Hvordan hjælper jeg min mor?
: 24. sep 2018, 08:31
(hvis hun altså vil hjælpes)
Min mor er en dame på næsten 70 år. Pensionist. Lav og tyk. En BMI på ca. 37, dvs. ”ekstrem overvægtig” hvis man skal følge BMI’s retningslinier. Jeg er derfor ret bekymret for hendes helbred. Hun har altid været”i stand”, men de seneste 15-20 år er det bare gået støt opad med vægten. I mange år har hun beklaget sig og selv været meget obs på at skulle tabe sig, men har aldrig rigtigt kunne taget sig helt sammen. Motion ligger langt fra hendes natur, og hun er alt for glad for sukker og søde sager. Derudover virker hun til at have et nærmest naiv/forvrænget forestilling om hvad der reelt virker ift. at tabe sig. Hun er typen der kan sidde og gumle småkager og samtidig beklage sig over hvorfor hun ikke taber sig. Der kan altid være en grund til at spise fedt eller sødt, for ”det er jo den første torsdag i ugen”. Hun tror det er motion hvis hun har gået 100 meter eller cyklet en halv km. Nogle gange kan hun stolt sige at hun har spist salat til frokost, men når jeg så hører hvad slags salat, så er det en cæsar salat med masser af bacon og karry-dressing eller hønsekødssalat med masser af mayo.
Hun gider ikke høre på mig når jeg kommenterer på at hun kunne skifte den obligatoriske sodavand/saftevand ud med et glas vand når hun spiser frokost. Og ja, jeg er også fræk sådan at kommentere på det, men det bunder jo primært i en bekymring. Så får jeg en forklaring om at det jo er light-versioner og en comeback-kommentar om at jeg jo selv drikker øl nogle gange til frokost. Men for mig er den slags kun I sociale sammenhæng (for hende er det flere gange dagligt) og derudover så løber eller træner jeg 5-6 dage om ugen og generelt er i bedre form. Og ja, det er heller ikke fordi jeg kan sammenligne at hun kan komme op på mit aktivitetsniveau. Det virker bare til at hun negligerer, at hvis man vil tabe sig, så er der altså en del hårdt arbejde og omlægning af vaner. Måske har hun endda givet op vil ikke hjælpes, så fred være med det og jeg må prøve at acceptere. Det irriterer mig bare, at hvis hun endelig vil tabe sig, så er det ærgerligt hvis hun holder sig selv for nar ift. hvad hun tror der virker. Og hvis det er for hårdt at komme i gang med motionen, så kunne hun måske prøve at omlægge spisevanerne til at starte med
Jeg har prøvet at motivere hende til at fx gå nogle lange ture i skoven og tracke det med Endomondo og lytte til en lydbog. Har også sagt det kunne have en god effekt på humøret at få rørt sig, for hun er generelt ret sortseende.
Det har i hvert fald virket for mig. Hun vil dog hellere bare sidde i sin sofa med en bog eller spille spil på iPad. Det sjove er at hendes søster, der er et par år yngre, er en helt anden type, der går til spinning, ror kajak, går lange ture osv. Jeg har også kommet med bud på hvad hende og min far kan spise i stedet. Fx udskifte morgenbrødet med marmelade med noget musli eller lign. og droppe kulhydraterne og spise brocooli i stedet, men de kører stadig sovs og kartofler-retter og smørrebrød til frokost
Det kan gå mig ekstremt meget på og jeg kan frygte at hun dratter om anytime. Især når hun er stakåndet af at have gået op af 10 trappetrin eller udstøder klagelyde lyder bare hun skal række sin arm ind over bordet. Noget jeg også prøver at udtrykke bekymring over, men som så blot provokerer hende og beder mig blande mig udenom og prøver at normalisere det og siger hun har det fint. Jeg ved godt at jeg ikke kan sammenligne en 70-årig dame (med de naturlige skavanker der nu tilhører den alder) med mine 40 år, men jeg synes alligevel at hendes jævnaldrende (fx mine venners forældre og hendes egen søster) er noget mere adrætte og kropsligt checkede. Jeg siger ikke at man ikke skal nyde sit liv i sit otium med hver der tilhører af mad og drikke, men hvis man stadig gerne vil se sine børnebørn vokse op, så bør man måske tænke sig om i hendes situation.
Har I nogle kommentarer? Eller skal jeg bare blande mig udenom og acceptere det?
Det skal også siges at hun langt fra selv er den sidste til at kommentere på andre menneskers liv og livsstil. Jeg har fx selv utallige gange selv måtte ”forsvare” min tøjstil, mine hobbyer osv. fordi hun har masser af holdninger til hvordan folk bør leve deres liv.
Min mor er en dame på næsten 70 år. Pensionist. Lav og tyk. En BMI på ca. 37, dvs. ”ekstrem overvægtig” hvis man skal følge BMI’s retningslinier. Jeg er derfor ret bekymret for hendes helbred. Hun har altid været”i stand”, men de seneste 15-20 år er det bare gået støt opad med vægten. I mange år har hun beklaget sig og selv været meget obs på at skulle tabe sig, men har aldrig rigtigt kunne taget sig helt sammen. Motion ligger langt fra hendes natur, og hun er alt for glad for sukker og søde sager. Derudover virker hun til at have et nærmest naiv/forvrænget forestilling om hvad der reelt virker ift. at tabe sig. Hun er typen der kan sidde og gumle småkager og samtidig beklage sig over hvorfor hun ikke taber sig. Der kan altid være en grund til at spise fedt eller sødt, for ”det er jo den første torsdag i ugen”. Hun tror det er motion hvis hun har gået 100 meter eller cyklet en halv km. Nogle gange kan hun stolt sige at hun har spist salat til frokost, men når jeg så hører hvad slags salat, så er det en cæsar salat med masser af bacon og karry-dressing eller hønsekødssalat med masser af mayo.
Hun gider ikke høre på mig når jeg kommenterer på at hun kunne skifte den obligatoriske sodavand/saftevand ud med et glas vand når hun spiser frokost. Og ja, jeg er også fræk sådan at kommentere på det, men det bunder jo primært i en bekymring. Så får jeg en forklaring om at det jo er light-versioner og en comeback-kommentar om at jeg jo selv drikker øl nogle gange til frokost. Men for mig er den slags kun I sociale sammenhæng (for hende er det flere gange dagligt) og derudover så løber eller træner jeg 5-6 dage om ugen og generelt er i bedre form. Og ja, det er heller ikke fordi jeg kan sammenligne at hun kan komme op på mit aktivitetsniveau. Det virker bare til at hun negligerer, at hvis man vil tabe sig, så er der altså en del hårdt arbejde og omlægning af vaner. Måske har hun endda givet op vil ikke hjælpes, så fred være med det og jeg må prøve at acceptere. Det irriterer mig bare, at hvis hun endelig vil tabe sig, så er det ærgerligt hvis hun holder sig selv for nar ift. hvad hun tror der virker. Og hvis det er for hårdt at komme i gang med motionen, så kunne hun måske prøve at omlægge spisevanerne til at starte med
Jeg har prøvet at motivere hende til at fx gå nogle lange ture i skoven og tracke det med Endomondo og lytte til en lydbog. Har også sagt det kunne have en god effekt på humøret at få rørt sig, for hun er generelt ret sortseende.
Det har i hvert fald virket for mig. Hun vil dog hellere bare sidde i sin sofa med en bog eller spille spil på iPad. Det sjove er at hendes søster, der er et par år yngre, er en helt anden type, der går til spinning, ror kajak, går lange ture osv. Jeg har også kommet med bud på hvad hende og min far kan spise i stedet. Fx udskifte morgenbrødet med marmelade med noget musli eller lign. og droppe kulhydraterne og spise brocooli i stedet, men de kører stadig sovs og kartofler-retter og smørrebrød til frokost
Det kan gå mig ekstremt meget på og jeg kan frygte at hun dratter om anytime. Især når hun er stakåndet af at have gået op af 10 trappetrin eller udstøder klagelyde lyder bare hun skal række sin arm ind over bordet. Noget jeg også prøver at udtrykke bekymring over, men som så blot provokerer hende og beder mig blande mig udenom og prøver at normalisere det og siger hun har det fint. Jeg ved godt at jeg ikke kan sammenligne en 70-årig dame (med de naturlige skavanker der nu tilhører den alder) med mine 40 år, men jeg synes alligevel at hendes jævnaldrende (fx mine venners forældre og hendes egen søster) er noget mere adrætte og kropsligt checkede. Jeg siger ikke at man ikke skal nyde sit liv i sit otium med hver der tilhører af mad og drikke, men hvis man stadig gerne vil se sine børnebørn vokse op, så bør man måske tænke sig om i hendes situation.
Har I nogle kommentarer? Eller skal jeg bare blande mig udenom og acceptere det?
Det skal også siges at hun langt fra selv er den sidste til at kommentere på andre menneskers liv og livsstil. Jeg har fx selv utallige gange selv måtte ”forsvare” min tøjstil, mine hobbyer osv. fordi hun har masser af holdninger til hvordan folk bør leve deres liv.