Mangoness skrev:Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre mere om de følgende ting:
- Om det hjælper folk at have nogen at gøre tingene med, så man kommer afsted.
- Om det hjælper folk at have en sportstaske med på arbejde/skole og tage direkte afsted i stedet for at tage hjem først.
- Om det hjælper at købe et skab i fitnesscentret (hvis man kan) så man ikke skal slæbe tingene frem og tilbage.
- Hjælper det at formulere en konkret plan for, hvor og hvornår man vil træne eller foretrækker i mere at have en løs plan og tage det, som det kommer.
osv.
Jeg træner primært på hold i FW, svømmer lidt og cykler til alle daglige gøremål. Det sidste halve år har jeg hver uge formået, at komme til træning/svømning, hvilket er første gang jeg har været SÅ vedholdende. Årsagen er uden tvivl min stædighed og at jeg har mere overskud psykisk, ligesom træning/aktivitet øger mit mentale overskud.
Nej, jeg vil helst tage alene til træning. Jeg bruger en del energi på, at være tilstede og udføre øvelserne, så jeg vil ikke forstyrres af veninder der samtidig vil sludre. Til gengæld hjælper det mig, at jeg tilmelder mig et hold, så jeg ved, at jeg er nødt til at komme afsted. Det forpligter mig mere.
Er det ikke muligt, at nå et hold pga. arbejde eller andre ting, så tager jeg en tur i svømmehallen i stedet og svømmer en halv times tid. Det er en "aftale" jeg har lavet med mig selv, for ellers kommer jeg jo aldrig afsted.
De dage jeg skal træne har jeg tøj osv. med på arbejde, da jeg tager direkte derfra. Ender jeg med først at skulle hjem, så er det nærmest uoverskueligt for mig at komme afsted igen. Så altid direkte fra arbejde!
Jeg ville ikke bruge at have et fast skab i træningscenteret, først og fremmest fordi jeg bruger flere forskellige centre afhængig af holdplan og mine øvrige planer. Desuden skal tøjet jo vaskes, så det vil alligevel skulle slæbes frem og tilbage.
Ja, for mig hjælper det helt klart, at jeg prøver at planlægge ugens aktiviteter. Det gælder både træning, venindeaftaler og hvad der ellers sker i løbet af en uge. På den måde kan jeg finde de hold jeg har mulighed for at deltage i og få tilmeldt mig inden der kommer venteliste.
Noget af det vigtigste for mig har været at finde nogle gode holdinstruktører, som jeg kan holde ud at høre på og som har en attitude jeg synes om. Jeg har nemlig brug for der er én, der fortæller mig hvilke øvelser jeg skal lave. Enkelte gange forsøger jeg mig med løbetræning og lidt småøvelser selv, men det får jeg ikke lige så meget ud af.
Så som mange af de andre siger, så handler det om at få træningen lagt ind som en del af hverdagens øvrige gøremål. Særligt på de dage, hvor lysten er helt væk, så har det været vigtigt for mig at vide "at det skal jeg bare" og bagefter bliver jeg jo stolt af jeg gjorde det.
Og så sæt dine forventninger ned, der er ingen der siger du behøver træne hveranden dag, hvis det i første omgang er en sejr, at komme afsted en gang om ugen.