LaScrooge skrev:Ærlig talt, så har jeg ikke brug for at få taget modet fra mig.
Jeg ved godt at det er svært, jeg ved godt at der er megen uærlighed i spil og så videre, - jeg har overhovedet ikke brug for at få det skåret ud i pap.
Jeg har brug for at kunne tro på, at det også kan gå godt for mig, at jeg også kan få det jeg ønsker mig og har brug for, at jeg også har en chance.
Så selvom det er velment, så spar mig venligst for mere af den slags - inklusive indlæg om penge under bordet etc.
Jeg er slet ikke i tvivl om at det nok skal lykkedes for dig. For der findes faktisk rigtig gode og "ærlige" sælgere derude. Men andelsbolig markedet i København er - som en anden også skriver - nærmest perverst i øjeblikket.
Min nevø og hans kæreste havde lææææænge kigget efter andel. De havde et fornuftig budget. Og var stort set friske på en hvilken som helst bydel i postnr 1000-2399....Men som min nevø (der er jyde) så fint sagde det: Vi NÆGTER at betale 50000 kroner for folks ikea garderober og den slags. Deres oplevelse var at når man var ude til åbent hus, så stod der folk og sagde til sælger "Sikke et fedt Ikea skab. Det vil vi gerne give 75000 for" og så ved man bare at man ikke kommer i betragtning. Han kæreste som er en lille Holtetrunte (det kalder hun sig selv) der har læst jura og nok ved hvad hun vil var lidt mere klar i mæglet "Det er pis´ulovligt og de skulle have skåret klunkerne af. Men det er svært at komme til livs.
De har idag en rigtig god andel i 2200 N hvor de IKKE har lagt penge under bordet.
Det handler om at kunne se sig selv i øjnene. Og om ikke at have betalt mere for en vare end den er værd. Når folk betaler 75000 for et garderobeskab når de køber deres andelslejlighed. Så skal de have 75000 for et garderobeskab når de sælger den igen. Det kan KUN lade sig gøre i en markedssituation som den vi ser nu. Men selv markedet for andele går op og ned...
Jeg forstår så udemærket trangen til at få foden under "eget bord". Og jeg forstår så udemærket din frustration. I starten af 00érne gjorde vi vores entre på boligmarkedet i UK. Og det er det mest frustrende jeg nogensinde har prøvet. Vi stod der. Med pengepungen fremme. Og var klar til at handle. Og gik skuffede fra den ene fremvisning til den anden. For når vi nåede ejendomsmægleren, jamen så var salget allerede gået til advokat. Jeg var vred. Jeg var frusteret. Jeg græd. Jeg bandede. For jeg forstod ikke hvorfor det var sådan. Hvad havde vi - som er søde og rare mennesker gjort. Siden vi ikke kunne finde et sted at købe. Når vi nu stod der og flagrede med pengene.
Modsat alle andre så var vi ikke i det der hedder Chain. Som betyder at en boligkøb afhænger af ens bolig salgs. Som afhænger af ens boligkøbers boligsalg osv. osv. osv. Markedet var på det tidspunkt voldsomt overophedet der ovre. Og der kunne være både 6, 7 og 8 led i sådan en chain. Hvor ingen kunne komme nogen steder før 1.led kunne rykket. Vi havde styr på financiering, havde fundet en advokat. Havde styr på deposit.Alt var klappet og klart. Og alligevel så løb vi gang på gang panden mod en mur.
Men så en dag....Så var det der bare. Drømmehuset. Og blev vores.
Senere - da vi flyttede til Gibraltar - oplevede vi at det der med at købe bolig ikke engang afhang af hvor mange penge du havde. Nej, det afhang af hvem du kendte. Vi fik "first-view" på den lejlighed vi købte fordi vores bankmand kendte en ejendomsmægler, som han tilfældigvis vidste snart ville få en lejlighed til salg i et af de komplekser hvor vi ville købe. Og hvor vi var fået forgæves ikke mindre end 4 gange på 3 måneder.
Han arrangerede en sær-fremvisning for os en aften klokken 20. Vi skrev under og lagde depositum næste dag klokken 15. Vores frist for underskrift hed 16.00. hvorefter mægleren havde ikke mindre end 5 fremvisninger.
Det eneste råd jeg kan give dig er "Say COOL! - Good things comes to those who waits"