Side 5 af 6

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 7. okt 2015, 20:46
af Urtekussen
Jeg har en i min omgangskreds, som har fast, mangeårig kæreste, god lejlighed og job.
Hun har direkte sagt, at hun gerne vil have børn, men ikke før hun bliver mindst 30.

Når der (tilsyneladende) ikke er andet i det end alderen, så synes jeg det er sært. Kan da meget bedre forstå, hvis det er fordi de har noget de gerne vil opleve (bryllup/rejser/uddannelse/karriere/bolig), men det har jeg ikke indtryk af er tilfældet.
Hendes kæreste er i øvrigt 27 og vil gerne have børn snart (men han kommer også fra en familie, hvor de får børn forholdsvist tidligt).

Hendes storebror og dennes kone venter sig i øvrigt også. De er 37 begge to. Det bliver noget af en omvæltning, når man har været vant til at være sig selv så længe (med middagslure, sove hele weekenden, spise aftensmad kl ti, bade i timevis osv) til at få børn.
Desuden har de prøvet meget længe og været meget frustrerede over, at der ingenting skete - måske havde det gået nemmere, hvis de kun var 27.

Jeg tror man er mere omstillingsparat i de unge år, hvor energiniveauet også (i hvert fald for mig vedkommende - jeg synes tit jeg er gaaaaaammel) er højere

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 7. okt 2015, 20:48
af Urtekussen
Og så tænker jeg også, at hvis man gerne vil have mere end et barn og man ikke vil have dem lige oven i hinanden, så er det også kun en fordel at starte når man er yngre.

Jeg ville være så ked af at ønske en mere, og arbejde for det, og det så ikke ville lykkes pga det biologiske ur.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 7. okt 2015, 20:54
af Urtekussen
Urtekussen skrev:Hendes storebror og dennes kone venter sig i øvrigt også. De er 37 begge to. Det bliver noget af en omvæltning, når man har været vant til at være sig selv så længe (med middagslure, sove hele weekenden, spise aftensmad kl ti, bade i timevis osv) til at få børn.
Desuden har de prøvet meget længe og været meget frustrerede over, at der ingenting skete - måske havde det gået nemmere, hvis de kun var 27.

Jeg tror man er mere omstillingsparat i de unge år, hvor energiniveauet også (i hvert fald for mig vedkommende - jeg synes tit jeg er gaaaaaammel) er højere


I øvrigt synes jeg det er en "sjov" tanke, at når jeg bliver 40 er mine børn 15 og 11 år. Når de bliver 40 er deres 3 år.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 7. okt 2015, 21:20
af Madam Pomfrey
StripesAddict skrev:
Jeg står i en situation som den du beskriver der. For mig handler det dog ikke om at jeg ikke føler jeg KAN tage vare på et barn - det er jeg fuldt ud overbevist om, at jeg sagtens kunne. Jeg har bare ikke lyst til det lige nu, fordi jeg har andre prioriteter. Og når jeg har det sådan, så kan jeg ikke se hvad godt det skulle komme ud af at jeg gjorde det alligevel, bare fordi jeg har alderen til det og de rette rammer.



Kan / ønsker / lyster.... Årsagerne er forskellige :)

Jeg har været nysgerrig på emnet i mange år, og har derfor spurgt der hvor jeg kunne spørge, uden at træde nogle over tæerne, og årsagerne er forskellige og mange. Og jer erkender at der er sådan det forholder sig, men samtidig er jeg også enormt undrende over det, over fraværet af lysten og ønsket om at få børn.
Ganske givet fordi mit eget biologiske ur har en stor og stærk drift!

Jeg kan godt være undrende overfor hvordan dette biologiske ur for mange kvinder, og mænds, vedkommende har ændret sig... Hvordan man bliver ældre og ældre førend man er PARAT til børn, de der, formodentlige, mentale to-do og tjeklister der på en vis er blevet en integreret del af livet... at der er frihed der skal udnyttes og udleves. Men også at der f.x. er mange flere singler end nogensinde, at man er solist i sit voksenliv, fremfor en del af et par... for mig at se er mennesket blevet mere egoistisk på mange plan, der er meget MIG-agenda, og det har da sansynligvis en indflydelse.
Og ja, det er meget skarpt ridset op! (forbehold taget for de hvor rammer, partner etc. ikke er tilstedeværende)

Derfor synes jeg også det er lidt sjovt at Københavns kommune vælger at starte den her kampagne, og jeg finder den personligt på ingen måde provokerende. Ingen kan jo diktere nogle noget, men jeg synes det er både sjovt og sundt at vi får en reel debat ud af det. At det er fedt at folk påvirkes til at overveje deres valg og prioriteringer.
jeg har svært ved at tage "feminisme kortet" alvorligt, det er jo lige så meget mændene det her går ud til, det er lige så meget dem der skal tilvælge at ville være fædre, at være parate.

Og jo så er der da noget samfundsøkonomi i det også, uden tvivl, det er da møghamrende dyrt at finansiere behandling, for de der har behov for det. Og jeg husker stadig ramaskriget der opstod for 5 år siden, hvor man politisk ændrede på reglerne og behandling derfor krævede en større egenbetaling.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 7. okt 2015, 22:04
af DetSorteCirkus
DD_81 skrev:
StripesAddict skrev:
Jeg står i en situation som den du beskriver der. For mig handler det dog ikke om at jeg ikke føler jeg KAN tage vare på et barn - det er jeg fuldt ud overbevist om, at jeg sagtens kunne. Jeg har bare ikke lyst til det lige nu, fordi jeg har andre prioriteter. Og når jeg har det sådan, så kan jeg ikke se hvad godt det skulle komme ud af at jeg gjorde det alligevel, bare fordi jeg har alderen til det og de rette rammer.



Kan / ønsker / lyster.... Årsagerne er forskellige :)

Jeg har været nysgerrig på emnet i mange år, og har derfor spurgt der hvor jeg kunne spørge, uden at træde nogle over tæerne, og årsagerne er forskellige og mange. Og jer erkender at der er sådan det forholder sig, men samtidig er jeg også enormt undrende over det, over fraværet af lysten og ønsket om at få børn.
Ganske givet fordi mit eget biologiske ur har en stor og stærk drift!

Jeg kan godt være undrende overfor hvordan dette biologiske ur for mange kvinder, og mænds, vedkommende har ændret sig... Hvordan man bliver ældre og ældre førend man er PARAT til børn, de der, formodentlige, mentale to-do og tjeklister der på en vis er blevet en integreret del af livet... at der er frihed der skal udnyttes og udleves. Men også at der f.x. er mange flere singler end nogensinde, at man er solist i sit voksenliv, fremfor en del af et par... for mig at se er mennesket blevet mere egoistisk på mange plan, der er meget MIG-agenda, og det har da sansynligvis en indflydelse.
Og ja, det er meget skarpt ridset op! (forbehold taget for de hvor rammer, partner etc. ikke er tilstedeværende)

Derfor synes jeg også det er lidt sjovt at Københavns kommune vælger at starte den her kampagne, og jeg finder den personligt på ingen måde provokerende. Ingen kan jo diktere nogle noget, men jeg synes det er både sjovt og sundt at vi får en reel debat ud af det. At det er fedt at folk påvirkes til at overveje deres valg og prioriteringer.
jeg har svært ved at tage "feminisme kortet" alvorligt, det er jo lige så meget mændene det her går ud til, det er lige så meget dem der skal tilvælge at ville være fædre, at være parate.

Og jo så er der da noget samfundsøkonomi i det også, uden tvivl, det er da møghamrende dyrt at finansiere behandling, for de der har behov for det. Og jeg husker stadig ramaskriget der opstod for 5 år siden, hvor man politisk ændrede på reglerne og behandling derfor krævede en større egenbetaling.


Igen mener jeg, at det i høj grad handler om udgangspunktet.
Jeg synes, du får det til at lyde, som om dem, der får børn sent eller slet ikke, som unge har truffet markant fravalg, hvilket kræver, at livet med børn altid har været nærværende. Det er det ikke alle steder. Personligt havde jeg intet med småbørn at gøre, før jeg blev 19, og da det møde ikke faldt godt ud (hvilket ikke så meget skyldtes børnene eller mig som omstændighederne), kom der til at gå endnu 9 år, før det skete igen. Ikke fordi jeg skyede børn, men fordi der i min tilværelse, som den formede sig i 20erne, skulle træffes et klart tilvalg af børn, før de dukkede op, så at sige. Jeg kendte ingen med børn og studerede/arbejdede dengang ikke indenfor et felt, hvor man møder børn.
På den baggrund blev jeg simpelthen ikke særlig inspireret til at gøre mig tanker om børn, og at jeg ikke fik nogen i 20erne var altså ikke et spørgsmål om at vælge børn aktivt fra. I min familie og vennekreds blev der heller ikke spurgt til børn, og det gør der stadig ikke.

Tolkningen af fortiden kan også veksle meget. Jeg opfatter det generelt ikke som, at mænd og kvinder før i tiden tidligere var klar til familie og børn, men at de færreste reelt havde et valg. Børnene kom bare, og de stoppede ikke med at komme, selvom man i mange familier efter nogen år inderligt ønskede det. På samme måde var det de færreste kvinder, som havde mulighed for at leve alene eller blive skilt. Selvom jeg bestemt ikke mener, at vores tid er perfekt, er jeg taknemmelig for ikke at leve dengang.

Hvad jeg dog vil medgive er, at der pt. eksisterer et tabu på parforholdsfronten, som, tror jeg, er med til at komplicere livet unødigt for en del mennesker, nemlig tabuet om det trygge, harmoniske parforhold. Jeg oplever, at der går et vist antal singler rundt, der egentlig "bare" ønsker at finde en sød og sympatisk partner, men som af tidsånden, eller hvad vi skal kalde det, føler sig presset til kun at gå efter den store passion med det resultat, at de får unødigt mange år alene og måske ender med ikke at få de børn, de ønsker sig.

Jeg synes, at en dialog om, hvordan vi hver især indretter vores liv og hvorfor, er rigtig interessant og vedkommende, men det er bare slet ikke det, jeg føler, at kommunens kampagne lægger op til, og ud fra reaktionerne i målgruppen at dømme er der decideret tale om et kommunikativt fejlskud, som blot vil få mange til at holde stædigt fast i deres nuværende overbevisning.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 7. okt 2015, 22:32
af Madam Pomfrey
DetSorteCirkus skrev:
Igen mener jeg, at det i høj grad handler om udgangspunktet.
Jeg synes, du får det til at lyde, som om dem, der får børn sent eller slet ikke, som unge har truffet markant fravalg, hvilket kræver, at livet med børn altid har været nærværende. Det er det ikke alle steder.


Jeg syntes også jeg forsøgte at understrege ret kraftigt at det ER mit personlige udgangspunkt, og at der er ting i det, som jeg ikke rigtig forstår.
Og det fra mit eget udgangspunkt, og ja det gør det nok til at jeg betragter det som enten et fravalg, eller et fravær at rette omstændigheder.

Men som jeg også skriver så har mit eget biologiske ur været stærkt eller markant om man vil, jeg har ALTID vidst at jeg ville have børn, og jeg var også meget bevidst om at jeg ville have dem forholdsvis tidligt. Småbørn har været en del af mit liv, i form af søskende, andre familiemedlemmer, og jeg har opsøgt det selv.
Jeg erkender at langt fra alle har det som jeg, og jeg er nysgerrig på det, på årsager og bevæggrunde - der hvor de ikke er åbenlyse :)

Det er jo netop ikke noget facit på hvornår det er det rigtige tidspunkt at få børn på, for naturligvis skal de ikke komme fordi man skylder samfundet det, de skal komme fordi man ønsker dem, og man mener at have lyst, kræfter og overskud til at give det det kræver.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 8. okt 2015, 07:14
af Zombie
Jeg ville gerne have haft børn tidligere end jeg får, men det havde været skødesløst og uansvarligt. Samtidig er det der parforhold heller ikke noget, der er faldet mig nemt, og jeg ville ikke sætte børn i verden i ustabile miljøer. Så selvom jeg set udefra har kunne rykke på det et par gange, har jeg ikke selv oplevet det sådan. Derfor passer jeg også på med at dømme på andres vegne, for de fortæller nok ikke åbent om det, hvis det eks. skyldes knas i forholdet, at de venter med børn. Så sidder man der og gætter på deres lyst osv., når det måske i virkeligheden handler om at de er usikre på kæresten, ikke kan blive enige om hvornår og hvordan osv.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 8. okt 2015, 09:49
af Fru Sunshine
Det er lidt sjovt - eller pudsigt er nok et bedre ord, for jeg sidder ofte med følelsen af, at det er mig, der bliver dømt, fordi jeg var 23, da jeg fik mit ældste barn, mens jeg kan læse her, at der er en del, der føler sig dømt, fordi de har valgt at få børn senere i livet.

Jeg tænker bare, at vi alle har vore grunde til de valg vi foretager - og min grund til at få børn i tyverne var faktisk, at jeg gerne ville være ung med mine børn. Ikke på ven/veninde-måden, men overskud. Og jeg kan sagtens mærke, at jeg ikke har de samme kræfter i dag, som jeg havde dengang.
Søvnløse nætter ville slå mig helt ud nu, men det gjorde de ikke da jeg var purung.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 8. okt 2015, 11:19
af englishchannel
Skal jeg lægge hånden på hjertet, så ville det, der kunne anspore mig til at få børn tidligere, være nogle positive forbilleder, der var i overensstemmelse med mine egne ønsker og værdier. Hvis jeg så flere unge forældre, der var iværksættere, succesrige journalister eller lignende, der stadig rejste og boede en i lækker lejlighed med børnene, ville jeg nok blive mere åben for muligheden for et tidligere forældreskab, fordi det ikke udelukkede de ting, som jeg selv brænder for på nuværende tidspunkt.

Men det eneste, jeg eksponeres for, er at ung forælder = rækkehus i provinsen, et (i mine øjne) dødkedeligt job, der skal passes rundt om institutionens åbningstider, og ture til Lalandia og Legoland. Og hvis det er en grundpræmis for at være (relativt) ung forælder, er det ikke noget, jeg gider. Hvis det ikke behøver at være sådan, jamen så er vi tilbage ved manglen på forbilleder, der repræsenterer de her alternative muligheder.

Det kan godt være, at det her er i grænsefeltet for "Det må man ikke sige..."-tråden, men det er helt oprigtigt sådan, jeg har det. Af samme årsag føler jeg ikke at kampagnen appellerer til mig, for de ting, der faktisk ville røre noget i mig, er fuldkommen fraværende i både budskab og retorik.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 8. okt 2015, 16:09
af Vixen
Men det er jo også virkelig interessant, at debatten er så polariseret. Sat på spidsen, så er der to scenarier. Enten får man børn inden 30 og lever et håbløst konformt liv, hvor alle weekender går med storindkøb i Bilka, eller også lever man livet (og karrieren) så intenst inden børn, at man ikke kan forestille sig andet - overhovedet! - end at gå til næste projekt: børn. Men det er vigtigt, at man har krydset alt af inden. Og det tager sgu noget tid.

Dén debat synes jeg er vigtig; at der også findes et niveau imellem. For det mener jeg, at der gør.

Og har det ikke også noget at gøre med de usagte forventninger, der er til forældreskab nu om dage? Jeg oplever selv en tendens til, at omverdenen forventer, at børn sætter rammerne for tilværelsen for enhver pris. En diskurs, der lægger op til, at livet mere eller mindre slutter, når man får yngel. Barnets trivsel først, og alt det. Men det er som om, det har taget overhånd. Jeg bliver enormt stresset, når jeg læser blogindlæg om forventningerne til hinanden, mødre imellem især, og det kunne da også godt forklare, at mange venter.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 8. okt 2015, 16:23
af StripesAddict
KinderBueno skrev:Men det er jo også virkelig interessant, at debatten er så polariseret. Sat på spidsen, så er der to scenarier. Enten får man børn inden 30 og lever et håbløst konformt liv, hvor alle weekender går med storindkøb i Bilka, eller også lever man livet (og karrieren) så intenst inden børn, at man ikke kan forestille sig andet - overhovedet! - end at gå til næste projekt: børn. Men det er vigtigt, at man har krydset alt af inden. Og det tager sgu noget tid.

Dén debat synes jeg er vigtig; at der også findes et niveau imellem. For det mener jeg, at der gør.

Og har det ikke også noget at gøre med de usagte forventninger, der er til forældreskab nu om dage? Jeg oplever selv en tendens til, at omverdenen forventer, at børn sætter rammerne for tilværelsen for enhver pris. En diskurs, der lægger op til, at livet mere eller mindre slutter, når man får yngel. Barnets trivsel først, og alt det. Men det er som om, det har taget overhånd. Jeg bliver enormt stresset, når jeg læser blogindlæg om forventningerne til hinanden, mødre imellem især, og det kunne da også godt forklare, at mange venter.


Altså der skal ikke herske nogen tvivl om, at den debat der kørte i aviserne sidste for(år) omkring hvor evindeligt hårdt det er, at være forældre, absolut ikke har fremmet min lyst til at få børn lige foreløbigt. Jeg er klar over at det (forhåbentligt) nok ikke er så slemt, men på samme tid er der også grænser for hvad jeg vil byde mine kommende børn.

Der er bare rigtig mange af de ting, som jeg synes gør mit liv fantastisk lige nu, som ikke er muligt på samme måde, hvis jeg får et barn. I hvert fald ikke de første par år. F.eks. at arbejde så meget som jeg gør, eller være sammen med mine venner flere gange om ugen, eller at drikke kamp mig fuld fredag aften og sove størstedelen af lørdagen væk (for nu at sætte det på spidsen). Jeg ville synes det var så uendeligt meget mere egoistisk, hvis jeg, velvidende at jeg ikke har lyst til at holde op med de her ting lige foreløbigt, alligevel valgte at få et barn.

Nogle gange kan jeg godt tænke, at grunden til at debatten bliver så unuanceret som du beskriver er, at vi alle sammen prøver at overbevise hinanden, men mestendel os selv om, at vi har valgt rigtigt. I stedet for bare at acceptere, at lykken ser forskellig ud afhængigt af hvem man er.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 8. okt 2015, 17:03
af DetSorteCirkus
englishchannel skrev:Skal jeg lægge hånden på hjertet, så ville det, der kunne anspore mig til at få børn tidligere, være nogle positive forbilleder, der var i overensstemmelse med mine egne ønsker og værdier. Hvis jeg så flere unge forældre, der var iværksættere, succesrige journalister eller lignende, der stadig rejste og boede en i lækker lejlighed med børnene, ville jeg nok blive mere åben for muligheden for et tidligere forældreskab, fordi det ikke udelukkede de ting, som jeg selv brænder for på nuværende tidspunkt.

Men det eneste, jeg eksponeres for, er at ung forælder = rækkehus i provinsen, et (i mine øjne) dødkedeligt job, der skal passes rundt om institutionens åbningstider, og ture til Lalandia og Legoland. Og hvis det er en grundpræmis for at være (relativt) ung forælder, er det ikke noget, jeg gider. Hvis det ikke behøver at være sådan, jamen så er vi tilbage ved manglen på forbilleder, der repræsenterer de her alternative muligheder.

Det kan godt være, at det her er i grænsefeltet for "Det må man ikke sige..."-tråden, men det er helt oprigtigt sådan, jeg har det. Af samme årsag føler jeg ikke at kampagnen appellerer til mig, for de ting, der faktisk ville røre noget i mig, er fuldkommen fraværende i både budskab og retorik.


Det, du skriver her, får mig til at tænke på, om kampagnefolkene mon har haft for øje, at mange i deres målgruppe kommer fra et miljø, hvor et af sensommerens store debatemner var dokumentaren "Christianias Børn", der netop sætter fokus på, hvad man egentlig kan som forælder.
Jeg kender mange børn af 68ere, der netop på baggrund af egne barndomserfaringer er blevet ekstra påpasselige med ikke at sætte børn i verden, før der rent faktisk er rum til dem, hvilket ikke altid kan gøres op i penge, afsluttet uddannelse og boligforhold.
Samtidig er mange ligesom jeg enten blevet opdraget erklæret eller semi-feministisk af forældre, der som unge netop havde fokus på at prøve nye kønsroller og sætte spørgsmålstegn ved kernefamilien. Min egen mor, der bestemt holdt sit flip på et såre moderat plan, tænkte i modsætning til de fleste af sine studiekammerater ikke på at stifte familie, da hun i 1968 som 23-årig blev færdig som sygeplejerske, men ville i stedet til udlandet og arbejde, på kongres i USA og Canada og på højskole og se ind i sig selv. De værdier, som lå til grund for de valg, har fyldt rigtig meget i min opvækst, og det er ikke usædvanligt blandt en stor del af dem, som kommunen nu prøver at få i tale, og som svarer igen med æggebakkebilleder.
Jeg er bevidst om, at moder- og ægteskabet sommetider blev set gennem lidt for kritiske briller af rødstrømperne, og for mig har det været en vild erkendelse at komme frem til, at jeg ønsker et liv, hvor de nære relationer til venner, (indenfor en overskuelig årrække evt. i et eller andet omfang plejekrævende) forældre og forhåbentlig kommende børn til enhver tid skal prioriteres over karriere, men hvis afsender vil i kontakt med modtager, er i dette tilfælde kommunen altså nødt til at møde folk/os, hvor vi er, og det er ikke der, hvor vi ikke godt ved, at fertiliteten falder med alderen.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 8. okt 2015, 17:45
af englishchannel
DetSorteCirkus skrev:
englishchannel skrev:Skal jeg lægge hånden på hjertet, så ville det, der kunne anspore mig til at få børn tidligere, være nogle positive forbilleder, der var i overensstemmelse med mine egne ønsker og værdier. Hvis jeg så flere unge forældre, der var iværksættere, succesrige journalister eller lignende, der stadig rejste og boede en i lækker lejlighed med børnene, ville jeg nok blive mere åben for muligheden for et tidligere forældreskab, fordi det ikke udelukkede de ting, som jeg selv brænder for på nuværende tidspunkt.

Men det eneste, jeg eksponeres for, er at ung forælder = rækkehus i provinsen, et (i mine øjne) dødkedeligt job, der skal passes rundt om institutionens åbningstider, og ture til Lalandia og Legoland. Og hvis det er en grundpræmis for at være (relativt) ung forælder, er det ikke noget, jeg gider. Hvis det ikke behøver at være sådan, jamen så er vi tilbage ved manglen på forbilleder, der repræsenterer de her alternative muligheder.

Det kan godt være, at det her er i grænsefeltet for "Det må man ikke sige..."-tråden, men det er helt oprigtigt sådan, jeg har det. Af samme årsag føler jeg ikke at kampagnen appellerer til mig, for de ting, der faktisk ville røre noget i mig, er fuldkommen fraværende i både budskab og retorik.


Det, du skriver her, får mig til at tænke på, om kampagnefolkene mon har haft for øje, at mange i deres målgruppe kommer fra et miljø, hvor et af sensommerens store debatemner var dokumentaren "Christianias Børn", der netop sætter fokus på, hvad man egentlig kan som forælder.
Jeg kender mange børn af 68ere, der netop på baggrund af egne barndomserfaringer er blevet ekstra påpasselige med ikke at sætte børn i verden, før der rent faktisk er rum til dem, hvilket ikke altid kan gøres op i penge, afsluttet uddannelse og boligforhold.
Samtidig er mange ligesom jeg enten blevet opdraget erklæret eller semi-feministisk af forældre, der som unge netop havde fokus på at prøve nye kønsroller og sætte spørgsmålstegn ved kernefamilien. Min egen mor, der bestemt holdt sit flip på et såre moderat plan, tænkte i modsætning til de fleste af sine studiekammerater ikke på at stifte familie, da hun i 1968 som 23-årig blev færdig som sygeplejerske, men ville i stedet til udlandet og arbejde, på kongres i USA og Canada og på højskole og se ind i sig selv. De værdier, som lå til grund for de valg, har fyldt rigtig meget i min opvækst, og det er ikke usædvanligt blandt en stor del af dem, som kommunen nu prøver at få i tale, og som svarer igen med æggebakkebilleder.
Jeg er bevidst om, at moder- og ægteskabet sommetider blev set gennem lidt for kritiske briller af rødstrømperne, og for mig har det været en vild erkendelse at komme frem til, at jeg ønsker et liv, hvor de nære relationer til venner, (indenfor en overskuelig årrække evt. i et eller andet omfang plejekrævende) forældre og forhåbentlig kommende børn til enhver tid skal prioriteres over karriere, men hvis afsender vil i kontakt med modtager, er i dette tilfælde kommunen altså nødt til at møde folk/os, hvor vi er, og det er ikke der, hvor vi ikke godt ved, at fertiliteten falder med alderen.


Jeg tror, at du er inde på meget af det rigtige med, at folkene bag kampagnen ikke rigtigt kender deres målgruppe til bunds. Som jeg ser det, er hovedissuet egentlig, at børn altid naturligt vil medføre en række fravalg, men at dette for nogle grupper bare er færre fravalg end for andre.

Hvis drømmeboligen ligger i et område, hvor huspriserne er relativt lave, drømmeuddannelsen er kort eller mellemlang og drømmejobbet er på 37 timer, så kræver det måske ikke de store fravalg at få børn, når man er 25, for så kan det godt kombineres med ovenstående. Men hvis drømmeboligen ligger i København, drømmeuddannelsen tager 5 år (og muligvis mere, hvis man skal have det relevante studiejob ved siden af) og drømmejobbet kun kan opnås ved at arbejde 50 timer om ugen indtil man har bevist sit værd. Jamen, så skal man være mere end almindeligt naiv for at påstå, at de ting kan kombineres med at presse en baby eller to ind på samme tid. Så bliver det et valg mellem tidligt forældreskab og drømmen om en bestemt livsstil.

Det er også derfor, jeg har svært ved ikke at blive provokeret af denne type debatter. Jeg føler tit, at drømmen om en karriere bliver gjort til noget lidt fjollet noget med penge og status, som man egentlig bare kunne (og burde) fravælge, men for mange af os er det en del af vores identitet på samme måde som det er for sygeplejersken eller pædagogen. Ved nogle jobs er det bare ikke muligt at få børn tidligt uden at man kommer til at betale dyrt på andre fronter, hvilket måske er svært at følge, hvis man kommer fra et fag og miljø, der er mere børnevenligt.

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 8. okt 2015, 18:17
af Wizzze
englishchannel skrev:
DetSorteCirkus skrev:
englishchannel skrev:Skal jeg lægge hånden på hjertet, så ville det, der kunne anspore mig til at få børn tidligere, være nogle positive forbilleder, der var i overensstemmelse med mine egne ønsker og værdier. Hvis jeg så flere unge forældre, der var iværksættere, succesrige journalister eller lignende, der stadig rejste og boede en i lækker lejlighed med børnene, ville jeg nok blive mere åben for muligheden for et tidligere forældreskab, fordi det ikke udelukkede de ting, som jeg selv brænder for på nuværende tidspunkt.

Men det eneste, jeg eksponeres for, er at ung forælder = rækkehus i provinsen, et (i mine øjne) dødkedeligt job, der skal passes rundt om institutionens åbningstider, og ture til Lalandia og Legoland. Og hvis det er en grundpræmis for at være (relativt) ung forælder, er det ikke noget, jeg gider. Hvis det ikke behøver at være sådan, jamen så er vi tilbage ved manglen på forbilleder, der repræsenterer de her alternative muligheder.

Det kan godt være, at det her er i grænsefeltet for "Det må man ikke sige..."-tråden, men det er helt oprigtigt sådan, jeg har det. Af samme årsag føler jeg ikke at kampagnen appellerer til mig, for de ting, der faktisk ville røre noget i mig, er fuldkommen fraværende i både budskab og retorik.


Det, du skriver her, får mig til at tænke på, om kampagnefolkene mon har haft for øje, at mange i deres målgruppe kommer fra et miljø, hvor et af sensommerens store debatemner var dokumentaren "Christianias Børn", der netop sætter fokus på, hvad man egentlig kan som forælder.
Jeg kender mange børn af 68ere, der netop på baggrund af egne barndomserfaringer er blevet ekstra påpasselige med ikke at sætte børn i verden, før der rent faktisk er rum til dem, hvilket ikke altid kan gøres op i penge, afsluttet uddannelse og boligforhold.
Samtidig er mange ligesom jeg enten blevet opdraget erklæret eller semi-feministisk af forældre, der som unge netop havde fokus på at prøve nye kønsroller og sætte spørgsmålstegn ved kernefamilien. Min egen mor, der bestemt holdt sit flip på et såre moderat plan, tænkte i modsætning til de fleste af sine studiekammerater ikke på at stifte familie, da hun i 1968 som 23-årig blev færdig som sygeplejerske, men ville i stedet til udlandet og arbejde, på kongres i USA og Canada og på højskole og se ind i sig selv. De værdier, som lå til grund for de valg, har fyldt rigtig meget i min opvækst, og det er ikke usædvanligt blandt en stor del af dem, som kommunen nu prøver at få i tale, og som svarer igen med æggebakkebilleder.
Jeg er bevidst om, at moder- og ægteskabet sommetider blev set gennem lidt for kritiske briller af rødstrømperne, og for mig har det været en vild erkendelse at komme frem til, at jeg ønsker et liv, hvor de nære relationer til venner, (indenfor en overskuelig årrække evt. i et eller andet omfang plejekrævende) forældre og forhåbentlig kommende børn til enhver tid skal prioriteres over karriere, men hvis afsender vil i kontakt med modtager, er i dette tilfælde kommunen altså nødt til at møde folk/os, hvor vi er, og det er ikke der, hvor vi ikke godt ved, at fertiliteten falder med alderen.


Jeg tror, at du er inde på meget af det rigtige med, at folkene bag kampagnen ikke rigtigt kender deres målgruppe til bunds. Som jeg ser det, er hovedissuet egentlig, at børn altid naturligt vil medføre en række fravalg, men at dette for nogle grupper bare er færre fravalg end for andre.

Hvis drømmeboligen ligger i et område, hvor huspriserne er relativt lave, drømmeuddannelsen er kort eller mellemlang og drømmejobbet er på 37 timer, så kræver det måske ikke de store fravalg at få børn, når man er 25, for så kan det godt kombineres med ovenstående. Men hvis drømmeboligen ligger i København, drømmeuddannelsen tager 5 år (og muligvis mere, hvis man skal have det relevante studiejob ved siden af) og drømmejobbet kun kan opnås ved at arbejde 50 timer om ugen indtil man har bevist sit værd. Jamen, så skal man være mere end almindeligt naiv for at påstå, at de ting kan kombineres med at presse en baby eller to ind på samme tid. Så bliver det et valg med tidligt forældreskab og drømmen om en bestemt livsstil.

Det er også derfor, jeg har svært ved ikke at blive provokeret af denne type debatter. Jeg føler tit, at drømmen om en karriere bliver gjort til noget lidt fjollet noget med penge og status, som man egentlig bare kunne (og burde) fravælge, men for mange af os er det en del af vores identitet på samme måde som det er for sygeplejersken eller pædagogen. Ved nogle jobs er det bare ikke muligt at få børn tidligt uden at man kommer til at betale dyrt på andre fronter, hvilket måske er svært at følge, hvis man kommer fra et fag og miljø, der er mere børnevenligt.


Man kunne jo sige at hvis stat og kommune mente en sådan kampagne seriøst, så ville de gøre det nemmere/billigere at få og have børn i en yngre alder. Men der findes ikke mange kollegieboliger med plads til 2 voksen og børn, der er stadig lukkedage og personalenedskæringer, der er ikke mange uddannelsesinstitutioner med en børnehave som nabo, og det er slet ikke sikkert at der er plads til de studerendes børn.
Hvis man seriøst mente der var et samfundsproblem der skulle gøres noget ved gå gentænkte man vores systemer og den måde som det er indrettet på, men hvad gør de, laver nogle postkort med æg på :rulle:

Re: Vi venter for længe med at få børn - måske?

: 8. okt 2015, 18:34
af englishchannel
Dikus skrev:
englishchannel skrev:
DetSorteCirkus skrev:
englishchannel skrev:Skal jeg lægge hånden på hjertet, så ville det, der kunne anspore mig til at få børn tidligere, være nogle positive forbilleder, der var i overensstemmelse med mine egne ønsker og værdier. Hvis jeg så flere unge forældre, der var iværksættere, succesrige journalister eller lignende, der stadig rejste og boede en i lækker lejlighed med børnene, ville jeg nok blive mere åben for muligheden for et tidligere forældreskab, fordi det ikke udelukkede de ting, som jeg selv brænder for på nuværende tidspunkt.

Men det eneste, jeg eksponeres for, er at ung forælder = rækkehus i provinsen, et (i mine øjne) dødkedeligt job, der skal passes rundt om institutionens åbningstider, og ture til Lalandia og Legoland. Og hvis det er en grundpræmis for at være (relativt) ung forælder, er det ikke noget, jeg gider. Hvis det ikke behøver at være sådan, jamen så er vi tilbage ved manglen på forbilleder, der repræsenterer de her alternative muligheder.

Det kan godt være, at det her er i grænsefeltet for "Det må man ikke sige..."-tråden, men det er helt oprigtigt sådan, jeg har det. Af samme årsag føler jeg ikke at kampagnen appellerer til mig, for de ting, der faktisk ville røre noget i mig, er fuldkommen fraværende i både budskab og retorik.


Det, du skriver her, får mig til at tænke på, om kampagnefolkene mon har haft for øje, at mange i deres målgruppe kommer fra et miljø, hvor et af sensommerens store debatemner var dokumentaren "Christianias Børn", der netop sætter fokus på, hvad man egentlig kan som forælder.
Jeg kender mange børn af 68ere, der netop på baggrund af egne barndomserfaringer er blevet ekstra påpasselige med ikke at sætte børn i verden, før der rent faktisk er rum til dem, hvilket ikke altid kan gøres op i penge, afsluttet uddannelse og boligforhold.
Samtidig er mange ligesom jeg enten blevet opdraget erklæret eller semi-feministisk af forældre, der som unge netop havde fokus på at prøve nye kønsroller og sætte spørgsmålstegn ved kernefamilien. Min egen mor, der bestemt holdt sit flip på et såre moderat plan, tænkte i modsætning til de fleste af sine studiekammerater ikke på at stifte familie, da hun i 1968 som 23-årig blev færdig som sygeplejerske, men ville i stedet til udlandet og arbejde, på kongres i USA og Canada og på højskole og se ind i sig selv. De værdier, som lå til grund for de valg, har fyldt rigtig meget i min opvækst, og det er ikke usædvanligt blandt en stor del af dem, som kommunen nu prøver at få i tale, og som svarer igen med æggebakkebilleder.
Jeg er bevidst om, at moder- og ægteskabet sommetider blev set gennem lidt for kritiske briller af rødstrømperne, og for mig har det været en vild erkendelse at komme frem til, at jeg ønsker et liv, hvor de nære relationer til venner, (indenfor en overskuelig årrække evt. i et eller andet omfang plejekrævende) forældre og forhåbentlig kommende børn til enhver tid skal prioriteres over karriere, men hvis afsender vil i kontakt med modtager, er i dette tilfælde kommunen altså nødt til at møde folk/os, hvor vi er, og det er ikke der, hvor vi ikke godt ved, at fertiliteten falder med alderen.


Jeg tror, at du er inde på meget af det rigtige med, at folkene bag kampagnen ikke rigtigt kender deres målgruppe til bunds. Som jeg ser det, er hovedissuet egentlig, at børn altid naturligt vil medføre en række fravalg, men at dette for nogle grupper bare er færre fravalg end for andre.

Hvis drømmeboligen ligger i et område, hvor huspriserne er relativt lave, drømmeuddannelsen er kort eller mellemlang og drømmejobbet er på 37 timer, så kræver det måske ikke de store fravalg at få børn, når man er 25, for så kan det godt kombineres med ovenstående. Men hvis drømmeboligen ligger i København, drømmeuddannelsen tager 5 år (og muligvis mere, hvis man skal have det relevante studiejob ved siden af) og drømmejobbet kun kan opnås ved at arbejde 50 timer om ugen indtil man har bevist sit værd. Jamen, så skal man være mere end almindeligt naiv for at påstå, at de ting kan kombineres med at presse en baby eller to ind på samme tid. Så bliver det et valg mellem tidligt forældreskab og drømmen om en bestemt livsstil.

Det er også derfor, jeg har svært ved ikke at blive provokeret af denne type debatter. Jeg føler tit, at drømmen om en karriere bliver gjort til noget lidt fjollet noget med penge og status, som man egentlig bare kunne (og burde) fravælge, men for mange af os er det en del af vores identitet på samme måde som det er for sygeplejersken eller pædagogen. Ved nogle jobs er det bare ikke muligt at få børn tidligt uden at man kommer til at betale dyrt på andre fronter, hvilket måske er svært at følge, hvis man kommer fra et fag og miljø, der er mere børnevenligt.


Men uhhhh... Nu rammer du min indre feminist :D

Altså... Hvis man presser børnene ud, mens man studerer, så er barsel ikke et problem ;) Og derefter, så er det altså VIRKELIG få steder, det REELT er nødvendigt at arbejde 50+ timer alle årets uger for at få en karriere. Og det siger jeg som en af dem, der ellers arbejder i et fag, hvor "alle" er enige om, det er et krav for at ende i partnerstolen.

Gud er det r*v. Det er bare noget, mændene bilder sig selv ind. Men i stedet for at være effektive, når de er på arbejde, så hygger og fjoller de så meget, så man kan nå det samme på mere almindelige arbejdstider. Og ellers arbejde igennem i kortere perioder og supplere med aftenarbejde, når børnene alligevel sover.

Jeg giver SÅ lidt for den der diskurs om, hvordan børn og karriere er uforeneligt.


Men så er det jo nok flere af de historier og den diskurs, vi skal have frem. For jeg kan godt forstå, hvis man ikke har lyst til at være den første, der - så at sige - sætter sin egen karriere på spil og får børn tidligt, hvis man er vokset op i, og fortsat lever med, den diskurs, at det er uforeneligt at have små børn og en fed karriere.

Hvis det blev mere fokus på, hvordan det kunne lade sig gøre, og færre "Småbørnsfamilier har det så hårdt og det er så surt!"-historier, så ville folk måske være mere villige til at springe ud i det tidligere.