Skal jeg acceptere? Hvordan? Og hvad indebærer det?

[Madam Pomfrey]

Og hvis jeg tillader mig selv at tro på, at hans intentioner ikke har været gode, så lukker jeg helt af overfor ham igen. Så kort sagt: Jeg tror på de gode intentioner, fordi jeg er nødt til det for at det skal kunne fungere i praksis, og bestemt ikke fordi jeg er overbevist :

Det er altid et godt udgangspunkt at fokusere på den gode intention.
jeg er ikke i tvivl om at han med sin tilgang til dig, overtrådte nogle grænser, og jeg synes det er fint at du har italesat dette, samt givet den kvittering at det faktisk også er uholdbart/underligt at han pludselig er i den helt modsatte grøft.

Årsager hertil kan man jo kun gætte på - du bedst! men at du skulle have misforstået hans tilbud om hjælp, i en sådan grad, altså din accept hans afvisning, det virker virkelig mærkeligt.

Jeg håber for dig at det fremadrettet kan foregå på et fagligt professionelt niveau, og at han formår at fralægge sig berøringsangsten igen, den er sgu nok lige så svær at arbejde med som den grænseoverskridende. Og som du skriver, nu havde du jo taget beslutningen om at være åben.
Jeg tænker lidt om, ud fra det du har skrevet her, om han faktisk er blevet lidt bange for hvad han har "åbnet op for" om han reelt evner at håndtere det, og hvis jeg skal ud på overdrevet, om han fejllæser dig og oplever dig som værende en der er eller kunne blive forelsket i ham, pga. hans tilbud om hjælp.

[Grissebassen]

Og hvis jeg tillader mig selv at tro på, at hans intentioner ikke har været gode, så lukker jeg helt af overfor ham igen. Så kort sagt: Jeg tror på de gode intentioner, fordi jeg er nødt til det for at det skal kunne fungere i praksis, og bestemt ikke fordi jeg er overbevist :

Det er altid et godt udgangspunkt at fokusere på den gode intention.
jeg er ikke i tvivl om at han med sin tilgang til dig, overtrådte nogle grænser, og jeg synes det er fint at du har italesat dette, samt givet den kvittering at det faktisk også er uholdbart/underligt at han pludselig er i den helt modsatte grøft.

Årsager hertil kan man jo kun gætte på - du bedst! men at du skulle have misforstået hans tilbud om hjælp, i en sådan grad, altså din accept hans afvisning, det virker virkelig mærkeligt.

Jeg håber for dig at det fremadrettet kan foregå på et fagligt professionelt niveau, og at han formår at fralægge sig berøringsangsten igen, den er sgu nok lige så svær at arbejde med som den grænseoverskridende. Og som du skriver, nu havde du jo taget beslutningen om at være åben.
Jeg tænker lidt om, ud fra det du har skrevet her, om han faktisk er blevet lidt bange for hvad han har "åbnet op for" om han reelt evner at håndtere det, og hvis jeg skal ud på overdrevet, om han fejllæser dig og oplever dig som værende en der er eller kunne blive forelsket i ham, pga. hans tilbud om hjælp.

Jeg er ikke så god til at huske folks navne herinde, men du er vist, så vidt jeg husker, en af dem, der virkelig fik løsnet op for min totale aflukning i forhold til hans tilbud om hjælp
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår hvad du mener med det markerede?
Og til sidst, så tror jeg på ingen måde han tænker i overvejelser om forelskelser og hjælp skulle blandes sammen. Nej, sådan har tingene bare slet ikke været. Og jeg skulle bestemt mene, at jeg på ingen måde har sendt nogen form for signaler, der kan tolkes på den måde, med mindre man er ualmindeligt indbildsk og overtolkende. Men jeg tror bestemt der er muligt, at han er blevet bange for, hvad han har åbnet op for. Det har til dels også været min intention at skræmme ham en smule, sådan at jeg sikrede mig, at han enten holdt op med at presse mig, eller ikke gik ind til noget, han ikke kunne håndtere. Jeg vil dog skynde mig at sige, at jeg hele tiden har holdt bolden på min egen banehalvdel, måske bortset fra, da jeg stillede spørgsmål ved hans rolle.
Jeg føler jeg står et sted nu, hvor jeg kan håndtere det fremadrettet, måske pånær berøringsangsten, som gør mig lidt utilpas på grund af hvad den kommer i kølvandet på.

[Madam Pomfrey]

Og hvis jeg tillader mig selv at tro på, at hans intentioner ikke har været gode, så lukker jeg helt af overfor ham igen. Så kort sagt: Jeg tror på de gode intentioner, fordi jeg er nødt til det for at det skal kunne fungere i praksis, og bestemt ikke fordi jeg er overbevist :

Det er altid et godt udgangspunkt at fokusere på den gode intention.
jeg er ikke i tvivl om at han med sin tilgang til dig, overtrådte nogle grænser, og jeg synes det er fint at du har italesat dette, samt givet den kvittering at det faktisk også er uholdbart/underligt at han pludselig er i den helt modsatte grøft.

Årsager hertil kan man jo kun gætte på - du bedst! men at du skulle have misforstået hans tilbud om hjælp, i en sådan grad, altså din accept hans afvisning, det virker virkelig mærkeligt.

Jeg håber for dig at det fremadrettet kan foregå på et fagligt professionelt niveau, og at han formår at fralægge sig berøringsangsten igen, den er sgu nok lige så svær at arbejde med som den grænseoverskridende. Og som du skriver, nu havde du jo taget beslutningen om at være åben.
Jeg tænker lidt om, ud fra det du har skrevet her, om han faktisk er blevet lidt bange for hvad han har "åbnet op for" om han reelt evner at håndtere det, og hvis jeg skal ud på overdrevet, om han fejllæser dig og oplever dig som værende en der er eller kunne blive forelsket i ham, pga. hans tilbud om hjælp.

Jeg er ikke så god til at huske folks navne herinde, men du er vist, så vidt jeg husker, en af dem, der virkelig fik løsnet op for min totale aflukning i forhold til hans tilbud om hjælp
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår hvad du mener med det markerede?
Og til sidst, så tror jeg på ingen måde han tænker i overvejelser om forelskelser og hjælp skulle blandes sammen. Nej, sådan har tingene bare slet ikke været. Og jeg skulle bestemt mene, at jeg på ingen måde har sendt nogen form for signaler, der kan tolkes på den måde, med mindre man er ualmindeligt indbildsk og overtolkende. Men jeg tror bestemt der er muligt, at han er blevet bange for, hvad han har åbnet op for. Det har til dels også været min intention at skræmme ham en smule, sådan at jeg sikrede mig, at han enten holdt op med at presse mig, eller ikke gik ind til noget, han ikke kunne håndtere. Jeg vil dog skynde mig at sige, at jeg hele tiden har holdt bolden på min egen banehalvdel, måske bortset fra, da jeg stillede spørgsmål ved hans rolle.
Jeg føler jeg står et sted nu, hvor jeg kan håndtere det fremadrettet, måske pånær berøringsangsten, som gør mig lidt utilpas på grund af hvad den kommer i kølvandet på.

Det med forelskelse var som skrevet også helt ude i overdrevet...

Det markerede - blot en tilkendegivelse af at det vitterligt er gået fra den ene grøft til den anden, og at jeg godt forstår det efterlader dig forundret og forvirret.

[Fru Sunshine]

Det lyder ærligt talt som om, han gerne ville hjælpe dig på en eller anden måde, og så har fået at vide af nogen, han har rådført sig med, at det overhovedet ikke er hans gebet, og han har så valgt at trække sig ved at tilbyde noget andet.

Jeg gætter på, at berøringsangsten også udspringer af, at det er pinligt at have insisteret så vildt på at ville hjælpe, og så må indrømme at man slet ikke har de beføjelser - eller evner.

[Grissebassen]

Og hvis jeg tillader mig selv at tro på, at hans intentioner ikke har været gode, så lukker jeg helt af overfor ham igen. Så kort sagt: Jeg tror på de gode intentioner, fordi jeg er nødt til det for at det skal kunne fungere i praksis, og bestemt ikke fordi jeg er overbevist :

Det er altid et godt udgangspunkt at fokusere på den gode intention.
jeg er ikke i tvivl om at han med sin tilgang til dig, overtrådte nogle grænser, og jeg synes det er fint at du har italesat dette, samt givet den kvittering at det faktisk også er uholdbart/underligt at han pludselig er i den helt modsatte grøft.

Årsager hertil kan man jo kun gætte på - du bedst! men at du skulle have misforstået hans tilbud om hjælp, i en sådan grad, altså din accept hans afvisning, det virker virkelig mærkeligt.

Jeg håber for dig at det fremadrettet kan foregå på et fagligt professionelt niveau, og at han formår at fralægge sig berøringsangsten igen, den er sgu nok lige så svær at arbejde med som den grænseoverskridende. Og som du skriver, nu havde du jo taget beslutningen om at være åben.
Jeg tænker lidt om, ud fra det du har skrevet her, om han faktisk er blevet lidt bange for hvad han har "åbnet op for" om han reelt evner at håndtere det, og hvis jeg skal ud på overdrevet, om han fejllæser dig og oplever dig som værende en der er eller kunne blive forelsket i ham, pga. hans tilbud om hjælp.

Jeg er ikke så god til at huske folks navne herinde, men du er vist, så vidt jeg husker, en af dem, der virkelig fik løsnet op for min totale aflukning i forhold til hans tilbud om hjælp
Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår hvad du mener med det markerede?
Og til sidst, så tror jeg på ingen måde han tænker i overvejelser om forelskelser og hjælp skulle blandes sammen. Nej, sådan har tingene bare slet ikke været. Og jeg skulle bestemt mene, at jeg på ingen måde har sendt nogen form for signaler, der kan tolkes på den måde, med mindre man er ualmindeligt indbildsk og overtolkende. Men jeg tror bestemt der er muligt, at han er blevet bange for, hvad han har åbnet op for. Det har til dels også været min intention at skræmme ham en smule, sådan at jeg sikrede mig, at han enten holdt op med at presse mig, eller ikke gik ind til noget, han ikke kunne håndtere. Jeg vil dog skynde mig at sige, at jeg hele tiden har holdt bolden på min egen banehalvdel, måske bortset fra, da jeg stillede spørgsmål ved hans rolle.
Jeg føler jeg står et sted nu, hvor jeg kan håndtere det fremadrettet, måske pånær berøringsangsten, som gør mig lidt utilpas på grund af hvad den kommer i kølvandet på.

Det med forelskelse var som skrevet også helt ude i overdrevet...

Det markerede - blot en tilkendegivelse af at det vitterligt er gået fra den ene grøft til den anden, og at jeg godt forstår det efterlader dig forundret og forvirret.

Det giver mening:) Og jeg vil bestemt have din teori med i baghovedet fremover, selvom jeg bestemt ikke tror han har haft den slags overvejelser:)

[Grissebassen]

Det lyder ærligt talt som om, han gerne ville hjælpe dig på en eller anden måde, og så har fået at vide af nogen, han har rådført sig med, at det overhovedet ikke er hans gebet, og han har så valgt at trække sig ved at tilbyde noget andet.

Jeg gætter på, at berøringsangsten også udspringer af, at det er pinligt at have insisteret så vildt på at ville hjælpe, og så må indrømme at man slet ikke har de beføjelser - eller evner.

Det er i hvert fald en teori, der giver mening, udfra den kendskab jeg har til ham:) Jeg ved at han for under et år siden gik ned med stress, og kort efter skiftede til sit nuværende job, som er en del mere krævende end hans gamle stilling. Så at tilbyde at lege min psykolog oven i det, virker helt gak på mig
Jeg havde en del skyldfølelse i starten over, at jeg følte jeg selv havde et ansvar for hans indblanding - at jeg måske burde have været klarere i spyttet og holdt mit personlige shit helt ude af det. Men jeg bliver mere og mere overbevist om, at jeg egentlig har håndteret det ganske fint, har mit på det rene, og at en stort del af problemet i virkeligheden ligger hos ham.

[Fru Sunshine]

Jeg synes, du har håndteret det godt.
Og det er i hvert fald ikke din skyld, at han har dummet sig.

[Grissebassen]

Jeg synes, du har håndteret det godt.
Og det er i hvert fald ikke din skyld, at han har dummet sig.

Det er jeg glad for Lad os håbe, at han også ser det sådan.

[Grissebassen]

Nå, jeg havde endnu en vejledning i går, hvor han var totalt berøringsangst, endda endnu mere end sidst. Nærmest helt kold og kynisk, på trods af at jeg havde forsøgt at løsne lidt op for det. Jeg gik ellers ind til samtalen og var forberedt på, at man måske ville stille nogle overfladiske spørgsmål, som jeg ville besvare åbent, og at vi måske kunne tale om, hvordan vi kunne finde en mellemvej, der fungerer for os begge, hvor der ikke behøver være berøringsangst. Men jeg lod den ligge pga hans distancerede optræden.
Jeg tror virkelig det bedste er at lade den ligge her, og så overvejer jeg om jeg eventuelt kunne tage en snak med ham om, hvad der gik "galt", når projektet er afsluttet. Ville jeg kunne tillade mig det?

[Grissebassen]

Jeg vil bare komme med en positiv update. Var til vejledning i fredags, og det gik simpelthen så godt. Der var, for første gang siden han gik i modgrøften, god stemning mellem os, vi holdt snakken på et rent fagligt plan, ping-pongede, og samarbejdede godt. Jeg har næsten helt lyst til nu at tage snakken med ham om misforståelsen mellem os - ikke for at få afklaring, jeg før havde brug for. Men fordi jeg følte jeg blev mødt af et sympatisk menneske, som jeg rent faktisk kunne kommunikere med, og det ville være fedt at få hvisken tavlen helt ren og få sagt, hvad jeg har at sige. Jeg tænker dog stadig at vente til projektet er afsluttet.

[Grissebassen]

Åh, jeg ligger her med grusomme tømmermænd, og har simpelthen så ondt af mig selv. Jeg har været til studiejulefrokost i går, og det blev noget af en akavet affære. Min vejleder dukkede nemlig op, hvilket jeg egentlig ikke havde regnet med. Han var godt bedugget og legede drukspil med førsteårsstuderende. Men der blev ikke hilst på mig overhovedet, selvom jeg brugte en stor del af aftenen på at snakke med hans gode ven og kollega. Jeg forsøgte flere gange at hilse på ham, men jeg blev temmelig meget ignoreret og undgået. Det gør sgu egentlig lidt ondt, når jeg endelig troede vi havde fundet en god stemning frem mellem os efter sidste vejledning. Nu var jeg også selv godt fuld, men jeg tænkte egentlig, at et sådant uformelt forum, hvor vi begge var på hjemmebane, ville være et god anledning til at få smalltalket lidt og fortsat den nyopståede gode stemning. Men nej. Og nu kan jeg jo ikke lade være med, endnu en gang, at tænke at det er mig, der er noget galt med, når han tydeligvis gerne ville feste med alle andre. Jeg ved godt, at det ikke er så slemt, og at alt bliver bedre i morgen, når tømmermændene har lagt sig, og at de nok bidrager til, at jeg ligger for meget i det. Men er der ikke nogen søde mennesker herinde, der kan sige et par trøstende ord? Jeg må indrømme, at jeg er temmelig uforstående overfor, hvorfor der skulle være så akavet en stemning mellem os til julefrokosten, når jeg nu lige følte at vi havde fundet et god stemning og godt samarbejde frem. Det gør altså lidt ondt at blive afvist på den måde, taget vores historik i betragtning.

[Fru Sunshine]

Han er sgu da en spade af format.

[Grissebassen]

Han er sgu da en spade af format.

Ja, det er temmelig svært ikke at synes det
Men jeg håber nu stadig, at der findes en god forklaring på hans opførsel. Fx kan man vel forestille sig, at han har været bevidst om sin egen indtagelse af alkohol, og derfor har forsøgt at undgå konfrontationer med følsomme sager Men jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal tænke

[Fru Sunshine]

Han er sgu da en spade af format.

Ja, det er temmelig svært ikke at synes det
Men jeg håber nu stadig, at der findes en god forklaring på hans opførsel. Fx kan man vel forestille sig, at han har været bevidst om sin egen indtagelse af alkohol, og derfor har forsøgt at undgå konfrontationer med følsomme sager Men jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal tænke

Han må jo have sine grunde, men jeg synes stadig han er en yderst uprofessionel spade.

[Grissebassen]

Han er sgu da en spade af format.

Ja, det er temmelig svært ikke at synes det
Men jeg håber nu stadig, at der findes en god forklaring på hans opførsel. Fx kan man vel forestille sig, at han har været bevidst om sin egen indtagelse af alkohol, og derfor har forsøgt at undgå konfrontationer med følsomme sager Men jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal tænke

Han må jo have sine grunde, men jeg synes stadig han er en yderst uprofessionel spade.

Det kan vi godt blive enige om. Jeg synes nu, at det er ok at være uprofessionel engang i mellem. Den slags sker for selv den bedste. Men jeg synes det afgørende er, at man ved, hvornår man træder uden for de professionelle rammer, og at man er bevidst om, hvad formålet er med det. Fx gik jeg i parallelklasse med en pige i gymnasiet, som blev smidt ud hjemmefra af sine forældre. Hun havde et tæt forhold til sin fransklærer, som faktisk valgte at "adoptere" hende og lade hende flytte ind hos sig. Det synes jeg egentlig var ret smukt gjort, og det bevidner om, at på trods af professionalisme, så er vi alle sammen bare mennesker. Men jeg tænker også, at det har måttet kunne fungere, fordi læreren var meget bevidst om formålet med det hele og kunne stå 100% inde for det, hun havde gang i, selvom det pr definition var uprofessionelt. De har næppe haft akavede sammenstød i supermarkedet, i løbet af tiden fra pigen blev smidt ud, til hun flyttede ind hos læreren.