Børneinstitutioner, opråb

[Whydontyouandi]

Okay.

Jeg arbejder i vuggestue.

Pt. er vi ramt af, at der er kollegaer, der holder ferie, og der er nogle, der er syge. Andre dage kan der være nogle, der er på kursus - eller der er slet og ret fyldt op på alle stuer, og det normerede personale er bare PRESSEDE.

Jeg er max frustreret i dag, og jeg har lyst til at tale om, hvad det er, vi gør ved jeres alle sammens børn, når vi propper dem ind i vuggestuer, hvor normeringerne er skrabede, vikardækningen mange gange ikke-eksisterende, og kravene til dokumentation og nye læringstiltag stiger. Som om alt er fjingedifjong, når vi udfylder nogle papirer om, at Aksel og Melissa i hvert fald er "livsduelige" og "kompetenceklædt på".

Jeg er frustrereret over, at der ikke i stedet fokuseres på at give børnene voksennærvær nok, tid til leg og læring i trygge rammer. I stedet er vi tvunget til - rigtig meget af tiden - at udføre "samlebåndsarbejde" - mad, bleskift, sut, sov, sov, sov, op, mad, ble, afhentning; 'ja, han har haft en god dag' - mens man forsøger at komme i tanke om, hvad der egentlig er foregået den pågældende dag, fordi ens hjerne bliver til blæver, når man har været to voksne fra kl. 7:30 - 17 om tolv børn i alderen 10 måneder - 2 år og 10 måneder, hvoraf tre sover formiddagslur, én stadig er ved at blive kørt ind, tre savner deres moar (hvilket man virkelig godt forstår - taget i betragtning, at der mangler varme voksenarme meget af dagen), én er småsløj, men bliver ikke afhentet, og nogle sover kun 40 minutter, hvorefter de er trætte og kede af det resten af eftermiddagen.

De voksne når ikke at sidde ned og holde pause, så de er også trætte og udkørte. Især når de kan se frem til en dag i morgen, der ligner den foregående.

Jeg har været i faget seks år nu, og bare i løbet af de par år, ser jeg væsentlige forringelser.

Det bekymrer mig.

Jeg elsker mit job! Jeg elsker nærværet, kontakten med både børn og forældre ... I har nogle fantastiske børn derude! I er nogle gode forældre!

Vi voksne kan sagtens klare, at der er perioder, hvor vi render rundt uden at sidde ned, og hvor der ikke er tid til andet end at kaste en banan i munden, mens vi kører barnevognsræs med to vogne. Men så små børn, mange under 2 år, har krav på og brug for, at hver dag er en ok dag, hvor der er tid til omsorg og nærvær sammen med trygge, kendte voksne.

Det der bekymrer mig er også, at jeg ikke tror, forældrene er klar over, hvordan det reelt ser ud. Jo, de ser godt, der er knald på, for de kommer jo i spidsbelastningsperioderne; om morgenen og om eftermiddagen.
Mange gange har jeg bare en fornemmelse af, at forældrene også holder "gode miner til slet spil" - 'Nej, det ser da hyggeligt ud, at I har slået jer sammen på stuerne' (så vi er 3 voksne til 27 vuggestuebørn fx). For hvad fanden skal de gøre? Ud over at klage til ledelsen - som der også indimellem bliver gjort.
Men de (forældrene) kan jo heller ikke gå rundt hver dag på jobbet og slå sig selv i hovedet med, at deres barn nu er overladt til en stue, hvor der er 11 - eller 26 - andre børn, der fiser rundt, og bemandingen er sløj.
Jeg synes virkelig, det er et dilemma.
I dag sagde jeg til et par af dem, at deres børn havde reageret på, at vi efterhånden længe havde været underbemandet. Der var også en kollega, der valgte at skrive på sin tavle, at det 'havde været en skidt dag for alle'.

Jeg er i øvrigt ikke selv pædagog, men cand.mag.

(PS: Den vuggestue, jeg arbejder i, er stadig den bedste i hele verden. En rimelig del af tiden kan vi yde rigtig kvalificeret nærvær og omsorg for børnene, og de dage går jeg hjem og er fyldt op af glæde og stolthed. Men som skrevet i ovenstående - det bekymrer mig, at så små børn ikke får den omsorg og det nærvær, de har brug for - for det gør de ikke).

(PPS: Jeg er godt klar over, at i forhold til mange andre lande, har danske børn det rigtig, rigtig godt. De har det også godt. Men.)

(PPPS: Det blev én lang køre, uden et reelt debatemne, men min hjerne er bæver).

[Sangius]

Ser det virkeligt sådan ud i vuggestuerne? Hvorfor taler pædagoger så for vuggestuer frem for dagplejer? Det giver ingen menig

Hvilke pædagoger gør det?

[Sangius]

TS, tror du det er en landsdækkende ting?

[DetSorteCirkus]

Det lyder ganske forfærdeligt for alle parter.
Det ville svare til, at jeg som lærer skulle undervise, forberede mig og ordne papirarbejde på samme tid og ovenikøbet have klasser på 50-75 elever bestående af børn, der ikke fast var sammen Til en lavere løn end den, jeg får nu.

Jeg ved ikke, hvad man kan gøre indenfor de politiske og økonomiske rammer, der lige nu tegner samfundet, men stemmer som din er i hvert fald vigtige. Så længe fokus både er på børn og pædagoger, synes jeg i øvrigt heller ikke, at der er noget til hinder for, at I er ærlige omkring, hvordan tingene kører. Det kan man godt være uden at være et brokkehoved og/eller skræmme forældrene fra vid og sans.

[Lykke]

Det er jo dybt problematisk.

Vi har valgt at være egoistiske og vælge en vuggestue med en bedre normering, som er privat. Det betaler vi lidt ekstra for. Men så er der økologisk madordning oveni den ekstra normering.

Jeg er ved at vælte over pædagoger når jeg afleverer barnet. jeg er så taknemmelig - og især for at det er faste pædagoger og vikarer der er der altid.

Men det er jo ikke for alle - jeg synes det burde være sådan for alle i alle institutioner.

[Slettet bruger]

Det lyder slemt. Hvis det har været sådan hvor mine børn gik i vuggestue, har de skjult det godt. De har da indimellem set lidt travle ud, men ikke noget der ligner 3 voksne til 27 vuggestuebørn, det er jo vanvittigt. Hver stue i vores vuggestue havde 4 voksne til 12 børn, og når man kom om eftermiddagen, kunne der måske være 2 voksne og 8 børn på en stue, men vildere end det blev det aldrig. Der var ofte vikarer. Måske der er store udsving fra kommune til kommune.

[Zombie]

Jeg er uddannet vuggestuepædagog og har forladt faget specifikt for at tage en uddannelse, der kvalificerer mig til at bedre helt almindelige børns vilkår i institutionerne.

Jeg siger det som det er: Systemisk og systematisk vanrøgt.

Forældrene lukker øjnene, og jeg tror det er af to årsager: Dels skal de arbejde og kan ikke fungere med den dårlige samvittighed, hvis de så I øjnene hvaf langt de fleste børn fra 0-5 år, men særligt fra 0-3 år, gennemlever hver dag.
I selv den bedste, private vuggestue foregår der periodevis emotionel og psykisk vanrøgt af børnene.

Derudover så er pædagoger ikke komplet ærlige om situationen. Det er de ikke, fordi hvert barn repræsenterer en pose penge til institutionen. Huset kan kun køre rundt, hvis der kommer nok penge i kassen og har man f.eks. brugt penge på ny legeplads eller nye vinduer, så skal de penge tjenes ind ved overbelægning, hvor en stue normeret til 12 børn i stedet har 15. Helst de helt små, der nogle gange tæller for 1,5 eller 2, hvis de f.eks. er meget unge eller er for tidligt fødte - pyt med, at de tæller ekstra, fordi de har særlige og mere krævende behov. De er ekstra penge!

- og her er the silver lining: Hvis pædagogerne er ærlige om situationen, så er der en nabo-institution, hvor de ikke er. Hvor de glædeligt stiller op med sugarcoating og læreplaner og billeder af ture og sandkasser, og siger alt fungerer skidegodt hos dem, selvom de sparker storegruppen afsted i børnehaven efter 2,10 år sharp, fordi de ellers mister penge (og så er det lige meget, om junior er klar til det eller ej) samt alle de andre fiksfakserier, institutionerne render og laver, for at få økonomien til at hænge sammen.

Der blev for nogle år siden lavet en undersøgelse, hvor langt de fleste vuggestuepædagoger angav, de helst så egne børn i dagplejer.

Og jeg vil også selv have barn i dagpleje - findes der ikke noget godt til den tid, bliver jeg selv privat dagplejer mens mine børn er små.

[AgentPixie]

Ej hvor er det skræmmende og trist Min unge skal SÅ meget i dagpleje!

[Tux]

Og det er så derfor min datter er i dagpleje. En voksen til højest fire børn, og ofte mere når hun er i gæstehuset fordi dagplejeren holder ferie eller er syg.

Jeg er ikke i tvivl om at hun hygger sig hos både den faste dagplejer og de tre damer i gæstehuset (har i øvrigt aldrig set en vikar). Det er faktisk så slemt, at hun nærmest ikke vil med mig hjem når far henter..

Hvis det andet er virkeligheden i vuggestuer, er det virkelig virkelig trist.

[Slettet bruger]

- og her er the silver lining: Hvis pædagogerne er ærlige om situationen, så er der en nabo-institution, hvor de ikke er. Hvor de glædeligt stiller op med sugarcoating og læreplaner og billeder af ture og sandkasser, og siger alt fungerer skidegodt hos dem, selvom de sparker storegruppen afsted i børnehaven efter 2,10 år sharp, fordi de ellers mister penge (og så er det lige meget, om junior er klar til det eller ej) samt alle de andre fiksfakserier, institutionerne render og laver, for at få økonomien til at hænge sammen.

Vores ældste var i i vuggestue til hun var et stykke over 3 år fordi de ikke mente hun var klar til at rykke. Jeg kan slet ikke kende det billede der bliver tegnet i den her tråd, eller se at vi skulle have lukket øjnene. Jeg tror der må være store lokale forskelle.

[Vinaia]

Jeg var i praktik i en vuggestue som var fantastisk, og som (delvist) er grunden til at jeg valgte at min datter skulle i vs. Der var altid voksne nok, de var favnende og rummelige, og der var tid til alle børnene. Simpelthen fantastisk.

Senere hen var jeg i praktik i en vuggestue der var lige modsat. Her følte jeg, at jeg var den eneste der ikke var ligeglad med det hele. De fastansatte snakkede med hinanden i stedet for at give børnene nærvær, der var slet ikke nok voksne... der var generel ligegyldighed. Jeg kunne kun holde til at være der i to uger.

Min datter er lige startet i skole, men i hendes institution var vuggestuen klart den bedste, og det er udelukkende pga personalet. Det var som om, at jo ældre børnene blev, jo mere ligeglade var personalet. Men vuggestuen var eminent. Varme arme, altid tid til trøst eller sjov. Ingen tvivl om at de ansatte var/er pressede pga normeringen, men de klarer det SÅ godt.

Det var lige mit besyv. Der er stor forskel derude. Men det er helt sikkert noget der skal fokus på, for børnene er jo det vigtigste vi har.

[Delfin]

Vores ældste var i i vuggestue til hun var et stykke over 3 år fordi de ikke mente hun var klar til at rykke. Jeg kan slet ikke kende det billede der bliver tegnet i den her tråd, eller se at vi skulle have lukket øjnene. Jeg tror der må være store lokale forskelle.

Jeg kan så heller ikke genkende billedet fra de institutioner, hvor jeg har haft min gang, hverken som pædagog eller forældre. Bevares der ér spidsbelastninger, men der var så sandelig også masser af tid til nærhed og samvær. Tid, hvor man bare smed sig ned på gulvet blandt alle børnene og var tilstede for, hvad der nu engang dukkede op. Den ene makker er flyver, og den anden base, så alle voksne ikke rejser sig hele tiden. Alene det at den ene voksne bliver på et sted og ikke fløjter rundt, bringer ro med sig. Så bytter man næste gang, så det ikke altid er den samme, som er flyver. Jeg tror lige så meget, det handler om kultur i institutionen

Jeg ved godt, det snart er mange år siden, jeg var i spil, men som jeg hører det fra bekendte indenfor området, er normeringen ikke væsentligt forringet siden dengang. Vi var også kun 3 voksne på en stue, som skulle dække hele åbningstiden, så der var ydertidspunkter, hvor man var alene, men der var så også hentet nogle børn/nogle var endnu ikke mødt, og man kunne samarbejde med andre stuer.

Så var der selvfølgelig de her dage, hvor alting væltede pga sygemeldinger og manglende vikar, men det var trods alt ikke hverdagskosten, og det må så også sættes i system. Der er altid et eller andet, man kan lade være med at gøre. Måske er det for upraktisk at klæde alle på i flyverdragter og gå på legepladsen den dag, det er pissekoldt og ungerne fryser efter fem minutter og piver og vil ind igen. Så kommer der sikkert nogle forældre og brokker sig over, at børnene ikke er ude, men så må man jo give en forklaring på det. Og hvis de står og stamper i gulvet, fordi barnets sutsko er blevet væk, må de få venligt, men bestemt besked om, at den kigger man efter, når man rydder op ved lukketid. Man kan underholde en masse børn bare ved gøre noget skørt og sjovt, give sig til at synge, måske har man noget, man kun hiver frem i særlige situationer, så er det nyt og spændende hver gang.

Der er kommet flere krav til dokumentation, men det er også et spørgsmål om organisering og lidt venstrehåndsarbejde, og så bruge mest tid på ungerne. Man kan altid bagefter skrible nogle fine ord om, hvad ungerne lærer af at glo på og snakke om de der tissemyrer, vi fandt på turen, og så sætter vi et flueben for den dag i kasserne: Natur og sprog fx.

Skru ned for ambitionerne og skid hul i alle de flotte ord og formkrav og flot anlagte projekter med mål og delmål, og hvad har vi. Vær tilstede i nuet, og så kan man altid lige stikke hovederne sammen sovetiden og få nedfældet et par ord.
Det ville jeg sagtens kunne forsvare overfor et tilsyn, men der er jo altid en eller anden, som elsker at sidde og lave flotte præsentationer og beskrivelser af mål og delmål og hist op og kom herned og bruge evigheder på det, eller fise rundt med en Ipad og tage billeder i stedet for at være med i det, der foregår. Der er der kultur kommer ind.

Er det nødvendigt og acceptabelt at sidde på kontoret i en time, når stuen vælter? Nej, så må forældreintra vente eller springe over den dag. Hvad mon forældrene helst vil? At deres børn har personale om sig eller se en masse billeder med taknemmelige tekster? Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge.

[Lulu]

Jeg tror også det handler meget om kultur.
Vores børnehus er eminent og vi elsker det meget højt. Der er plads til en dårlig dag dwr udløser ekstra krammer af personalet og der er plads til at alle børn er glade og trygge og de fleste af personalet sidder med små grupper af 3-5 børn og små hygger mens der så er 2 fra personalet der holder opsyn med den store børneflok der leger på legeplads.
Jeg synes de gør det het fantastisk på trods af den dårlige normering.
Og jeg synes faktisk det gælder for alle 8 institutioner der er i vores område, som der samarbejdes om. Det handler meget om at vi har en institutionsleder (leder for alle 8 børnehuse) der kæmper med næb og klør for at gøre en forskel specielt i vores område, men i kommunen generelt også, og det gælder fordi de 8 daglige leder af de enkelte børnehuse gerne yder en ekstra indsats.

Jeg kan genkende det billede ts tegner i sygdomsperioder. Sidste november og december var hele personalet meget sygt, også børnene den der influenza var bare et helvede, og selvfølgelig toppede det med omgangssyge oveni.
Min oplevelse var at forældre bragte og hentede ungerne hhv senere og før så vidt muligt. Mange var gode til at engagere bedteforældre i at hente etc. Der blev aftalt legeaftaler så de forældre der kunne hente tidligt tog nogle af de børn med hjem som kun kunne hentes sent den dag. Jeg selv og to andre der var på barsel blev gerne lige lidt ekstra tid og hjalp med småting der ikke kunne nås ellers (tømme og fylde opvasker eksempelvis, og hente pusleting). Jeg oplever i vores institution at det er meget normalt at vi hjælpes ad på den måde. Det skal dog nævnes at vores område er relativt ressourcestærkt og det hjælper nok også en hel del.

[ajnaM]

Jeg arbejdede engang i en vuggestue som vikar, og jeg oplevede præcis det samme som du. Jeg var skræmt fra vid og sans, og jeg har senere haft rigtig svært ved at aflevere mine små.

Som forælder oplever jeg en åndssvagt svær situation, hvor jeg virkelig holder af pædagogerne og på ingen måde har lyst til at gøre noget, der skader dem. Derfor er det svært, hver gang jeg klager - men det gør jeg, for jeg er jo mine børns beskytter, og det kammer tit helt over i systemet.

Mine børn går i en af de nye, store institutioner i København, og det er meget tydeligt, at de udnytter stordriftsfordelene - også når det går ud over børnene. Vi havde eksempelvis en lang periode, hvor de i ydertimerne slog hele børnehaven og vuggestuen (der er 11 stuer, så det er mange børn!) sammen i ét lokale. Ud over at være et rent cirkus med øresønderrivende larm, var det jo helt forfærdelige forhold for især vuggestuebørnene, der skulle forholde sig til absurd mange (store) børn, og typisk heller ikke havde voksne, de kendte.

Jeg har klaget maaaaange gange. Sidste gang var, da de havde slået alle børn sammen på legepladsen, da jeg var ved at hente - de havde bare ikke sørget for, at der var nogen vuggestuepædagoger tilbage. Så børnehavepædagog(medhjælper)ne gik rundt og prøvede at trøste, men de kendte hverken børnene eller deres navne, vidste ikke om de brugte sut eller ej - og havde jo i øvrigt alle børnehavebørnene at passe på. En medhjælper, vi har haft i mange år, spurgte, om jeg ikke ville blive og hjælpe, og det gjorde jeg selvfølgelig. Og så klagede jeg bagefter.

Problemet er, at det er et ressourcespørgsmål. Der er simpelthen ikke penge nok. Så jeg kan klage herfra og til næste juleaften, uden det har nogen som helst effekt.




Det eneste, der får en effekt, er hvis forældre og bedsteforældre, mostre, tanter og onkler begynder at vågne op og stemme efter børnenes forhold. Der er snak om 'privat velfærd', at det er velfærd at købe en ordentlig bil eller tage til Mallorca, og at 'skattelettelser også er velfærd'. Gu er det ej. Ordentlige forhold til vores børn er velfærd, og før den er sikret, er de andre ting ikke relevante at tale om.

Sgu.

[ajnaM]

Det ser lige så rædselsfuldt ud på sygehuse og ældreinstitutioner. Just saying. Sikkert også på skoler og andre offentlige foretagner.

Vores barn er afsted max 25 timer om ugen. Jeg er fint klar over uoptimale forholdene, der hersker i vs/bh, men virkeligheden er, at vi er nødt til at gå på arbejde.

Dertil er jeg forundret over antallet af ufaglærte (billige!) ansatte i skoler/børnepasning/ældrepleje.

Jeg er gået endog meget på kompromis med min karriere dels på grund af stress og dels på grund af børnepasning. Vi et meget om at holde vores forbrug nede for at undgå fuld tid i institution for vores barn.

Det skyldes jo både, at de er billige, men også at det nogle steder er svært at finde uddannet arbejdskraft. Pædagoger og lærere flygter fra dårlige forhold, og så ender kommunerne med at ansætte uuddannede.

Vikardækningen er virkelig høj, og hver 10. underviser i folkeskolen er ikke uddannet. I nogle kommuner er tallet langt højere. Jeg ved ikke, hvordan man måler pædagogdækningen, for der er jo en anden tolerance over for medhjælpere og assistenter.