Er det ikke uretfærdigt at blive født?

[Shannon]

Noget andet er at sådan nogen diskussioner tenderer til at blive mere negative om vinteren, i mørke, kulde og sne, end om sommeren, når man sidder i solen med en drink

Det lader da til, at der er flere herinde der har det meget sjovt med at være filosofiske

[lillebjoern]

Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt meget over. Man vælger jo ikke at blive født, man bliver født på baggrund af et egoistisk (og biologisk) ønske om at føre sin egen art videre. Mange - også her i tråden - betrager livet som en gave, men det er da bestemt ikke en gave, hvis man fx er født med et ekstremt svært handicap, er dybt deprimeret, bliver misbrugt og mishandlet i sin barndom el. lign. Jeg synes det er en meget naiv og oldnordisk tilgang at have til livet at man anskuer det som en "gave". Min kæreste ser det lige sådan, "Jamen jeg er da glad for at være blevet født, der er så meget smukt i verden!", men det er jo individuelt. Jo, naturen er smuk og kærligheden er smuk, men opvejer den al den dårligdom et menneske kan opleve? Al den smerte, død, katastrofe og ødelæggelse et menneske kan være udsat for? Jeg tror flere ville ønske at de ikke var født, men at tage skridtet med at tage livet af sig selv er jo alligevel stort og grænseoverskridende. Det må dog være uendeligt dejligt at anskue livet som en gave og dermed være tilfreds, jeg synes bare det er naivt og uoplyst.

Man bliver jo ikke glad for alle gaver, man får. Man kan sagtens synes, at livet er en gave og stadig være bevidst om livets skyggesider. For mig er livet bedst (den bedste gave, om man vil), når man netop formår at se både lyset og mørket, både de små ting og de store sammenhænge. Det synes jeg overhovedet hverken er naivt eller uoplyst - tvært imod.

Det er heller ikke naivt eller uoplyst at være bevidst om både skyggesiderne og de lyse sider ved livet. Jeg synes det er naivt og uoplyst at anskue livet ensidigt som en gave - en gave er noget, man normalt forbinder med noget positivt, derfor synes jeg ikke man kan tale om at en person, der har haft et ufatteligt hårdt liv, er blevet givet en gave. Jeg tror ikke et sultent afrikansk barn, der bliver voldtaget, og har både HIV og AIDS anskuer livet som en gave, ligesom de børn, der levede deres første 15-19 år af deres liv i Josef Fritzls kælder betrager deres liv som en gave. Det er jo et semantisk spørgsmål, men jeg opfatter ordet "gave" som noget positivt, selvom ordbogen godt nok definerer det som "en genstand, man forærer en anden person". Men det er for mig et interessant og nyt perspektiv, at så mange også kan se 'gave' som en negativ/nuanceret ting; sådan har jeg aldrig tænkt det.

[BlueBunny]

Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt meget over. Man vælger jo ikke at blive født, man bliver født på baggrund af et egoistisk (og biologisk) ønske om at føre sin egen art videre. Mange - også her i tråden - betrager livet som en gave, men det er da bestemt ikke en gave, hvis man fx er født med et ekstremt svært handicap, er dybt deprimeret, bliver misbrugt og mishandlet i sin barndom el. lign. Jeg synes det er en meget naiv og oldnordisk tilgang at have til livet at man anskuer det som en "gave". Min kæreste ser det lige sådan, "Jamen jeg er da glad for at være blevet født, der er så meget smukt i verden!", men det er jo individuelt. Jo, naturen er smuk og kærligheden er smuk, men opvejer den al den dårligdom et menneske kan opleve? Al den smerte, død, katastrofe og ødelæggelse et menneske kan være udsat for? Jeg tror flere ville ønske at de ikke var født, men at tage skridtet med at tage livet af sig selv er jo alligevel stort og grænseoverskridende. Det må dog være uendeligt dejligt at anskue livet som en gave og dermed være tilfreds, jeg synes bare det er naivt og uoplyst.

Man bliver jo ikke glad for alle gaver, man får. Man kan sagtens synes, at livet er en gave og stadig være bevidst om livets skyggesider. For mig er livet bedst (den bedste gave, om man vil), når man netop formår at se både lyset og mørket, både de små ting og de store sammenhænge. Det synes jeg overhovedet hverken er naivt eller uoplyst - tvært imod.

Det er heller ikke naivt eller uoplyst at være bevidst om både skyggesiderne og de lyse sider ved livet. Jeg synes det er naivt og uoplyst at anskue livet ensidigt som en gave - en gave er noget, man normalt forbinder med noget positivt, derfor synes jeg ikke man kan tale om at en person, der har haft et ufatteligt hårdt liv, er blevet givet en gave. Jeg tror ikke et sultent afrikansk barn, der bliver voldtaget, og har både HIV og AIDS anskuer livet som en gave, ligesom de børn, der levede deres første 15-19 år af deres liv i Josef Fritzls kælder betrager deres liv som en gave. Det er jo et semantisk spørgsmål, men jeg opfatter ordet "gave" som noget positivt, selvom ordbogen godt nok definerer det som "en genstand, man forærer en anden person". Men det er for mig et interessant og nyt perspektiv, at så mange også kan se 'gave' som en negativ/nuanceret ting; sådan har jeg aldrig tænkt det.

Nej alting er relativt. Men ifht TS vinkel og forældres forsørgerpligt, så er tankerne ikke på voldtægt, sult og fangenskab.

Helt generelt synes jeg i overført betragtning at livet er en gave. Hermed menes at det skal passes på og er uerstatteligt. Som person kan du se på de positive ting eller de negative. Jeg vil mene den som opnår størst livsglæde er den som ser og glædes efter de positive vinkler. Det er i mine øjne ikke naivt. I mine øjne er det unødig offermentalitet at måle ens udfordringer op mod andres, og at mene at hele ens livs er uden mening hvis man møder modstand. Det betyder ikke livet altid er en dans på roser. Livet er fuld af valg. Også valg til egen indstilling. At finde argumenter på det negative og triste er et skidt valg. Søg hellere efter det positive og gode.

[Shannon]

Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt meget over. Man vælger jo ikke at blive født, man bliver født på baggrund af et egoistisk (og biologisk) ønske om at føre sin egen art videre. Mange - også her i tråden - betrager livet som en gave, men det er da bestemt ikke en gave, hvis man fx er født med et ekstremt svært handicap, er dybt deprimeret, bliver misbrugt og mishandlet i sin barndom el. lign. Jeg synes det er en meget naiv og oldnordisk tilgang at have til livet at man anskuer det som en "gave". Min kæreste ser det lige sådan, "Jamen jeg er da glad for at være blevet født, der er så meget smukt i verden!", men det er jo individuelt. Jo, naturen er smuk og kærligheden er smuk, men opvejer den al den dårligdom et menneske kan opleve? Al den smerte, død, katastrofe og ødelæggelse et menneske kan være udsat for? Jeg tror flere ville ønske at de ikke var født, men at tage skridtet med at tage livet af sig selv er jo alligevel stort og grænseoverskridende. Det må dog være uendeligt dejligt at anskue livet som en gave og dermed være tilfreds, jeg synes bare det er naivt og uoplyst.

Man bliver jo ikke glad for alle gaver, man får. Man kan sagtens synes, at livet er en gave og stadig være bevidst om livets skyggesider. For mig er livet bedst (den bedste gave, om man vil), når man netop formår at se både lyset og mørket, både de små ting og de store sammenhænge. Det synes jeg overhovedet hverken er naivt eller uoplyst - tvært imod.

Det er heller ikke naivt eller uoplyst at være bevidst om både skyggesiderne og de lyse sider ved livet. Jeg synes det er naivt og uoplyst at anskue livet ensidigt som en gave - en gave er noget, man normalt forbinder med noget positivt, derfor synes jeg ikke man kan tale om at en person, der har haft et ufatteligt hårdt liv, er blevet givet en gave. Jeg tror ikke et sultent afrikansk barn, der bliver voldtaget, og har både HIV og AIDS anskuer livet som en gave, ligesom de børn, der levede deres første 15-19 år af deres liv i Josef Fritzls kælder betrager deres liv som en gave. Det er jo et semantisk spørgsmål, men jeg opfatter ordet "gave" som noget positivt, selvom ordbogen godt nok definerer det som "en genstand, man forærer en anden person". Men det er for mig et interessant og nyt perspektiv, at så mange også kan se 'gave' som en negativ/nuanceret ting; sådan har jeg aldrig tænkt det.

Nej alting er relativt. Men ifht TS vinkel og forældres forsørgerpligt, så er tankerne ikke på voldtægt, sult og fangenskab.

Helt generelt synes jeg i overført betragtning at livet er en gave. Hermed menes at det skal passes på og er uerstatteligt. Som person kan du se på de positive ting eller de negative. Jeg vil mene den som opnår størst livsglæde er den som ser og glædes efter de positive vinkler. Det er i mine øjne ikke naivt. I mine øjne er det unødig offermentalitet at måle ens udfordringer op mod andres, og at mene at hele ens livs er uden mening hvis man møder modstand. Det betyder ikke livet altid er en dans på roser. Livet er fuld af valg. Også valg til egen indstilling. At finde argumenter på det negative og triste er et skidt valg. Søg hellere efter det positive og gode.

Der blev offerkortet trukket, som bevis på at hvis man ikke følger den politisk korrekte positive overbevisning, så bør man se indad og vælge hvordan man har det. Undtaget dog hvis man er syg eller igennem en livskrise, så kan der måske gives dispensation. Vidste at det ville komme på et tidspunkt - det er en debatklassiker.

[LadyFox]

Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt meget over. Man vælger jo ikke at blive født, man bliver født på baggrund af et egoistisk (og biologisk) ønske om at føre sin egen art videre. Mange - også her i tråden - betrager livet som en gave, men det er da bestemt ikke en gave, hvis man fx er født med et ekstremt svært handicap, er dybt deprimeret, bliver misbrugt og mishandlet i sin barndom el. lign. Jeg synes det er en meget naiv og oldnordisk tilgang at have til livet at man anskuer det som en "gave". Min kæreste ser det lige sådan, "Jamen jeg er da glad for at være blevet født, der er så meget smukt i verden!", men det er jo individuelt. Jo, naturen er smuk og kærligheden er smuk, men opvejer den al den dårligdom et menneske kan opleve? Al den smerte, død, katastrofe og ødelæggelse et menneske kan være udsat for? Jeg tror flere ville ønske at de ikke var født, men at tage skridtet med at tage livet af sig selv er jo alligevel stort og grænseoverskridende. Det må dog være uendeligt dejligt at anskue livet som en gave og dermed være tilfreds, jeg synes bare det er naivt og uoplyst.

Man bliver jo ikke glad for alle gaver, man får. Man kan sagtens synes, at livet er en gave og stadig være bevidst om livets skyggesider. For mig er livet bedst (den bedste gave, om man vil), når man netop formår at se både lyset og mørket, både de små ting og de store sammenhænge. Det synes jeg overhovedet hverken er naivt eller uoplyst - tvært imod.

Det er heller ikke naivt eller uoplyst at være bevidst om både skyggesiderne og de lyse sider ved livet. Jeg synes det er naivt og uoplyst at anskue livet ensidigt som en gave - en gave er noget, man normalt forbinder med noget positivt, derfor synes jeg ikke man kan tale om at en person, der har haft et ufatteligt hårdt liv, er blevet givet en gave. Jeg tror ikke et sultent afrikansk barn, der bliver voldtaget, og har både HIV og AIDS anskuer livet som en gave, ligesom de børn, der levede deres første 15-19 år af deres liv i Josef Fritzls kælder betrager deres liv som en gave. Det er jo et semantisk spørgsmål, men jeg opfatter ordet "gave" som noget positivt, selvom ordbogen godt nok definerer det som "en genstand, man forærer en anden person". Men det er for mig et interessant og nyt perspektiv, at så mange også kan se 'gave' som en negativ/nuanceret ting; sådan har jeg aldrig tænkt det.

Nej alting er relativt. Men ifht TS vinkel og forældres forsørgerpligt, så er tankerne ikke på voldtægt, sult og fangenskab.

Helt generelt synes jeg i overført betragtning at livet er en gave. Hermed menes at det skal passes på og er uerstatteligt. Som person kan du se på de positive ting eller de negative. Jeg vil mene den som opnår størst livsglæde er den som ser og glædes efter de positive vinkler. Det er i mine øjne ikke naivt. I mine øjne er det unødig offermentalitet at måle ens udfordringer op mod andres, og at mene at hele ens livs er uden mening hvis man møder modstand. Det betyder ikke livet altid er en dans på roser. Livet er fuld af valg. Også valg til egen indstilling. At finde argumenter på det negative og triste er et skidt valg. Søg hellere efter det positive og gode.

Men nu er der altså forskel på hvor meget, og i hvilken grad folk møder modstand.
Jeg synes godt nok det er nemt at mene at andre bare påtager sig en unødig offermentalitet de ikke er i stand til at se deres liv som overvejende positivt og en gave når man ikke har gået 1000 mil i deres sko. Livet er sgu da mere komplekst end det, eller kan være det. Jeg synes faktisk det er temmelig uempatisk at mene at folk bare skal vælge at se det positive.

[BlueBunny]

Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt meget over. Man vælger jo ikke at blive født, man bliver født på baggrund af et egoistisk (og biologisk) ønske om at føre sin egen art videre. Mange - også her i tråden - betrager livet som en gave, men det er da bestemt ikke en gave, hvis man fx er født med et ekstremt svært handicap, er dybt deprimeret, bliver misbrugt og mishandlet i sin barndom el. lign. Jeg synes det er en meget naiv og oldnordisk tilgang at have til livet at man anskuer det som en "gave". Min kæreste ser det lige sådan, "Jamen jeg er da glad for at være blevet født, der er så meget smukt i verden!", men det er jo individuelt. Jo, naturen er smuk og kærligheden er smuk, men opvejer den al den dårligdom et menneske kan opleve? Al den smerte, død, katastrofe og ødelæggelse et menneske kan være udsat for? Jeg tror flere ville ønske at de ikke var født, men at tage skridtet med at tage livet af sig selv er jo alligevel stort og grænseoverskridende. Det må dog være uendeligt dejligt at anskue livet som en gave og dermed være tilfreds, jeg synes bare det er naivt og uoplyst.

Man bliver jo ikke glad for alle gaver, man får. Man kan sagtens synes, at livet er en gave og stadig være bevidst om livets skyggesider. For mig er livet bedst (den bedste gave, om man vil), når man netop formår at se både lyset og mørket, både de små ting og de store sammenhænge. Det synes jeg overhovedet hverken er naivt eller uoplyst - tvært imod.

Det er heller ikke naivt eller uoplyst at være bevidst om både skyggesiderne og de lyse sider ved livet. Jeg synes det er naivt og uoplyst at anskue livet ensidigt som en gave - en gave er noget, man normalt forbinder med noget positivt, derfor synes jeg ikke man kan tale om at en person, der har haft et ufatteligt hårdt liv, er blevet givet en gave. Jeg tror ikke et sultent afrikansk barn, der bliver voldtaget, og har både HIV og AIDS anskuer livet som en gave, ligesom de børn, der levede deres første 15-19 år af deres liv i Josef Fritzls kælder betrager deres liv som en gave. Det er jo et semantisk spørgsmål, men jeg opfatter ordet "gave" som noget positivt, selvom ordbogen godt nok definerer det som "en genstand, man forærer en anden person". Men det er for mig et interessant og nyt perspektiv, at så mange også kan se 'gave' som en negativ/nuanceret ting; sådan har jeg aldrig tænkt det.

Nej alting er relativt. Men ifht TS vinkel og forældres forsørgerpligt, så er tankerne ikke på voldtægt, sult og fangenskab.

Helt generelt synes jeg i overført betragtning at livet er en gave. Hermed menes at det skal passes på og er uerstatteligt. Som person kan du se på de positive ting eller de negative. Jeg vil mene den som opnår størst livsglæde er den som ser og glædes efter de positive vinkler. Det er i mine øjne ikke naivt. I mine øjne er det unødig offermentalitet at måle ens udfordringer op mod andres, og at mene at hele ens livs er uden mening hvis man møder modstand. Det betyder ikke livet altid er en dans på roser. Livet er fuld af valg. Også valg til egen indstilling. At finde argumenter på det negative og triste er et skidt valg. Søg hellere efter det positive og gode.

Der blev offerkortet trukket, som bevis på at hvis man ikke følger den politisk korrekte positive overbevisning, så bør man se indad og vælge hvordan man har det. Undtaget dog hvis man er syg eller igennem en livskrise, så kan der måske gives dispensation. Vidste at det ville komme på et tidspunkt - det er en debatklassiker.

Se bort fra hvad der er politisk korrekt. Pladder at argumentere med at mit livssyn er som det er fordi det er “politisk korrekt”. Mit livssyn er sådan fordi det nu engang gør livet mere værd at leve hvis der fokuseres på de positive ting. Det gælder også ved sygdom og livskriser. Ingen undtagelser.
Jeg oplever folk som har det hårdt og verden er i mod dem. De graver dybere og dybere. De ser ikke de selv har valg. Jeg har da selv været perioder hvor ting var mørke, men når alt kommer til alt så er livet bedre når man formår at vinkle perspektiverne til muligheder og positivitet. Det er ikke den nemme løsning. Det kræver rent faktisk noget. Det nemme kan være at sige “suk alt er imod mig, JEG kan ikke gøre noget”. Det kommer man bare ikke videre med.
Så prøv at smil til verden - så smiler den igen.
Omvendt mødes brok ofte med brok, for det dræner omgivelserne.

Og læs det nu som jeg skriver. Det er også sundt at komme ud med frustrationer. Og det er ok at være trist. Man skal bare formå at løsrive sig fra det igen og komme ovenpå. I hvertfald hvis man ønsker et “godt” liv.

[BlueBunny]

Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt meget over. Man vælger jo ikke at blive født, man bliver født på baggrund af et egoistisk (og biologisk) ønske om at føre sin egen art videre. Mange - også her i tråden - betrager livet som en gave, men det er da bestemt ikke en gave, hvis man fx er født med et ekstremt svært handicap, er dybt deprimeret, bliver misbrugt og mishandlet i sin barndom el. lign. Jeg synes det er en meget naiv og oldnordisk tilgang at have til livet at man anskuer det som en "gave". Min kæreste ser det lige sådan, "Jamen jeg er da glad for at være blevet født, der er så meget smukt i verden!", men det er jo individuelt. Jo, naturen er smuk og kærligheden er smuk, men opvejer den al den dårligdom et menneske kan opleve? Al den smerte, død, katastrofe og ødelæggelse et menneske kan være udsat for? Jeg tror flere ville ønske at de ikke var født, men at tage skridtet med at tage livet af sig selv er jo alligevel stort og grænseoverskridende. Det må dog være uendeligt dejligt at anskue livet som en gave og dermed være tilfreds, jeg synes bare det er naivt og uoplyst.

Man bliver jo ikke glad for alle gaver, man får. Man kan sagtens synes, at livet er en gave og stadig være bevidst om livets skyggesider. For mig er livet bedst (den bedste gave, om man vil), når man netop formår at se både lyset og mørket, både de små ting og de store sammenhænge. Det synes jeg overhovedet hverken er naivt eller uoplyst - tvært imod.

Det er heller ikke naivt eller uoplyst at være bevidst om både skyggesiderne og de lyse sider ved livet. Jeg synes det er naivt og uoplyst at anskue livet ensidigt som en gave - en gave er noget, man normalt forbinder med noget positivt, derfor synes jeg ikke man kan tale om at en person, der har haft et ufatteligt hårdt liv, er blevet givet en gave. Jeg tror ikke et sultent afrikansk barn, der bliver voldtaget, og har både HIV og AIDS anskuer livet som en gave, ligesom de børn, der levede deres første 15-19 år af deres liv i Josef Fritzls kælder betrager deres liv som en gave. Det er jo et semantisk spørgsmål, men jeg opfatter ordet "gave" som noget positivt, selvom ordbogen godt nok definerer det som "en genstand, man forærer en anden person". Men det er for mig et interessant og nyt perspektiv, at så mange også kan se 'gave' som en negativ/nuanceret ting; sådan har jeg aldrig tænkt det.

Nej alting er relativt. Men ifht TS vinkel og forældres forsørgerpligt, så er tankerne ikke på voldtægt, sult og fangenskab.

Helt generelt synes jeg i overført betragtning at livet er en gave. Hermed menes at det skal passes på og er uerstatteligt. Som person kan du se på de positive ting eller de negative. Jeg vil mene den som opnår størst livsglæde er den som ser og glædes efter de positive vinkler. Det er i mine øjne ikke naivt. I mine øjne er det unødig offermentalitet at måle ens udfordringer op mod andres, og at mene at hele ens livs er uden mening hvis man møder modstand. Det betyder ikke livet altid er en dans på roser. Livet er fuld af valg. Også valg til egen indstilling. At finde argumenter på det negative og triste er et skidt valg. Søg hellere efter det positive og gode.

Men nu er der altså forskel på hvor meget, og i hvilken grad folk møder modstand.
Jeg synes godt nok det er nemt at mene at andre bare påtager sig en unødig offermentalitet de ikke er i stand til at se deres liv som overvejende positivt og en gave når man ikke har gået 1000 mil i deres sko. Livet er sgu da mere komplekst end det, eller kan være det. Jeg synes faktisk det er temmelig uempatisk at mene at folk bare skal vælge at se det positive.

Jeg siger ikke man “bare” skal se det positive. For det er ikke “bare”. Men man skal se det positive. Midt i alt mørket vil der være noget som er lyst. Det skal man ikke glemme. Og det lyse kan brede sig. Det kan så absolut kræve arbejde. Og er man offer så skal man være opmærksom på at det er det man er og kæmpe og arbejde med det. Tider kan være hårde, jeg vil bare mene at når alt er mest sort, ja, så kan det kun blive lysere. Hvis ikke, så er det ikke helt sort.
Der er plads til tårer og nedturer. Det er tilladt. Det er ikke det der er mit budskab. Men helt grundliggende, så husk de positive ting og fokuser primært der.
På den måde er livet lidt hvad man gør det til. Man vælger selv.
Det er ikke uempatisk. Konfronter udfordringerne. Forhold dig konkret til hvad de reelt er.
Og ja mennesker er forskellige og påvirkes forskelligt, så nogle hændelser vil påvirke voldsomt. Men det bedste vil være at prøve at arbejde med at se de gode ting. Det er ikke nemt eller banalt. Det kan være svært at lære. Men når man har set fidusen, så vil livet lyse mere og bringe mere glæde.

[LadyFox]

Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt meget over. Man vælger jo ikke at blive født, man bliver født på baggrund af et egoistisk (og biologisk) ønske om at føre sin egen art videre. Mange - også her i tråden - betrager livet som en gave, men det er da bestemt ikke en gave, hvis man fx er født med et ekstremt svært handicap, er dybt deprimeret, bliver misbrugt og mishandlet i sin barndom el. lign. Jeg synes det er en meget naiv og oldnordisk tilgang at have til livet at man anskuer det som en "gave". Min kæreste ser det lige sådan, "Jamen jeg er da glad for at være blevet født, der er så meget smukt i verden!", men det er jo individuelt. Jo, naturen er smuk og kærligheden er smuk, men opvejer den al den dårligdom et menneske kan opleve? Al den smerte, død, katastrofe og ødelæggelse et menneske kan være udsat for? Jeg tror flere ville ønske at de ikke var født, men at tage skridtet med at tage livet af sig selv er jo alligevel stort og grænseoverskridende. Det må dog være uendeligt dejligt at anskue livet som en gave og dermed være tilfreds, jeg synes bare det er naivt og uoplyst.

Man bliver jo ikke glad for alle gaver, man får. Man kan sagtens synes, at livet er en gave og stadig være bevidst om livets skyggesider. For mig er livet bedst (den bedste gave, om man vil), når man netop formår at se både lyset og mørket, både de små ting og de store sammenhænge. Det synes jeg overhovedet hverken er naivt eller uoplyst - tvært imod.

Det er heller ikke naivt eller uoplyst at være bevidst om både skyggesiderne og de lyse sider ved livet. Jeg synes det er naivt og uoplyst at anskue livet ensidigt som en gave - en gave er noget, man normalt forbinder med noget positivt, derfor synes jeg ikke man kan tale om at en person, der har haft et ufatteligt hårdt liv, er blevet givet en gave. Jeg tror ikke et sultent afrikansk barn, der bliver voldtaget, og har både HIV og AIDS anskuer livet som en gave, ligesom de børn, der levede deres første 15-19 år af deres liv i Josef Fritzls kælder betrager deres liv som en gave. Det er jo et semantisk spørgsmål, men jeg opfatter ordet "gave" som noget positivt, selvom ordbogen godt nok definerer det som "en genstand, man forærer en anden person". Men det er for mig et interessant og nyt perspektiv, at så mange også kan se 'gave' som en negativ/nuanceret ting; sådan har jeg aldrig tænkt det.

Nej alting er relativt. Men ifht TS vinkel og forældres forsørgerpligt, så er tankerne ikke på voldtægt, sult og fangenskab.

Helt generelt synes jeg i overført betragtning at livet er en gave. Hermed menes at det skal passes på og er uerstatteligt. Som person kan du se på de positive ting eller de negative. Jeg vil mene den som opnår størst livsglæde er den som ser og glædes efter de positive vinkler. Det er i mine øjne ikke naivt. I mine øjne er det unødig offermentalitet at måle ens udfordringer op mod andres, og at mene at hele ens livs er uden mening hvis man møder modstand. Det betyder ikke livet altid er en dans på roser. Livet er fuld af valg. Også valg til egen indstilling. At finde argumenter på det negative og triste er et skidt valg. Søg hellere efter det positive og gode.

Men nu er der altså forskel på hvor meget, og i hvilken grad folk møder modstand.
Jeg synes godt nok det er nemt at mene at andre bare påtager sig en unødig offermentalitet de ikke er i stand til at se deres liv som overvejende positivt og en gave når man ikke har gået 1000 mil i deres sko. Livet er sgu da mere komplekst end det, eller kan være det. Jeg synes faktisk det er temmelig uempatisk at mene at folk bare skal vælge at se det positive.

Jeg siger ikke man “bare” skal se det positive. For det er ikke “bare”. Men man skal se det positive. Midt i alt mørket vil der være noget som er lyst. Det skal man ikke glemme. Og det lyse kan brede sig. Det kan så absolut kræve arbejde. Og er man offer så skal man være opmærksom på at det er det man er og kæmpe og arbejde med det. Tider kan være hårde, jeg vil bare mene at når alt er mest sort, ja, så kan det kun blive lysere. Hvis ikke, så er det ikke helt sort.
Der er plads til tårer og nedturer. Det er tilladt. Det er ikke det der er mit budskab. Men helt grundliggende, så husk de positive ting og fokuser primært der.
På den måde er livet lidt hvad man gør det til. Man vælger selv.
Det er ikke uempatisk. Konfronter udfordringerne. Forhold dig konkret til hvad de reelt er.
Og ja mennesker er forskellige og påvirkes forskelligt, så nogle hændelser vil påvirke voldsomt. Men det bedste vil være at prøve at arbejde med at se de gode ting. Det er ikke nemt eller banalt. Det kan være svært at lære. Men når man har set fidusen, så vil livet lyse mere og bringe mere glæde.

Selvfølgelig er det da bedst at arbejde på at se det possitve i livet -klart.
Der jeg synes det blive uempatisk er at du ikke kan sætte dig ind i at der ganske sikkert er folk der oplever langt mere modgang i livet end du og dem du kender - og alligevel har du opskriften på hvad de kunne gøre bedre?
Altså... De fleste vil vel gerne have et godt liv? De fleste har vel allerede prøvet at se positivt på livet.

Det er ligegyldigt om du er lam fra halsen og ned, ig desuden er døv stum -smil til livet, det et en gave. Det er ligegyldigt om du er en menneskehandlet kvinde der oplever voldtægt hver dag, uden at kunne komme ud af det for hvis du prøver så slagter bagmændene dim familie og det land du bor kan ikke hjælpe - smil til livet det er en gave. Det er ligegyldigt om du er kronisk syg og resten af dit liv vil forgå i de vildeste smerter og du iøvrigt ikke er særlig gammel så du skal leve med det længe - smil til livet det er en gave.

[BlueBunny]

Selvfølgelig er det da bedst at arbejde på at se det possitve i livet -klart.
Der jeg synes det blive uempatisk er at du ikke kan sætte dig ind i at der ganske sikkert er folk der oplever langt mere modgang i livet end du og dem du kender - og alligevel har du opskriften på hvad de kunne gøre bedre?
Altså... De fleste vil vel gerne have et godt liv? De fleste har vel allerede prøvet at se positivt på livet.

Det er ligegyldigt om du er lam fra halsen og ned, ig desuden er døv stum -smil til livet, det et en gave. Det er ligegyldigt om du er en menneskehandlet kvinde der oplever voldtægt hver dag, uden at kunne komme ud af det for hvis du prøver så slagter bagmændene dim familie og det land du bor kan ikke hjælpe - smil til livet det er en gave. Det er ligegyldigt om du er kronisk syg og resten af dit liv vil forgå i de vildeste smerter og du iøvrigt ikke er særlig gammel så du skal leve med det længe - smil til livet det er en gave.

Jeg synes det er ude af proportioner at bevæge en tråd der starter med “en ung pige der mener mor og far skal yde mere økonomisk hjælp, ellers er livet uretfærdigt” over i “menneskehandel og daglige voldtægter”.

Du ved jo ikke hvad jeg har oplevet i mit liv. Måske det netop er nogle af de lidt større prøvelser som gør at jeg i dag har det livssyn jeg har. Det er ikke en battle om “hvem har oplevet mest modgang”.

Men ja, jeg kender døve mennesker der har det fantastisk! Jeg kender “lamme” mennesker (selv det nu ikke er sådan de ser sig selv). Og deres liv er fuld af mening og indhold. Ikke “på trods af” de forhindringer de har (mødt), men “fordi” de ser efter mulighederne. Det ligger på rygraden. Som kærlighed der gør blind, så opleves verden fra sin gode side.

Det er også empati at møde andre i ligeværdighed og øjenhøjde “på trods af” at de er døvstumme, lamme, er blevet voldtaget osv.

Så ud fra spørgsmålet om det er uretfærdigt at blive født. Nej, så er jeg i den anden bane. Livet er fuld af muligheder og det er en gave.

(I andre tråde kan vi godt tale menneskehandel og traumer osv. )

[Animi]

Selvfølgelig er det da bedst at arbejde på at se det possitve i livet -klart.
Der jeg synes det blive uempatisk er at du ikke kan sætte dig ind i at der ganske sikkert er folk der oplever langt mere modgang i livet end du og dem du kender - og alligevel har du opskriften på hvad de kunne gøre bedre?
Altså... De fleste vil vel gerne have et godt liv? De fleste har vel allerede prøvet at se positivt på livet.

Det er ligegyldigt om du er lam fra halsen og ned, ig desuden er døv stum -smil til livet, det et en gave. Det er ligegyldigt om du er en menneskehandlet kvinde der oplever voldtægt hver dag, uden at kunne komme ud af det for hvis du prøver så slagter bagmændene dim familie og det land du bor kan ikke hjælpe - smil til livet det er en gave. Det er ligegyldigt om du er kronisk syg og resten af dit liv vil forgå i de vildeste smerter og du iøvrigt ikke er særlig gammel så du skal leve med det længe - smil til livet det er en gave.

Jeg synes det er ude af proportioner at bevæge en tråd der starter med “en ung pige der mener mor og far skal yde mere økonomisk hjælp, ellers er livet uretfærdigt” over i “menneskehandel og daglige voldtægter”.

Du ved jo ikke hvad jeg har oplevet i mit liv. Måske det netop er nogle af de lidt større prøvelser som gør at jeg i dag har det livssyn jeg har. Det er ikke en battle om “hvem har oplevet mest modgang”.

Men ja, jeg kender døve mennesker der har det fantastisk! Jeg kender “lamme” mennesker (selv det nu ikke er sådan de ser sig selv). Og deres liv er fuld af mening og indhold. Ikke “på trods af” de forhindringer de har (mødt), men “fordi” de ser efter mulighederne. Det ligger på rygraden. Som kærlighed der gør blind, så opleves verden fra sin gode side.

Det er også empati at møde andre i ligeværdighed og øjenhøjde “på trods af” at de er døvstumme, lamme, er blevet voldtaget osv.

Så ud fra spørgsmålet om det er uretfærdigt at blive født. Nej, så er jeg i den anden bane. Livet er fuld af muligheder og det er en gave.

(I andre tråde kan vi godt tale menneskehandel og traumer osv. )

Men det bliver da ret ensidigt, hvis vi i en diskussion om hvorvidt livet skal ses som en gave, ikke må bringe resten af den mindre priviligeret verden ind i diskussionen. Medmindre det der menes er at livet skal ses som en gave hos os i den priviligeret del af verden.

[Shannon]

Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt meget over. Man vælger jo ikke at blive født, man bliver født på baggrund af et egoistisk (og biologisk) ønske om at føre sin egen art videre. Mange - også her i tråden - betrager livet som en gave, men det er da bestemt ikke en gave, hvis man fx er født med et ekstremt svært handicap, er dybt deprimeret, bliver misbrugt og mishandlet i sin barndom el. lign. Jeg synes det er en meget naiv og oldnordisk tilgang at have til livet at man anskuer det som en "gave". Min kæreste ser det lige sådan, "Jamen jeg er da glad for at være blevet født, der er så meget smukt i verden!", men det er jo individuelt. Jo, naturen er smuk og kærligheden er smuk, men opvejer den al den dårligdom et menneske kan opleve? Al den smerte, død, katastrofe og ødelæggelse et menneske kan være udsat for? Jeg tror flere ville ønske at de ikke var født, men at tage skridtet med at tage livet af sig selv er jo alligevel stort og grænseoverskridende. Det må dog være uendeligt dejligt at anskue livet som en gave og dermed være tilfreds, jeg synes bare det er naivt og uoplyst.

Man bliver jo ikke glad for alle gaver, man får. Man kan sagtens synes, at livet er en gave og stadig være bevidst om livets skyggesider. For mig er livet bedst (den bedste gave, om man vil), når man netop formår at se både lyset og mørket, både de små ting og de store sammenhænge. Det synes jeg overhovedet hverken er naivt eller uoplyst - tvært imod.

Det er heller ikke naivt eller uoplyst at være bevidst om både skyggesiderne og de lyse sider ved livet. Jeg synes det er naivt og uoplyst at anskue livet ensidigt som en gave - en gave er noget, man normalt forbinder med noget positivt, derfor synes jeg ikke man kan tale om at en person, der har haft et ufatteligt hårdt liv, er blevet givet en gave. Jeg tror ikke et sultent afrikansk barn, der bliver voldtaget, og har både HIV og AIDS anskuer livet som en gave, ligesom de børn, der levede deres første 15-19 år af deres liv i Josef Fritzls kælder betrager deres liv som en gave. Det er jo et semantisk spørgsmål, men jeg opfatter ordet "gave" som noget positivt, selvom ordbogen godt nok definerer det som "en genstand, man forærer en anden person". Men det er for mig et interessant og nyt perspektiv, at så mange også kan se 'gave' som en negativ/nuanceret ting; sådan har jeg aldrig tænkt det.

Nej alting er relativt. Men ifht TS vinkel og forældres forsørgerpligt, så er tankerne ikke på voldtægt, sult og fangenskab.

Helt generelt synes jeg i overført betragtning at livet er en gave. Hermed menes at det skal passes på og er uerstatteligt. Som person kan du se på de positive ting eller de negative. Jeg vil mene den som opnår størst livsglæde er den som ser og glædes efter de positive vinkler. Det er i mine øjne ikke naivt. I mine øjne er det unødig offermentalitet at måle ens udfordringer op mod andres, og at mene at hele ens livs er uden mening hvis man møder modstand. Det betyder ikke livet altid er en dans på roser. Livet er fuld af valg. Også valg til egen indstilling. At finde argumenter på det negative og triste er et skidt valg. Søg hellere efter det positive og gode.

Der blev offerkortet trukket, som bevis på at hvis man ikke følger den politisk korrekte positive overbevisning, så bør man se indad og vælge hvordan man har det. Undtaget dog hvis man er syg eller igennem en livskrise, så kan der måske gives dispensation. Vidste at det ville komme på et tidspunkt - det er en debatklassiker.

Se bort fra hvad der er politisk korrekt. Pladder at argumentere med at mit livssyn er som det er fordi det er “politisk korrekt”. Mit livssyn er sådan fordi det nu engang gør livet mere værd at leve hvis der fokuseres på de positive ting. Det gælder også ved sygdom og livskriser. Ingen undtagelser.
Jeg oplever folk som har det hårdt og verden er i mod dem. De graver dybere og dybere. De ser ikke de selv har valg. Jeg har da selv været perioder hvor ting var mørke, men når alt kommer til alt så er livet bedre når man formår at vinkle perspektiverne til muligheder og positivitet. Det er ikke den nemme løsning. Det kræver rent faktisk noget. Det nemme kan være at sige “suk alt er imod mig, JEG kan ikke gøre noget”. Det kommer man bare ikke videre med.
Så prøv at smil til verden - så smiler den igen.
Omvendt mødes brok ofte med brok, for det dræner omgivelserne.

Og læs det nu som jeg skriver. Det er også sundt at komme ud med frustrationer. Og det er ok at være trist. Man skal bare formå at løsrive sig fra det igen og komme ovenpå. I hvertfald hvis man ønsker et “godt” liv.

De folk der graver dybere og dybere gør det måske fordi omgivelserne ikke er der for dem. I dag er det jo sådan at man skal være stærk og klare sig selv. At du afviser min påstand mod politisk korrekthed - tjah - alene det at du tolker det som om at folk bare brokker sig og lader stå til gør at vores opfattelser er for forskellige.

[BlueBunny]

Selvfølgelig er det da bedst at arbejde på at se det possitve i livet -klart.
Der jeg synes det blive uempatisk er at du ikke kan sætte dig ind i at der ganske sikkert er folk der oplever langt mere modgang i livet end du og dem du kender - og alligevel har du opskriften på hvad de kunne gøre bedre?
Altså... De fleste vil vel gerne have et godt liv? De fleste har vel allerede prøvet at se positivt på livet.

Det er ligegyldigt om du er lam fra halsen og ned, ig desuden er døv stum -smil til livet, det et en gave. Det er ligegyldigt om du er en menneskehandlet kvinde der oplever voldtægt hver dag, uden at kunne komme ud af det for hvis du prøver så slagter bagmændene dim familie og det land du bor kan ikke hjælpe - smil til livet det er en gave. Det er ligegyldigt om du er kronisk syg og resten af dit liv vil forgå i de vildeste smerter og du iøvrigt ikke er særlig gammel så du skal leve med det længe - smil til livet det er en gave.

Jeg synes det er ude af proportioner at bevæge en tråd der starter med “en ung pige der mener mor og far skal yde mere økonomisk hjælp, ellers er livet uretfærdigt” over i “menneskehandel og daglige voldtægter”.

Du ved jo ikke hvad jeg har oplevet i mit liv. Måske det netop er nogle af de lidt større prøvelser som gør at jeg i dag har det livssyn jeg har. Det er ikke en battle om “hvem har oplevet mest modgang”.

Men ja, jeg kender døve mennesker der har det fantastisk! Jeg kender “lamme” mennesker (selv det nu ikke er sådan de ser sig selv). Og deres liv er fuld af mening og indhold. Ikke “på trods af” de forhindringer de har (mødt), men “fordi” de ser efter mulighederne. Det ligger på rygraden. Som kærlighed der gør blind, så opleves verden fra sin gode side.

Det er også empati at møde andre i ligeværdighed og øjenhøjde “på trods af” at de er døvstumme, lamme, er blevet voldtaget osv.

Så ud fra spørgsmålet om det er uretfærdigt at blive født. Nej, så er jeg i den anden bane. Livet er fuld af muligheder og det er en gave.

(I andre tråde kan vi godt tale menneskehandel og traumer osv. )

Men det bliver da ret ensidigt, hvis vi i en diskussion om hvorvidt livet skal ses som en gave, ikke må bringe resten af den mindre priviligeret verden ind i diskussionen. Medmindre det der menes er at livet skal ses som en gave hos os i den priviligeret del af verden.

At tolke mit indlæg som “juhu jeg er døvstum livet er en gave”, “juhu jeg er slave og bliver voldtaget livet er en gave” er at ville misforstå hvad jeg skriver.

Generelt vil livet byde på ting gør det værd at leve.
At fremhæve undtagelser med en der fødes dødsyg, lever 5måneder i smerter og dør giver i min optik ikke mening. Kun i relation til at du kan perspektivere og sige “jeg har været heldig at det ikke ramte mig, og jeg sætter derfor pris på livet”.

[BlueBunny]

Det er et spørgsmål, jeg selv har tænkt meget over. Man vælger jo ikke at blive født, man bliver født på baggrund af et egoistisk (og biologisk) ønske om at føre sin egen art videre. Mange - også her i tråden - betrager livet som en gave, men det er da bestemt ikke en gave, hvis man fx er født med et ekstremt svært handicap, er dybt deprimeret, bliver misbrugt og mishandlet i sin barndom el. lign. Jeg synes det er en meget naiv og oldnordisk tilgang at have til livet at man anskuer det som en "gave". Min kæreste ser det lige sådan, "Jamen jeg er da glad for at være blevet født, der er så meget smukt i verden!", men det er jo individuelt. Jo, naturen er smuk og kærligheden er smuk, men opvejer den al den dårligdom et menneske kan opleve? Al den smerte, død, katastrofe og ødelæggelse et menneske kan være udsat for? Jeg tror flere ville ønske at de ikke var født, men at tage skridtet med at tage livet af sig selv er jo alligevel stort og grænseoverskridende. Det må dog være uendeligt dejligt at anskue livet som en gave og dermed være tilfreds, jeg synes bare det er naivt og uoplyst.

Man bliver jo ikke glad for alle gaver, man får. Man kan sagtens synes, at livet er en gave og stadig være bevidst om livets skyggesider. For mig er livet bedst (den bedste gave, om man vil), når man netop formår at se både lyset og mørket, både de små ting og de store sammenhænge. Det synes jeg overhovedet hverken er naivt eller uoplyst - tvært imod.

Det er heller ikke naivt eller uoplyst at være bevidst om både skyggesiderne og de lyse sider ved livet. Jeg synes det er naivt og uoplyst at anskue livet ensidigt som en gave - en gave er noget, man normalt forbinder med noget positivt, derfor synes jeg ikke man kan tale om at en person, der har haft et ufatteligt hårdt liv, er blevet givet en gave. Jeg tror ikke et sultent afrikansk barn, der bliver voldtaget, og har både HIV og AIDS anskuer livet som en gave, ligesom de børn, der levede deres første 15-19 år af deres liv i Josef Fritzls kælder betrager deres liv som en gave. Det er jo et semantisk spørgsmål, men jeg opfatter ordet "gave" som noget positivt, selvom ordbogen godt nok definerer det som "en genstand, man forærer en anden person". Men det er for mig et interessant og nyt perspektiv, at så mange også kan se 'gave' som en negativ/nuanceret ting; sådan har jeg aldrig tænkt det.

Nej alting er relativt. Men ifht TS vinkel og forældres forsørgerpligt, så er tankerne ikke på voldtægt, sult og fangenskab.

Helt generelt synes jeg i overført betragtning at livet er en gave. Hermed menes at det skal passes på og er uerstatteligt. Som person kan du se på de positive ting eller de negative. Jeg vil mene den som opnår størst livsglæde er den som ser og glædes efter de positive vinkler. Det er i mine øjne ikke naivt. I mine øjne er det unødig offermentalitet at måle ens udfordringer op mod andres, og at mene at hele ens livs er uden mening hvis man møder modstand. Det betyder ikke livet altid er en dans på roser. Livet er fuld af valg. Også valg til egen indstilling. At finde argumenter på det negative og triste er et skidt valg. Søg hellere efter det positive og gode.

Der blev offerkortet trukket, som bevis på at hvis man ikke følger den politisk korrekte positive overbevisning, så bør man se indad og vælge hvordan man har det. Undtaget dog hvis man er syg eller igennem en livskrise, så kan der måske gives dispensation. Vidste at det ville komme på et tidspunkt - det er en debatklassiker.

Se bort fra hvad der er politisk korrekt. Pladder at argumentere med at mit livssyn er som det er fordi det er “politisk korrekt”. Mit livssyn er sådan fordi det nu engang gør livet mere værd at leve hvis der fokuseres på de positive ting. Det gælder også ved sygdom og livskriser. Ingen undtagelser.
Jeg oplever folk som har det hårdt og verden er i mod dem. De graver dybere og dybere. De ser ikke de selv har valg. Jeg har da selv været perioder hvor ting var mørke, men når alt kommer til alt så er livet bedre når man formår at vinkle perspektiverne til muligheder og positivitet. Det er ikke den nemme løsning. Det kræver rent faktisk noget. Det nemme kan være at sige “suk alt er imod mig, JEG kan ikke gøre noget”. Det kommer man bare ikke videre med.
Så prøv at smil til verden - så smiler den igen.
Omvendt mødes brok ofte med brok, for det dræner omgivelserne.

Og læs det nu som jeg skriver. Det er også sundt at komme ud med frustrationer. Og det er ok at være trist. Man skal bare formå at løsrive sig fra det igen og komme ovenpå. I hvertfald hvis man ønsker et “godt” liv.

De folk der graver dybere og dybere gør det måske fordi omgivelserne ikke er der for dem. I dag er det jo sådan at man skal være stærk og klare sig selv. At du afviser min påstand mod politisk korrekthed - tjah - alene det at du tolker det som om at folk bare brokker sig og lader stå til gør at vores opfattelser er for forskellige.

Tjah - alene det at du tolker det som, at jeg tolker det som brok... og at jeg tænker andre lader står til...
Så er vi nok langt fra hinanden i forståelsen.

Politisk korrekt er i min opfattelse en mening man påtager sig uagtet at man reelt er uenig. Bare fordi man tænker at det skal man. Her har du ikke ret. Jeg skriver som jeg gør fordi JEG har den holdning. At du opfatter min holdning som politisk korrekt, helt ok.

[Animi]

Selvfølgelig er det da bedst at arbejde på at se det possitve i livet -klart.
Der jeg synes det blive uempatisk er at du ikke kan sætte dig ind i at der ganske sikkert er folk der oplever langt mere modgang i livet end du og dem du kender - og alligevel har du opskriften på hvad de kunne gøre bedre?
Altså... De fleste vil vel gerne have et godt liv? De fleste har vel allerede prøvet at se positivt på livet.

Det er ligegyldigt om du er lam fra halsen og ned, ig desuden er døv stum -smil til livet, det et en gave. Det er ligegyldigt om du er en menneskehandlet kvinde der oplever voldtægt hver dag, uden at kunne komme ud af det for hvis du prøver så slagter bagmændene dim familie og det land du bor kan ikke hjælpe - smil til livet det er en gave. Det er ligegyldigt om du er kronisk syg og resten af dit liv vil forgå i de vildeste smerter og du iøvrigt ikke er særlig gammel så du skal leve med det længe - smil til livet det er en gave.

Jeg synes det er ude af proportioner at bevæge en tråd der starter med “en ung pige der mener mor og far skal yde mere økonomisk hjælp, ellers er livet uretfærdigt” over i “menneskehandel og daglige voldtægter”.

Du ved jo ikke hvad jeg har oplevet i mit liv. Måske det netop er nogle af de lidt større prøvelser som gør at jeg i dag har det livssyn jeg har. Det er ikke en battle om “hvem har oplevet mest modgang”.

Men ja, jeg kender døve mennesker der har det fantastisk! Jeg kender “lamme” mennesker (selv det nu ikke er sådan de ser sig selv). Og deres liv er fuld af mening og indhold. Ikke “på trods af” de forhindringer de har (mødt), men “fordi” de ser efter mulighederne. Det ligger på rygraden. Som kærlighed der gør blind, så opleves verden fra sin gode side.

Det er også empati at møde andre i ligeværdighed og øjenhøjde “på trods af” at de er døvstumme, lamme, er blevet voldtaget osv.

Så ud fra spørgsmålet om det er uretfærdigt at blive født. Nej, så er jeg i den anden bane. Livet er fuld af muligheder og det er en gave.

(I andre tråde kan vi godt tale menneskehandel og traumer osv. )

Men det bliver da ret ensidigt, hvis vi i en diskussion om hvorvidt livet skal ses som en gave, ikke må bringe resten af den mindre priviligeret verden ind i diskussionen. Medmindre det der menes er at livet skal ses som en gave hos os i den priviligeret del af verden.

At tolke mit indlæg som “juhu jeg er døvstum livet er en gave”, “juhu jeg er slave og bliver voldtaget livet er en gave” er at ville misforstå hvad jeg skriver.

Generelt vil livet byde på ting gør det værd at leve.
At fremhæve undtagelser med en der fødes dødsyg, lever 5måneder i smerter og dør giver i min optik ikke mening. Kun i relation til at du kan perspektivere og sige “jeg har været heldig at det ikke ramte mig, og jeg sætter derfor pris på livet”.

Det kan godt være jeg har misforstået det du har skrevet (selvom det så ikke er bevidst), fordi jeg har forstået det som at du mener at alle bør se livet som en gave. Og det er jeg så uenig i, fordi der netop findes store dele af verdenen hvor krig, ødelæggelse, voldtægt og slaveri er hverdag - og ikke bare få undtagelser. Og der synes jeg ikke det giver mening at sige, at de dele kan vi ikke lige regne med ind i diskussionen.

[Buller]

I forhold til hvad? Der er jo aldrig nogen der har kendt et alternativ til det, så det er et ekstremt overtænkt spørgsmål imo.