Veninde i krise, what to do?

[Hunkat]

Jeg har med vilje ikke lagt denne i helbred, selvom jeg rigtig gerne vil have konkrete anbefalinger til psykologer også.

En af mine bedste veninder har netop fået besked om det 4. dødsfald i familien i år. Den ene var hendes far som døde meget pludseligt og ret voldsomt. Hun er simpelthen slidt op, det er jeg ikke i tvivl om. Den ene krise efter den anden, ulykkerne har bare regnet ned over hende. Samtidig er hun typen som er vant til at klare sig selv så det er svært for os at vide hvordan vi skal hjælpe hende. Hun vil ikke hjælpes. Hun vil være alene og gøre rent til hendes fingre bløder indtil hun har fået ro i hovedet.

Men jeg kan simpelthen ikke sidde det overhørig længere, hun er nødt til at have hjælp. Hun har symptomer på PTSD men hun nægter at sygemelde sig eller tale med nogen om det. Jeg er ikke selv særlig god til at tale om følelser, jeg bliver virkelig akavet så jeg har virkelig brug for råd til hvordan jeg får hende overtalt. Jeg sidder pt. og overvejer at ringe til lokalpsykiatrien, det er der vi er lige nu.

Jeg synes jo hun skal til psykolog/psykiater men hun mener ikke hun har råd. Jeg synes jo ikke hun har råd til at lade være.... Jeg har forslået at kigge på om hun kan få sygedagpenge men jeg tror ikke hun orker at undersøge det og jeg tror ikke jeg ved nok om hendes forhold til at vide om det er muligt eller ej.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Jeg skal snakke med hende, ja. Men hvordan hulen griber jeg det an? Hvor søger man hjælp? Også økonomisk.

[limitededition]

Jeg tænker at hun skal til lægen og have en henvisning til psykolog/psykiater!
Med hendes historie burde hun kunne få en henvisning uden problemer

[Hunkat]

Jeg tænker at hun skal til lægen og have en henvisning til psykolog/psykiater!
Med hendes historie burde hun kunne få en henvisning uden problemer

Det har hun været, og lægen vil med glæde udskrive en henvisning. Men hun har ikke råd og ikke tid mener hun. Og så er det jo jeg har lyst til at ruske hende, hårdt!

[limitededition]

Jeg tænker at hun skal til lægen og have en henvisning til psykolog/psykiater!
Med hendes historie burde hun kunne få en henvisning uden problemer

Det har hun været, og lægen vil med glæde udskrive en henvisning. Men hun har ikke råd og ikke tid mener hun. Og så er det jo jeg har lyst til at ruske hende, hårdt!

Ikke At have tid kan hun godt droppe, men er det ikke gratis et antal gange med en henvisning?
Har hun evt en forsikring privat eller på arbejdet der kan dække det?

Må være svært at se på

[Muspel]

Er hun i arbejde? Måske har hendes arbejdsplads aftale med Falck. Jeg fik 10 gange helt gratis til psykolog.

Og bagefter fik jeg faktisk også fem gange gratis af min fagforening.

Det kræver jo så, at hun sygemelder sig, fordi det er 'tilbage på arbejde' tilbud. Måske en deltidssygemelding i en periode?

Mit forløb endte med 3 måneder med ca 20 timer om ugen og herefter optrapning til fuld tid. Det var en belastningsreaktion - der startede med arbejdsrelateret stress, og som blev forstærket af et dødsfald i nærmeste familie.

[milisa]

Du kan ikke hjælpe en person, der ikke vil hjælpes. Du kan blot blive ved med at forsøge, hjælpe, støtte og være der.

[sansera]

Man håndtere jo ting forskelligt, og det med i hvert fald i første omgang at søge ind i mig selv i en krise kan jeg godt genkende. Sorg er ikke en smuk ting hverken at være i eller se på fra side linjen. Det der med den modige ene tåre man ser i film er lige til at lukke op og skide i.
Sorg er, i hvert fald som jeg har oplevet den, en total overgivelse til hvad end der virker, fordi man helt reelt er ved at gå i stykker. Som i 'klir' nu blev jeg knust mod livet og jeg ved ikke om jeg overlever. Det gør fucking ondt at trække vejret.
Nogen har hjælp af samvær med andre, andre igen har ikke. Jeg har ofte ikke, måske din veninde har det på samme måde? Jeg ved at det kan være rigtig, rigtig hård for mine omgivelser, men de har lært at stole på, at jeg nok skal sige til, hvis jeg har brug for dem. En enkelt gang har min mand trolig set matador med mig i timevis over mange, mange dage, før jeg kunne tale om det. Vi nåede at starte forfra 3 gange. Jeg ville gerne have ham ved siden af mig, men jeg kunne bare ikke tale med ham. Jeg var nødt til at have styr på mig selv først.

Hvis din veninde ikke vil have hjælp er der nok ikke så meget du kan gøre, med mindre du vurdere at hun er til fare for sig selv. Jeg tror måske du hjælper hende ved at acceptere, at sådan reagere hun lige nu. Hvis du 'gør det forkert' så lukker hun måske helt i. Og så kan du jo spørger, og du må komme og gøre rent med hende. Bare være der, ikke tale og vaske gulv. Jeg ved godt at det lyder banalt, men støtte kan komme i mange former. I dette tilfælde kunne en flaske klorin og en stille med-rengører måske hjælpe bare lidt.

[Hunkat]

Tak for jeres svar.

Jeg har helt klart tænkt at hun skulle have tid og fred. Hun er den indelukkede type og jeg har ikke presset på (undtagen den første dag hvor hun var decideret i shock. F.eks. ville hun tage det offentlige til hospitalet som ville tage 1-1½ time. Vi tog en taxa på min regning).
Men jeg er i tvivl om det er den rigtige fremgangsmåde længere, der er gået fem måneder nu og selvom sorg selvfølgelig aldrig går væk så er hendes symptomer stadig så betydelige at jeg er virkelig bekymret.
Når jeg siger hun har PSTD så er det noget hendes læge har konstateret. Og hun kan få lige den henvisning hun vil have, hun skal bare sige til... men det gør hun ikke.

[Rosen]

Udover at vise symptomer på PTSD klarer hun sig i hverdagen? Har hun børn som hun ligeledes kan passe på?

Når man bliver udsat for sådanne kriser er 5 måneder ikke særlig lang tid. Sorgprocess tager tit omkring 2 år, men selvfølgelig skal der ske bedring undervejs.

Så længe hun ikke neglekterer sine børn, er selvmordstruet eller ikke kan stå op fra sengen hele og halve dage, så tror jeg ikke det er meget du kan gøre andet end at støtte hende sådan som hun vil støttes.

[Tanten]

Du kan ikke hjælpe en person, der ikke vil hjælpes. Du kan blot blive ved med at forsøge, hjælpe, støtte og være der.

Og være der til at samle op, når hun engang knækker, dvs. gå med til lægen og få psykologhenvisning, sygemelding osv. og lægge øre til.

Nogen skal desværre helt ned at ligge, før de erkender, at de har behov for hjælp.

[sansera]

Tak for jeres svar.

Jeg har helt klart tænkt at hun skulle have tid og fred. Hun er den indelukkede type og jeg har ikke presset på (undtagen den første dag hvor hun var decideret i shock. F.eks. ville hun tage det offentlige til hospitalet som ville tage 1-1½ time. Vi tog en taxa på min regning).
Men jeg er i tvivl om det er den rigtige fremgangsmåde længere, der er gået fem måneder nu og selvom sorg selvfølgelig aldrig går væk så er hendes symptomer stadig så betydelige at jeg er virkelig bekymret.
Når jeg siger hun har PSTD så er det noget hendes læge har konstateret. Og hun kan få lige den henvisning hun vil have, hun skal bare sige til... men det gør hun ikke.

Jeg synes det lyder som om du gør det du kan. Jeg er med på, at det er skide svært at se et menneske man holder af have det så skidt, men jeg tror ikke der er meget andet du kan gøre. Når det er sagt, så spørg hende. Du kan godt sige på en stille og ikke konfronterende måde, at du er i tvivl om du gør nok / det rigtige og spørger hende, om ikke hun vil være sød at lade dig vide, hvis hun har brug for andet / mere.
Det er ikke sikkert hun kan svarer fornuftigt på det i første omgang og hun bare lukker af, men dine ord skal nok være der, når hun er klar til at tage dem ind.