Jeg har slet ikke fortalt...
AT DET ER LYKKES!
Pludselig en dag for 2 uger siden modtog jeg overdragelsesaftalen i min mailbakke! Så nu er den min! 510.000 kroner, 4100 inklusive forbrug og jeg kommer til at sidde for lidt over 7000 om måneden.
Den skal istandsættes (som jeg måske har skrevet), for der har boet to rygere i længere tid og alt er beige. Jeg går i overvejelser om hvorvidt jeg selv skal gøre det eller om jeg skal betale nogen for det. Den er kun 45 m2, men jeg tror til gengæld at det kræver den helt store tur med at dampe tapet ned og fuldspartle og den slags og jeg aner ikke hvor besværligt sådan noget er (min kæreste siger at det er MEGET besværligt, andre siger at det godt kan lade sig gøre), så det er lidt en afvejning af tid versus pris. Hvis det tager mig fx 2 måneder hvis jeg arbejder om aftenen efter arbejde og i weekenderne, kan det så i virkeligheden bedre betale sig at bruge 20.000 kroner på at få håndværkere til at gøre det? - jeg ved ikke engang om det koster 20.000, for jeg ved intet om istandsættelse og håndværkerpriser. Men jeg ved at jeg gerne vil beholde så meget som muligt af min opsparing, så jeg også har nogenlunde frie hænder til at komme på plads. Jeg skal måske have nyt komfur, helt sikkert nyt køleskab, jeg mangler en sofa og jeg har ikke noget fjernsyn, jeg skal have lyskilder, en trådløs router og måske trukket kabler og netstik og den slags. Flytningen kommer til at koste penge, og så vil der sikkert bare være en masse udgifter, jeg ikke lige havde tænkt over, i forbindelse med pludseligt at eje sit eget. Det er allerrarest ikke at skulle vende hver en krone eller være bekymret over at se, at jeg nærmer mig kistebunden, når det handler om at komme basalt på plads.
Har I nogle tanker om det? Som sagt, 45m2, men istandsættelsen vil være nærmest total ifht nedtagning af tapet og vask og maling af lofter og alt indvendigt. Der stinker af røg, den der indædte lugt der kommer af at der sidder gammel nikotin i alt, så jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan bo der uden at få hovedpine. Jeg tænker i så fald at starte med et af rummene, så det er beboeligt og selvfølgelig vaske alt i resten af lejligheden minus det andet rum med grundrens over flere gange.