at gå efter den store passion med det resultat, at de får unødigt mange år alene og måske ender med ikke at få de børn, de ønsker sig.
Jeg synes, at en dialog om, hvordan vi hver især indretter vores liv og hvorfor, er rigtig interessant og vedkommende, men det er bare slet ikke det, jeg føler, at kommunens kampagne lægger op til, og ud fra reaktionerne i målgruppen at dømme er der decideret tale om et kommunikativt fejlskud, som blot vil få mange til at holde stædigt fast i deres nuværende overbevisning.