Vi overvejer at sælge huset.

[HerErJeg]

Sagen er den at vi bor 1 km udenfor byen. Det er ikke noget problem, om end pladsen er lidt rigelig til tider.
Men vi har kun 1 barn, en dreng på 10 år. Det piner os lidt at se mere og mere at hans venner glemmer ham. Det er ham der skal spørge om nogen vil lege eller spille computer, hans venner, der næsten over en kam, bor på villavejene og tæt på hinanden, de glemmer at spørge den anden vej.
Der er ingen tvivl om at her i sommerferien føler han sig isoleret, der er intet i venskaberne der er problematisk, han går til fodbold, som mange andre fra klassen.
Men 2 km afstand gør en verden til forskel.
Vi har et F5 lån i huset, som skal fornys om 1,5 års tid. Vi overvejer meget at sælge skidtet og rykke ind i villakvarteret, men er usikre på om det løser noget. Hvis vi lander som nye ukendte i et sammentømret og gammelt kvarter, vil vi få let ved at komme ind i varmen? For drengens skyld, så vil det blive meget mere tæt på. Men hvad med os selv? Vi har aldrig prøvet at bo sådan et sted, og det er alligevel en kæmpe beslutning.
Og er 1,5 år alligevel for længe at vente, når han allerede nu mærker at blive sorteret fra, fordi de andre drenge har det for let.

Er der nogen som har oplevet samme problematik, både med kammerater og med at komme fra land til by og blive flettet ind i kvarteret?

[HerErJeg]

Selvfølgelig vil vi gerne have det til at fungere i forhold til de nye naboer på gaden. Det er ikke sjovt bare at være nr 17.
Måske er der ikke nogle huse som passer, og det kan være vi ender 1 km væk i et andet kvarter, end hvor hans kammerater bor i dag. Med cykler og deslige BURDE det ikke være en hindring, men hvis der altid vælges den lette løsning, så måske alligevel.

[JackieO]

Måske er der ikke nogle huse som passer, og det kan være vi ender 1 km væk i et andet kvarter, end hvor hans kammerater bor i dag. Med cykler og deslige BURDE det ikke være en hindring, men hvis der altid vælges den lette løsning, så måske alligevel.

Jeg har selv en søn på 10 år, hvis klassekammerater bor inden for en afstand af mellem 20 meter og 4 km fra, hvor vi selv bor. Og jeg oplever ikke, at han vælger legekammerater ud fra hvem, der bor tættest på. I den her alder synes jeg tværtimod, at hans relationer til de andre drenge i klassen ændrer sig. Hvor det tidligere måske handlede om bare at få en legeaftale med en eller anden, kan jeg se, at drengene nu former dybere venskaber, og i højere grad vælger hinanden til og fra ud fra nogle personlige egenskaber.
Så derfor leger min søn ikke nødvendigvis med klassekammeraten, der bor på den anden side af gaden, men cykler gerne 2 km for at komme hjem til sin bedste ven.

[DetSorteCirkus]

Jeg synes, det virker overilet at sælge et hus, som I ellers er glade for.
Kan I ikke prøve i første omgang at tale med de andre forældre og finde ud af, hvordan drengene kan komme til at være mere sammen? Altså løse et praktisk problem i fællesskab? Problemet ved at vælge den non-kommunikative løsning, hvor I gør noget og forventer, at andre reagerer på en særlig måde, er, at I ikke aner, om resultatet vil være det ønskede.

Har I talt med jeres søn om det hele, eller baserer i udelukkende jeres bekymring på jeres egne iagttagelser? Måske har I helt ret, men der kan også være andre forklaringer. Måske er der mere i vennernes glemsomhed end som så. Måske har jeres søn ikke samme behov for at se andre, som I tror, han har. Ved at fikse problemet med en flytning risikerer i at lægge et stort ansvar over på drengens skuldre, i det I dermed signalerer, at SÅ må tingene også være på plads, og det er ikke sikkert, hvis kernen i det hele fx. er, at han går og føler sig ensom og fravalgt.

[JoyNips]

Jeg synes, det virker overilet at sælge et hus, som I ellers er glade for.
Kan I ikke prøve i første omgang at tale med de andre forældre og finde ud af, hvordan drengene kan komme til at være mere sammen? Altså løse et praktisk problem i fællesskab? Problemet ved at vælge den non-kommunikative løsning, hvor I gør noget og forventer, at andre reagerer på en særlig måde, er, at I ikke aner, om resultatet vil være det ønskede.

Har I talt med jeres søn om det hele, eller baserer i udelukkende jeres bekymring på jeres egne iagttagelser? Måske har I helt ret, men der kan også være andre forklaringer. Måske er der mere i vennernes glemsomhed end som så. Måske har jeres søn ikke samme behov for at se andre, som I tror, han har. Ved at fikse problemet med en flytning risikerer i at lægge et stort ansvar over på drengens skuldre, i det I dermed signalerer, at SÅ må tingene også være på plads, og det er ikke sikkert, hvis kernen i det hele fx. er, at han går og føler sig ensom og fravalgt.

Og i forlængelse heraf: børn idag er rigtig meget sammen uden at være fysisk sammen pga teknologi. Hvis han spiller computer er det måske ikke nødvendigt at være fysisk sammen.