Husrenovering - hvordan klarer man det uden at gå ned rent psykisk?

[Dublin-mudslide]

Enhver ved det - okay, ikke alle, men mange. Jeg vidste det godt dengang, vi lavede vores lejlighed. At det var et kæmpe, kæmpe arbejde og hvor meget det svinede. Vi lavede nyt køkken, bad og gang. Og jeg huser tydeligt, hvor meget jeg hadede at bo i det. Det skulle jeg aldrig aldrig aldrig mere...

Indtil nu. For et lille halvt år siden fandt vi et hus. Det var en fair pris, flere var interesserede og bød. Vi tog chancen og bød. Vi fik det mod nærmest alle odds. Og så skete det, at jeg testede positivt. Kæmpe husrenovering og graviditet. Værsågod. Vi var glade og havde mod på det hele, velvidende om at det blev en lang proces, fordi vi skulle gøre stort set alt selv.

Familien har siden da hjulpet os meget, men der er stadig meget at lave. Rigtig meget. Vi bor i huset nu og jeg er begrænset rent fysisk, men det er alle ok med og jeg holder mest øje med vores søn, så jeg kan ikke rigtig klage over det. Men det er frustrerende ikke at være med i processen og hjælpe til.

Men for pokker, hvor jeg synes det er ved at være hårdt. Alting tager jo rigtig lang tid. Jeg vidste godt, at det ville blive sådan her. Det vidste jeg fra sidst og der er ikke kommet noget bag på mig. Men jeg anede ikke, at der ville være så meget bøvl med ventetid, køkkenfirma, gulvet og et hav af andre mindre detaljer. Det er frustrerende at bo i al det rod og støv, som der ikke kan undgå at være.

Så lige nu er jeg nødt til at ændre min indstilling til tingene, så jeg ikke ender med at bryde fuldstændig sammen - men hvordan gør jeg?
Det duer ikke at mit humør er sort det meste af tiden. Jeg føler et kæmpe ansvar overfor min søn og det udfødte barn.
Hvordan har I, der har været i nogenlunde samme situation klaret det - hvad er godt at gøre eller tænke på? Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle af andres erfaringer? Er der en løsning på alt dette her udover at bide i det sure æble?

[Ficus]

Vi er midt i det. Og jeg måtte ændre indstilling til det hele omkring september-oktober, hvor vi havde lort med køkkenet (og ikke havde noget køkken i 2 mdr.) og nogle problemer med salget af vores gamle lejlighed, pludselig også stod med en vandskade og opdagede en masse ulovlig el Med et barn fra slut-juli og så lige oveni en kæreste der i en måned hvert efterår arbejder 06-00.
Min hjerne brændte total sammen og jeg brugte nok nogle uger på at være i lortehumør og det gik udover alle. Ca. Undtagen min baby. Var aldrig uvenner med min kæreste, men min passiv-aggressive attitude, var lige til grænsen. Heldigvis er han jordens mildeste menneske, meget overbærende og nåede at stoppe mig inden jeg ramte bunden.


Det der har hjulpet mig:

- Helt fast aftale om ikke at bebrejde min kæreste ting som han ikke er herre over, fx den ulovlige el, fordi jeg ikke forstår “det tekniske” og han gør. Blev helt idiot af ikke at kunne hjælpe og ikke at kunne gøre noget. Og at huske på at vi er på samme hold.

- Huske på de ting vi faldt for ved huset, når alt bare så virkelig sort ud. Som når man kommer hjem fra navngivning og der er vand på hele gulvet i bryggerset, når der dagen før har været en håndværker og “lave det”

- Ikke glemme at forkæle sig selv lidt og husk at glemme byggeprojektet når man er ude. Da vi ikke havde køkken prøvede vi at spise lidt lækrere take-away, i stedet for bare junk eller tog ud og spiste sushi og snakkede så om alt andet end projektet, tog på museum eller lign.

- At sørge for at børneværelse og et legeområde var noget af det første der var klar, så jeg ikke fik dårlig samvittighed over at den lille ikke må være nogen steder.

Og så har jeg brugt meget at tage billeder af processen, så jeg kan se at det skrider frem. Når man er i det, kan det være virkelig svært at se nogle gange.


De ting vi mangler nu er, selvfølgelig, de rum hvor vi skal have opbevaring og sådan (entré, bryggers og to egentlige opbevaringsrum), det er faktisk pisseirriterende at bo i rigtig rod og halve flytterkasser og poser, fordi tingene ikke har et sted endnu. Jeg prøver virkelig, for jeg bliver enormt stresset af rodet og jeg føler ikke jeg kan gøre noget ved det. Indtil videre har jeg brugt 8 måneder på oprydning, hvilket betyder rykke fra ting fra et irriterende sted til det næste. Så lige nu er det tanken om målet der holder mig kørende, at jeg kan huske det potentiale vi så i huset da vi købte det.

[Dublin-mudslide]

Jeg tror mit eneste råd er at fokuserer på målet.
Jeg hadede hvert sekund af vores renovering, men det er jo så fedt når det er overstået.

Her 3 år efter er jeg så småt ved at kunne forestille mig at gøre det igen, fordi man ligesom glemmer det så snart det er overstået.

Kan du måske tage en weekend i sommerhus eller spa og få en lille pause når du når din grænse for rod og støv?

Jeg er glad for at læse, at man faktisk får modet igen. Lige nu skal jeg nemlig aldrig sådan noget her igen. Men det har jeg selvfølgelig sagt før Jo om 14 dage skal vi i sommerhus med familien. Og der får vi heldigvis en pause fra støv og rod.

[Dublin-mudslide]

Vi er midt i det. Og jeg måtte ændre indstilling til det hele omkring september-oktober, hvor vi havde lort med køkkenet (og ikke havde noget køkken i 2 mdr.) og nogle problemer med salget af vores gamle lejlighed, pludselig også stod med en vandskade og opdagede en masse ulovlig el Med et barn fra slut-juli og så lige oveni en kæreste der i en måned hvert efterår arbejder 06-00.
Min hjerne brændte total sammen og jeg brugte nok nogle uger på at være i lortehumør og det gik udover alle. Ca. Undtagen min baby. Var aldrig uvenner med min kæreste, men min passiv-aggressive attitude, var lige til grænsen. Heldigvis er han jordens mildeste menneske, meget overbærende og nåede at stoppe mig inden jeg ramte bunden.


Det der har hjulpet mig:

- Helt fast aftale om ikke at bebrejde min kæreste ting som han ikke er herre over, fx den ulovlige el, fordi jeg ikke forstår “det tekniske” og han gør. Blev helt idiot af ikke at kunne hjælpe og ikke at kunne gøre noget. Og at huske på at vi er på samme hold.

- Huske på de ting vi faldt for ved huset, når alt bare så virkelig sort ud. Som når man kommer hjem fra navngivning og der er vand på hele gulvet i bryggerset, når der dagen før har været en håndværker og “lave det”

- Ikke glemme at forkæle sig selv lidt og husk at glemme byggeprojektet når man er ude. Da vi ikke havde køkken prøvede vi at spise lidt lækrere take-away, i stedet for bare junk eller tog ud og spiste sushi og snakkede så om alt andet end projektet, tog på museum eller lign.

- At sørge for at børneværelse og et legeområde var noget af det første der var klar, så jeg ikke fik dårlig samvittighed over at den lille ikke må være nogen steder.

Og så har jeg brugt meget at tage billeder af processen, så jeg kan se at det skrider frem. Når man er i det, kan det være virkelig svært at se nogle gange.


De ting vi mangler nu er, selvfølgelig, de rum hvor vi skal have opbevaring og sådan (entré, bryggers og to egentlige opbevaringsrum), det er faktisk pisseirriterende at bo i rigtig rod og halve flytterkasser og poser, fordi tingene ikke har et sted endnu. Jeg prøver virkelig, for jeg bliver enormt stresset af rodet og jeg føler ikke jeg kan gøre noget ved det. Indtil videre har jeg brugt 8 måneder på oprydning, hvilket betyder rykke fra ting fra et irriterende sted til det næste. Så lige nu er det tanken om målet der holder mig kørende, at jeg kan huske det potentiale vi så i huset da vi købte det.

Jeg er både glad og ked af at læse, at andre også har det på samme måde. Men måske vi alle skal igennem sådan en her proces - langt de fleste af os. Tak for alle tip.

Det der med at huske på hvorfor vi købte huset hjælper en anelse på det, men som sådan er det ikke mit drømmehus. Det er et rigtig fint hus og opdelingen af det samt størrelsen er rigtig attraktiv. Men en ulempe, som jeg ikke ved om jeg nogensinde helt lærer at affinde mig med er at det ligger på en vej - stille og rolig villavej, men der kan jo ikke undgå at komme biler af og til. Og det har jeg det svært med (jeg er en lydfølsom type). Jeg har altid drømt om et hus, der skulle ligge i et lukket vænge eller en blind vej eller lignende. Men sandheden er, at det er rigtig svært i det her område. Og når man endelig finder et så er det ret lille og har andre ting, som jeg slet ikke kan leve med. Noget der måske kan betyde en forskel er, når vi kommer til at gøre mere ved al det, der mangler udendørs - og så taget. Så kan det betyde, at lyden bliver lukket mere ude. Men der er ingen garanti.

Jeg har delt alle de her tvivls-tanker, som jeg også har med min mand. Og vi har snakket om, at vi prøver at gøre alt dette færdigt og så ser vi tiden an. Hvis følelsen af mistrivsel eller lignende bliver ved (jeg aner jo ikke hvordan her er, før vi rigtig bliver færdige og kommer på plads) så må vi jo bare videre. Og det hjælper rigtig meget på det hele. Jeg ved godt, at jeg ikke kan få alt. Det er svært at få alle ønsker opfyldt kombineret med størrelse og en god pris i de her områder, sådan er det bare. Så et eller andet må man gå på kompromis med. Men man ved jo bare heller ikke alt før man har prøvet.

[lulu-p]

Har du mulighed for at indrette en lille "lejlighed" i huset? Måske 2 sammenhængende rum, som er i så god stand at du kan "bo" i dem og holde dem helt ryddelige og pæne. Så du har et "save-place" midt i alt rodet?

[Dublin-mudslide]

Har du mulighed for at indrette en lille "lejlighed" i huset? Måske 2 sammenhængende rum, som er i så god stand at du kan "bo" i dem og holde dem helt ryddelige og pæne. Så du har et "save-place" midt i alt rodet?

Vi har 2-3 rum, som er ret færdige. Med "ret færdige" mener jeg, at der mangler døre, lister og at blive malet (der er filtet, som er formalet, så det er "næsten" malet). Måske lidt radiatorskjulere også - men det er stadig en detalje. Men jeg synes alligevel det er ret så uoverskueligt. Måske fordi alt andet jo også skal igennem en stor omgang.