At få en diagnose

Stedet du kan bruge til at snakke om alle de store og små ting der påvirker dit liv.
Maja882_796
Indlæg: 153
Tilmeldt: 8. sep 2015, 18:07
Kort karma: 2
Likede indlæg: 130

Re: At få en diagnose

Indlægaf Maja882_796 » 17. okt 2017, 06:28

Kort før jeg blev 27 fik jeg at vide, at jeg har NLD (Bliver også kaldt Højrehæmisfære Syndrom), som minder lidt om Aspergers Syndrom på nogle områder, men også skiller sig ud på andre områder. Jeg har altid følt mig anderledes, så det var en lettelse at få at vide, at der var noget, som adskiller mig fra andre mennesker og det gav forklaring på hvorfor jeg har haft mine vanskeligheder i min barndom og ungdom.På en måde var det også lidt en sorg jeg skulle igennem, for det var også lidt svært at acceptere, at jeg ikke er som andre mennesker, men i dag har jeg det fint med mit handicap, jeg har accepteret mit handicap og lever med det. Familie og venner ved at jeg har det og fik det at vide, da jeg selv havde fået det konstateret hos en psykolog.
0
Brugeravatar
Orchidea
Indlæg: 507
Tilmeldt: 24. aug 2015, 15:36
Kort karma: 43
Likede indlæg: 1090

Re: At få en diagnose

Indlægaf Orchidea » 17. okt 2017, 07:31

Jeg tænker at en diagnose er ret vigtig, både diagnoser indenfor psykiatrien som indenfor somatikken.

En diagnose betyder at man kan forholde sig til de symptomer man har og det åbner op for eventuelle behandlingsmuligheder.
8
Rosen
Indlæg: 64
Tilmeldt: 23. maj 2016, 11:41
Kort karma: 5
Likede indlæg: 57

Re: At få en diagnose

Indlægaf Rosen » 17. okt 2017, 07:40

Jeg har diagnosen generaliseret angst. Holder angsten nede med medicin og har fået psykologhjælp så mærker ikke til den mere.
Det var ikke så slemt; jeg vidste jo godt jeg led rigtig meget under min angst i årevis.

Min datter har en autisme diagnose som hun fik stillet som 10 år. Jeg vidste altid hun var lidt speciel men hun begyndte at kæmpe rigtigt efter ca 8 års alderen. Det var også et chok, men alligevel godt, fordi så fik vi sat ord på hvorfor hun på nogle punkter ikke så ud til at udvikle sig i samme takt og andre i den alder.

Efterfølgende kan jeg jo se nogle svage autistiske træk i mig selv og det havde jeg rigtig svært ved at acceptere...jeg er sgu ikke så meget som 1% autist! Har snakket med psykiater som mener ikke jeg kunne få stillet en autisme diagnose overhovet men at man tit ser nogle af trækkene i svagere version hos forældre til børn med autisme.
0
Brugeravatar
Yuna
Indlæg: 219
Tilmeldt: 13. maj 2016, 15:51
Kort karma: 17
Likede indlæg: 382

Re: At få en diagnose

Indlægaf Yuna » 17. okt 2017, 08:52

For mig var det en lettelse.

Endelig var der kommet ord på det jeg gik og rodede med, og det betyder også meget, hvis man f.eks. skal til at kæmpe med kommune/fagforening/jobcenter. De godtager jo ikke bare at "patienten er i perioder trist , har ikke overskud til meget i hverdagen og holder sig meget alene"

Men foruden at det (forhåbentlig) hjælper med kampen mod de offentlige instanser, så bliver man jo hverken mere syg eller rask af at få en diagnose, så det betyder jo ikke noget.
2
Pille, pille ned...så har man taget nej-hatten på igen...
TomKah
Indlæg: 837
Tilmeldt: 25. aug 2015, 12:57
Kort karma: 41
Likede indlæg: 625

Re: At få en diagnose

Indlægaf TomKah » 17. okt 2017, 21:01

Jeg har en diagnose/handikap, det er kronisk og det opstod pludseligt, men er somatisk så det var tydelig for enhver - så diagnosen kom prompte og ubesværet. Men at ændre opfattelsen af sig selv som individ ift opstået handikap, det er nok en proces som jeg aldrig helt bliver færdig med. Jeg ER handikappet, men jeg vil ikke være det. Jeg kan stadig godt føle mig sådan lidt negativt overrumplet hvis nogen kommenterer det, fordi jeg slet ikke bryder mig om at det er noget andre forholder sig til. Det kan være synd, jeg kan klare mig godt, jeg kan klare mig bedre end man ville forvente, det kan man nok forstå at jeg ikke kan .... bla bla bla.... jeg bryder mig slet ikke om at venner, bekendte, familie og kolleger forholder sig aktivt til den del af mig, men så nogle gange.... så har jeg lige netop brug for at de gør det og aer mig på ryggen og siger det er være synd, du klarer dig godt etc. Det er sgu en mærkelig ambivalens. Jeg er handikappet, jeg ønsker ikke at være handikappet, jeg accepterer ikke jeg er handikappet, men jeg er handikappet og jeg er handikappet i andres øjne.

Jeg har haft nogle psykiske problemer med depression og angst, som jeg tror er blevet udløst af denne konflikt mellem mine forventninger til mig selv og de begrænsning jeg har uden at jeg kan finde ud af at indse det. Jeg er dog 41 nu og har været handikappet i snart 24 år, så jeg er ved at være faldet ned med det. Det er ret længe siden (7-8 år) siden jeg har haft noget snert af noget med depression og angst.
0
Brugeravatar
Denlilleglademy
Indlæg: 430
Tilmeldt: 8. aug 2017, 17:28
Kort karma: 40
Likede indlæg: 466

Re: At få en diagnose

Indlægaf Denlilleglademy » 18. okt 2017, 14:52

Orchidea skrev:Jeg tænker at en diagnose er ret vigtig, både diagnoser indenfor psykiatrien som indenfor somatikken.

En diagnose betyder at man kan forholde sig til de symptomer man har og det åbner op for eventuelle behandlingsmuligheder.

Helt enig.

Den jeg har fået ved man utroligt lidt om og tilfældet vil at der er en dansk forsker igang med et projekt om det og det er jeg så inviteret med til. Det vil jeg helt sikkert. For jo mindre der er forsket jo mindre ved man jo. Jeg fandt først ud af at jwg havde det ifb med fertilitetsudredning. Mit spørgsmål til lægen der styrer projektet var derfor “ved man noget om det i relation til fertilitet”. Han kunne jo så svare at umiddelbart havde det ikke indflydelse. Men det var sådan set kun noget man vidste fordi man ikke vidste det modsatte. Det er jo aldrig undersøgt.

Så jeg synes at det er SÅ vigtigt med diagnoser for at klarlægge symptomer og billedet af en sygdom for at vide mest muligt og spore sig ind på hvad man kan og ikke kan gøre ved det.
0
Brugeravatar
milisa
Indlæg: 968
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:43
Kort karma: 146
Likede indlæg: 1725

Re: At få en diagnose

Indlægaf milisa » 18. okt 2017, 18:25

Orchidea skrev:Jeg tænker at en diagnose er ret vigtig, både diagnoser indenfor psykiatrien som indenfor somatikken.

En diagnose betyder at man kan forholde sig til de symptomer man har og det åbner op for eventuelle behandlingsmuligheder.


Så kort og præcist kunne det siges. En diagnose giver dig valgmuligheden. Den giver dig forklaringen. Den kan du så bruge til og gøre med, hvad du vil, men i det mindste har du en årsag. Det der sorte hul af uvidenhed og spørgsmålet "hvorfor", der bare kredser og kredser rundt uden ende, er bare dræbende. En diagnose er ikke nødvendigvis en handleplan, en ordre, en sti, man skal følge. Det er en nøgle, der passer til nogle døre, man kan vælge at åbne. Eller man kan lade være.
1
Tally-ho
Brugeravatar
Denlilleglademy
Indlæg: 430
Tilmeldt: 8. aug 2017, 17:28
Kort karma: 40
Likede indlæg: 466

Re: At få en diagnose

Indlægaf Denlilleglademy » 23. okt 2017, 12:32

Denlilleglademy skrev:Det er vist ikke en hemmelighed at flere herinde har en diagnose af den ene eller anden slags. Men hvordan er det egentlig at få en sådan og at forholde sig til det? Det har jeg egentlig tænkt flere gange. Jeg har f.eks. i min omgangskreds et par stykker med adhd børn og den der blanding at lettelse, forfærdelse og sorg, den kan man jo kun forstå så langt som det nu er muligt når det ikke er en selv der står med barnet.

Jer der har oplevet som voksne at få en diagnose, hvordan har det været? Har i delt det med hele verden, holder det privat, eller noget 3.?


Jeg er selv der hvor jeg har fået en diagnose. Ikke noget alvorligt og ikke noget der ændrer mit liv eller livsførelse på nogen måde overhovedet. Det er ikke noget jeg skal eller kan gøre noget ved. Det er også et tilfælde at den blev opdaget ifb. med fertilitetsudredning. Det er en kromosomfejl. Nogle er, som ved alle mulige andre sygdomme, mere ramt end andre. Jeg er heldig og ikke så ramt. Men det jeg er ramt med, er primært kognitivt og denne diagnose var en stor aha oplevelse for mig. Min mand havde det, da han læste listen, sådan at han gentog "Nååå, det er derfor".

Opdagelsen af fejlen og de symptomer som denne kan give, har sat en masse ting på plads for mig ift. mit følelsesliv og nogle kognitive aspekter. Det er ganske interessant, men også en lettelse. At der er en årsag til at jeg har gjort, følt og tænkt som jeg har siden jeg var ganske lille. At altid føle sig forkert, er ganske anstrengende, men at få at vide at man faktisk ER anerledes og at der ER noget som afviger og at der ER en årsag til at man gør og føler som man gør, det gør altså en verden til forskel. Selvom at det ikke ændrer noget som sådan. For sådan er det jo bare, det kan ikke ændres og der skal ikke tages hensyn til det. Sådan er jeg jo bare og jeg har trods alt lært at leve med mig selv. De forslag der er til hvordan man håndterer udfordringerne, er ting som jeg af mig selv har gjort og opsøgt igennem mit liv. Så der er ikke noget der og der ikke rigtig andet eller mere der kan gøres. Men bare det at have en forklaring, det er altså noget helt specielt.

Jeg talte med mine forældre om det i går og de kunne jo ikke se så meget af det som værende noget dybereliggende. Jeg var bare et anderledes barn og jeg var ikke særligt ramt af det her og det var jo godt nok. Jeg tænkte mit, for meget omkring mig kunne være håndteret anerledes i min barndom havde vi vidst det her. De kender jo ikke heller mine inderste tanker, de kender ikke mine egne private uudtalte følelser osv osv. Det er der ingen der gør med mindre jeg selv sætter ord på. Det gør jeg sjældent for jeg er meget privat og nærig med hvad deler med hvem. Min mand selvfølgelig den der som kender mig bedst og han er den der også genkender det hele som der aktuelt for mig. Så det bekræfter mig jo bare i at den er altså god nok. Det er ikke bare noget der til lejligheden lige passer, eller jeg opfinder noget som passer fordi "horoskopet for skorpionen lige passer på en mandag".



Jeg skal til Genetisk rådgivning og evt flere tests i morgen. Der var ellers 9 mdr ventetid, men når man er i fertilitetsbehandling ryger man frem i køen åbenbart. Det gør mig selvfølgelig ikke noget. Jeg er spændt på hvad det går ud på og hvad de fortæller. Man ved desværre meget lidt om den, men de kvinder der finder ud af at de har det, de finder ud af det ved fertilitetsudredning. Så som de sagde i telefonen. "Vi ved ikke at det har en indflydelse, men ved vi heller ikke det omvendte for det er aldrig undersøgt. Men det er klart at alle der får diagnosen ifb. med udredning har jo min. 3x aborter i bagagen. Så der tegner sig jo et billede".
0
Kaffe
Indlæg: 177
Tilmeldt: 17. apr 2017, 08:57
Kort karma: 17
Likede indlæg: 176

Re: At få en diagnose

Indlægaf Kaffe » 24. okt 2017, 18:49

Jeg forsøger at blive udredt for Asperger eller NLD, men det er godt nok meget svært at få lov til. Jeg ved, at jeg ligger i den retning, da jeg bla kan observere, at mit syn på mange ting adskiller sig fra normen. Jeg vil gerne udredes, da det vil kunne sætte nogle ting på plads for mig - og fordi jeg så måske bedre kan tilgive mig selv for de ting, der er svært for mig.
1
Brugeravatar
Mulan
Indlæg: 977
Tilmeldt: 12. aug 2015, 23:15
Kort karma: 367
Likede indlæg: 3078

Re: At få en diagnose

Indlægaf Mulan » 4. nov 2017, 09:46

Da jeg fik min diagnose for godt et år siden.. eller det er faktisk tæt på præcis dato at jeg blev sendt til min første mRi-scanning, som bekræftede mistanken, der gik der lang tid før jeg accepterede realiteterne.

Da min diagnose er.. en udelukkelsesdiagnose, som baseres på fravær af andre symptomer, der kan tyde på andre sygdomme, har jeg i mine tanker været ufattelig nonchalant omkring det at få en prognose, der er progredierende. Jeg tænkte "Ah, mon dog" og "ja, ja men det kunne også bare være..." i meget lang tid.

Jeg gik igennem en meget voldsom sorgproces, særligt da sygdommen har været begrænsende i mine evner til at udfolde mig. Den begrænsning - eller oplevelse af handicap - den bakser jeg stadig med og mangler nok helt oprigtigt at acceptere. Der ER fysiske begrænsninger, sådan lige pludseligt ind fra højre. Det kom meget hurtigt og jeg oplevede det voldsomt med en hurtig progression, trods det, at jeg ift. andre ikke har diagnosen i mere end mild-moderat grad. Det er oplevelsen af meget pludselige symptomer, der har været svære at kapere.

Jeg har ikke ønsket at tage den medicin, som blev foreskrevet, da den er ret voldsom og giver en hel del bivirkninger, men konsekvensen af ikke at tage den er uoprettelig nedbrydning af led og knogler. Jeg føler ikke, at jeg nogensinde havde et valg. Det giver en følelse af, at kroppen er min fjende og at den opfattede kontrol, som jeg havde tidligere (når jeg fx trænede og anstrengte kroppen til det yderste) er smuldret imellem hænderne på mig.
Finmotorik, somgradvis forværres. Jeg taber ting. Pludselig og voldsom træthed. Medicin der ikke beviseligt stopper progressionen, men har en masse bivirkninger og som vælges, fordi det reelt er de muligheder man har og fordi der fra politisk side er besluttet at man afprøver en type medicin først, som heller ikke har stærk evidens bag sig og herefter en anden og først efter halve og hele års forløb benytter den dyre, men stærkt evidensbaserede, medicin til os med denne sygdom, da vi simpelthen ikke prioriteres. Ikke før vi har et funktionsniveau, der ligger under gulvbrædderne. Den følelse af autonomi, som jeg ellers har besiddet i stor stil - den er væk og jeg er afhængig af alle mulige andre, som ikke mener, at jeg er værd at prioritere. Det er hårde erkendelser.
1
Rosa Espinosa skrev:Ville slet ikke magte en diller, når jeg bare kom efter en dagmartærte.

"thats typical bad male judgment not a cognitive disorder "

Tilbage til "Livets forhold"