Er du en voksenven?

[HerErJeg]

Jeg hørte et radiospot i dag, hvor man opfordrede folk til blive voksenven for børn og unge.
Jeg har aldrig rigtig tænkt over at det var noget som fandtes, men det virker meget fornuftigt nu hvor jeg læser om det.
Er der nogen af jer som er sådan en ven, hvor meget kræver det af jer, og hvor meget får I tilbage i form af oplevelser og indlevelse i andres liv.
Hvad er det for nogle familier, er det bare almindelige fungerende, men uden stort netværk?

[Tanten]

Jeg er ikke voksenven men i stedet frivillig i en anden forening, der støtter udsatte børnefamilier, nemlig Home-Start. Og så er jeg admin på Sindnet.dk.

Det er fedt at være frivillig.

[Tanten]

Jeg hørte et radiospot i dag, hvor man opfordrede folk til blive voksenven for børn og unge.
Jeg har aldrig rigtig tænkt over at det var noget som fandtes, men det virker meget fornuftigt nu hvor jeg læser om det.
Er der nogen af jer som er sådan en ven, hvor meget kræver det af jer, og hvor meget får I tilbage i form af oplevelser og indlevelse i andres liv.
Hvad er det for nogle familier, er det bare almindelige fungerende, men uden stort netværk?

Jeg kender Børns Voksenvenner rigtig godt fra mit eget frivillige arbejde.

Der kan være tale om familier, hvor der pga. skilsmisse måske er minimal eller ingen kontakt med den ene forældre eller familier med sygdom hos børn eller voksne der gør, at et barn bliver lidt overset eller klemt. Nogen af familierne har naturligvis også sociale problemer, men som frivillig er fokus jo på kontakten med barnet - de øvrige udfordringer er der jo andre, der tager sig af.

[Tricolette]

Jeg er ikke, men min søn fik en voksenven som 11 årige. Det var super godt for ham.
Desværre flyttede vennen hurtigt 100 km sydpå, men alligevel så de hinanden, da min søn selv kunne tage et tog til Århus.
Lidt senere rykkede voksenvennen videre til Kbh pga arbejde. Men igen toget kørte lige til døren.
De mistede så lidt kontakten, da min søn var på efterskole og havde lidt oprør. Men nu er de begyndte at maile lidt igen.
Så gode erfaringer fra modsatte side. Og de mangler altid voksne - især mænd som vil være voksenvenner.

[Anilara]

Min far har været det.
Han var for en dreng på 10 år, som ikke havde nogen far eller mandlige roller i sit liv. De hyggede sig med spil og gik ture og lign, og mest af alt handlede det om lidt aflastning og at få en mand i sit liv. Drengen var helt almindelig velfungerende.
Min far var fint tilfreds med det.

[cola]

Jeg går ud fra at voksenven og besøgsven sådan set er det samme, blot forskellig aldersgruppe. Jeg ville aldrig egne mig som voksenven, men er besøgsven for en ældre dame, kan da godt være hun så er voksenven for mig, da jeg bruger hende som en erstatnings mormor.

[HerErJeg]

Nu er første skridt taget i retning af at blive voksenven. Jeg sendte en besked afsted i går og udviste interesse, og i dag er der kommet svar tilbage, at det er de rigtig glade for. Der er så vedlagt mere informationsmateriale, so m jeg skal have læst på de næste dage.
I følge svaret fra lokalforeningen, er der især mange drenge på venteliste, desværre er det så mændene som ikke er så gode til at melde sig til venskaber.
Jeg må indrømme, at jeg begynder at blive MEGET spændt på dette her. Det er næsten som en eksamen der står og venter, og pilen peger på mig i alle mulige sammenhænge. Jeg skal ringe tilbage når jeg er kommet igennem informationsmaterialet, så får jeg forhåbentlig svar på flere af de spørgsmål som langsomt begynder at presse sig på.
Jeg tror ikke at der er noget som helst til hindring for at dette her kan lykkes, men det er fuldstændigt op til mig selv, at få det til at lykkes. Tanken om en ukendt dreng der pludselig får besked om at der kommer en fremmed mand på besøg, det er spændende, men også grænseoverskridende. Jeg har aldrig bakket af på en udfordring, og gør det heller ikke nu.
Men de næste ugers tid bliver helt sikkert tankevækkende, og vil jeg vil komme til at arbejde med mig selv på måder som jeg ikke har gjort i rigtig lang tid.
Jeg er i øvrigt 43 år, så jeg tænker faktisk at tiden er moden til den slags her.

[Miss_no_More]

Er det børn med vanskeligheder eller børn med kun én forælder? Jeg kunne måske også finde på det en dag, hvis jeg ikke selv får børn.
Synes det lyder spændende og rigtig flot, du gør det

[zembra1986]

Min lillebror på 17 år har haft en voksenven i nogle år efterhånden. Han har haft brug for mandligt bekendtskab og måske nok også en slags faderfigur da han ikke har nogen kontakt til sin egen far, ikke har nogle brødre og ellers ikke har nogen voksne mænd at se op til.
De har ses et par timer om ugen og gået i biografen, spillet playstation, er taget ud og fiske osv. Han har haft stor glæde af det, men kontakten er vidst ved at glide lidt ud, da min lillebror ikke har det sammen behov længere, nok fordi han selv er ved at være voksen og desuden har fået lidt flere jævnaldrende bekendtskaber.

Kan kun opfordre til at blive voksenven hvis man har overskuddet og lysten til det

[twinkle]

Jeg var det da jeg studerede, hvor jeg også var gruppeleder for en gruppe sorgramte børn i en frivillig forening. Det gav mig rigtig meget, men overskuddet er der ikke længere efter jeg er begyndt at arbejde. Jeg møder dog igennem mit arbejde mange ensomme børn, unge og ældre, så hvis man har overskuddet vil jeg kraftigt opfordre til at blive voksenven eller besøgsven.

[HerErJeg]

Er det børn med vanskeligheder eller børn med kun én forælder? Jeg kunne måske også finde på det en dag, hvis jeg ikke selv får børn.
Synes det lyder spændende og rigtig flot, du gør det

Mest af alt er det kun med 1 forældrer og det er skilsmisser der tegner sig for de fleste tilfælde. Ofte er det faktisk skolen som anbefaler forældrene at søge efter voksenvenner, hvis de vurderer at barnet ikke rigtig trives, eller måske mangler gå på mod og viljelyst, hvis input til at håndtere udfordringer fra kun 1 voksen ikke rigtig er tilstrækkelig.
Faktisk er der kun drenge på venteliste, så mænd er en mangelvare.

[HerErJeg]

Jeg var det da jeg studerede, hvor jeg også var gruppeleder for en gruppe sorgramte børn i en frivillig forening. Det gav mig rigtig meget, men overskuddet er der ikke længere efter jeg er begyndt at arbejde. Jeg møder dog igennem mit arbejde mange ensomme børn, unge og ældre, så hvis man har overskuddet vil jeg kraftigt opfordre til at blive voksenven eller besøgsven.

Min kontaktperson ringede igår, godt ved en fejl, for jeg var slet ikke færdig med at læse igennem materialet. Men nu hvor han alligevel havde fat i mig, så kunne han jo fortælle lidt om arbejdet.
Der mangler slet ikke kvinder til at varetage vensakber, det er kun mænd der er mangel på, det er ret tankevækkende...
Nogle lokalforeninger er lukket ned, for man har simpelthen ikke mandskab/lyst/vilje nok i lokalområdet til at holde den kørende, og så kastes de igangværende venskaber ud til de lokalforeninger som stadig holder skansen. Men det er jo på ingen måde optimalt.
Hvordan vi selv finder melodien i et venskab, det er barnet og den voksne ret fri til selv at kunne bestemme - i hans forening. Nogle af andre foreninger har man en uskreven regel, at venskabet aldrig kommer over dørtrinnet i barnets hjem. Så udover at man ikke blander sig i familien, hvilket er helt i orden, så kommer man slet ikke ind i den.
Det synes jeg lyder mærkeligt, og er en mærkelig måde at håndtere det på, for hvis ikke barnet kan vise sin egen verden frem, hvilket formål har en voksenven så? Der kan jo både være glæder og sorger indenfor hjemmets vægge, men hvis ikke venskabet må komme længere end til dørtrinnet, så er det næsten kun for hyggens skyld på neutral grund, og det er jo alene ikke formålet.
Til gengæld er det rart at høre, at det ikke er svært at finde sponsorer, hvis der skal laves en udflugt eller aflægges besøg i zoo eller tivoli. Penge er ikke vigtige, for når oplevelser heldigvis kommer gratis, så bliver det aldrig omdrejningspunktet.

[HerErJeg]

Så fik jeg prøvet kræfter med det, desværre endte første omgang uden venskab og jeg er lidt splittet omkring hele setup'et.
Fra allerførste telefonkontakt med sekretæren for voksenvennerne, var man meget begejstret for at der endelig var en mand som havde tilmeldt sig. Faktisk havde man bestemt sig 99% for den dreng man ville forsøge at lave et venskab med. Der var bare den lille hage ved det, at drengen havde et forlist venskab i bagagen, og det blev jeg også informeret om ved 1. telefonkontakt.
At jeg var voksenven nummer 2 er noget som har fyldt rigtig meget hos mig. Jeg har følt et stort pres på at skulle levere varen, og har spekuleret som en vild over hvordan jeg skulle kunne leve op til det som den gamle voksenven ikke kunne.
Det kom så langt at jeg skulle ud og besøge drengen i hans hjem, så vi kunne møde hinanden 1. gang. På vej der ud kunne jeg godt mærke at jeg i den grad var langt ude af min "komfortzone". Det var faktisk slet ikke rart at skulle køre ud mod det ukendte og tankerne omkring hvordan jeg skulle håndtere dette møde tordnede rundt i hovedet på mig.
Heldigvis var drengen langt mere ligefrem og søg og rar end jeg lige havde forestillet mig, snakken gik da lidt i klumper, men det er jo 1. gang, så jeg synes faktisk at besøget var meget lettre end jeg lige havde forestillet mig.
Desværre kom meldingen dagen efter at drengen alligevel ikke ønskede at gøre forsøget. Hvorfor ved jeg ikke rigtig, muligvis har han kunnet spore min usikkerhed og store bevidsthed om ikke at fejle.

Nu skal jeg trække vejret, og sunde mig lidt, der behøver ikke komme andre lige med det samme, og slet ikke nogen hvor jeg er nr. 2 som skal prøve at løfte det som andre har ødelagt. Lige nu er det bare slet ikke det jeg havde drømt om, langt sværere end forventet, men det kan nok tilskrives at jeg har fået alt for meget info lige fra dag 1, og jeg har haft et alt for stort ønske at gøre det supergodt fra dag 1, men uden rigtig at vide hvad jegegentligt skal gøre.

[BlueBunny]

Så fik jeg prøvet kræfter med det, desværre endte første omgang uden venskab og jeg er lidt splittet omkring hele setup'et.
Fra allerførste telefonkontakt med sekretæren for voksenvennerne, var man meget begejstret for at der endelig var en mand som havde tilmeldt sig. Faktisk havde man bestemt sig 99% for den dreng man ville forsøge at lave et venskab med. Der var bare den lille hage ved det, at drengen havde et forlist venskab i bagagen, og det blev jeg også informeret om ved 1. telefonkontakt.
At jeg var voksenven nummer 2 er noget som har fyldt rigtig meget hos mig. Jeg har følt et stort pres på at skulle levere varen, og har spekuleret som en vild over hvordan jeg skulle kunne leve op til det som den gamle voksenven ikke kunne.
Det kom så langt at jeg skulle ud og besøge drengen i hans hjem, så vi kunne møde hinanden 1. gang. På vej der ud kunne jeg godt mærke at jeg i den grad var langt ude af min "komfortzone". Det var faktisk slet ikke rart at skulle køre ud mod det ukendte og tankerne omkring hvordan jeg skulle håndtere dette møde tordnede rundt i hovedet på mig.
Heldigvis var drengen langt mere ligefrem og søg og rar end jeg lige havde forestillet mig, snakken gik da lidt i klumper, men det er jo 1. gang, så jeg synes faktisk at besøget var meget lettre end jeg lige havde forestillet mig.
Desværre kom meldingen dagen efter at drengen alligevel ikke ønskede at gøre forsøget. Hvorfor ved jeg ikke rigtig, muligvis har han kunnet spore min usikkerhed og store bevidsthed om ikke at fejle.

Nu skal jeg trække vejret, og sunde mig lidt, der behøver ikke komme andre lige med det samme, og slet ikke nogen hvor jeg er nr. 2 som skal prøve at løfte det som andre har ødelagt. Lige nu er det bare slet ikke det jeg havde drømt om, langt sværere end forventet, men det kan nok tilskrives at jeg har fået alt for meget info lige fra dag 1, og jeg har haft et alt for stort ønske at gøre det supergodt fra dag 1, men uden rigtig at vide hvad jegegentligt skal gøre.

Interessant og rigtig godt indlæg. Jeg har set voksenven som en hjælp til barnet/den unge, og det er det jo også. Jeg havde bare slet ikke lige tænkt over vigtigheden i matchet før dit indlæg. Venskab kan jo ikke forceres. Det kræver tid. Og bare fordi en voksen melder sig, så er det jo ikke sikkert barnet matcher. Det er som med dating og der burde være lidt kontakt før parterne smides ud i første blind date. Det er meget sårbart. Kan godt forstå du lige skal sunde dig. Når det så er skrevet, så håber jeg du har mod på forsøget igen, for jeg er overbevist om at mange børn/unge har støtte og glæde af kontakten.

[BlueBunny]

Jeg er frivillig i en helt anden kontekst. Her skal vi fremvise rene børneattester (eller hvad det hedder). Altså de indhenter papirer hos politiet som viser man ikke er straffet. Er der den slags sikkerhed hos voksenvennerne? Jeg synes det lyder lidt uorganiseret?