Singlemødre - et forfærdeligt fænomen?

[pisimodvind]

Det er en latterlig diskussion. Der er masser en enlige mødre og masser af børn med kun én forælder, og de er det såmænd ikke, fordi mødrene ikke ønskede at være et forælderpar og børnene ikke gerne ville have en far også, men fordi forholdet gik i stykker og faderen derefter bare skred og glemte alt om sit barn.

Så længe man ikke ønsker at tvinge begge forældre til at være forældre af gavn, og så længe man ikke placerer ansvaret for at vedligeholde befolkningstilvæksten på begge køn, er hele diskussionen til grin. Så er det bare mænd, der helt irrationelt er bange for at blive skubbet ud på et sidespor. Mænd, der er bange for at have mistet kontrollen over samfundets kvinder.

Hvem har ansvaret for vedligeholdelse af befolkningstilvæksten og hvordan har de fået det?

[LaScrooge]

Det er en latterlig diskussion. Der er masser en enlige mødre og masser af børn med kun én forælder, og de er det såmænd ikke, fordi mødrene ikke ønskede at være et forælderpar og børnene ikke gerne ville have en far også, men fordi forholdet gik i stykker og faderen derefter bare skred og glemte alt om sit barn.

Så længe man ikke ønsker at tvinge begge forældre til at være forældre af gavn, og så længe man ikke placerer ansvaret for at vedligeholde befolkningstilvæksten på begge køn, er hele diskussionen til grin. Så er det bare mænd, der helt irrationelt er bange for at blive skubbet ud på et sidespor. Mænd, der er bange for at have mistet kontrollen over samfundets kvinder.

Hvem har ansvaret for vedligeholdelse af befolkningstilvæksten og hvordan har de fået det?

Hvis du spørger om min personlige holdning, så er svaret: ingen. Ingen har en moralsk forpligtelse til at formere sig. Hverken for at sikre at det danske folk overlever i sin nuværende semirene etniske udgave, eller for at sikre, at der er nok skatteborgere.

[Slettet bruger]

Det er en latterlig diskussion. Der er masser en enlige mødre og masser af børn med kun én forælder, og de er det såmænd ikke, fordi mødrene ikke ønskede at være et forælderpar og børnene ikke gerne ville have en far også, men fordi forholdet gik i stykker og faderen derefter bare skred og glemte alt om sit barn.

Så længe man ikke ønsker at tvinge begge forældre til at være forældre af gavn, og så længe man ikke placerer ansvaret for at vedligeholde befolkningstilvæksten på begge køn, er hele diskussionen til grin. Så er det bare mænd, der helt irrationelt er bange for at blive skubbet ud på et sidespor.

Hvorfor er det irrationelt? I 2014 var det ca. 1% af børn der kom til ved kunstig befrugtning af en enlig kvinde, og tallet er stigende. Hvis det om 10 år er f.eks. 5%, er det ret mange mænd der snydes for at blive fædre ved den her ordning. Jeg synes det er en legitim bekymring.

[Liou]

Adoption burde dog rangere højest for enlige kvinder, der gerne vil have børn, men desværre er reglerne i nogle lande idiotiske (de vil ikke lade enlige eller homoseksuelle adoptere) og mange kvinder kan overhovedet ikke bære tanken om at barnet ikke biologisk er deres eget.

Hvorfor?

Og med al respekt fordi som vælger adoption som en løsning.
Personligt - hvis jeg stod i situationen, kunne jeg ikke drømme om at gå ind i en adoption. For nu at sige det rent ud er sandsynligheden for at modtager "damage goods" alt for høj. Frygteligt mange af de her børn er blevet opgivet af deres forældre prg af en kombination af handicap og fattigdom.
Jeg hverken dømmer eller fordømme de biologiske forældre som træffer et hjerteskærende valg - men jeg ville ikke ønske mig et handicappet barnet, men jeg har så heller aldrig ønsket mig børn "for enhver pris".

Fordi verden er ekstremt overbefolket. Nu er Danmark selvfølgelig ikke slem, men sådan på verdensplan. Og fordi det ville være sundere for de her børn at vokse op med mødre end på et børnehjem. Men jeg kan sagtens forstå, hvorfor folk tænker sådan, og jeg bebrejder dem ikke. Det er et pokkers stort ansvar at påtage sig. Men hvis man alligevel har ønsket om at være mor... Det bliver ikke nemt under alle omstændigheder. Med adoption kan man faktisk gøre en kæmpe forskel. Mange vælger heldigvis også at gøre det, i den udstrækning det nu er muligt. Voksen venner for eksempel.

Jeg kom selv på børnehjem lige efter fødslen, der i øvrigt havde fundet sted på en klinik betalt af børnehjemmet, og ankom til Danmark i en alder af ti uger. Det er kun yderst sjældent, at jeg har hørt om lignende historier, og det virker på mig, som om de nærmest er ikke-eksisterende i dag. Jeg har stor forståelse for forældre, der prøver at se, om de ikke kan beholde deres barn trods udfordrende vilkår og for lovgivning, der ikke haster adoptioner igennem, og selvfølgelig kan børn komme på børnehjem i en senere alder, fordi de bliver forældreløse, men det er ovenstående vilkår, altså at det er så godt som umuligt at få en lille baby, der har tilbragt sin start på livet under ordnede forhold, der har gjort, at jeg aldrig har overvejet at adoptere. Det må jeg indrømme. At barnet ikke ville være biologisk beslægtet med mig er jeg derimod ligeglad med.

Du har ret. Og hvis baby fasen er vigtig (Forstår jeg personligt ikke, jeg synes børn er langt sjovere, når de når 5-6 års alderen), ja så bliver det svært med adoption. Og selvfølgelig også, hvis man ønsker en blank sheet. Men jeg synes jo så netop ikke, at det er frygtelig, at de her børn har en forhistorie, og jeg tror ikke nødvendigvis på, at børn eller mennesker generelt er slaver af deres fortid, selvom det selvfølgelig kan præge dem for livet.

Det er en latterlig diskussion. Der er masser en enlige mødre og masser af børn med kun én forælder, og de er det såmænd ikke, fordi mødrene ikke ønskede at være et forælderpar og børnene ikke gerne ville have en far også, men fordi forholdet gik i stykker og faderen derefter bare skred og glemte alt om sit barn.

Eller faderen faktisk gerne vil samværet, men moderen er en førsteklasses bitch, der nægter faderen samvær, fordi hun ikke kan sætte sig ud over sine egne følelser og tænke på barnet

Så længe man ikke ønsker at tvinge begge forældre til at være forældre af gavn, og så længe man ikke placerer ansvaret for at vedligeholde befolkningstilvæksten på begge køn, er hele diskussionen til grin. Så er det bare mænd, der helt irrationelt er bange for at blive skubbet ud på et sidespor. Mænd, der er bange for at have mistet kontrollen over samfundets kvinder.

Hvem har ansvaret for vedligeholdelse af befolkningstilvæksten og hvordan har de fået det?

Det kunne jeg også godt tænke mig at vide

Vi står altså ikke i en situation, hvor kvinder bare gør deres hellige pligt, mens mænd kun tænker på sig selv.

Ønsket om børn er jo dybest set bare noget biologisk og ofte også egoistisk, så jeg synes ikke man kan tale om ansvar for vedligeholdelse af befolkningstilvæksten. Det er nok det sidste, der går igennem hovedet på folk, der gerne vil have børn

[LaScrooge]

Det er en latterlig diskussion. Der er masser en enlige mødre og masser af børn med kun én forælder, og de er det såmænd ikke, fordi mødrene ikke ønskede at være et forælderpar og børnene ikke gerne ville have en far også, men fordi forholdet gik i stykker og faderen derefter bare skred og glemte alt om sit barn.

Så længe man ikke ønsker at tvinge begge forældre til at være forældre af gavn, og så længe man ikke placerer ansvaret for at vedligeholde befolkningstilvæksten på begge køn, er hele diskussionen til grin. Så er det bare mænd, der helt irrationelt er bange for at blive skubbet ud på et sidespor.

Hvorfor er det irrationelt? I 2014 var det ca. 1% af børn der kom til ved kunstig befrugtning af en enlig kvinde, og tallet er stigende. Hvis det om 10 år er f.eks. 5%, er det ret mange mænd der snydes for at blive fædre ved den her ordning. Jeg synes det er en legitim bekymring.

Man kan ikke blive snydt for noget, man ikke har ret til eller krav på.

[DetSorteCirkus]

Du har ret. Og hvis baby fasen er vigtig (Forstår jeg personligt ikke, jeg synes børn er langt sjovere, når de når 5-6 års alderen), ja så bliver det svært med adoption. Og selvfølgelig også, hvis man ønsker en blank sheet. Men jeg synes jo så netop ikke, at det er frygtelig, at de her børn har en forhistorie, og jeg tror ikke nødvendigvis på, at børn eller mennesker generelt er slaver af deres fortid, selvom det selvfølgelig kan præge dem for livet.

Babyfasen er ikke specielt vigtig for mig personligt. Jeg kender masser af børn, som jeg sagtens kunne forestille mig at indtræde i en forældrerolle for, hvis det var relevant.
Men babyfasen og den tidlige barndom er en ekstremt formativ periode for et menneske, og risikoen for, at den er forløbet problematisk, hvis ikke traumatiserende, er temmelig stor, når vi taler børn, der bortadopteres i en sen alder til et land med et nyt sprog og ofte også en ret anderledes kultur.

Jeg kunne faktisk sagtens forestille mig at have børn i aflastning, og til daglig har jeg via mit arbejde meget med bl.a. udsatte børn at gøre, men jeg ønsker ikke, at min opgave som forælder til dels skal være en social indsats, og det bliver den efter min mening netop, hvis barnet fra starten er skadet af sin hidtidige opvækst.

[Zombie]

Adoption er svært, meget svært.

Dels skal man kunne fremvise en god sundhedsattest både psykisk og fysisk.
Dels skal ens materielle forhold være i orden, dvs. man skal have en god økonomi og et egnet hjem.
Derudover koster det mindst 253.000 kroner at adoptere et barn - det er prisen hos de billigste afgiver-lande. Det her er pengene, man direkte betaler, og oveni kommer flybilletter, kost og logi, da de fleste lande har krav om, at man bor sammen med barnet på børnehjemmet, inden man tager det med sig, for at skabe tilknytning i for barnet trygge og vante rammer.

I gennemsnit tager det 5-6 år, fra man påbegynder adoptionsprocessen til man tilbydes et barn.
Så snart man fylder 42 år, ændres vilkårene for, hvilken alder barnet man adopterer, må have, da man ikke længere kan adoptere mindre børn. Og det medfører yderligere papirarbejde og tidsbrug.


Det er en sød idé, at man "bare lige" kan adoptere et barn. Men det er kun en forestilling, for virkeligheden er ganske anderledes.

Jeg er hverken for eller imod disse regler eller vilkår, jeg ved ikke nok om hvad pengene bruges til og om det ikke er okay, man kræver meget af potentielle kommende forældre.

Men det er et element, jeg synes skal tages med i diskussionen om adoption.

[LaScrooge]

Adoption er svært, meget svært.

Dels skal man kunne fremvise en god sundhedsattest både psykisk og fysisk.
Dels skal ens materielle forhold være i orden, dvs. man skal have en god økonomi og et egnet hjem.
Derudover koster det mindst 253.000 kroner at adoptere et barn - det er prisen hos de billigste afgiver-lande. Det her er pengene, man direkte betaler, og oveni kommer flybilletter, kost og logi, da de fleste lande har krav om, at man bor sammen med barnet på børnehjemmet, inden man tager det med sig, for at skabe tilknytning i for barnet trygge og vante rammer.

I gennemsnit tager det 5-6 år, fra man påbegynder adoptionsprocessen til man tilbydes et barn.
Så snart man fylder 42 år, ændres vilkårene for, hvilken alder barnet man adopterer, må have, da man ikke længere kan adoptere mindre børn. Og det medfører yderligere papirarbejde og tidsbrug.


Det er en sød idé, at man "bare lige" kan adoptere et barn. Men det er kun en forestilling, for virkeligheden er ganske anderledes.

Jeg er hverken for eller imod disse regler eller vilkår, jeg ved ikke nok om hvad pengene bruges til og om det ikke er okay, man kræver meget af potentielle kommende forældre.

Men det er et element, jeg synes skal tages med i diskussionen om adoption.

Det er nemlig ikke bare sådan lige. Det har været almindelig kendt hele mit liv og derfor tror jeg heller ikke, at dem, som præsenterer dét som sådan, gør det fordi de reelt mener, at det er en mulighed, men fordi det er nemt at bagatellisere andres problemer, og fordi det er endnu et punkt man kan ramme andre på. "Hvis man ikke kan blive godkendt til adoption, er det nok fordi man ikke er egnet", "Har man ikke 3-400.000 at bruge på et adoptivbarn, har man nok heller ikke de midler, der skal til for at blive forælder" Det er ondskabsfulde bredsider der fyres af fordi man kan, fordi man selv sidder trygt i sit eget (eller ikke gør, og derfor er bitter) og aldrig har forholdt sig til de elendige vilkår man vurderede var ganske fine for de børn man selv satte i verden.

[Nicolait]

At få børn er ikke en menneskeret.
Jeg så gerne, at man indførte fuld brugerbetaling for forsøg på kunstig befrugtning.
Derudover så jeg gerne at børnepengene blev lavet om til et fradrag, der tilfaldt hver forældre med 50%.

Det er en ikke logisk funderet tilgang, men derimod udtryk for en stærk holdningsbaseret tilgang til problemstillingen.

[Wizzze]

Adoption er svært, meget svært.

Dels skal man kunne fremvise en god sundhedsattest både psykisk og fysisk.
Dels skal ens materielle forhold være i orden, dvs. man skal have en god økonomi og et egnet hjem.
Derudover koster det mindst 253.000 kroner at adoptere et barn - det er prisen hos de billigste afgiver-lande. Det her er pengene, man direkte betaler, og oveni kommer flybilletter, kost og logi, da de fleste lande har krav om, at man bor sammen med barnet på børnehjemmet, inden man tager det med sig, for at skabe tilknytning i for barnet trygge og vante rammer.

I gennemsnit tager det 5-6 år, fra man påbegynder adoptionsprocessen til man tilbydes et barn.
Så snart man fylder 42 år, ændres vilkårene for, hvilken alder barnet man adopterer, må have, da man ikke længere kan adoptere mindre børn. Og det medfører yderligere papirarbejde og tidsbrug.


Det er en sød idé, at man "bare lige" kan adoptere et barn. Men det er kun en forestilling, for virkeligheden er ganske anderledes.

Jeg er hverken for eller imod disse regler eller vilkår, jeg ved ikke nok om hvad pengene bruges til og om det ikke er okay, man kræver meget af potentielle kommende forældre.

Men det er et element, jeg synes skal tages med i diskussionen om adoption.

Det er nemlig ikke bare sådan lige. Det har været almindelig kendt hele mit liv og derfor tror jeg heller ikke, at dem, som præsenterer dét som sådan, gør det fordi de reelt mener, at det er en mulighed, men fordi det er nemt at bagatellisere andres problemer, og fordi det er endnu et punkt man kan ramme andre på. "Hvis man ikke kan blive godkendt til adoption, er det nok fordi man ikke er egnet", "Har man ikke 3-400.000 at bruge på et adoptivbarn, har man nok heller ikke de midler, der skal til for at blive forælder" Det er ondskabsfulde bredsider der fyres af fordi man kan, fordi man selv sidder trygt i sit eget (eller ikke gør, og derfor er bitter) og aldrig har forholdt sig til de elendige vilkår man vurderede var ganske fine for de børn man selv satte i verden.

Og selv når man har den slags midler, så rammer man ofte ind i 42års reglen, som Zombie skriver. For det er jo som regel dem, der er etablerede som har oparbejdet omtalte midler, og de har som regel også været gennem en række fertilitetsforløb over tid, som også gør at man som regel er lidt oppe i årene, inden adoption kommer på tale.

https://www.b.dk/nationalt/de-blev-for- ... t-adoptere

[Slettet bruger]

Det er en latterlig diskussion. Der er masser en enlige mødre og masser af børn med kun én forælder, og de er det såmænd ikke, fordi mødrene ikke ønskede at være et forælderpar og børnene ikke gerne ville have en far også, men fordi forholdet gik i stykker og faderen derefter bare skred og glemte alt om sit barn.

Så længe man ikke ønsker at tvinge begge forældre til at være forældre af gavn, og så længe man ikke placerer ansvaret for at vedligeholde befolkningstilvæksten på begge køn, er hele diskussionen til grin. Så er det bare mænd, der helt irrationelt er bange for at blive skubbet ud på et sidespor.

Hvorfor er det irrationelt? I 2014 var det ca. 1% af børn der kom til ved kunstig befrugtning af en enlig kvinde, og tallet er stigende. Hvis det om 10 år er f.eks. 5%, er det ret mange mænd der snydes for at blive fædre ved den her ordning. Jeg synes det er en legitim bekymring.

Man kan ikke blive snydt for noget, man ikke har ret til eller krav på.

Kald det hvad du vil, der er mænd som ender uden børn som ville have fået børn hvis kvinder ikke havde adgang til kunstig befrugtning. De mænd er dårligere stillet end de var uden ordningen. Det synes jeg er en legitim bekymring.

[LaScrooge]

Hvorfor er det irrationelt? I 2014 var det ca. 1% af børn der kom til ved kunstig befrugtning af en enlig kvinde, og tallet er stigende. Hvis det om 10 år er f.eks. 5%, er det ret mange mænd der snydes for at blive fædre ved den her ordning. Jeg synes det er en legitim bekymring.

Man kan ikke blive snydt for noget, man ikke har ret til eller krav på.

Kald det hvad du vil, der er mænd som ender uden børn som ville have fået børn hvis kvinder ikke havde adgang til kunstig befrugtning. De mænd er dårligere stillet end de var uden ordningen. Det synes jeg er en legitim bekymring.

Fordi mænd har ret til, at der skal findes et antal - det højest mulige antal - ledige, potentielle mødre til de børn, de måske gerne vil have en dag, derude?

Det var dig, der kaldte det at blive snydt for.

[Chichu]

Nu har jeg berøring med området for udsatte børn og voksne til dagligt, og jeg synes ærligt talt, at diskussionen om selvvalgte singlemødre ift. børns trivsel og universets sammenhængskraft er så mikroskopisk af betydning i forhold til diskussionen om inkompetence klaphatte, der i dysfunktionelle par spytter det ene barn ud efter det andet, uden af kunne tage sig hverken af sig selv eller barnet.

Og derudover ser jeg absolut intet problem i selvvalgte singlemødre.

[Slettet bruger]

Hvorfor er det irrationelt? I 2014 var det ca. 1% af børn der kom til ved kunstig befrugtning af en enlig kvinde, og tallet er stigende. Hvis det om 10 år er f.eks. 5%, er det ret mange mænd der snydes for at blive fædre ved den her ordning. Jeg synes det er en legitim bekymring.

Man kan ikke blive snydt for noget, man ikke har ret til eller krav på.

Kald det hvad du vil, der er mænd som ender uden børn som ville have fået børn hvis kvinder ikke havde adgang til kunstig befrugtning. De mænd er dårligere stillet end de var uden ordningen. Det synes jeg er en legitim bekymring.

Fordi mænd har ret til, at der skal findes et antal - det højest mulige antal - ledige, potentielle mødre til de børn, de måske gerne vil have en dag, derude?

Det var dig, der kaldte det at blive snydt for.

Jeg skal gerne trække "snydt for" tilbage. Jeg ved ikke præcis hvad mænd har ret til, men jeg synes det er uheldigt hvis ordningen medfører at mænd som ellers ville have fået børn, ikke får børn. Det er i forvejen sådan at andelen af kvinder der får børn, er højere end andelen af mænd. Det billede kan forstærkes ved at kvinder får adgang til at få børn uden om mænd. Set fra mændenes perspektiv synes jeg ikke det er en god udvikling.

Forestil dig en hypotetisk situation hvor det var en stor fordel for kvinder at få børn alene. Det kunne f.eks. være at enlige forældre var helt undtaget for skat. Ville du stadig bare afvise mændenes bekymring som brok over noget de ikke har ret til eller krav på? Der må et eller andet sted gå en grænse hvor man ikke kan forsvare at tilgodese én befolkningsgruppe (i dette tilfælde kvinder) på bekostning af en anden (i dette tilfælde mænd).

[LaScrooge]

Hvorfor er det irrationelt? I 2014 var det ca. 1% af børn der kom til ved kunstig befrugtning af en enlig kvinde, og tallet er stigende. Hvis det om 10 år er f.eks. 5%, er det ret mange mænd der snydes for at blive fædre ved den her ordning. Jeg synes det er en legitim bekymring.

Man kan ikke blive snydt for noget, man ikke har ret til eller krav på.

Kald det hvad du vil, der er mænd som ender uden børn som ville have fået børn hvis kvinder ikke havde adgang til kunstig befrugtning. De mænd er dårligere stillet end de var uden ordningen. Det synes jeg er en legitim bekymring.

Fordi mænd har ret til, at der skal findes et antal - det højest mulige antal - ledige, potentielle mødre til de børn, de måske gerne vil have en dag, derude?

Det var dig, der kaldte det at blive snydt for.

Jeg skal gerne trække "snydt for" tilbage. Jeg ved ikke præcis hvad mænd har ret til, men jeg synes det er uheldigt hvis ordningen medfører at mænd som ellers ville have fået børn, ikke får børn. Det er i forvejen sådan at andelen af kvinder der får børn, er højere end andelen af mænd. Det billede kan forstærkes ved at kvinder får adgang til at få børn uden om mænd. Set fra mændenes perspektiv synes jeg ikke det er en god udvikling.

Forestil dig en hypotetisk situation hvor det var en stor fordel for kvinder at få børn alene. Det kunne f.eks. være at enlige forældre var helt undtaget for skat. Ville du stadig bare afvise mændenes bekymring som brok over noget de ikke har ret til eller krav på? Der må et eller andet sted gå en grænse hvor man ikke kan forsvare at tilgodese én befolkningsgruppe (i dette tilfælde kvinder) på bekostning af en anden (i dette tilfælde mænd).

Er det vigtigere, at mænd får de børn, de gerne vil have, end at kvinder får de børn de gerne vil have? Du er jo godt i gang med at nægte kvinder muligheden fordi der måske findes mænd derude, som gerne vil have børn med nogen, men som ikke har fundet denne eller disse nogen endnu. Jeg forstår rent faktisk godt dit indsigelse, men jeg er ikke overbevist om - på nogen måde eller i nogen grad - at det øger mængden af lykkelige kernefamilier, at man fjerner muligheden for, at enlige kvinder kan få kunstig befrugtning. Tvært om. Rent faktisk forholder det sig også sådan, at en kvinde har nemmere ved at blive gravid og gennemføre anden graviditet hvis hun allerede har været gravid og født én gang. Så en kvinde, sidst i 30'erne, som ikke havde fundet en mand at få børn med og derfor får et barn alene, har rent faktisk større chance for at få et barn i en højere alder med en måske barnløs mand som hun møder senere i livet - fx i starten af 40érne. På den måde køber man rent faktisk tid for alle de barnløse med drømmen om at få et barn og en lykkelig familie med to forældre, ved at tillade kunstig befrugtning.