Det er lidt sjovt som et sæt havemøbler og en gang græsslåning kan give følesen af rent faktisk at have en brugbar have. Det er lidt - bare lidt - nemmere at overskue resten af kampen med at få vildnisset til at ligne noget haveagtigt.
Jeg er ret imponeret over, at havetraktoren, som har stået stille siden september og i år ikke har været overdækket, kunne klare det i områder næsten 60 cm lange græs trods nedslidt drivrem og manglende bakkeevne.
Drivuset er tømt, sønnen har højtryksrenset kapilærkasserne, selve drivhuset mangler at blive spulet.
Jeg har en klematis stående op ad garagen, som kravler op i taget. Ikke så smart. Manden ville lige være lidt hård ved den og få den klippet til - desværre viste det sig, der var en stær, der havde bygget rede inde bagved. En næsten flyveklar unge lå i den, og stæremor kom pludselig tilbage og var noget aggressiv over for manden. Han skyndte sig at stoppe og pakke klematisen ind på plads, så håber vi ikke, der er sket nogen skade
I morgen håber jeg at kunne få sået lidt ærter, gulerødder og spinat, og vi har salatplanter i vindueskarmene, som også gerne snart skulle ud. Jeg har også købt lidt forskellige blomsterløg (iris, gladiolus og asters og morgenfruefrø), som jeg håber at få i jorden.
Nu glæder jeg mig nærmest til Kr. Flyvedagsferien - med en afspadseringsdag har jeg lige en lille femdages ferie, og vejrudsigten tegner ikke så dårlig, hvis den da holder.